Mongolsk middelaldermarked midti menneskemængden

Kære venner og familie og kære læsere. Der er flere af jer, der har skrevet til mig og sagt, at det da er fantastisk, så meget jeg får oplevet. Udfra hvad I har læst på bloggen. Jeg kan kun give jer ret, og jeg synes det er ekstra sjovt i betragtning af, at min blog nu alligevel er endt med at være 3 uger bagud! Jeg håber, I kan holde ud at få mine historiefortællinger sådan set i bakspejlet. På denne måde giver jeg mig selv lov til at fordøje dem lidt, så I ikke får revl og krat - Selvom det også kan være skægt indimellem, er det ikke så foreneligt med min skrivestil, hvor jeg bruger maaaange ord :-) I har nok også forlængst gættet, at tiden til at skrive er min største udfordring - det tager mig ganske mange timer at skrive et enkelt indlæg. Jeg nyder at vide, at mine historier også er værd for jer at ofre meget lang tid på at læse (og kommentere, jeg takker og bukker!) og ville ønske, at jeg kunne finde tid til at skrive hver eneste dag til jer =) Nu, tilbage til historien...

Lørdag den 16. var en god dag. Idag holdt TISA nemlig loppemarked. Og rygtet sagde, at selv om TISA er "vildt meget dyrere end secondhand butikken inde i Tsukuba", så ville man i det mindste nok kunne købe et køleskab der! Efter at have levet 13 dage (og talt hvert minut!) med et koldt vandbad i håndvasken 24-7 til min mælk og ost, tror jeg, at hvis jeg havde fået tilbudt hvad som helst i hele verden, så havde jeg bedt om et køleskab. Eller måske en jordomsejling, jeg kan ikke helt vælge imellem de to.

Loppemarkedet åbnede klokken 12, og jeg var der 12.10. Kom ikke og sig, at jeg ikke kan stå tidligt op i weekenden! ;-P Jeg på det nærmeste småløb ind i galleriet, hvor det blev holdt, vejrede op imod vinden (aircondition?) og brugte familiens nedarvede falkeblik til at overskue det hele i ét hug. Og dér, ovre i det fjerneste hjørne af lokalet spottede jeg det! Køleskabet! Mit hjerte sprang et slag over. Som en af Kæmperne på Dovrefjæld sprang jeg over til det i 10 flyvende syvmileskridt (max, da!). Som i slowmotion oplevede jeg migselv flå den håndskrevne prislap påskrevet 4000 yen af døren og som en pil skyde hen til bordet med den søde japanerinde med byttepenge. Der var én foran mig i køen, den fineste, petite, indiske pige. Hun vendte sig og sagde med rungende bas (husk: slowmotion!):
"Reizooko wa ikura desu ka"
(skal udtales [rææzååkå wa ikura dæs ka?]),
hvilket kan oversættes fra formfuldendt skole-japansk til: "Ææ kjølskaw, hwa' koster 'ed?"
Hvortil japanerinden bag kassen uendeligt langsomt drejede sig hen imod hjørnet med mit kommende husalter og svarede: "Æhhh, øhhh..." og kiggede lidt febrilsk rundt, til hendes blik standsede ved mig, som ikke kunne andet end nonchalant at stå og vifte med prislappen, som var det et bundt 100$-sedler, og blinke frækt til hende.

Øhmm, har jeg nævnt for jer før, at jeg fik købt mit køleskab? *fnis*

Jeg købte også et par andre ting. To fine porcelænsskåle med matchende tekrus af typen uden hank. En halskæde af håndmalede porcelænsperler. Et par kladdehæfter med universitetets logo på. Da jeg således havde mega powershoppet og var kommet af med hele 20 yen (det er 1,12 Dkr) pr. del - Og TISA-tøserne var så glade for mig, at de næsten bukkede og kneb en tåre - OG jeg havde besluttet mig for at gå, måtte jeg alligevel liiige hen og rode den uudpakkede-flyttekasser-rode-hjørne-bunke igennem én gang mere.
Og dér, i bunden af en pose i en kasse, fandt jeg den smukkeste, mørkerøde lakæske. Den er så bred som en hatteæske, blot ikke helt så høj. På låget er der malet en sort kalligrafi-tiger. Den ser op imod månen, som er et rundt stykke indlagt perlemor. Himlen er bestrøet med mere perlemor som stjernestøv.
På siden af æske og låg er der malet bambus, som hvisler i den vind, der også får støvet til at rejse sig på låget og skinne i månens lys. Indeni og på bunden er æsken lakeret sort og præget i et mønster, som føles rart imod fingrene, når man rører ved det.
Den er sikkert ikke 5 år gammel, og der er allerede en revne langs kanten af låget. Men derigennem kan man se, at det er ægte træ indenunder lakken og ikke blot plastik, som så meget andet er i plastik-Japan. Nåe ja, og indeni er der fem små tekopper i gråt, tofarvet, lakeret ler-/stentøj med tilhørende underkopper i lak/plastik/whatever.
Jeg stod længe (læææænge) uden at ville slippe min nyfundne skat. Og gjorde op med mig selv, hvad jeg var villig til at betale for den: Max 150 Dkr. Max! Ikke lade sig friste!
Da jeg endelig tog mod til at gå over til kassen, som nu syntes en kilometer væk, fik jeg at vide, at prisen for det hele ville være 250. Normalt ville æsken alene være 350, men jeg havde købt køleskabet hos dem allerede, jo. Hmm. 250, 250, tænke, tænke... Pop! Min hjerne gik igang igen! Hun snakkede for pokker om yen. Yen!! Pigebarnet stod og ville have under 15 kroner for den flotteste ting, jeg nok kommer til at kunne købe for penge i dette gudsbenådede rige. Køøøøbt! 14 kroner og 8 øre, for at være helt præcis. Jeg tværer det lige helt ud for jer: De fine kopper var adskilt af fire nye opvaskesvampe, som tilsammen ville have kostet mig 22 kroner i Yusco (Dalle-valle, I ved).

