ゴロン アニーニャ ヘレーネ

Sådan ser mit navn ud på japansk (udenlandske navne staves med Katakana og efternavnet først) :-)

Og med japansk gik de næste 14 dage...

Jeg kan knap nok huske, hvad jeg lavede i hele uge 17 og 18. Det er længe siden, jeg har haft undervisning 5 dage om ugen. Uhyggeligt længe siden. Og så endda om morgenen - Eller, i hvert fald klokken 10.10.
En lektion japansk varer præcis 5 kvarter. Det er ikke indlagt nogen pause, mine undervisere (har fem forskellige på skift) forventer absolut koncentration fra første til sidste minut, og gerne lige 10 minutter mere, som de fleste undervisere nu engang har for vane.

Mine kinesiske medstuderende har en naturlig fordel i, at de allerede kan genkende/gætte/hurtigt lære de fleste Kanji (skrifttegn) i bogen, mens os fire ikke-kinesere må bøvle med, næsten med lup at sidde og prøve at tyde de mikroskopiske Hiragana, der står under hver Kanji i bøgerne ;-)
Ligesom mig, har de vist læst en hel del japansk inden de rejste, for deres ordforråd er stort. Hele den første uge af kurset, uge 17, gik således for mig med at finde mit eget lektie-forberedelses-niveau, men samtidig afpasset til kinesernes, så jeg kan være med i ræset efter det A, jeg godt kunne tænke mig at stræbe efter. Når nu 2/3 af kurset ser ud til at blive repetition for mig, takket være min brilliante japansklærer derhjemme i København, ser jeg ingen grund til at være alt for ramt af Janteloven :-)

Den ene af dagene, onsdag, satte jeg mig udendørs i solen på campus, i skyggen af et et stort træ og en blåregn, på trappetrinnene ned imod en stor sø, for at spise frokost og lige lave japansklektier. Og der blev jeg siddende i syv timer uden at lukke bøgerne! Det var helt klart for meget :-S Selvom jeg elsker at lave japansk-lektier (det gør jeg virkelig, jeg plejer at kalde det for mit fix), var det fuldstændigt ude af proportioner.
Dagen efter igen, fredag, sov jeg over mig og blev vækket ved middagstid af Martin, som lige ville sikre, at jeg var sund og rask.
Faktisk satte jeg slet ikke fod i mit Lab i en hel uge! Eller så min professor. Så der var virkelig nogle ting, der skulle tænkes om...


Jo, min professor og jeg sås da lige til den skægge fest, Martins og mit respektive Lab holdt for os allerede tirsdag aften. Vi var ikke så mange, men alle aldersgrupper var repræsenteret, og også Yuko var der, hende som boede 8 måneder i København som gæsteforsker ved Biblioteksskolen siden september sidste år og hjalp mig med alting.
Huang (den kinesiske ph.d.-studerende fra mit Lab) havde stået for indkøbene, og han havde bare købt alle de lækkerier, han havde fundet ud af, jeg og de andre bedst kunne li', da vi holdt Hanami to uger før. Så der var sushi og dumplings, hambaaga (uden brød) og fritter og små pølser, ostestænger og forskellige krydrede riskiks og slik og bløde småkage-muffin-tingester og meget mere. Jeg havde medbragt to pakker importerede, danske småkager (fundet på tilbud i en "Magasin's Mad & Vin"-agtig butik i Tsukuba) samt vaskeægte zulu-hoveder af den bedste type, som er lige så store som holdkæftbolcher, medbragt fra 7eleven i Kastrup. Det var skægt at se drengene, som er vant til at konkurrere om at indtage wasabi på deres sushi, stå og holde sig på næseryggen mens øjnene løber i vand, fordi de ikke er vant til at indtage rå mængder salmiak ;-P
Og så var der champagne! Og vel 30 forskellige lokale og udenlandske special-øltyper. Og en flaske Ibaraki-brygget sake, som smagte skønt (Tsukuba ligger i landområdet Ibaraki).

