Hvad der videre hændte Aninja Grøn

Nu er det på tide at bringe bloggen up to date, gider ikke være 14 dage bagud mere.

Efter intro-ugen og den fantastiske tur til Tokyo var overstået, var der ikke mere på programmet i nogle dage. Jeg fik faktisk fred til at bruge hele dagen i min cubicle i mit Lab.
Onsdag den 15. sov jeg længe og mødte ind ved 16-tiden. Ved 20-tiden kiggede Fujii-sensei forbi for tredie gang i løbet af aftenen for at tjekke, at alt gik godt med hans tre små studiner (Shihono, Yui og mig). Yui havde en nød, hun ikke kunne knække, og så trak Fujii-sensei en stol hen og begyndte at hjælpe hende. Og der blev han siddende og snakkede med hende om projektet. Det var både godt og skidt:
Det var jo en kæmpe gestus, at Fujii-sensei tilbød sin ubetingede hjælp så sent efter normal fyraften.
Men det betød også, at ingen af de andre kunne gå! Og han stoppede altså ikke med at snakke! Klokken 22 sharp blæste jeg på de japanske traditioner, pakkede sammen og sagde pænt Godnat! Næste dag spurgte jeg til, hvor længe de dog var blevet siddende. Fujii-sensei var endelig blevet færdig ved en 22.30-23-tiden. Så snart han var gået, havde mine tre venner i Lab'et pakket sammen og var styrtet hjem. Men ikke et minut før. Sådan gør man ikke herovre...


Torsdag den 16. mødte jeg ind på Biblioteksskolen kl. 09.00 sharp, mindre end 12 timer efter jeg forlod den. Jeg havde nemlig glemt at aflevere et meget vigtigt stykke papir på kontoret dagen før. Det var overraskende nok blevet svedt ud, i skoven af andre vigtige papirer. Sensei kiggede ned i Lab'et første gang ved 14-tiden. Dejligt at finde ud af, at også han har rimeligt menneskelige arbejdstider, trods alt.
Om eftermiddagen var det et ultravigtigt møde omkring sprogkurset i japansk.
Derefter vendte jeg tilbage til mit Lab, for Shihono og jeg havde lige nået at aftale at spise middag sammen. Det viste sig, at Yui og hendes drengeven (hvordan det så end er, de to hænger sammen) også rigtig gerne ville med, og endnu engang meldte han sig til at køre hvorhen, vi ville. Denne gang bøjede vi os alle for Shihono's nuttede "hambaaga, hambaaga, hambaaga!", som hun siger hver eneste gang, vi har skullet finde et sted at spise. So hamburger it was...
Nu vil jeg dele med jer, hvad en japansk hambaaga er. Det er nemlig ikke en hamburger, det er faktisk nok så langt fra, det kan komme...

En hambaaga er en bøf lavet på hakket okse og/eller gris, som ikke serveres i en burgerbolle med salat, tomat, ost og bacon (mmmm, bacon!), men som ligger ensom for sig selv i det ene hjørne af tallerkenen. Den dufter af frikadelle. Den smager af frikadelle. Den ER en frikadelle!
Så man kan få delle med hvide ris eller brød eller fritter eller spaghetti(!), men kun én af delene. Ved siden af kunne vi så bestille sidedishes med hvide ris, brød, salat og/eller misusuppe.
Man kan få forskellige udgaver af denne frikadelle. F.eks. serveres den med en skive citron ovenpå eller en skive ost ovenpå, eller med dobbelt ost ovenpå - Nu er vi næsten oppe på det niveau af ost, som en gennemsnitsdansker holder af, for japanerne er ikke så hærdede med ost, som vi er i fornuftige Europa.
Jeg valgte den frække combo med et spejlæg og bløde løg ved siden af og en bolle til, og så smækkede jeg det hele sammen til en frikadellesandvich, komplet med brun sovs! Tænk, restauranten lavede brun sovs, så selv en ægte jyde ville knibe en tåre, det er jeg sikker på.
Shihono hoppede på den sunde med kun en citronskive og en sauce af groftsnittede løg til, som grangiveligt lignede og duftede af bløde løg. Mindst lige så klassisk som min.

Til dessert kunne vi ikke lade være med at prøve de isdesserter, som restauranten er berømt (berygtet?) for. Nogle af dem serveres med kage. Eller hvad med et højt tårn af tykke skiver sødt, ristet toastbrød, holdt sammen af et grillspyd, pyntet med iskugler, flødeskum, syltetøj og frisk frugt. Meget mærkeligt, men det skal helt sikkert prøves på et tidspunkt.
Nogle af dem er så store, at man skal være fire mennesker for at komme igennem dem. Eller otte. Eller sågar 16!! For 400 Dkr's isdessert. Dén var der ikke engang et foto af på menukortet. Hvis man bestiller den, bruger de tydeligvis alt, hvad de har i køkkenet, for at få nok. Så den er unik hver gang.
Normalt er det jo sådan, at når noget er godt, og samtidig dyrt, så er der heller ikke så meget af det. I ved, reglen for fransk, finere madlavning. Og de billigste af isdesserterne så ikke så store ud på kortet. Næsten mætte, bestilte vi derfor kun to, og regnede med en halv til hver. Men selv deres mindste desserter, kunne vi snildt have været 3 om at dele :S I er nødt til lige at se et billede af dem. Den ene er med jordbær, den anden med tiramisu.
Og nu kommer det allerbedste: Restaurantens koncept, fandt jeg nu ud af, er at is, flødeskum og 2 tørre vafler til pynt, det er bare for kedeligt. Så isdesserten med jordbær indeholdt: Kugler af vanilleis, jordbæris og cheesecake-creme (lignede og smagte som mild creme fraiche), flødeskum, jordbærsyltetøj, friske jordbær, cornflakes(!), skiver af banan, kiwi, og så dette her japanske koncept: Natadekoko, eller rettere Nata de Coco, jelly lavet på kokosmælk. Det smager fuldstændigt himmelsk. Har siden købt en kæmpe pakke og putter det i min yoghurt hver morgen.
Isdesserten med tiramisu bestod af: Vanilleis, cheesecake-creme, flødeskum, en hel banan flækket på langs, vafler, "drys" af små, søde kiks, mundrette hapser chokoladekage og flere cornflakes. Gemt nede i glasset mere banan, kiwi, druer, pæretern, og tern af bitter kohii-jelly, altså kaffe-gelé.
Jeg har iøvrigt et foto af to japanske babes, som håndfodrer hinanden med is af lange skeer. Sælger det gerne til højestbydende, skal vi starte ved 5000 yen? ;-P
Kort og godt to af de bedste is, jeg har fået i hele mit liv. Mmmmmmmmmm...


Klokken 10.10 fredag den 17. var det endelig tid til at modage den første lektion i japansk. Vi lavede en præsentationsrunde på japansk: Vi er ni på holdet, fem japanere, en koreaner, en franskmand og os to danskere. Alle har vi læst noget japansk til husbehov før, og alle agter vi at følge undervisning ekstra 1½ time om ugen, hvor vi skal lære at skrive Kanji, altså skrifttegn. Kineserne kan naturligvis skrive alle Kanji allerede, det er pænt snyd. Tilgengæld kan de kun udtale dem på kinesisk, ikke på japansk. Og de to udtaler - og dermed betydninger - er faktisk vildt forskellige.
Vi er egentlig over 30, som er på begynderholdet. Men alle de andre har ikke engang lært Hiragana-alfabetet udenad endnu. Så jeg er simpelthen kommet på turboholdet! Yeah (^▽^*)
Derudover var der kun tid til at lære at finde rundt i lektionsplanen, købe bøger, og tage denneher skriftlige test, som lige skulle demonstrere én gang for alle, at vi var kommet på det rette hold. Jeg kunne svare rigtigt på hele den første 2/3, så den første to af mine tre måneders undervisning vil tilsyneladende blive piece of cake. Men bare ved præsentationen idag, havde jeg lært 2 nye vendinger, så det vil ikke blive spildte to måneder!

Shihono var ligesom sidste weekend taget hjem til Chiba for at tjene penge på uvorne teenagere med overentusiastiske forældre. Det regnede. Og det var jo fredag. Så det var ikke på ingen måde det mindste tillokkende at tage hen i Lab'et.
Istedet cyklede Martin og jeg hen til dén del af campus med de gode udonnudler og de to morliller, for at se hvad området ellers kunne byde på. Ved siden af "mit stam-udon-sted" viste det sig, ligger der 4 andre restauranter. Seriøst, inde i kantinen, hvor alle mennesker sidder ved de samme 30 borde, kan man vælge at få mad fra 5 forskellige steder. Luksus!
Der er: Mit udon-sted. En soba-restaurant. En ramen-restaurant. Altså de tre forskellige slags nudler, japanerne elsker at fortære, varme eller kolde. En lidt dyrere restaurant, som satser på portioner med masser af godt kød med ris til. Og sidst, men ikke mindst, en wierdo café, som lokker alle områdets tøsepiger til. Dén måtte Martin og jeg prøve idag.

