花見 betyder hanami

Torsdag lignede pludselig en fredelig dag, ovenpå alle de mange, mange møder og aktiviteter, mandag til onsdag havde været fulde af.

Dagens eneste skemalagte program var et introduktionsmøde kl. 11.30 til vores eget College her på Universitetet, altså dét Martin og jeg for nemheds skyld kalder for Biblioteksskolen. Officielt hedder det:

Institute of Library and Information Science

Undergraduate students (Bachelorer) hører vistnok til under:

School of Informatics
College of Information Science
College of Media Arts, Science and Technology
College of Knowledge and Library Sciences

Og så er der vores niveau, som er Graduate students (dækker over Kandidat, Master, Ph.D og Doktorat):

Graduate School of Library, Information and Media Studies


Det viste sig, at Martin og jeg samt vores tutorer var de eneste til mødet, og dermed de eneste exchange students i vores College på dette trimester. Så vi bliver vist ret forkælede ^^
Mødet blev ledet af en af kontordamerne, vistnok selveste Lederen af Papirnusseriet, en meget sød dame. Og effektiv, vi skulle endnu en gang blot skrive under på en million papirer og modtage nogle grundlæggende oplysninger.
Havde dette været et Nintendo computerspil, ville jeg have sagt, at vi nu havde fået så mange XP ved at udfylde blanketter, at vi havde fået Level Up og nu er nået til næste sværhedsgrad:
Vores sidste 2 af 5 studie-plastikkort havde nemlig mere end ét trin: Det ene skulle først udfyldes af Kontormama, siden af os selv og til sidst skulle det lamineres ovre i det Internationale Studiekontor.
For at få det andet, skal tilhørende blanket først udfyldes af min Host Professor, Atsushi Fujii (udtales Hujii-sensei), siden af mig selv, og derefter afleveres til Shihono, som skal med op og aflevere det på det andet kontor, lige ved siden af kontoret med "vores" Kontormama.


Hele mødet tog kun en halv time. Så splittede vi op og gik til hvert vores Laboratorium. Shihono havde heller ingen planer for dagen, så nu var det blevet tid til at finde mig dén cykel!
I Lab'et var også Huang (tror jeg, det staves), en fyr i 30'erne, som skriver på sit professorat, hvis jeg har forstået det korrekt. Han er kineser og har boet i Japan i omkring 10 år. Han er gift og har en lille unge, som jeg håber at få at se på et tidspunkt.

En indskudt bemærkning: Det er ham, som i mandags kørte Shihono og mig hjem fra den lokale Dalle-Valle-udgave med alle mine pakkenelliker. Dér troede jeg, at de to var kærester, fordi Shihono præsenterede ham som sin boyfriend.
Nu har jeg så fundet ud af, at japanerne bruger ordet boyfriend som boy friend, altså blot en drengeven. Hvis de mener kæreste, så siger de kæreste: Så er man lovers.
Yui og den boy friend, som Shihono og jeg var ude at spise med i tirsdags, er altså heller ikke lovers men bare friends. Pinligt pinligt, at jeg kunne tage fejl! ;-)

Shihono var vildt ked af, at hun var løbet tør for ideer til at finde mig en billig cykel. Men da de hørte, at jeg havde budgetteret 500 Dkr til at få mig en cykel, kendte Huang det helt rette sted. Så endnu en gang smed han os ind i sin bil og legede chauffør.


Først kørte vi dog hen til et gigantisk, ét år gammelt shoppingcenter, hvor vi spiste frokost på en finere restaurant. Her lærte jeg en vigtig ting om japansk madkunst:
Hvis man bestiller noget, der på fotoet i menukortet bliver udgjort af to skåle, og hvis der ved siden af står, at man får f.eks. kylling med sobanudler (som jeg bestilte), så får man det ikke i to små skåle, næh, så får man to skåle i fuld størrelse og dermed dobbelt så meget mad.
En hel skål med ris, japansk-paneret kylling og rå hvidkål skåret i nålestynde strimler. Og en hel skål varme boghvedenudler i suppefond med forårsløg. Og picklede grøntsager som sidedish. Puha, man får spist sig mæt i Japan!

Prisen var det samme som for en mindre portion, 860 yen, 48,50 Dkr, hvilket er halvdyrt for en japansk studerende men overraskende billigt for en dansker. Men sørme om ikke Huang mente, at han skulle gi'. Så han flashede lige sit visa-kort (weee, første sted jeg har set, at man kan betale med plastik i Japan!).
Og så lærte han mig at sige "Tak for mad", med det udtryk som folkene på en Stormandsgård brugte i middelalderen, når de takkede Stormanden for, at han sørgede for at der kunne komme mad på bordet til alle i husholdningen. Det er præcis den samme måde man levede på i Nordens middelalder, så det er lidt skægt. Og ret flabet af Huang - Synes rigtigt godt om ham.