Aftenens underholdning blev især at lege med navne på whiteboard'et. Japanske navne betyder de underligste ting, når man ser på deres Kanji-komponenter. Folk havde også ganske kreative bud på, hvordan man skriver Aninja og Martin Schmidth:
- Aninja blev skabt af de to Kanji: "Ser ung ud, men et det ikke nødvendigvis" og "Har en lillebror".
- Martin / Schmidth blev til: Horse Special / Chinese Ink Boy (hvilket reelt betyder kalligrafi-dreng).
Hvad siger I så, folkens! Det er nok let at gætte for jer, at Martin siden har heddet Special Horse ;-P


Min tredie weekend var som de to forrige (og som alle de kommende) helt uden Shihono, min tutor, som tager hjem til sin fødeby og arbejder som matematiklærer hver weekend. Hun er altså nem at savne, især da i weekenden, hvor man trænger til sjov og ballade.
Jeg kan ikke helt huske, hvad jeg lavede i weekenden, men jeg tror faktisk bare, at jeg totalt vendte mit døgn, så jeg var vågen samtidig med jer danskere og sov hele dagen væk. Vaskede tøj og ryddede op, det var vist det.
Ville have været til klassisk, japansk koncert fredag aften og rock-arrangement hele lørdag dag, men droppede begge. Tænkte, at når det kun var skoleorkestre, spiller de vel igen en anden god gang. Hvor det ikke var mørkt. Og hvor det ikke regnede!

Efter 14 dage med sol, fik vi regn i disse to uger. Masser af dage med regn. Og når her bliver gråt og overskyet, så er det altså på grænsen til vinterdepression, når dagslyset ovenikøbet er væk klokken 18. Man kan ikke engang trøste sig med, at det er varmt udenfor, for termometeret (fra internettet, ganske vist), har ligget ret permanent på 14 grader Celcius i regnvejr.
Nattemperatur ned til 6 grader. Jeg har sovet med to dyner over mig, både den, der er inkluderet i huslejen, og den, jeg selv bragte med hjemmefra, fordi jeg er et dyne-luksusdyr. Og så har jeg ligget under mine to dyner med min vindtætte fleecetrøje udenpå nattøjet og indimellem alligevel rystet af kulde. Jeg har rendt rundt med mine tykkeste vandre-sokker på indendørs og købt mig et par forede hjemmesko på forårsudsalg (til kun 15 kroner, det lunede også lidt).

Der er varmere udenfor end indenfor, det hjælper lidt. Nåeja, nu kan jeg huske, hvad jeg lavede lørdag: Martin og jeg cyklede op til Starbucks for at få varmen med kaffe og en giga chai latte til mig. Og da de lukkede 1½ time senere, fandt vi et fællesområde for studerende, hvor der også var varmere end hjemme, og så blev vi her 4 timer ekstra, helt til 22, mens vi sad og sparrede omkring vores forskningsprojekter, som ingen af os egentlig havde en skid styr på. Martin dog 10 gange mere styr på det end mig.


Søndag aften fik jeg lige vendt mit døgn tilpas meget tilbage til, at jeg var klar mandag morgen, da vi havde vores første mundtlige del-eksamen, som blev optaget på kassettebånd og sidenhen evalueret af vores undervisere.
Selv om jeg siger, at alt er repetition fra hjemme i Danmark, var der masser af nye ord, der skulle mestres, for at testen gik glat. Min og Martins dialog startede vi f.eks. med:
- Goddag, Dem har jeg ikke mødt før. Mit navn er Grøn Aninja Helene, men De må endelig kalde mig Aninja.
- Glæder mig at møde dem. Hvilket æret land kommer De fra?
- Mit fagområde er toshokanshouhougaku [tåshåkan-shååhåå-gaku]
(sig dét 10 gange hurtigt efter hinanden uden at snuble i tungen).

Anyway, det betalte sig at terpe, jeg er p.t. den lykkelige ejer af et A i grammar and vocabulary, A i pronounciation and delivery samt A i fluency.
Der har ikke været en eneste dag i de 5 uger, jeg har været i landet, hvor jeg ikke har sendt en kærlig tanke til min japanske sensei hjemme i Danmark. Uden hende ved jeg ikke, hvad jeg skulle have gjort...


Udover at se mit slæb bære frugt, var der da også andre højdepunkter i disse to uger. I sidste ende fik jeg set Fujii-sensei i øjnene, både tirsdag og torsdag i uge 18 holdt vi møder, tirsdag mere generelt, og onsdag ofrede han flotte to timer på at vise mig en række slideshows af, hvad han selv forsker med for tiden, hvad hans hjertebarns-system igennem 10 år er, hvad Shihono arbejder på, og hvad Yui arbejder på. Jeg er velkommen til at vælge et niche-emne indenfor noget af alt dette at forske i, og på den måde ovenikøbet aktivt hjælpe enten Fujii-sensei eller en af tøserne.

Og så var der torsdag den 29, som var en helligdag. Den brugte Shihono, Yui, Cho, Martin og undertegnede til at bestige Mount Tsukuba, Tsukuba-san. Det får I at høre om i næste blog...


Og nu tager jeg med 30 andre exchange students til gadefest i Nagano og holder søndag :-)