Tillad mig at forsøge at beskrive caféen, som jeg så den første gang. Ja, som var I der selv...
Selv om man kan sidde hvor som helt i kantinen og spise sin mad købt et af de fem steder, så har caféen valgt at omkranse sit område af en række høje skillevægge i mørkt træ. Det første man ser, når man kigger hen over dem, er fine, små stole og borde, også i mørkt træ, hvor der kun sidder mørkhårede piger. Og så er det disken, som er en anakronisme af mørkt, stilet ciseleret træ med markiser ovenover af knaldgrønne, kunstige palmeblade Hawaiian style.
Maden er omeletter, som i Japan forsøger at være franske omelette soufflées og bare mislykkes totalt. Der er for eksempel altid ris eller spaghetti i bunden :D Og så er det store tallerkener med spaghetti for en flad tyver. Grøn spaghetti = med pesto. Rød spaghetti = med tomatsauce. Hvis spaghetti = med flødesauce, carbonara-wannabe. Knaldsort spaghetti = med blæksprutteringe (uindbagte) og i eget blæk. Kan I forestille jer, hvor festlige plastikversionerne af maden er, dém der altid står som dekoration med en lille prislap i vinduet i japanske restauranter? :-)
Man vælger sin mad og betaler for den i billetautomaten ved indgangen til caféens aflukke, som man gør i alle kantiner. Og når man så går dybere ind i caféen for at aflevere sin madbillet ved disken, opdager man pludselig, at caféen er dobbelt så stor: Hele den bagerste halvdel er én stor bager, hvor personalet stortset hele tiden fylder op med nyt bagværk. Her er store, søde boller og brøddejs-kager i alle afskygninger og farver, sorte chokoladebrød, marmorkage-farvede i brun og gul, lyserøde farvet med glasur, grønne farvet med spinat og grøn te. Og hotdogs, pizza og boller med paneret kylling eller fisk eller "grøntsagsburger" i. Der er sågar hotdogbrød fyldt med ramen-nudler i stedet for kød.
Lynhurtigt er ens mad klar, så der er ikke tid til at drømme mere om at spise sig mæt i 20 slags kager, hen og finde et ledigt bord blandt alle tøsebørnene, som tydeligvis "leger gå på café" i deres frokostpause. Og nu er det endelig, man lægger rigtigt mærke til musikken...
Udover hele caféen, og kantinen med, lyder spæde toner fra et klokkespil. Kling-ding-klang, melodier, man synes man kender, men som alligevel lyder fremmede i sidste ende. De første 20 minutter prøvede jeg at regne ud, hvilket Legend of Zelda-computerspil, musikken var taget fra. For i spillet om drengen Link, som rejser ud med sværd i hånd for at redde sin prinsesse Zelda fra alskens fantasimonstre, er det eneste sted jeg kan mindes at have været udsat for så meget klokkespils-musik.
Efter en halv time udbrød Martin pludselig: Nu ved jeg det! Det er fra musicals! Det dér er fra Phantom of the Opera. Og så genkendte vi noget fra Chess og West Side Story. Og en Beatles-potpourri. Men for pokker: Omdannet til klaver-accorder og nyindspillet på et keybord, hvis tangenter er sat til Klokkespil?!
Og så er det, det går op for en, hvorfor skillevæggene er overklistret med ranker af vindruer i plastik, og hvorfor skiltet med dagens menu har et billede af alfen Klokkeblomst på. Vi er ikke bare på café, vi er i en Eventyrhule, skabt til og præget af generationer af studerende opvokset med Nintendo og Disney, som i modsætning til os krævende danskere ikke har spor imod plastik-efterligninger, og som synes det bliver mere nuttet, jo flere anakronismer, man kan sætte sammen.
Jeg havde ellers lige lykkeligt glemt, at jeg er i Landet, hvis unge mennesker savnede deres yndlingskarakterer fra Final Fantasy-computerspils-serien og samtidig er helt fanatiske med Disney - Hvorefter nogen i 2002 opfandt spillet Kingdom Hearts til det computerspils-hungrende publikum: En cross-over, hvor figurerne fra Final Fantasy får følgeskab af Anders, Mickey, Fedtmule, Onkel Joakim, m.fl. og sammen skal redde verden in an epic battle against the forces of darkness. Eller noget. Og tænk, det blev en af de største spil-successer nogensinde. Jeg undres til stadighed...

Næppe havde Martin og jeg spist og fundet de nyindkøbte japanskbøger frem, før vi fik selskab af en udvekslingsstuderende fra Israel (med langt hår og rollespiller-look), som har boet her i flere år - og over to omgange. Han snakkede som et vandfald, om at være studerende og fra udlandet og nytilflyttet... og så kom han med en masse gode råd til at finde de billige par genbrugsbutikker, om hvad ting må koste, og hvordan man muligvis kan skaffe en japansk mobil uden 6-12 måneders binding. Til sidst blev vi inviteret med, næste gang hans venner holder Wii-aften. Det skal jeg helt klart!
Måske kan jeg også prøve det gamle Kingdom Hearts dér, det gemmer tydeligvis en nøgle til at prøve at forstå de Japanere...

Uniqlock

Hvad ER klokken egentlig i Tokyo og dermed i Tsukuba? Det er nemt (og vanedannene) at finde ud af:

(Fuldskærm med jazz her)

Hvad var det, jeg fik?

Øv! Nu har jeg fablet så meget om, hvor helt vidunderligt, gennemført fantastisk japansk mad er. Så må jeg også indrømme, når det bare er dårligt.

Det blev sent i Lab'et, så aftensmaden iaften (husk på, jeg er 7 timer foran jer) stod på fine, små pakker fra en lokal kombini, convenience store.
Jeg havde fikst undgået kødbollerne med blæksprutte og fundet mig noget kylling, ved at spørge om hjælp hos personalet, og til det nogle stegte ris, som lignede noget fra en god, dansk kinagrill, med ærter, majs, sesamfrø og findelte stykker omelet og tang i. Men som smagte af salt og fisk, og intet andet :(
Og kødet var 24 små, mundrette hapser af fedt og brusk i teriakisauce. Ingen kød på overhovedet (tjekkede dem alle, ja jeg gjorde så). Alle stykkerne var ens, så det må være den samme del fra en masse høns.

Hvad er det dog, jeg har fået? Nogen, der kan løse mysteriet om, hvorvidt jeg bare har købt noget totalt ringe hundeæde, eller om det rent faktisk er noget, som japanerne nyder at indtage som fastfood? Ikke mere til mig, i hvert fald!

Tokyo! (anden del)

Så blev det tirsdag morgen. Jeg nåede lige at sige godnat til Krim over nettet. Han havde fået den skøre ide at sætte min Nintendo Wii op (som han har lånt), og gå ind og tjekke dens Weather Channel. For hvad kan dog give en mere præcis vejrudsigt over Tokyo, end end japansk spillekonsol? Krims logik fejler aldrig :-P
Og Wii'en spåede om regn. Det havde jeg endnu ikke prøvet før: Et japansk regnvejr.

Shihono syntes, at hun ville vinke Martin og mig på toget, så hun var sikker på, at vi kom godt afsted med den rigtige type billet og alting.

Vi fik købt vores PASMO-kort (japansk plastikkort nr. 6 til samlingen) i en billetautomat med Shihonos hjælp, for dét system er kun på japansk.
Imens fik jeg stillet min vidunderlige rejseguide fra min Far, Tokyo Complete Residents' Guide, fra mig på stationen. Og søreme, om jeg ikke kom til at glemme den! Martin havde taget et foto af vores billetautomat, og ganske rigtigt, på det foto stod min rejseguide og hyggede sig. Hele dagen i Tokyo summede det inden i hovedet på mig, at jeg havde smidt bogen fra min Far væk :´-(
Men for ikke at holde jer i samme tilstand, vil jeg med det samme sige: Bare rolig, det endte godt. Da jeg kom hjem til Tsukuba station klokken 21 om aftenen, gik jeg ind i Informationen, hvor der stadig var tre mennesker på arbejde(!), nogle unge gutter, som ikke kunne to ord engelsk. Men med mine tre ord japansk og en blok, hvor jeg kunne skrive bogtitlen ned på, forstod de mig til sidst. Og kom med min bog til mig! Japan er vist virkelig et land uden tyveri...

Alle folk, jeg har snakket med om det japanske metrosystem, har fortalt mig, at det er vanvittigt svært at benytte og helt umuligt at finde rundt i. Men det er jo ikke længere sandt!
Jeg havde memoriseret ruten ned til allermindste detalje, som et 5-års barn, der endnu ikke har lært at læse:
- Først skal vi med Tsukuba Express til stationen, hvor vi for første gang kan skifte til Tokyo metro. Kører vi for langt, har toget endestation i Akihabara, hvor man også kan skifte til metro.
- Så skal vi med den mørkegrønne linie 7 stop.
- Og så med den lyseblå linie 1 stop.
- Fra stationen skal vi gå rundt om en bygning, under en bro og lige frem til et højhus med 15-20 etager. "Dem kan der vel ikke være så mange af i området".

Men dette blev knap nok aktuelt, for Tokyo metro er virkelig moderniseret:
I alle tog er der over hver dør en decideret computerskærm, eller i det mindste en blinkende lystavle, som viser alle kommende stationers navne både på Kanji + Hiragana + Romaji. For de unindviede betyder det skrifttegn + det alfabet små børn/udlændinge lærer før skrifttegnene + stavemåde med latinske bogstaver.
Hver eneste metrolinie har sin egen perron, intet tog anvender samme perron som de andre på samme station. Og alle vigtige skilte på stationen er skrevet på både japansk og engelsk, såsom skiltning til togene og til udgangene. Det sidste viste sig at være meget vigtigt, da man i Tokyo sagtens kan komme til at gå en kilometer eller to under jorden. Metro-nedgangene er spredt udover hele kvarteret, fordi der er relativt langt imellem stationerne, og fordi der over jorden kan være heftig trafik mange steder, som man ikke nemt kan krydse.

Jeg har hygget mig med at lægge alle de steder, jeg har været hidtil, ind på google maps. Jeg har ikke gjort mit kort public, så man skal bruge linket her for at komme ind og kigge. Hvis man gider. Man kan få vist et satellit-foto derinde, og zoome helt ind på hvert et hustag.

Nu er det vist på tide at hoppe over og følge Billedfortællingen fra rejsen til Tokyo. Det er sjovere. Så, følg efter Tsukuba Express' maskot (klik på den nuser transformer):

Tokyo! (første del)

Nu er det vist på tide, jeg får blogget igen. Jeg nåede til tirsdag den 14. april, og selv om det på intet tidspunkt var min hensigt at blive ved med at blogge hver dag enkeltvis, så blev der bare ved med at ske så meget hver dag i starten, at det er vanskeligt at gøre andet.

På denne ganske gemene tirsdag den 14., var der denne her forelæsning, den første i en foredragsrække, som Fujii-sensei havde foreslået mig at gå til, hvis jeg havde lyst. Den var nemlig på engelsk, det er så godt som intet her i staden. Det viste sig da også, da omtalte tirsdag nærmede sig og jeg snakkede med Fujii-sensei om det igen, at forelæsningerne ikke er her i staden, men inde i Tokyo.

Det lød jo fantastisk! Tænk, jeg havde kun været her i 8 dage, og jeg havde allerede min første undskyldning for at komme til Tokyo, Tokyo, Tokyo!