Udenfor restauranten i storcentret lå der en bager - Ja, en bager! Hos Brunos franske bageri kunne man få 30 forskellige typer sødt, blødt, svampet-vådt bagværk, som japanerne er vilde med og som vi andre ville kalde kage. Men man kunne også få et vaskeægte franskbrød med skorpe som et godt, fransk baguette. Det er første gang siden i flyet, at jeg har fået rigtigt brød.
Og nu en uge efter, hvor jeg blogger dette, har jeg stadig ikke fundet andre steder, hvor de har rigtigt brød. Det savner jeg allerede! Mit Bruno-brød delte jeg med Martin og spiste det langsomt over to dage.


Så racede vi hen til en stor cykelhandler, som ligger langs en af indfaldsvejene til Tsukuba by, blandt bilforhandlere, MacD'er og sushirestauranten fra igår. Butikkerne ligger i hver deres store bygning, isoleret på alle sider af masser af parkeringspladser og tomme byggegrunde og alt for få træer. I ved, ligesom hvis man kører lidt udenfor København, på vej mod Roskilde, Tåstrup, Køge eller lignende.

Jeg prøvekørte tre cykler, og på alle tre fik jeg sat sadlen så højt op, at den næsten ikke sad fast på stellet længere.
Den billigste cykel kostede 9999 yen. Det er 560 Dkr. Men jeg besluttede mig for den til 1099 yen i stedet: Den er magen til den anden, men hjulene er ca. en inch større i radius, hvilket gør hele cyklen liiige en håndfuld centimeter højere. Shihono og Huang grinede af mig, men jeg synes altså, det er rart. Har nu døbt mig selv The Longlegged Freak ;P
Cyklen nummeret dyrere havde gear, men Shihono og Huang mindede mig om, at "hvad skal jeg dog med det på en bycykel?"
Andre forskelle er, at der ikke findes fodbremser i Japan. I det mindste er der to håndbremser. Håber aldrig, der opstår en paniksituation, for så kommer jeg til at glemme alt om håndbremserne.
Og så har standardcykler ikke bagsmæk, men cykelkurv. Så sådan en er der også monteret. Den gør cyklen ekstra for-tung, desværre, men derudover er det lækkert. Og en dynamolygte er der også, det er luksus. Men er glad for, at jeg har "slæbt" (uha, diodelygter er tunge!) lygter med hjemmefra, for konceptet med en baglygte er ikke spor udbredt her på egnen!

Min Mor har efterfølgende spurgt mig, hvad jeg vil kalde min cykel. Jeg har ikke fundet på noget passende Andersensk endnu. Men det er helt sikkert, at jeg på et tidspunkt springer på den og cykler hen til gaden Andersen, hvor spisestedet Andersen ligger, som Martin og jeg så fra bussen den første dag, da vi kom fra Narita lufthavn. Det er jeg bare nødt til!

Og så er den mint-grøn-grå, forresten. Må se at få taget et par billeder.


Og nu kommer vi til hanami... Jeg havde lagt mærke til, at uanset hvilket blomstrende kirsebærtræ, man gik forbi imellem klokken 17 og langt over sengetid, var der glade mennesker under dets krone, som hyldede sakura og sake i lige mål.
Disse århundredgamle forårsfester kaldes hanami, hvilket direkte oversat betyder at se (mi) på blomster (hana). Men der er intet forældet over dem, japanske studerende (især de nystartede russer) har de samme drikkelege som danskerne. De bliver bare fulde hurtigere.

På vej hjem med cyklen spurgte jeg lidt diskret, hvor mange hanami Huang og Shihono havde deltaget i dette forår. Shihono: Nul, Huang: Een.
En af de mest elskværdige egenskaber ved japanerne er, at de ved hvad man tænker, inden man overhovedet selv når at tænke det. Og de tilbyder en løsning, inden man overhovedet selv har fundet ud af, at man har et problem foran sig. Martin kalder japanerne for "et helt folkefærd bestående af hjælpsomme bibliotekarer!"
Dette tankelæsnings-gen svigtede heller ikke denne gang: Huang havde straks luret, hvor jeg ville hen: "Would you like a hanami with us? Tonight?" Og så var det afgjort!