Jeg kunne ikke få armene ned de næste to dage. Bare spørg Krim om, hvor irriterende jeg var på skype :-) Bare se her, hvor irriterende jeg stadig er, 3 uger efter ^_^

Det er faktisk lidt skægt, for jeg har fortalt flere af mine nye, japanske bekendtskaber m/k om min lille køleskabsoplevelse. Ikke den version, jeg har givet jer, blot, at jeg kom ind af døren, målbevidst styrede hen og fjernede prislappen og gik hen og betalte. Og de måber allesammen, ryster på hovedet og griner. Så direkte en tilgang samt "denne her er min!"-reservation, så at sige, er ganske givet meget lidt japansk. De kan jo godt li' at pakke alle situationer ind i høfligheder og formaliteter :-) Og okay, måske fik de også lidt af min lille indlevelses-historie ;-D


Nå, det var nok selvfederi for laaang tid fremefter.
Ved loppemarkedet fik jeg snakket med en god håndfuld andre internationale studerende. En af dem er en nyankommen, jævnaldrende pige fra Peru, som endte med at introducere mig for et par håndfulde af den sydamerikanske klike her på Uni. Det er jeg vildt glad for! Fantastisk søde mennesker - No wonder, at min far er begyndt at lære portugisisk i sin fritid iår :-)
Min nye, peruvianske venindes tutor har åbenbart mongolske rødder og havde derfor inviteret dem alle med til et lille marked, hvor hun og flere af pigerne fra hendes studiehold skulle stå i madboderne, iklædt traditionelle dragter. Så dér tog vi hen, da alle var færdige med at loppe.

Markedet blev holdt på stor græsplæne omgivet af høje træer, lige imellem byens planetarium (jeps, sådan et har vi også) og Tsukuba center, hvor toget, busholdepladsen, shoppingområdet, o.s.v. ligger.
Middelaldermarked er måske så meget sagt, men traditionelt var det i hvert fald. Der var tre boder med drikkevarer og hjemmelavet mad, og to telte, Yurt'er, som var fantastisk dekoreret indvendigt med håndmalede teltstænger i træ, og rundt langs væggen billeder og kalligrafi, som foreningen selv havde gjort. Der var en dj, der styrede steppe-musikken. En bueskydningsbane til børnene - Buen var så slap, at de kunne skyde til måls efter en fyr med deres bambuspile, uden at han på noget tidspunkt følte sig i fare, men bare grinede af dem.
Og en plads med en flagstang og stole omkring, hvor der var små opvisninger i mongolsk "sumobrydning" ved to meget lidt sumo-agtige, unge knægte, som morede sig kongeligt, sang for mandestemme, sang for kvindestemme og traditionel dans ved endnu en ung kvinde. Kun fem var de, til sådan at underholde over et par timer. Og det lykkedes dem :-)

Det hele tog mig tilbage til de gode middelaldermarkeds-dage, og ja, det lykkedes mig faktisk at blive helt sentimental lidt =) Nogen, der har plads til en kulso ved Bornholms Middelaldermarked 2010?


Da markedet lukkede, gik vi over i Yusco, hvor vi fangede os en Baskin' Robbins softice med smag af grøn te - Vammel og lyserød-hostesafts-agtig med en snert af grøn te, så er I advaret. En hurtig tur på indkøb, og dagen var faktisk gået. Cyklede hjem til Universitetet sammen med min nye, peruvianske veninde og var endnu en gang glad for, at biblioteksskolens del af Campus ligger så tæt ved centrum og så langt fra resten. For hun kunne ikke huske vejen hjem, men jeg kunne den allerede i søvne, bagbundet til cyklen med en flaske sake i flaben. Nåeja, én af delene, i det mindste.