Shihono havde aftalt med mig, at hvis jeg godt ville med til denne forelæsningsrække af seks stykker, så ville vi tage afsted sammen. Men hun havde heller ikke rigtigt luret, at det var i Tokyo. Og for en japansk studerende, som ikke får SU eller noget, der ligner, så er 150 Dkr for at komme tur/retur med tog og metro mange penge.
For at sætte det i relief: Jeg spiser mad udefra to gange om dagen, fordi jeg endnu ikke er kommet i gang med at lave mad selv, her efter små tre uger. Og jeg bruger ikke mere end 50 kroner dagligt på det. Helst lidt mindre.


Mandag den 13. fandt Shihono og jeg under alle omstændigheder kalendrene frem for at synkronisere. Med hendes tirsdags-undervisning og med mine ekstraordinært "du-får-ikke-lov-at-følge-kurset,-hvis-du-ikke-var-til-møderne"-vigtige japansk-informationsmøder, var der kun én ud af de seks forelæsninger, vi kunne deltage i, uanset hvad, nemlig den næstsidste.

Et øjeblik så det sort ud... Men så fik jeg den vanvittige ide, at jeg kunne jo bare tage til Tokyo helt alene!
Så kom der fut i Shihono. Hun var vist ikke helt glad for ideen, så de næste 10 minutter tilbragte hun i løb, uden at stoppe, imellem mit skrivebord, de Ph.D-studerendes skriveborde nede i den anden ende af vores Lab, ind og ud af døren, rundt på gangene og efter alt at dømme, forbi Fujii-sensei's kontor. Hun kom tilbage og meldte, at hun ikke havde fundet nogen andre, som var interesserede i at tage med. Men at hun havde fået et link til National Institute of Informatics' (foredragsstedets) engelske webside (jubii) med et kort (jubiiii!) og en forklaring på, hvordan man kommer derhen (Jubiiiii!!! ^_^ ).
Og så begyndte vi at planlægge...

Her ser I Japans version af Rejseplanen: http://transit.yahoo.co.jp/
Den findes kun på japansk. Hvad tænker de dog på??
Siden har jeg fundet en anden japansk Rejseplan: http://www.jorudan.co.jp/english/
Den findes heldigvis også på engelsk.

Nå, men Shihono kunne fremtrylle de smukkeste, mest mærkelige, magiske formler for både tog og metro, så jeg fandt da ud af, hvordan jeg skulle afsted.

På et tidspunkt kom også Fujii-sensei ned i vores Lab (måske) for at sikre sig, at jeg virkelig havde helt på det rene, hvad det var, jeg gik ind til.
Han anbefalede mig desuden at købe mig et plastikkort af den slags, man bare smækker henover en lille lystavle, og så åbner alle metroens tælleapparater automatisk for én ved ind- og udgangene. Og kortet husker sidste destination, hvorefter det selv udregner prisen for rejsen og deducerer det fra pengene, der er tilbage på kortet.
Argumentet for at købe dette lille, handy kort er, at selv japanerne har svært ved at finde ud af, hvor meget de skal betale for en enkeltbillet i deres egen metro! Såvidt jeg kan forstå, har de alt for mange zoner at rejse igennem, og dertil kommer, at metrosystemet i virkeligheden drives af to forskellige firmaer. Og skal man have en enkeltbillet og køre med begge firmaers toglinier, så er den dyrere, end hvis man holder sig indenfor det ene firma!
Det fortæller min guidebog, Tokyo Complete Residents' Guide, mig ihvertfald. Den er fra 2008, så den burde stadig være up to date.

Pasmo:

Måske er det okay, at Shihono og Fujii-sensei var en lille smule nervøse. Det er trods alt dette system, de accepterede at sende mig ind i, uden følgeskab: Tokyo Metro Route Map
Heldigvis forstod de begge, at jeg faktisk var fuldstændigt ligeglad med, om jeg endte med at fare totalt vild. Nu handlede det nemlig om at få én på opleveren...


Undervejs fik jeg også solgt ideen til Martin, som startede med at sige (jeg citerer fra skype:)

[13-04-2009 14:17:51] Mig: De dér 6 forelaesninger i Tokyo: Vi kan kun komme til én af dem, medmindre vi selv finder vej derind :D
[13-04-2009 14:18:51] Martin: Tja, hvis vi er der en gang, saa kan vi vel finde tilbage engang.
[13-04-2009 14:19:21] Mig: I saa fald er det imorgen, vi selv skal finde derud :D
[13-04-2009 14:20:25] Martin: AAAAAAAAAAAAAARGH

Men så fik jeg - Hvis jeg husker rigtigt - Overbevist en lettere vild-øjet Martin om, at Shihono var ved at finde nogle rejsekammerater til os. Hvilket hun jo på daværende tidspunkt også var i færd med. Jeg fik vist så ikke heelt kommunikeret ud til ham, før vi mødtes tirsdag morgen, at det faktisk alligevel kun blev ham og mig :-P


Nu er klokken mange og jeg nødt til at sove.
I får anden del - Den, der er interessant - Imorgen eller så snart, jeg kan nå at skrive den!
Og bare rolig, der dukker fotos op på min picasa samtidig.
Husk at ønske Krim tilløk, han har føs'da idag. Er det iorden at savne ham lidt "allerede"? ^_^

Tingfinder!

Nu har jeg delt hele min første uge her i Solens Rige med jer.
Jeg har også fået skrevet kommentarer til alle resten af mine fotos for ugen. Hvis du har set første halvdel med kommentarer, så kan du evt. fortsætte til anden halvdel.

Regnskab for min første uge i Japan:
5.146,55 dkr.

Engangsudgifter - D.v.s. udstyr til kollegieværelset, blanketter på Rådhuset, o.s.v.:
4.424,37 dkr.
Af disse er kun 363,90 dkr gået til egentlig skej-ud shopping - Masser af Hello Kitty :-O

Daglige udgifter - D.v.s. vand, mad, bad, transport, Starbucks-luksus, m.m.:
722,18 dkr.

(Ligesom i USA, har hovedafdelingen af Universitetsbiblioteket solgt sin sjæl til Starbucks!)


Og nu til de lysere sider af sagen:

Gaver
Forleden mødte jeg en af mine eneste 2 japanske naboer på min gang ved et rent tilfælde. Jeg var på vej hjem, hun var på vej ud og havde enormt travlt. Men hun nåede lige at præsentere sig og fortælle, at hun rejser hjem på onsdag.
Så ville jeg ikke have hendes 1½ meter høje metalreol med fire hylder, hendes væg-til-væg "gardinstang" til at hænge tøj på og hendes skostativ?
Jeg var overvældet! Og smed dagen efter en seddel ind under hendes dør om, at hun godt kunne komme og banke på og få en afskedsgave, inden hun rejser. Har to af påskeæggene fra Summerbird tilbage.
...
Tidligt om morgenen inden hun rejste, forærede hun mig også en håndfuld meget japanske ting: En smuk bogkasse i træ! En rød, hjerteformet gryde, to kroge (den ene også hjerteformet) og en bøjle. En gul pude ved navn "Angel Egg", et tøjdyr med alt for store øjne og et gult tøjdyr af en rund sol med et smilende ansigt, som gemmer på noget elektronik indeni. Spilledåse? Radio? Det finder jeg først ud af, når jeg får fat i to AA-batterier, der virker...


Gør som Pippi!
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har klunset. Men jeg har været lille og i sommerhus i Elmelunde, tror jeg. For jeg er pænt opdraget til, at "sådan noget gør man ikke" og "så fattig er du ikke!". Men altså:
Jeg vandrede rundt i den allerfjerneste ende af campus og skulle bare lige smide et tomt Starbucks-krus ud i nærmeste, udendørs affalds-rum, da der lige for fødderne af mig lå en åben plastikpose med en guldgrube af elektronik m.m.

Så jeg har klunset:
- En japansk adaptor til at oplade min ipod (magen til min egen udover selve stikket).
- Et kabel til ipod med firewire-stik i den anden ende! (Normalen er kedelige usb).
- En japansk usb-stick på 1 Gb.
- Et Panasonic SD-kort på nuttede små 16 Mb.
- Et japansk Playstation 2-spil fra CAPCOM: "PRIDE GrandPrix 2003", et brydningsspil, hvor man styrer bryde-stjerner fra den virkelige verden.
- Office 2003: To shiny kobberfarvede Microsoft-CD'er med product key. Naturligvis japansk :P
- 7 bøjler til tøj.
- 2 bøjler til slips.
- 2 fondue-gafler med træskaft i bedste 70'er-stil (Guld værd i et land uden gafler).

Jeg har pudset al elektronikken med spejlrens og køkkenrulle til den skinnede. Og resten har været en skæbnesvanger tur under skurebørsten.
Jeg har testet alt undtagen ipod-opladeren og cd-tingene, og det hele virker!
(Okay, indrømmet, jeg har ikke brugt fondue-gaflerne til fondue endnu).

Søndagsfornøjelser

Søndag den 12. var det overskyet for første gang - Indtil da havde jeg kun prøvet Blå Himmel. Så Martin og jeg tog på voldsom shopping.
Ikke at de to ting overhovedet har noget med hinanden at gøre, det lød bare godt ;-)

Vi forsøgte os med lokalbussen - Tsukubussen, som den hedder - og det gik smertefrit.
Hvem sagde Succubus? Martin, var det dig? :@

Når man stiger ind ad bagdøren, tager man en billet, ligesom på apoteket eller posthuset. Og når man stiger af, ud ad fordøren, betaler man.
Ovenover chaufføren hænger der en lystavle med numre fra 0 til godt og vel 30. På billetten bliver automatisk trykt et nummer, en slags zone. Man finder dette nr. på lystavlen og betaler det beløb, der står nedenfor. Billetten + pengene hælder man en af gangen ned i en "sparebøsse" af plexiglas hvorunder der ruller et transportbånd. Så kan chaufføren følge med i, at man betaler nok. Skal man veksle, smider man mønten i sparebøssen ved siden af, så spytter den af sig selv et passende beløb ud i en lille skål.
Det minder mest af alt om Fakta's betalingsapparaturer ved kassen. Det er bare mere rustikt at se på og sjovere!

Oikoshi kollegiet ligger i zone 2. Herfra til endestationen, Tsukuba Center, koster det 160 yen, det er 9 kr. og 2 øre. Særdeles rimeligt for en 2-zoners billet.


