I Japan er alt lyserødt

Jeg elsker at flyve!

Jeg tror, alle udtrykkene forbundet med at kigge ned på jorden fra luften, må være fra en tid, hvor man kun kunne komme op i ballon-højde. Biler er ikke små som lopper, de er små som punktummer - Eller mindre. Tog er som synåle, og man stikker sig på dem bare ved synet. Markerne er ikke som frimærker, men så bittesmå som de huller, man klipper ud, når man bruger en hullemaskine. Konfettimarker.

Jeg gruede for lufthavnen. Jeg har været en hel del gange i Kastrup efterhånden og kender den fint. Det var ikke dét. Det var heller ikke tidspresset eller check in (som forøvrigt tog 7 minutter og ikke 40, p.g.a. det "nye" selv-check in). Eller frygten for, hvorvidt min bagage kom med, jeg rejste jo med organisatoriske SAS til organisatoriske Japan, så hvilket sted på rejsen skulle nogen klumre i det?

Nej, jeg frygtede at sige Farvel...

- Og så frygtede jeg scanner-chekket, for hvordan jeg nogensinde skulle få min 4½ kg's 17'' widescreen-computer tilbage i rygsækken, det var mig en gåde af brutale dimensioner.

Men i sidste ende gav begge dele jo sig selv. Utroligt, hvad man kan klare ovenpå en omgang lufthavns-sex på toilettet (Ej, det' gas, bare rolig).


VI fløj nordøst fra Kbh indover Finland og derefter kurs stik imod Japan, henover Rusland og siden Kina. Hele rejsen var én lang vinduesudsigt udover snedækkede bjerge, gennemskåret på kryds og tværs af sytråds-tynde, menneskabte veje, nogle af dem lagt med lineal igennem undertvungen natur, andre blidt afpasset til at følge floderne, der som serpentiner skabte afveksling i det ensformige syn.

Det blev nat og det blev dag (hhv. kl. 19 og kl. 23 dansk tid). Ingen mellemlanding alligevel. Efter 3 timers søvn afbrudt af dagslys og morgenmad og en masse kedelig venten, fløj vi endelig ud over havet, vinkede farvel til Kinas kyst og spejdede utålmodigt efter Japans. Efter 1½ time var vi landet.

Ialt tog flyveturen 10½ time, fra vi slap jorden kl. 16 til vi rørte den igen kl. 9.30. Tidsforskellen er 7 timer (jeg er foran jer).

Narita Tokyo er måske nok en gigantisk, international lufthavn, men dén lille del af den, Martin og jeg behøvede at se, fik den til at ligne en bette provinslufthavn. Tydeligvis en meget effektiv, kort rute, vi blev sluset igennem.
Fra flyet hen og stå i kø i immigrations-skrankerne, hvor alle udlændinge afleverer fingeraftryk og smiler til kameraet. Her fik Martin og jeg byttet vores Certificates of Eligibility ud med blanketter til at anskaffe os vores Alien Cards (som de lidt forhadt kaldes). Så var det ned at hente bagagen og forklare en tolder, at Nej, vi havde skam intet at fortolde og Ja, vi skulle skam studere ved Tsukuba. Så var han meget venlig alligevel.
Ved udgangen fra bagage-hallen stod den mest rare, storsmilende ældre herre med vores navne på et skilt, grinede til os og bød os velkommen til Japan.

Alt dette på kun 45 minutter!

Endnu 5 minutter efter, så havde han forklaret pigen i billet-skranken, hvad vi skulle bruge, vi havde betalt og han havde vist os udenfor. Busstoppestedet var 20 meter væk fra udgangen, og på bænken ved siden af sad 3 blondiner fra Ukraine, som ligesom os skal være Exchange Students. Efter et par minutter dukkede endnu to studerende op fra et tysk universitet, den ene af dem er overraskende nok spansk.
Vi sludrede i 20 minutter, så kom bussen og kørte os og en håndfuld japanere til universitetsbyen Tsukuba. Turen varede 1½ time, hvilket næsten var for lidt til at nyde synet af det underlige Japanske land. Vi kom forbi traditionelle huse, parcelhuse, tage med glacerede teglsten i knaldblå pangfarve (virkede meget traditionelt), bilforhandlere med fladskærme sat op over indkørslen, som viste balloner og nuttede dyr, 7 seven-eleven'er (jubiiii, Nini kan få mad!), utallige "pachinko", det vil sige spillehaller m. spillemaskiner, flippermaskiner, racerspil og al den slags, på størrelse med indkøbscentre. Og family restaurants efter amerikansk koncept, bygget i samme gulplastrede mexico-stil, som man møder i feriebyer og sommerlande og med spaghetti på menuen.

