花見 betyder speeddating??

Fredag den 10. var en endnu mere ukarakteristisk dag end torsdag, fordi der ikke var et eneste møde på dagsordnenen overhovedet!

Så nu var det tid til for alvor at møde min Host Professor, også kaldet min Academic Advisor, Fujii-sensei.
Dagen før havde jeg skrevet en mail til ham, som han ikke havde haft tid til at svare på, fordi han ikke skulle på arbejde den dag. Jeg nød formiddagen, og klokken 12 tikkede der en mail ind om, at han havde tid klokken 14.

Min vejleder er vist helt modsat af Martins vedleder. Denne har udsat Martin for møder, som bliver forvandlet til gruppe-inspirationsmøder for hele Martins Lab, og som kan vare et par timer.
Mit møde, derimod, varede 20 minutter. Og det kunne have været færdigt allerede efter 10 minutter, derefter trak jeg det ud med vilje, fordi jeg ikke syntes, så kort tid kunne passe. Jeg forstår det ikke.
Jeg fik udleveret tre af Fujii-sensei's senest udgivne videnskabelige artikler samt et link til samtlige hans andre publikationer og fik til opgave at brainstorme, når jeg havde orienteret mig i hans papers i, hvad han kan hjælpe mig med at forske i. Det fik jeg en uge til, eller for den sags skyld to.

Herefter satte jeg mig på min pind i mit Lab og forsøgte at arbejde, men fredagsstemningen havde grebet mig.
Og Shihono viser sig at arbejde næsten hver weekend hjemme i sin fødeby, Chiba, en halvstor by lige øst for Tokyo havn, også ud til Tokyo Bugt. Så hun var taget afsted og havde (med stor sorg) efterladt mig alene, ligesom ingen af de andre var i Lab'et idag.


Shihono arbejder iøvrigt som matematiklærer på en privatskole for 12 til 20-årige, som modtager undervisning lørdag og søndag, fordi deres forældre (eller de selv) er stræbere.
Når Shihono er hjemme hos familien, går hun til traditionel, japansk dans lørdag aften og mandag formiddag. Hendes danselærer igennem mange år har åbenbart nu for anden gang sagt, at hun insisterer på at møde mig! Det ser jeg frem til med stor fryd og fornøjelse.


Klokken 19.00 tog jeg, Martin og alle vores 5 naboer fra universitet i Tyskland til Introfest, arrangeret af TISA, Tsukuba university International Student Association.
Invitationen lød på Hanami, altså endnu en kirsebærblomstsbeskuelsesfest. Jeg må indrømme, at den blev lidt af et antiklimaks - Et ironisk sjovt et af slagsen. Uanset hvad de havde fundet på, havde de nu heller ikke kunnet nå vores lille hanami dagen før til sokkeholderne.

Hanami'en fandt sted på samme allé, som vores egen havde. Ved ankomsten blev alle os nye, gamle, internationale og japanske studerende placeret rundt om den kæmpe, blå hanami-måtte, som var tapet sammen af tre eller seks presseninger. Vi tog skoene af og satte os i en rundkreds.
Festarrangørerne kom rundt med drikkevarer og en stofpose til at smide 200 yen i som betaling, 11 Dkr. Det var en god måde at gøre det på, uden dikkedarer.
Igen kommer det bag på mig, at der til hver person var beregnet én enkelt øl eller cider (igen de dér mærkelige nogen med tropefrugter, ved navn "Cocktail Companion" eller sådan noget). Og ingen havde egne drikkevarer med. Hvordan kan det være, at der på dette universitet ikke er brug for litervis af alkohol til at bryde isen? Jeg forstår det ikke.