Martin og jeg fandt ud af, at den lokale Dalle-valle, "Yusco", er placeret i bunden af et meget lækkert og tilsyneladende fascionabelt indkøbscenter, Creo Square. Vi kørte op i toppen, sjette sal, og kiggede på alle mulige mærkelige, japanske ting.

Og i køkken-etagen stødte vi så pludselig på det her:


Jeg fik lov at tage ekspedientens foto, da jeg havde forklaret hende at vi må siges at være kolleger...


I bogafdelingen fandt jeg endelig den bog, jeg ikke nåede at læse færdig inden jeg forlod Danmark:
Haruki Murakami's "Trækopfuglens Krønike". Min nye, engelske udgave hedder "The Wind-Up Bird Chronicle".
Originaltitlen er "Nejimaki-dori kuronikuru", men jeg gør mig ingen forhåbninger om at lære så avanceret japansk i dette liv. Så jeg må vel lade mig genføde her i det næste...
Jeg nægter at røbe noget af plottet, jeg kan bare sige: Læs den! :-)

Jeg gik amok i kontorvarer (papir, mapper, faneblade, klipsemaskine, post-it's, you name it...), i køkkengrej samt i vaske- og rengøringsmidler.
Så nu kunne jeg endelig vaske tøj! Havde heller ikke flere rene bluser tilbage, det er jo begrænset, hvad jeg kunne have med i mine 20+8 kg (som da vist blev 21+12 kg). Og jeg kan lave mad, manglede blot det dåmme, dåmme køleskab.


Efter shoppingturen strøg jeg op med mine varer og styrtede ud af døren igen: Martin og jeg skulle nemlig lige nå en koncert kl. 16, som foregik på den lille, åbne plads omkranset af det Internationale Kontor og andre høje studiebygninger.

Det lød sådan her:




Efter 20 minutters musik var det hjem og spise aftensmad og rydde op. Med mine nye bokse og mapper, fik jeg endelig bunkerne på bordet gjort mindre.

Fik heller ikke læst alle min Professors videnskabelige udgivelser søndag. Men mandag formiddag på min pind på kontoret, måske...

Et sandt papirhelvede

Jeg er nødt til at brokke mig over papir-bureaukratiet i dette land.
For nej, Japan er - Skønt et superindustrialiseret, højteknologisk land - Ikke så langt fremme som DK overhovedet med digitaliseringen.

Som Martin siger: "Luk for guds skyld ikke Greenpeace ind i dette land!"
De ville begå kollektivt harakiri i frustration over alle de træer, der bliver skovet, for at tilfredsstille japanernes hang til éngangs-spisepinde, tandstikker og mani med, at hver eneste emne og underskrift kræver sin egen A4-side. Man kan ikke kombinere det hele på én blanket. I hvert fald ikke her på Uni...

Iøvrigt omkring tandstikkerne:
I må tro, det er løgn, når jeg fortæller at alle tandstikker i Japan er dekorerede i den ene ende, i stedet for at have to brugbare ender som i Danmark.
Derfor har jeg taget et billede:


Tilbage til papirerne, som jeg brugte hele lørdag den 11. på at ordne, lige til klokken 03 om natten:

Papirer modtaget ved ankomst til Uni, ved overtagelse af mit dorm room: 20
3 skulle udfyldes og afleveres med det samme,
7 skal afleveres den 10. eller 17.
10 er blot til oversigt - De 3 af dem kun på Kanji :S
I min skrivebordsskuffe ligger en roman på 8 sider, jeg heller ikke kan læse.
Og 3 kort, over hhv. Oikoshi, Uni og byen ;D

Papirer udleveret ved den store Orientering: 14.
Plus et plastikkort! Med den kode, der står på det, kan jeg komme på nettet.
Og to bøger på hhv. 16 og 116 sider, heldigvis er hver anden side på japansk og hver anden oversat til engelsk.

Papirer på Rådhuset: 8
3 stk. udfyldt nede i stueetagen,
1 mere udfyldt på 3. sal,
4 papirer med hjem, det ene en håndbog,
samt mit 2. plastikkort,
og en mundtlig besked om, at der kommer en mail, når Alien Card'et kan hentes.

Papirer onkring Japansk-testen: 4
2 udfyldt før testen,
3 af dem med hjem.

Papirer til Orienteringen omkring, hvordan tingene foregår på Biblioteksskolen: 11
2 skulle udfyldes og afleveres med det samme,
1 er en huskeliste med datoer,
1 skal afleveres den 15. april,
6 skal afleveres den 15. juli,
1 skulle lige runde min Professor, før det skal afleveres et ukendt sted,
Så fik jeg mit 3. ud af 5 plastikkort, dette til biblioteket. Det skulle dog lige lamineres 2 km. væk på det Internationale Kontor - Som i fredags meldte, at de havde glemt at sætte det officielle segl på inden lamineringen, så det hele skal lige laves om.

For at modtage min cykel: 5
4 bilag udover selve kvitteringen.

Papirer udleveret af min Professor ved vores første møde: 1
På det står der 5 linier.
Jubii! Klog mand!

Papirer ialt at forholde sig til på den første uge:

Mandag: 31
Tirsdag: 16
Onsdag: 12
Torsdag: 16
Fredag: 1
Sum: 76

Fotografier anvendt siden jeg ansøgte om at komme herover:
Kun 8 + 1, da der skete en fejl og noget skulle laves om. Det var overraskende. Havde printet 23.


Hov, jeg mangler lige at fortælle det bedste:
Alle de officielle papirer fra Universitetet bliver afsluttet med:
"Thank you for your cooperation."

花見 betyder speeddating??

Fredag den 10. var en endnu mere ukarakteristisk dag end torsdag, fordi der ikke var et eneste møde på dagsordnenen overhovedet!

Så nu var det tid til for alvor at møde min Host Professor, også kaldet min Academic Advisor, Fujii-sensei.
Dagen før havde jeg skrevet en mail til ham, som han ikke havde haft tid til at svare på, fordi han ikke skulle på arbejde den dag. Jeg nød formiddagen, og klokken 12 tikkede der en mail ind om, at han havde tid klokken 14.

Min vejleder er vist helt modsat af Martins vedleder. Denne har udsat Martin for møder, som bliver forvandlet til gruppe-inspirationsmøder for hele Martins Lab, og som kan vare et par timer.
Mit møde, derimod, varede 20 minutter. Og det kunne have været færdigt allerede efter 10 minutter, derefter trak jeg det ud med vilje, fordi jeg ikke syntes, så kort tid kunne passe. Jeg forstår det ikke.
Jeg fik udleveret tre af Fujii-sensei's senest udgivne videnskabelige artikler samt et link til samtlige hans andre publikationer og fik til opgave at brainstorme, når jeg havde orienteret mig i hans papers i, hvad han kan hjælpe mig med at forske i. Det fik jeg en uge til, eller for den sags skyld to.

Herefter satte jeg mig på min pind i mit Lab og forsøgte at arbejde, men fredagsstemningen havde grebet mig.
Og Shihono viser sig at arbejde næsten hver weekend hjemme i sin fødeby, Chiba, en halvstor by lige øst for Tokyo havn, også ud til Tokyo Bugt. Så hun var taget afsted og havde (med stor sorg) efterladt mig alene, ligesom ingen af de andre var i Lab'et idag.


Shihono arbejder iøvrigt som matematiklærer på en privatskole for 12 til 20-årige, som modtager undervisning lørdag og søndag, fordi deres forældre (eller de selv) er stræbere.
Når Shihono er hjemme hos familien, går hun til traditionel, japansk dans lørdag aften og mandag formiddag. Hendes danselærer igennem mange år har åbenbart nu for anden gang sagt, at hun insisterer på at møde mig! Det ser jeg frem til med stor fryd og fornøjelse.


Klokken 19.00 tog jeg, Martin og alle vores 5 naboer fra universitet i Tyskland til Introfest, arrangeret af TISA, Tsukuba university International Student Association.
Invitationen lød på Hanami, altså endnu en kirsebærblomstsbeskuelsesfest. Jeg må indrømme, at den blev lidt af et antiklimaks - Et ironisk sjovt et af slagsen. Uanset hvad de havde fundet på, havde de nu heller ikke kunnet nå vores lille hanami dagen før til sokkeholderne.

Hanami'en fandt sted på samme allé, som vores egen havde. Ved ankomsten blev alle os nye, gamle, internationale og japanske studerende placeret rundt om den kæmpe, blå hanami-måtte, som var tapet sammen af tre eller seks presseninger. Vi tog skoene af og satte os i en rundkreds.
Festarrangørerne kom rundt med drikkevarer og en stofpose til at smide 200 yen i som betaling, 11 Dkr. Det var en god måde at gøre det på, uden dikkedarer.
Igen kommer det bag på mig, at der til hver person var beregnet én enkelt øl eller cider (igen de dér mærkelige nogen med tropefrugter, ved navn "Cocktail Companion" eller sådan noget). Og ingen havde egne drikkevarer med. Hvordan kan det være, at der på dette universitet ikke er brug for litervis af alkohol til at bryde isen? Jeg forstår det ikke.