Dagen efter, søndag den 17., var det så tid til at hente køleskabet. Jeg fik lokket mine to bofæller, Iz og Nicole, som skal dele det med mig (vi blev siden fire ialt, d.v.s. 1000 yen = 56 Dkr til hver!) til at gå med op og hente det. Loppemarkedet blev holdt på en del af campus, som er 1-1½ kilometer væk. Heldigvis kunne vi låne en trækvogn deroppe. Martin gik også med, for hvis vi skulle mangle en ekstra hånd - thx again :-) På vej ud gik vi og hoppede og dansede i forventningen om, at vi skulle bringe vores nye bedste ven, Mr. Fridge, hjem. På vej hjem gik vi med trækvognen tungt læsset, som skolepiger der forsigtigt bringer klassens bur med kælerotter med hjem på ferie.
På vej ud med vognen igen, dannede Iz forbillede ved at bruge trækvognen som løbehjul, mens Nicole og jeg løb ved siden af og hujede og tog billeder. Nej, der var ikke mange japanske studerende på vejen, som gloede mærkeligt på os :-D Bagefter skiftedes vi til at smide hinanden op på vognen og trække afsted med den i løb henover det bulede fortov, som alle steder har knækkede fliser og splittet asfalt fra de stærke platantrærødder langs vejen. Sjovt!
På hjemvjen for anden og sidste gang, gik vi og funderede over livet i almindelighed og i særdeleshed over, hvor lidt man har brug for en cykel, når man går i solen under træerne, langs blomstrende rhododendron, med så yndligt et kvindeligt selskab. På vej hjem til Mr. Fridge. Åhh ja, det var en god dag!

Imens var Martin drønet på indkøb, for han havde langt om længe besluttet sig for, at det tilbud, han modtog dén dag, vi ankom, ikke var en joke, men et ægte tilbud: Han havde nemlig også fået tilbudt et køleskab. Hans overboer havde fortalt ham, at én af fyrene på deres gang havde valgt at rejse hjem i huj og hast og havde efterladt alle hvidevarer m.m. ude på fællesarealet, i stedet for at skille sig korrekt af med dem, som den japanske lovgivning påskriver.
Et køleskab, som har stået slukket i 14 dage, trænger ret så meget til en kærlig hånd. For at underdrive det. Eller fire, så jeg lånte Martin de to. Og så gik vi ellers i gang med fire slags rensemidler, to svampe, 10 klude og en gammel tandbørste. Efter en time med knofedt var arbejdet fuldendt, og vi var nu ikke bare fire men fem lykkelige køleskabsejere i Oikoshi nr. 20 og 21.

Martin og jeg fejrede det hele med frokost i den nærmeste kantine (jeps, også åben om søndagen). God mad serveret sammen med en lille salat, en kop miso-suppe og et tv, som viste skiftevis news og fjollede, japanske reklamer: Tilsidst måtte vi gå, for jeg var ved at trille ned på gulvet af grin ^_^


Klokken 18.30 var det tid til at komme på højkant igen: Et par tøser i min nabobygning havde aftenen før inviteret Iz, Nicole og mig til fest/åbent hus (eller, gang, må det vel hedde) med et væld af deres venner, andre internationale studerende, som alle havde lovet at stå i køkkenet og medbringe en lokal egnsret hjemmefra. Så der var polske klatkager med æblestykker; polsk, hvid borch; italiensk, hjemmelavet pasta med laks; canadiske pandekager; mere, jeg har glemt; jeg havde ikke kunnet nå noget med så kort varsel, men købte dessert med i stedet.
Det var en god aften og en fin, spontan fest, som især var vellykket i betragtning af, at der ikke findes et eneste møbel, bord eller stol eller noget som helst, i fællesarealerne, men de havde skaffet borde og en sofa og alt muligt. Og maden var bare for god. Men her stødte jeg vist på dét, som mange exchange students før mig har brokket sig over:
Hvordan kan man studere japansk, blive exchange student i Japan, bo centralt midt på campus, og så ikke have inviteret nogle japanske gæster, men kun andre internationale studerende? Selv om man har boet i landet et år allerede? Ikke helt min kop (grøn) te, tror jeg :-)

Klokken 23 smuttede jeg hjem: Var lige kommet i tanke om, at jeg da vist havde min første skriftlige "blækregning" for i japansk til mandag klokken 10.10. Af den slags, som skal afleveres og tæller en vis procentdel af den samlede karakter. Heldigvis var det kun én A4-sides grammatik, så jeg nåede det lige.