Lige på stedet begyndte Shihono at planlægge med Yui over mobilen.
Yui meldte faktisk først ud, at hun ikke kunne deltage, så vi udskød festen til næste uge. Men en time senere havde hun alligevel valgt at aflyse hendes aftenaftale, for: Når weekenden var forbi, ville der ikke være flere kirsebærblomster tilbage, spåede mine venner. Og Yui ville med!
Så ringede Shihono rundt til resten af dem, der skulle inviteres, og jeg orienterede Martin. Klokken 17 mødtes Yui, Huang, Shihono og jeg igen i Lab'et, spildte en time på at fortælle vittigheder og lave sjov, og så kørte vi på indkøb. Der hører sig nemlig nogle helt specielle traditioner til en hanami, både hvad angår mad og drikke.


Her er, hvad vi fik shoppet i Jusco (Dalle-Valle):

Flere slags sushi. Herovre koster det jo ingen penge.
To slags paneret kylling i god sovs.
To slags kolde nudel-salater.
En frokost-størrelse pizza fra 7eleven, da der dukkede endnu en gæst op.

Edamame-bønner
Riskiks - Ikke som min Mors flade øko, men godt saltede chips, formet som stjerner.
Kartoffelchips, der smager som derhjemme.

Traditionelt slik:
Kugler af en klæg masse lavet på rismel, sat på et træspyd. Med smag af flormelis. Nogle var farvet i lyserød og lysegrøn, andre var overtrukket med japanernes søde, rødbrune dessert-azukibønne-masse, og andre igen overtrukket med en klistret, karamelliseret sauce lavet på soja, så den henledte tanken på både flormelis, salt og tang.

En øl,
3 alkoholiske cider med forskellig tropefrugtsmag.
En lille flaske sake, så vi kunne skåle og drikke dus.
2 x 2 liter kold, grøn te på plastikflaske.

En blå pressening til at sidde på - Traditionen melder åbenbart, at dugen skal være blå.


Klokken 19.30 havde vi parkeret bilen i nærheden af mit kollegie, udvalgt os et kæmpe kirsebærtræ lidt væk fra de andre hanami i nærheden og bredt vores blå hanami-måtte ud på græsset under en gadelygte, så vi kunne se, hvad vi lavede.
Hanami er nemlig en aftenaktivitet, så der er solen gået ned. Det viser endnu en gang, at hanami handler mere om at have det sjovt og nyde foråret, end om decideret at nyde træerne.

Endnu en speciel ting: Hanami afholdes ikke midt på en græsplæne, så langt væk ud i naturen som muligt, som vi danskere har tradition for. Tværtimod afholdes alle hanami på mit campus 20 meter fra hinanden på en cykelsti, som følger østsiden af campus.
Den asfalterede sti er en allé omgærdet af to striber græs og kæmpe kirsebærtræer. På den ene side af alleén er et bælte af træer og buske, som delvist skjuler kollegiebygningerne lige bagved. På den anden side er der en hæk og ½ meter græs mere, så kommer en gade, hvor bilerne skynder sig forbi 24-7. Og på den anden side af gaden ligger caféer, restauranter, en 7eleven og ved siden af den en 7eleven-wannabe, som alle flasher store lysskilte og bannere.
Var det ikke vildt ubehageligt? Nej, det var bare anderledes. Meget anderledes, til at begynde med. Men nu forstår jeg lidt mere af japanernes mentalitet, jeg er jo på besøg i et land, som er så tæt befolket, at tallene er umulige overhovedet at forestille mig. Og hvor man dermed aldrig har omgivelserne helt for sig selv.

Vi endte med at blive syv: Shihono, Yui, Huang, Martin, Cho, endnu en af drengevennerne, som lige kom forbi, og undertegnede.
Aftenen gik med at fortælle vittigheder, forsøge at sammenligne Danmark og Japan, arbejde os forbi sprogforbistringen, f.eks. den dér med boyfriend eller boy friend, grine over alt det, vi forstod, og grine sammen af alle de ting, vi ikke forstod.
Ingen nåede at blive fulde, det var der slet ikke alkohol nok til, og det var heller ikke meningen. Selv om jeg nu har de to bittesmå tøser, Shihono og Yui, mistænkt for at være blevet lidt beduggede. Når man er et lille nips på 1.53 meter, skal der jo ikke så meget til ^^

Omkring kl. 22 sluttede vi festen.
For os danskere har det dér været så bælgravende mørkt i så mange timer, at hvis det havde været en dansk, tilsvarende varm juniaften, havde klokken været 3 om natten. Og så trætte følte vi os, Martin og jeg!
Desuden begyndte det at blive koldt, og selv den vindtætte jakke kunne ikke rigtig længere holde kulden ude. Så vi ryddede pænt op, sagde farvel og tak for en vidunderlig aften (uden farvelknus, det bruger japanerne jo ikke rigtigt. Meget mærkeligt!) og jeg vandrede de 4 minutter hjem til en varm seng at falde i søvn i, med to dyner over sig for nattekulden...