Da vi havde siddet skoleret et kvarters tid og ventet på de sidste deltagere og varmet vores drikkevarer i de små naller, dukkede de endelig op. Så blev der knappet op over hele linien, Arrangørerne råbte KAMPAAAAAAAAAIII!, sprang op og løb rundt i en stor cirkel inde på vores blå måtte og skålede med os alle sammen, som var deres øldåser den Olympiske Ild og vores dåser en række lunter, de skulle nå at tænde på tid.
Det var et effektivt signal til, at løjerne kunne begynde! Der gik ikke fem minutter, så havde hele den ene langside af måtten rejst sig og var rykket hen og sidde foran den anden langside. Men ikke lige overfor: Det var tydeligt, at de japanske fyre helst ville hen og sidde overfor de "eksotiske" piger, det vil f.eks. sige de bl.a. ukrainske piger, som har farvet håret blond. Det var sjovt at observere, at lige foran høje, knaldrødhårede Martin og lige så høje, "blonde" Aninja, var der helt tomt. Og helt overfor os, på den anden kant af måtten, sad der tre kinesiske, jævnaldrende fyre og sendte hinanden lidt beklemte blikke og så ud som om, de kollektivt samlede mod til at gå hen og hilse på os :D
Så fik vi da hilst, og de viste sig at være rigtigt flinke, især den ene, som vi begge siden er stødt ind i på campus og har udvekslet email med.
Jeg kan simpelthen ikke huske, hvem jeg ellers snakkede med! Jeg kom hjem med en kalender fuld af de to japanske arrangørers facebook-navne, en håndfuld af de europæiske pigers mailadresser og lokale mobilnumre, og mailen på en enkelt japansk studerende, en lille knægt som også har taget sin bachelor i Information Science og derfor syntes, han ville hjælpe mig med at falde godt til i vores fælles college på Kasuga Campus.
Fælles for hele redeligheden var, at efter to til fem minutter havde man fået spurgt om alt det sædvanlige - Navn, alder, hjemland, studieretning, antal år man har studeret, hvor mange sprog man taler, hvilket undervisningsniveau i japansk man forventer at komme på, og måske et par stykker mere, hvis bølgerne går højt. Derefter er man rimeligt tæt på at have udtømt japanernes engelske ordforråd. Og man har luret, om folk er interessante eller ej, hvilket jeg havde svært ved at finde, at nogen virkelig var, dén fredag aften.
Så folks blikke begynder at flakke, man kigger rundt for at se, om en af sidemændene har fået gevinst og er kommet i gang med noget, der kan betegnes som en egentlig, interessant samtale og prøver at hoppe med i den, uden at fornærme sin konversationspartner alt for meget. Eller man kigger rundt for at finde en undskyldning for at sætte sig over til nogen, som ser lidt mere livlig ud og sidder alene for et kort øjeblik.
Det er anstrengende og anmasende. Og jeg forstår det ikke.


Jeg havde jo lige lært alt muligt om den mad og drikke, som traditionelt skal serveres til en hanami, så jeg blev godt skuffet, da der ikke var noget mad. Men det var nu også prætentiøst af mig at have troet det.
Efter to timers speeddating smuttede Martin og jeg lige så stille hen til 7eleven ét minut væk på den anden side af gaden. Jeg tror, vi brugte et kvarter på bare at kigge og lure og prikke og nyde al den mærkelige mad, som japanerne har som take away.

I sidste ende faldt valget på:
- En pakke dødlækre dumblings med sesamsauce, som lige blev gennemvarmet af kassedrengen i microovnen.
- En bøtte med spaghetti, grøn salat, lidt skinketern og dressing i låget.
- To små, firkantede pakker med azukibønnemasse (slik), ligesom dem vi køber i den japanske butik, Sachie, i Fiolstæde. Her koster de bare kun 3,55 Dkr, ha hahaha ha!
- Desuden et madbrød med smeltet ost og bløde løg ovenpå, som endte med at blive morgenmad lørdag i stedet, det andet mættede så godt. Som nævnt er japansk bagværk super mærkeligt: Dette brød var på længde med et dansk sandwich-flute, men lige så blødt/svampet/vådt/slattent som et uheldigt pølsebrød fra pølsemanden, af dem uden sprød skorpe. Og alligevel smagte det glimrende. Jeg forstår det ikke.

Martin og jeg fandt os nogle store, fine sten at sidde og spise aftensmad på, for vi ville ikke sidde og spise for næsen af alle de andre. Da vi vendte tilbage, var klokken blevet fem minutter i ti og alle folk stod linet op til et stort gruppefoto, som jeg dermed lige præcis ikke kom med på. Herefter ryddede TISA-teamet og et par enkelte af os festgæster op, mens resten stod og snakkede. Folk ville ikke hjem, og festen virkede som om, den sagtens kunne blive ved nogle timer endnu. Men af en eller anden grund var der ingen, der havde lyst til at sætte sig igen, folk stod bare ved deres cykler og snakkede i små grupper, som de jonglerede lidt rundt imellem. Efter 20 minutter orkede jeg simpelthen ikke flere sprog og flere præsentationer, så jeg forlod Martin og alle tøserne fra Spanien, Tyskland, Rusland, Ukraine og Litauen, fyrene fra Kina og Indien samt alle de andre folk, og strøg hjem under en varm dyne!
Krim var glad for at se mig på skype, og jeg var mindst lige så glad for at se ham. Jeg forstår det godt!

Køleskabkøleskabkøleskabkøleskabkøleskabkøleskabkøleskabkøleskabkøleskabkøleskabkøleskabkøleskabkøleskabkøleskabkøleskabkøleskabkøleskabkøleskabkølesk

Mens jeg skriver bloggen færdig over, hvad jeg lavede fredag den 10., bringer jeg lige en vigtig meddelelse:

JEG HAR KØBT ET KØLESKAB!

Jeg har købt et køleskab, jeg har købt et køleskab, jeg har købt et køleskab, jeg har købt et køleskab, jeg har købt et køleskab, jeg har købt et køleskab, jeg har købt et køleskab!


Det er stort, og helt shiny og nyt at se på.
Det er under 3 timer siden, jeg købte det.
Prisen var 4000 yen.
Der er 2 eller 3 tøser på min gang, som gerne vil dele det med mig.

Prøv engang at gå ind på valutaregneren og se, hvor meget 4000 yen er...

Jubiiiii! ヘ(^_^ヘ)(ノ^_^)ノ ー♪

花見 betyder hanami

Torsdag lignede pludselig en fredelig dag, ovenpå alle de mange, mange møder og aktiviteter, mandag til onsdag havde været fulde af.

Dagens eneste skemalagte program var et introduktionsmøde kl. 11.30 til vores eget College her på Universitetet, altså dét Martin og jeg for nemheds skyld kalder for Biblioteksskolen. Officielt hedder det:

Institute of Library and Information Science

Undergraduate students (Bachelorer) hører vistnok til under:

School of Informatics
College of Information Science
College of Media Arts, Science and Technology
College of Knowledge and Library Sciences

Og så er der vores niveau, som er Graduate students (dækker over Kandidat, Master, Ph.D og Doktorat):

Graduate School of Library, Information and Media Studies


Det viste sig, at Martin og jeg samt vores tutorer var de eneste til mødet, og dermed de eneste exchange students i vores College på dette trimester. Så vi bliver vist ret forkælede ^^
Mødet blev ledet af en af kontordamerne, vistnok selveste Lederen af Papirnusseriet, en meget sød dame. Og effektiv, vi skulle endnu en gang blot skrive under på en million papirer og modtage nogle grundlæggende oplysninger.
Havde dette været et Nintendo computerspil, ville jeg have sagt, at vi nu havde fået så mange XP ved at udfylde blanketter, at vi havde fået Level Up og nu er nået til næste sværhedsgrad:
Vores sidste 2 af 5 studie-plastikkort havde nemlig mere end ét trin: Det ene skulle først udfyldes af Kontormama, siden af os selv og til sidst skulle det lamineres ovre i det Internationale Studiekontor.
For at få det andet, skal tilhørende blanket først udfyldes af min Host Professor, Atsushi Fujii (udtales Hujii-sensei), siden af mig selv, og derefter afleveres til Shihono, som skal med op og aflevere det på det andet kontor, lige ved siden af kontoret med "vores" Kontormama.


Hele mødet tog kun en halv time. Så splittede vi op og gik til hvert vores Laboratorium. Shihono havde heller ingen planer for dagen, så nu var det blevet tid til at finde mig dén cykel!
I Lab'et var også Huang (tror jeg, det staves), en fyr i 30'erne, som skriver på sit professorat, hvis jeg har forstået det korrekt. Han er kineser og har boet i Japan i omkring 10 år. Han er gift og har en lille unge, som jeg håber at få at se på et tidspunkt.

En indskudt bemærkning: Det er ham, som i mandags kørte Shihono og mig hjem fra den lokale Dalle-Valle-udgave med alle mine pakkenelliker. Dér troede jeg, at de to var kærester, fordi Shihono præsenterede ham som sin boyfriend.
Nu har jeg så fundet ud af, at japanerne bruger ordet boyfriend som boy friend, altså blot en drengeven. Hvis de mener kæreste, så siger de kæreste: Så er man lovers.
Yui og den boy friend, som Shihono og jeg var ude at spise med i tirsdags, er altså heller ikke lovers men bare friends. Pinligt pinligt, at jeg kunne tage fejl! ;-)

Shihono var vildt ked af, at hun var løbet tør for ideer til at finde mig en billig cykel. Men da de hørte, at jeg havde budgetteret 500 Dkr til at få mig en cykel, kendte Huang det helt rette sted. Så endnu en gang smed han os ind i sin bil og legede chauffør.


Først kørte vi dog hen til et gigantisk, ét år gammelt shoppingcenter, hvor vi spiste frokost på en finere restaurant. Her lærte jeg en vigtig ting om japansk madkunst:
Hvis man bestiller noget, der på fotoet i menukortet bliver udgjort af to skåle, og hvis der ved siden af står, at man får f.eks. kylling med sobanudler (som jeg bestilte), så får man det ikke i to små skåle, næh, så får man to skåle i fuld størrelse og dermed dobbelt så meget mad.
En hel skål med ris, japansk-paneret kylling og rå hvidkål skåret i nålestynde strimler. Og en hel skål varme boghvedenudler i suppefond med forårsløg. Og picklede grøntsager som sidedish. Puha, man får spist sig mæt i Japan!

Prisen var det samme som for en mindre portion, 860 yen, 48,50 Dkr, hvilket er halvdyrt for en japansk studerende men overraskende billigt for en dansker. Men sørme om ikke Huang mente, at han skulle gi'. Så han flashede lige sit visa-kort (weee, første sted jeg har set, at man kan betale med plastik i Japan!).
Og så lærte han mig at sige "Tak for mad", med det udtryk som folkene på en Stormandsgård brugte i middelalderen, når de takkede Stormanden for, at han sørgede for at der kunne komme mad på bordet til alle i husholdningen. Det er præcis den samme måde man levede på i Nordens middelalder, så det er lidt skægt. Og ret flabet af Huang - Synes rigtigt godt om ham.


Udenfor restauranten i storcentret lå der en bager - Ja, en bager! Hos Brunos franske bageri kunne man få 30 forskellige typer sødt, blødt, svampet-vådt bagværk, som japanerne er vilde med og som vi andre ville kalde kage. Men man kunne også få et vaskeægte franskbrød med skorpe som et godt, fransk baguette. Det er første gang siden i flyet, at jeg har fået rigtigt brød.
Og nu en uge efter, hvor jeg blogger dette, har jeg stadig ikke fundet andre steder, hvor de har rigtigt brød. Det savner jeg allerede! Mit Bruno-brød delte jeg med Martin og spiste det langsomt over to dage.