Da vi havde siddet skoleret et kvarters tid og ventet på de sidste deltagere og varmet vores drikkevarer i de små naller, dukkede de endelig op. Så blev der knappet op over hele linien, Arrangørerne råbte KAMPAAAAAAAAAIII!, sprang op og løb rundt i en stor cirkel inde på vores blå måtte og skålede med os alle sammen, som var deres øldåser den Olympiske Ild og vores dåser en række lunter, de skulle nå at tænde på tid.
Det var et effektivt signal til, at løjerne kunne begynde! Der gik ikke fem minutter, så havde hele den ene langside af måtten rejst sig og var rykket hen og sidde foran den anden langside. Men ikke lige overfor: Det var tydeligt, at de japanske fyre helst ville hen og sidde overfor de "eksotiske" piger, det vil f.eks. sige de bl.a. ukrainske piger, som har farvet håret blond. Det var sjovt at observere, at lige foran høje, knaldrødhårede Martin og lige så høje, "blonde" Aninja, var der helt tomt. Og helt overfor os, på den anden kant af måtten, sad der tre kinesiske, jævnaldrende fyre og sendte hinanden lidt beklemte blikke og så ud som om, de kollektivt samlede mod til at gå hen og hilse på os :D
Så fik vi da hilst, og de viste sig at være rigtigt flinke, især den ene, som vi begge siden er stødt ind i på campus og har udvekslet email med.
Jeg kan simpelthen ikke huske, hvem jeg ellers snakkede med! Jeg kom hjem med en kalender fuld af de to japanske arrangørers facebook-navne, en håndfuld af de europæiske pigers mailadresser og lokale mobilnumre, og mailen på en enkelt japansk studerende, en lille knægt som også har taget sin bachelor i Information Science og derfor syntes, han ville hjælpe mig med at falde godt til i vores fælles college på Kasuga Campus.
Fælles for hele redeligheden var, at efter to til fem minutter havde man fået spurgt om alt det sædvanlige - Navn, alder, hjemland, studieretning, antal år man har studeret, hvor mange sprog man taler, hvilket undervisningsniveau i japansk man forventer at komme på, og måske et par stykker mere, hvis bølgerne går højt. Derefter er man rimeligt tæt på at have udtømt japanernes engelske ordforråd. Og man har luret, om folk er interessante eller ej, hvilket jeg havde svært ved at finde, at nogen virkelig var, dén fredag aften.
Så folks blikke begynder at flakke, man kigger rundt for at se, om en af sidemændene har fået gevinst og er kommet i gang med noget, der kan betegnes som en egentlig, interessant samtale og prøver at hoppe med i den, uden at fornærme sin konversationspartner alt for meget. Eller man kigger rundt for at finde en undskyldning for at sætte sig over til nogen, som ser lidt mere livlig ud og sidder alene for et kort øjeblik.
Det er anstrengende og anmasende. Og jeg forstår det ikke.


Jeg havde jo lige lært alt muligt om den mad og drikke, som traditionelt skal serveres til en hanami, så jeg blev godt skuffet, da der ikke var noget mad. Men det var nu også prætentiøst af mig at have troet det.
Efter to timers speeddating smuttede Martin og jeg lige så stille hen til 7eleven ét minut væk på den anden side af gaden. Jeg tror, vi brugte et kvarter på bare at kigge og lure og prikke og nyde al den mærkelige mad, som japanerne har som take away.

I sidste ende faldt valget på:
- En pakke dødlækre dumblings med sesamsauce, som lige blev gennemvarmet af kassedrengen i microovnen.
- En bøtte med spaghetti, grøn salat, lidt skinketern og dressing i låget.
- To små, firkantede pakker med azukibønnemasse (slik), ligesom dem vi køber i den japanske butik, Sachie, i Fiolstæde. Her koster de bare kun 3,55 Dkr, ha hahaha ha!
- Desuden et madbrød med smeltet ost og bløde løg ovenpå, som endte med at blive morgenmad lørdag i stedet, det andet mættede så godt. Som nævnt er japansk bagværk super mærkeligt: Dette brød var på længde med et dansk sandwich-flute, men lige så blødt/svampet/vådt/slattent som et uheldigt pølsebrød fra pølsemanden, af dem uden sprød skorpe. Og alligevel smagte det glimrende. Jeg forstår det ikke.

Martin og jeg fandt os nogle store, fine sten at sidde og spise aftensmad på, for vi ville ikke sidde og spise for næsen af alle de andre. Da vi vendte tilbage, var klokken blevet fem minutter i ti og alle folk stod linet op til et stort gruppefoto, som jeg dermed lige præcis ikke kom med på. Herefter ryddede TISA-teamet og et par enkelte af os festgæster op, mens resten stod og snakkede. Folk ville ikke hjem, og festen virkede som om, den sagtens kunne blive ved nogle timer endnu. Men af en eller anden grund var der ingen, der havde lyst til at sætte sig igen, folk stod bare ved deres cykler og snakkede i små grupper, som de jonglerede lidt rundt imellem. Efter 20 minutter orkede jeg simpelthen ikke flere sprog og flere præsentationer, så jeg forlod Martin og alle tøserne fra Spanien, Tyskland, Rusland, Ukraine og Litauen, fyrene fra Kina og Indien samt alle de andre folk, og strøg hjem under en varm dyne!
Krim var glad for at se mig på skype, og jeg var mindst lige så glad for at se ham. Jeg forstår det godt!