Vejret er vidunderligt, det varmeste, mildeste, danske sommervejr. Kryds fingre med mig for, at det forbliver så "koldt" mindst en måned endnu! Gruer for, når luftfugtigheden vil begynde at stige. Vel ankomne til Tsukuba Center steg vi af bussen og blev modtaget af et par genert fnisende unge damer, som krydsede os af og proppede os ind i endnu en lille bus, som tog os de sidste 1,6 km fra byens absolutte centrum forbi Tsukuba Universitetshospital, forbi universitetets midte og til den fjernere del af campus, hvor mit og Martins dormitory ligger, og hvor min vidunderlige Tutor, Shihono, tog imod. Hun er en rigtig grinebider, 1.55 høj (som min gamle veninde Vivien) med fregner og langt hår, som hele tiden ryger ind for ansigtet, når hun ler. Herfra tog hun sig kærligt af mig.


Campus er grønt! Her er høje træer og græsplæner overalt. Ligegyldigt, hvor man lader øjet hvile, står der et lyserødt kirsebærtræ, Sakura, i fuldt flor! Sakura-festivalen var allerede i slutningen af marts, men det lader træerne sig heldigvis ikke styre af. Også hvide og pink magnolier blomstrer, skønt de vist synger på sidste vers allerede. Fyr, bambus og noget, som ligner dansk tjørn, er dominerende. Samt et væld af træer med tykke, blanke, mørkegrønne blade.

Martin og jeg har fået værelser i 2 lyserøde bygninger lige ved siden af hinanden - Opdelt M/K. På min gang, på 1. sal, bor også den spanske pige fra det tyske universitet, og på Martins gang bor den tyske fyr.
På min etage er der 5 bittesmå værelser, 2 toiletter (også lyserøde), 2 vaskemaskiner, 2 tørretumblere og 1 bad (som koster 100 yen = 5,63 dkr for 10 min's vand). Jeg er heldig, jeg har det eneste hjørneværelse og har dermed to vinduer!
Nedenunder er der 2 toiletter, 2 gasblus som vist må være fra efterkrigsårene, og i stedet for bad er der et ekstra værelse. Intet køleskab(!), ingen fryser, ingen ovn, ingen gryder og pander :S


Min tutor er effektiv: Efter at være installeret i kollegieværelset og have skiftet til noget tyndere tøj, fik vi udleveret sengetøj på lageret, forsøgte at komme på nettet (det kan jeg ikke før imorgen, åbenbart), og så mødtes vi med Martin, hans tutor og hans Host Professor på Denny's, en nærliggende family restaurant. Shihono og jeg bestilte ris med hhv. spejlæg og kylling (mæt for kun 43 kr) og vandrede derefter den lille kilometer ind til centrum, hvor vi gik i den lokale Dalle-Valle.
Vigtigst på listen var: Gardiner mod Solen og nysgerrige blikke! Et ordentligt håndklæde. Opvaskemiddel. H20. Og morgenmad: Super, at kunne huske hvad havregryn hedder på engelsk, og så finde ud af, at det er det samme på japansk. Suppleret op med müesli, en liter mælk og mango-juice, var det jo ren luksus.
Endelig, kl. 17.30, havde min dejlige Tutor arrangeret, at hendes hyggelige kæreste hentede os i sin bil. Hjemme ved mit dorm var hun helt frisk på, at vi skulle ud og købe en brugt cykel eller i det mindste, at hun skulle hjælpe med at sætte gardinerne op og alt sådan noget. Men kl. 18 ønskede jeg hende en god aften og sendte hende hjem med kæresten. Og kl. 20 sov jeg sødt, i en nyredt seng bag nye gardiner, i mit lille gule hummer med mælken dykket ned under iskoldt vand henne i håndvasken i hjørnet.