Så racede vi hen til en stor cykelhandler, som ligger langs en af indfaldsvejene til Tsukuba by, blandt bilforhandlere, MacD'er og sushirestauranten fra igår. Butikkerne ligger i hver deres store bygning, isoleret på alle sider af masser af parkeringspladser og tomme byggegrunde og alt for få træer. I ved, ligesom hvis man kører lidt udenfor København, på vej mod Roskilde, Tåstrup, Køge eller lignende.

Jeg prøvekørte tre cykler, og på alle tre fik jeg sat sadlen så højt op, at den næsten ikke sad fast på stellet længere.
Den billigste cykel kostede 9999 yen. Det er 560 Dkr. Men jeg besluttede mig for den til 1099 yen i stedet: Den er magen til den anden, men hjulene er ca. en inch større i radius, hvilket gør hele cyklen liiige en håndfuld centimeter højere. Shihono og Huang grinede af mig, men jeg synes altså, det er rart. Har nu døbt mig selv The Longlegged Freak ;P
Cyklen nummeret dyrere havde gear, men Shihono og Huang mindede mig om, at "hvad skal jeg dog med det på en bycykel?"
Andre forskelle er, at der ikke findes fodbremser i Japan. I det mindste er der to håndbremser. Håber aldrig, der opstår en paniksituation, for så kommer jeg til at glemme alt om håndbremserne.
Og så har standardcykler ikke bagsmæk, men cykelkurv. Så sådan en er der også monteret. Den gør cyklen ekstra for-tung, desværre, men derudover er det lækkert. Og en dynamolygte er der også, det er luksus. Men er glad for, at jeg har "slæbt" (uha, diodelygter er tunge!) lygter med hjemmefra, for konceptet med en baglygte er ikke spor udbredt her på egnen!

Min Mor har efterfølgende spurgt mig, hvad jeg vil kalde min cykel. Jeg har ikke fundet på noget passende Andersensk endnu. Men det er helt sikkert, at jeg på et tidspunkt springer på den og cykler hen til gaden Andersen, hvor spisestedet Andersen ligger, som Martin og jeg så fra bussen den første dag, da vi kom fra Narita lufthavn. Det er jeg bare nødt til!

Og så er den mint-grøn-grå, forresten. Må se at få taget et par billeder.


Og nu kommer vi til hanami... Jeg havde lagt mærke til, at uanset hvilket blomstrende kirsebærtræ, man gik forbi imellem klokken 17 og langt over sengetid, var der glade mennesker under dets krone, som hyldede sakura og sake i lige mål.
Disse århundredgamle forårsfester kaldes hanami, hvilket direkte oversat betyder at se (mi) på blomster (hana). Men der er intet forældet over dem, japanske studerende (især de nystartede russer) har de samme drikkelege som danskerne. De bliver bare fulde hurtigere.

På vej hjem med cyklen spurgte jeg lidt diskret, hvor mange hanami Huang og Shihono havde deltaget i dette forår. Shihono: Nul, Huang: Een.
En af de mest elskværdige egenskaber ved japanerne er, at de ved hvad man tænker, inden man overhovedet selv når at tænke det. Og de tilbyder en løsning, inden man overhovedet selv har fundet ud af, at man har et problem foran sig. Martin kalder japanerne for "et helt folkefærd bestående af hjælpsomme bibliotekarer!"
Dette tankelæsnings-gen svigtede heller ikke denne gang: Huang havde straks luret, hvor jeg ville hen: "Would you like a hanami with us? Tonight?" Og så var det afgjort!

Lige på stedet begyndte Shihono at planlægge med Yui over mobilen.
Yui meldte faktisk først ud, at hun ikke kunne deltage, så vi udskød festen til næste uge. Men en time senere havde hun alligevel valgt at aflyse hendes aftenaftale, for: Når weekenden var forbi, ville der ikke være flere kirsebærblomster tilbage, spåede mine venner. Og Yui ville med!
Så ringede Shihono rundt til resten af dem, der skulle inviteres, og jeg orienterede Martin. Klokken 17 mødtes Yui, Huang, Shihono og jeg igen i Lab'et, spildte en time på at fortælle vittigheder og lave sjov, og så kørte vi på indkøb. Der hører sig nemlig nogle helt specielle traditioner til en hanami, både hvad angår mad og drikke.


Her er, hvad vi fik shoppet i Jusco (Dalle-Valle):

Flere slags sushi. Herovre koster det jo ingen penge.
To slags paneret kylling i god sovs.
To slags kolde nudel-salater.
En frokost-størrelse pizza fra 7eleven, da der dukkede endnu en gæst op.

Edamame-bønner
Riskiks - Ikke som min Mors flade øko, men godt saltede chips, formet som stjerner.
Kartoffelchips, der smager som derhjemme.

Traditionelt slik:
Kugler af en klæg masse lavet på rismel, sat på et træspyd. Med smag af flormelis. Nogle var farvet i lyserød og lysegrøn, andre var overtrukket med japanernes søde, rødbrune dessert-azukibønne-masse, og andre igen overtrukket med en klistret, karamelliseret sauce lavet på soja, så den henledte tanken på både flormelis, salt og tang.

En øl,
3 alkoholiske cider med forskellig tropefrugtsmag.
En lille flaske sake, så vi kunne skåle og drikke dus.
2 x 2 liter kold, grøn te på plastikflaske.

En blå pressening til at sidde på - Traditionen melder åbenbart, at dugen skal være blå.


Klokken 19.30 havde vi parkeret bilen i nærheden af mit kollegie, udvalgt os et kæmpe kirsebærtræ lidt væk fra de andre hanami i nærheden og bredt vores blå hanami-måtte ud på græsset under en gadelygte, så vi kunne se, hvad vi lavede.
Hanami er nemlig en aftenaktivitet, så der er solen gået ned. Det viser endnu en gang, at hanami handler mere om at have det sjovt og nyde foråret, end om decideret at nyde træerne.

Endnu en speciel ting: Hanami afholdes ikke midt på en græsplæne, så langt væk ud i naturen som muligt, som vi danskere har tradition for. Tværtimod afholdes alle hanami på mit campus 20 meter fra hinanden på en cykelsti, som følger østsiden af campus.
Den asfalterede sti er en allé omgærdet af to striber græs og kæmpe kirsebærtræer. På den ene side af alleén er et bælte af træer og buske, som delvist skjuler kollegiebygningerne lige bagved. På den anden side er der en hæk og ½ meter græs mere, så kommer en gade, hvor bilerne skynder sig forbi 24-7. Og på den anden side af gaden ligger caféer, restauranter, en 7eleven og ved siden af den en 7eleven-wannabe, som alle flasher store lysskilte og bannere.
Var det ikke vildt ubehageligt? Nej, det var bare anderledes. Meget anderledes, til at begynde med. Men nu forstår jeg lidt mere af japanernes mentalitet, jeg er jo på besøg i et land, som er så tæt befolket, at tallene er umulige overhovedet at forestille mig. Og hvor man dermed aldrig har omgivelserne helt for sig selv.

Vi endte med at blive syv: Shihono, Yui, Huang, Martin, Cho, endnu en af drengevennerne, som lige kom forbi, og undertegnede.
Aftenen gik med at fortælle vittigheder, forsøge at sammenligne Danmark og Japan, arbejde os forbi sprogforbistringen, f.eks. den dér med boyfriend eller boy friend, grine over alt det, vi forstod, og grine sammen af alle de ting, vi ikke forstod.
Ingen nåede at blive fulde, det var der slet ikke alkohol nok til, og det var heller ikke meningen. Selv om jeg nu har de to bittesmå tøser, Shihono og Yui, mistænkt for at være blevet lidt beduggede. Når man er et lille nips på 1.53 meter, skal der jo ikke så meget til ^^

Omkring kl. 22 sluttede vi festen.
For os danskere har det dér været så bælgravende mørkt i så mange timer, at hvis det havde været en dansk, tilsvarende varm juniaften, havde klokken været 3 om natten. Og så trætte følte vi os, Martin og jeg!
Desuden begyndte det at blive koldt, og selv den vindtætte jakke kunne ikke rigtig længere holde kulden ude. Så vi ryddede pænt op, sagde farvel og tak for en vidunderlig aften (uden farvelknus, det bruger japanerne jo ikke rigtigt. Meget mærkeligt!) og jeg vandrede de 4 minutter hjem til en varm seng at falde i søvn i, med to dyner over sig for nattekulden...

Samlebånds-sushi

Onsdag begyndte kl. 07.30 med morgenmad, havregryn med mælk i bedste gaijin-style (fremmedarbejder-stil?).
Klokken 10 hentede Shihono mig for at være sikker på, at jeg kunne finde vej hen til vores eget Campus, hvor en af Martins tutor's venner hentede os alle i bil, ren forkælelse!
Og så blev vi kørt ud til den nærmeste lokalafdeling af Tsukuba City Hall, den såkaldte Sakura Branch. Her havde vi 3 ærinder på samme tid:

Ansøge om vores Certificate of Alien Registration Cards, Gaikokujin Torokusho, eller bare Alien Cards, som de lidt forhadt kaldes. Fremmed-kortet skal vi bære på os konstant, pas er ikke nok. Det er en sikkerhedsforanstaltning, ligesom vi skulle have taget foto + fingeraftryk i lufthavnen. Principielt går dette mig meget imod, men i praktis er det jo helt smertefrit, så det er fint nok.

Bede om en forhåndsgodkendelse på Alien Card'et. En såkaldt Gaikokujin Torokugenpyo Kisaijikou Shomeisho. Den skal man have af en eller anden mærkelig grund, når og kun når man er studerende på master-niveau. Hver kopi kostede 200 yen, altså 11 kr. Hvorfor kan papirarbejde i Danmark ikke være lige så billigt? Tænk, hvis man kunne få f.eks. en lægeerklæring for en 10'er...

Tilmelde os den Nationale Sygesikring, National Health Insurance program. Alle japanere og alle udlændinge med opholdstilladelse skal tilmeldes denne. Den er forholdsvis billig, heldigvis, og praktisk: Staten betaler 70% af alle læge- og sygehusudgifter. Min rejseforsikring er sikkert også rigtigt glade for dette.


Efter det møjsommelige, men i det mindste effektive, papirarbejde på rådhuset, var det tid til o-sushi ("den ærede sushi") til frokost.
Så nu har jeg prøvet at være på sådan en ægte sushi-bar, hvor sushi'en ruller forbi ens bord på et transportbånd, og man så bare tager de stykker, man har lyst til. Det er nemmest at forklare i billeder, så dem har jeg lagt ud her.
Priserne er vanvittigt nemme at finde ud af: En tallerken fra transportbåndet koster 105 yen (6 kr). Tager man en dessert, kommer den i en lille glasskål, som koster 157 yen (tror jeg nok, det var). Nogle ting kommer også i skåle, men koster det samme som sushi'en. De kommer så bare i nogle ottekantede skåle. Vand og grøn te er gratis, som det er de fleste steder i byen!
Når man er færdig, trykker man "Regning, tak" på touch screen'en over bordet, så kommer der en tjener trissende og tæller antal tallerkener og to typer skåle i en stabel foran hver af gæsterne ved bordet. Folk bliver skrevet op enkeltvis på regningen, så kan man betale hver for sig ved kassen henne ved udgangen.


Tilsidst blev vi pænt afleveret på campus igen af Martins tutor's kammerat, så vi kunne finde hjem. Og for at det ikke skal være løgn, havde kammeraten - Mens han ventede på os på Rådhuset - Købt gaver til os, en stor pose japansk slik-delikatesse til hver, som kom i de fineste gaveposer i bomuld mønstret med bittesmå blomster og krabber med smilende ansigter. Dér følte jeg mig meget lille og betuttet over, ikke at have tænkt på en gave til ham... Nu har jeg lært, at det har jeg næste gang...

Slikket er iøvrigt "yaki-karinto", dej som er blevet friteret, så det bliver superluftigt. Det minder mest om rutebiler, de dér aflange chokolademarengs. Men i stedet for chokolade smager de stærkt af karamel eller ahornsirup, som er varmet op til grænsen af at brænde på. Man skal lige vænne sig til dem, så er de go'e! Har vist et foto af dem et sted.


Martin og jeg blev enige om at give vores tutorer en friaften og gå ud og udforske campus på egen hånd.

Campus er stort. Meget, meget, meget stort. Jeg har lige brugt Google Map's funktion, Distance Measurement Tool, til at regne ud at der er 4,4 kilometer imellem campus' allersydligste punkt, som er hovedindgangen til Biblioteksskolen i Kasuga Campus, og til det allernordligste punkt, som er det kæmpe kollegie-område Ichinoya, omkranset af nogle nogle tynde - men vilde - skovbælter, som tilhører landbrugs-afdelingen af Universitetet.

De 4,4 km er ikke i fugleflugtlinie, men følger den rute, man anvender på cykel igennem campus, igennem kontorbygninger, dormitory-områder, 5 biblioteker, græsplæner, parkeringspladser, sportsarealer, over broer og under alléer lyserøde af kirsebærblomster.
Alle de steder på campus, hvor der er højdeforskelle med trapper, er er også en rampe ved siden af til cyklisterne.

Vi vandrede helt op nordpå og hjem igen.

På vej ud fandt vi ud af, at Hoved-forskningsbiblioteket har solgt sin sjæl til Starbucks, i bedste amerikaner-stil. Og at Starbucks har en Chai Latte, som ligner Baresso's tilpas meget, krusene er bare ½ gang større til 2/3 af prisen! 29,50 dkr, hvilket i øvrigt er rasende dyrt for en japaner/studerende.

På vej hjem var vi blevet sultne og faldt over (eller nærmere overfaldt) en nudel-bar lige ved Hovedbiblioteket midt på campus. De to damer i køkkenet kunne ikke to ord engelsk, men den ene af dem hev da bare fat i den nærmeste knægt, som hun lige havde serveret for, og fik ham til at lege tolk.

Jeg kom frem til, at den sidste type nudler, jeg manglede at smage, nemlig udon, måtte være det helt rigtige at bestille. Udon with pork. Kødet viste sig at være pålægs-tynde stykker let stegt flæsk, som blev smidt oveni udon-suppen i en stor klump, som langsomt gik fra hinanden, som den blev varmet op af suppen. Det lyder ulækkert, men det var fantatisk lækkert. Sammen med kødet var der stykker af kogte løg og grøn tang. Japanerne kan bare lave kraftige, velsmagende supper! Og så kostede det kun sølle 22,50 dkr.

Vi vandrede hjem og efter en time, kl. 21, drattede jeg omkuld.


Jeg har jo lovet jer en masse fotos. De vil løbende blive smidt op på min picasa med kommentarer, her er en del allerede.

Jeg er ikke så god til det dér med at smide mine fotos ind i teksten. Jeg kan godt finde ud af det, men jeg synes det fjerner folks egen imaginationsevne. Jeg kan bedre li' at tale til jeres fantasi og få jer til at forestille jer den blækspruttesushi med arme, som Martin helt frivilligt satte tænderne i. Og så videre. Så det vil nok også fremover blive sådan, at jeg linker herinde til mine fotos, når jeg uploader nogle nye. Og så kommer blog og billeder til at fortælle to forskellige, sammenhængende historier...

Kære Dagbog... ;-)

Jeg har besluttet at blogge én dag i hvert indlæg her til at starte med, så jeg også selv kan huske, hvad der er foregået.

Men først må jeg lige besvare Eriks spørgsmål:
Martin kommer fra Biblioteksskolens anden afdeling, i Aalborg. Vi har uafhængigt at hinanden fundet ud af, at vi kunne og bare VILLE til Japan her på kandidaten. Heldigvis for os fik ingen andre det skøre indfald, så vi havde ingen at konkurrere med om Biblioteksskolens 2 årlige pladser.
Martin og jeg har mødt hinanden én gang til en videokonference og én gang IRL, hvor Martin og hans kæreste, Sarah, inviterede på (god) lasagne i Aalborg, så vi alle kunne se de respektive giraffer. Derudover har vi snakket en del på msn/tlf, så vi var sikre på begge at få husket alle de mange, mange, mange forberedelser til rejsen.


Tirsdag morgen vågnede jeg kl. 08, efter at have tvunget mig selv til at sove i 12 timer. Dagens program startede først kl. 13, så klokken 12.30 hentede Shihono (min smukke tutor) mig og vi vandrede ad Hovedvejen 20 minutter igennem Campus, til vi næsten nåede ind til midten af universitetets grund. Turen tog os over kæmpe græsarealer, flere alléer med kirsebærtræer så høje som 2-etages huse, en sø med en romantisk bro over, hvor der stod en fyr og fiskede, og hvor vi var ved at blive kørt ned af 30 cyklister, inden vi endelig kom frem.

Vores Orientering kl. 13 tog frygtelige 3 timer. Vi blev præsenteret for alle nøglepersonerne i det Internationale Studiekontor, fik ridset hele vores studieforløb op lige til vi sætter os ind i hjemrejse-flyet og fik 1000 formaninger med på vejen, så vi blev helt rundt på gulvet.

Vigtigst var disse 3 regler:

1. Stay healty. Look after your health.
Om 3 uger har vi et health check på universitets Health Care Center, hvor vi allesammen skal undersøges i hoved og røff.
Vi er åbenbart også i stor fare for at blive kørt ned: Gennem tiderne er flere internationale studerende røget på hospitalet (som ligger 4 minutter væk fra mit dorm på gåben) i ambulance, for at blive opereret for frygtelige skader af at støde sammen med en cyklist.
Og Tsukuba "kommune", "Tukuba-shi", har åbenbart landets højeste antal bilulykker begået af meget unge billister. Som alle kører i venstre side af vejen, for det gør man herovre.

2. Communicate well.
Sørg for, ikke at blive isoleret og ikke at holde dig inde på dit værelse, hvis du er ked af det. Misbrug din tutor, om nødvendigt.

3. Be aware that you are an ambassador of your home university.
Den japanske mentalitet dikterer, at uanset hvor meget sorte får vi måtte være derhjemme på Danmarks Biblioteksskole, så bliver vi her opfattet som de allermest mainstream bibliotekar-studerende, man kan opdrive. Så vi er direkte ansvarlige for, hvorvidt der får lov at komme flere danskere herover efter os.


Efter mødet ved 16-tiden skiltes jeg fra Martin, som skulle til et laaangt møde. Shihono og jeg gik ud for at finde mig en brugt cykel, men det var ikke så nemt: I cykelsmedens baglokale sad der en rigtig gammelfar og strammede nogle skruer på en cykel. Shihono forklarede yderst høftligt vores forehavende i en enkelt sætning, og derefter begyndte han på japansk at fortælle en eller anden røverhistorie fra de syv have, mens han smilede og hans øjne glimtede. Han snakkede i 5 minutter, hvorefter han sagde farvel, Shino undskyldte, at vi havde taget hans tid, og vi gik.

Nu kommer det sære: Shihono tog fat i min arm og trak afsted med mig, mens hun meget lavmælt fortalte, at manden var pissesur. Han havde skældt hende ud over, at hun kom trækkende med mig, en udenlandsk studerende, som kun skulle være her i nogle måneder og var for fattig til at købe en af hans nye cykler, når han nu ikke havde flere af de brugte cykler tilbage i butikken.


Nå, det fik være, vi vandrede ind mod byen istedet, og her fik jeg øvet mig i at overholde alle de nye 3 regler:

1. Shihono og jeg var sultne, og for at passe på vores helbred, besluttede vi os for at gribe noget aftensmad. Da vi alligevel skulle igennem vores egen del af Campus (Biblioteksskole-afdelingen), smuttede vi lige ind i vores Laboratory, som det åbne kontormiljø kaldes, hvor mit instituts kandidat- og ph.d.-studerende har arbejdsplads. Her fulgte regel nr. 2 helt af sig selv:

2. Overfor min lille arbejdsplads sidder Yui, endnu en fantastisk sød pige som er jævnaldrende med Shihono og deler fag med hende. Yui ringede efter sin kæreste (eller bare drengeven? Jeg kan ikke finde ud af det). Han hentede os i sin bil(!) og så kørte vi ud og fandt en traditionel, japansk restaurant.
Her var menukortet ulæseligt, selv priserne var skrevet med kanji i stedet for romertal. Vi skulle tage skoene af og kravle på alle fire for at komme hen til selve bordet, hvor man så sidder på kanten af det forhøjede gulv og stikker fødderne ned i et hul under bordet. De af jer, som har været på en ægte japansk restaurant, ved hvad jeg mener.
Vi fik serveret grøn te og nogle seje kugler lavet af et soyaprodukt, som de andre tre havde stor morskab med at lokke mig til at spise i én bid og så sidde og tygge på i et helt minut. Som svar på deres spørgsmål om, hvorvidt jeg kunne gætte, hvad det var, kom jeg til at svare "keshigomu" - viskelæder!
Så fra nu af bliver alle nye, japanske delikatesser sammenlignet med keshigomu.
Jeg bestilte soba-nudler, tynde gråbrune nudler lavet af boghvede (altid serveret i suppe, når de er varme). Eller rettere, jeg bestilte bare det samme som Shihono, hvilket blev til en skål med soba-nudler og en endnu større skål med ris og masser af små stykker kylling og spejlæg.

3. En ambassadør skal underholde sine værter. Jeg fandt ud af, at den japanske humor går rigtigt godt i spænd med den danske. F.eks. forstår japanere udmærket ironi ;D
Det er sjovt at gå og påstå, at alle fra DB-Kbh er præcis ligesom mig (Hvorfor tror de mon ikke på mig?)


Kl. 19.30 havde det været mørkt udenfor længe, jeg var bombet og vi tog hjem - Blev kørt til døren af de kærlige mennesker. Shihono tog lige et smut med op på mit værelse og hjalp mig med at komme på nettet!!! Og samtidig udvekslede vi skype- og yahoo-chatnavne, så vi nu har en mulighed for at fange hinanden hjemmefra...

Kl. 20 kiggede Martin forbi mit værelse for at høre, om vi skulle spise noget aftensmad sammen, for da var mødet med hans host professor endelig færdigt! Jeg takkede pænt nej.

Kl. 23 faldt jeg i søvn henover skype. Vidunderligt, endelig at have fået alle vennerne tilbage i min computer...

I Japan er alt lyserødt

Jeg elsker at flyve!

Jeg tror, alle udtrykkene forbundet med at kigge ned på jorden fra luften, må være fra en tid, hvor man kun kunne komme op i ballon-højde. Biler er ikke små som lopper, de er små som punktummer - Eller mindre. Tog er som synåle, og man stikker sig på dem bare ved synet. Markerne er ikke som frimærker, men så bittesmå som de huller, man klipper ud, når man bruger en hullemaskine. Konfettimarker.

Jeg gruede for lufthavnen. Jeg har været en hel del gange i Kastrup efterhånden og kender den fint. Det var ikke dét. Det var heller ikke tidspresset eller check in (som forøvrigt tog 7 minutter og ikke 40, p.g.a. det "nye" selv-check in). Eller frygten for, hvorvidt min bagage kom med, jeg rejste jo med organisatoriske SAS til organisatoriske Japan, så hvilket sted på rejsen skulle nogen klumre i det?

Nej, jeg frygtede at sige Farvel...

- Og så frygtede jeg scanner-chekket, for hvordan jeg nogensinde skulle få min 4½ kg's 17'' widescreen-computer tilbage i rygsækken, det var mig en gåde af brutale dimensioner.

Men i sidste ende gav begge dele jo sig selv. Utroligt, hvad man kan klare ovenpå en omgang lufthavns-sex på toilettet (Ej, det' gas, bare rolig).


VI fløj nordøst fra Kbh indover Finland og derefter kurs stik imod Japan, henover Rusland og siden Kina. Hele rejsen var én lang vinduesudsigt udover snedækkede bjerge, gennemskåret på kryds og tværs af sytråds-tynde, menneskabte veje, nogle af dem lagt med lineal igennem undertvungen natur, andre blidt afpasset til at følge floderne, der som serpentiner skabte afveksling i det ensformige syn.

Det blev nat og det blev dag (hhv. kl. 19 og kl. 23 dansk tid). Ingen mellemlanding alligevel. Efter 3 timers søvn afbrudt af dagslys og morgenmad og en masse kedelig venten, fløj vi endelig ud over havet, vinkede farvel til Kinas kyst og spejdede utålmodigt efter Japans. Efter 1½ time var vi landet.

Ialt tog flyveturen 10½ time, fra vi slap jorden kl. 16 til vi rørte den igen kl. 9.30. Tidsforskellen er 7 timer (jeg er foran jer).

Narita Tokyo er måske nok en gigantisk, international lufthavn, men dén lille del af den, Martin og jeg behøvede at se, fik den til at ligne en bette provinslufthavn. Tydeligvis en meget effektiv, kort rute, vi blev sluset igennem.
Fra flyet hen og stå i kø i immigrations-skrankerne, hvor alle udlændinge afleverer fingeraftryk og smiler til kameraet. Her fik Martin og jeg byttet vores Certificates of Eligibility ud med blanketter til at anskaffe os vores Alien Cards (som de lidt forhadt kaldes). Så var det ned at hente bagagen og forklare en tolder, at Nej, vi havde skam intet at fortolde og Ja, vi skulle skam studere ved Tsukuba. Så var han meget venlig alligevel.
Ved udgangen fra bagage-hallen stod den mest rare, storsmilende ældre herre med vores navne på et skilt, grinede til os og bød os velkommen til Japan.

Alt dette på kun 45 minutter!

Endnu 5 minutter efter, så havde han forklaret pigen i billet-skranken, hvad vi skulle bruge, vi havde betalt og han havde vist os udenfor. Busstoppestedet var 20 meter væk fra udgangen, og på bænken ved siden af sad 3 blondiner fra Ukraine, som ligesom os skal være Exchange Students. Efter et par minutter dukkede endnu to studerende op fra et tysk universitet, den ene af dem er overraskende nok spansk.
Vi sludrede i 20 minutter, så kom bussen og kørte os og en håndfuld japanere til universitetsbyen Tsukuba. Turen varede 1½ time, hvilket næsten var for lidt til at nyde synet af det underlige Japanske land. Vi kom forbi traditionelle huse, parcelhuse, tage med glacerede teglsten i knaldblå pangfarve (virkede meget traditionelt), bilforhandlere med fladskærme sat op over indkørslen, som viste balloner og nuttede dyr, 7 seven-eleven'er (jubiiii, Nini kan få mad!), utallige "pachinko", det vil sige spillehaller m. spillemaskiner, flippermaskiner, racerspil og al den slags, på størrelse med indkøbscentre. Og family restaurants efter amerikansk koncept, bygget i samme gulplastrede mexico-stil, som man møder i feriebyer og sommerlande og med spaghetti på menuen.

Vejret er vidunderligt, det varmeste, mildeste, danske sommervejr. Kryds fingre med mig for, at det forbliver så "koldt" mindst en måned endnu! Gruer for, når luftfugtigheden vil begynde at stige. Vel ankomne til Tsukuba Center steg vi af bussen og blev modtaget af et par genert fnisende unge damer, som krydsede os af og proppede os ind i endnu en lille bus, som tog os de sidste 1,6 km fra byens absolutte centrum forbi Tsukuba Universitetshospital, forbi universitetets midte og til den fjernere del af campus, hvor mit og Martins dormitory ligger, og hvor min vidunderlige Tutor, Shihono, tog imod. Hun er en rigtig grinebider, 1.55 høj (som min gamle veninde Vivien) med fregner og langt hår, som hele tiden ryger ind for ansigtet, når hun ler. Herfra tog hun sig kærligt af mig.


Campus er grønt! Her er høje træer og græsplæner overalt. Ligegyldigt, hvor man lader øjet hvile, står der et lyserødt kirsebærtræ, Sakura, i fuldt flor! Sakura-festivalen var allerede i slutningen af marts, men det lader træerne sig heldigvis ikke styre af. Også hvide og pink magnolier blomstrer, skønt de vist synger på sidste vers allerede. Fyr, bambus og noget, som ligner dansk tjørn, er dominerende. Samt et væld af træer med tykke, blanke, mørkegrønne blade.

Martin og jeg har fået værelser i 2 lyserøde bygninger lige ved siden af hinanden - Opdelt M/K. På min gang, på 1. sal, bor også den spanske pige fra det tyske universitet, og på Martins gang bor den tyske fyr.
På min etage er der 5 bittesmå værelser, 2 toiletter (også lyserøde), 2 vaskemaskiner, 2 tørretumblere og 1 bad (som koster 100 yen = 5,63 dkr for 10 min's vand). Jeg er heldig, jeg har det eneste hjørneværelse og har dermed to vinduer!
Nedenunder er der 2 toiletter, 2 gasblus som vist må være fra efterkrigsårene, og i stedet for bad er der et ekstra værelse. Intet køleskab(!), ingen fryser, ingen ovn, ingen gryder og pander :S


Min tutor er effektiv: Efter at være installeret i kollegieværelset og have skiftet til noget tyndere tøj, fik vi udleveret sengetøj på lageret, forsøgte at komme på nettet (det kan jeg ikke før imorgen, åbenbart), og så mødtes vi med Martin, hans tutor og hans Host Professor på Denny's, en nærliggende family restaurant. Shihono og jeg bestilte ris med hhv. spejlæg og kylling (mæt for kun 43 kr) og vandrede derefter den lille kilometer ind til centrum, hvor vi gik i den lokale Dalle-Valle.
Vigtigst på listen var: Gardiner mod Solen og nysgerrige blikke! Et ordentligt håndklæde. Opvaskemiddel. H20. Og morgenmad: Super, at kunne huske hvad havregryn hedder på engelsk, og så finde ud af, at det er det samme på japansk. Suppleret op med müesli, en liter mælk og mango-juice, var det jo ren luksus.
Endelig, kl. 17.30, havde min dejlige Tutor arrangeret, at hendes hyggelige kæreste hentede os i sin bil. Hjemme ved mit dorm var hun helt frisk på, at vi skulle ud og købe en brugt cykel eller i det mindste, at hun skulle hjælpe med at sætte gardinerne op og alt sådan noget. Men kl. 18 ønskede jeg hende en god aften og sendte hende hjem med kæresten. Og kl. 20 sov jeg sødt, i en nyredt seng bag nye gardiner, i mit lille gule hummer med mælken dykket ned under iskoldt vand henne i håndvasken i hjørnet.