Efter en times søvn vågnede jeg i flyet og blev tilbudt noget så dejligt som et bæger vanilleis til natmad. Efter is og to timer mere blev jeg (forsøgt) vækket af en våd, halvlun vaskeklud, som det jo egentlig er ret fantastisk japansk, at stewardesserne m/k går og deler ud, men som på det her tidspunkt ikke var ret morsom. Efter sigende langede jeg ud i søvne efter den, som vådtede mig med den (godt, det kun var Sky). Flymorgenmaden kom på bordet lidt senere, og så ved man, at der kun er 1-1½ time til landing i Narita.
Vi landede 8:44 i tæt, tæt skydække og dis - vi kunne først se jorden, da vi var sekunder fra, at hjulene rørte landingsbanen. Men det kunne ikke slå os ud: Lynhurtigt ud af flyet og råbe TADAIMA! til Japan ("Så er jeg hjemme!"). Beundre synet af japansk grund i regnvejr. Jeg siger jer, blot dette syn fik simpelthen hjertet til at hoppe i livet på mig (og er forøvrigt dagens skarpeste foto):
Aflevere fingeraftryk. Vente på bagagen, der som altid kom med det samme, her i dette yderst effektive land. En super-charmerende detalje fra bagagebåndet ses herunder (desværre uskarpt). Det er et eller andet lille, japansk barn, hvis mikroskopiske, gule plastikpose fra Tōkyō Disney Land sikkert er røget ud af noget bagage, og for at den ikke skulle gå tabt, har en betænksom lufthavnsansat med stor ansvarsfølelse lagt den i sin helt egen bagagekasse på båndet. Kawaii! <3 (det betyder nuttet). Rejsens første påmindelse om, at vi er ankommet til måske det land i verden, hvor det er sværest at miste sine ejendele. De bliver hverken stjålet, smidt ud, overset eller bevidst ignoreret. Eneste naturlige fjende er ens egen glemsomhed. Posen lå desværre stadig på båndet, da vi gik.
Told-tjekket og den sidste omgang pas-visning gik også hurtigt, og for første gang blev vi mødt af en venlig toldbetjent (kvindelig), så jeg havde denne gang ikke brug for at slå op på den side i passet, hvor der stod, at jeg er gammel udvekslings-studerende - og det var jo godt, for jeg har fået nyt pas i mellemtiden.
Jeg havde egentlig en masse planer for lufthavnen - Japansk brunch eller en tårnhøj isdessert efterfulgt af en macha latte i Starbucks, shoppe i min lille souvenirbutik, og så med toget ind til Tokyo - Men det blev der ikke noget af, for vi blev hentet lige på den anden side af bagage-hallen kl. 10:30 af en lille mand med et stort skilt med mit navn på. Så har man også prøvet at blive hentet på sit navn og føle sig vigtig ;) Han var en ældre japaner med skæve tænder og et skævt smil. Vi tog for givet, at han ikke talte engelsk - og det gjorde han heller ikke. Hans lille forretning hed Green Tomato, desværre kunne vi ikke spørge ham om, hvorfor (eller, jeg havde godt kunnet spørge, men næppe forstå svaret).
Ude af lufthavnen efterlod den venlige chauffør os under et halvtag og hentede sin minibus. Imens havde jeg lige tid til at tage et foto på dét sted, som jeg "plejer" at fotografere. For fem år siden var der også sakura her (kirsebærtræer), i år var der "kun" bambus i regnvejr.
--oOo--
Så satte vi afsted... Jeg elsker køreturen fra Narita Kūkō (lufthavn) ind til Tōkyō. Først kommer man forbi lufthavnshotellerne og en lang række biludlejninger. Så snart de er overstået, bliver her simpelthen så grønt og frodigt: Grønne lunde og bambusskove afløser hinanden, små landlige bebyggelser ligger i flere lag på grønne skrænter over små grøntsagshaver og marker. Senere kører man ind i mere beboede områder med etagehuse og provinsiel stemning, og man kommer bagom IKEA og LaLa Port, det mest gigantiske shoppingcenter, jeg nogensinde har været i. Hele vejen kører man parallelt med jernbanen, og efterhånden splitter motorvejen op og kører i to og tre lag ovenover hinanden, hver med to spor, og adskilte broer i de to retninger. Så ved man, Tōkyō nærmer sig. Og man bliver mindet om, at Japan er landet med både de smukkeste huse og de grimmeste bebyggelser.
Når der så dukker det mest fantastiske, kitch guldtag op i horisonten, er det Dizunii Rando og Dizunii Zii, som japanerne så smukt udtaler de to nabo-forlystelsesparker, Disney Land (med torneroseslottet som vartegn i baggrunden) og Disney Sea:
Lige efter kommer pariserhjulet, og så er der håb forude, for det betyder, at vi er nået Yokohama, Japans næststørte by, som i praksis er vokset helt sammen med Tōkyō. Herfra byder udsigten på en kombination af hele Tōkyō Bugts industrihavne, og bro efter bro henover brede floder, gerne med grønne skrænter eller strandsten og grus i kanterne, så det ser smukt ud og naturen får lidt bedre vilkår. De første skyskrabere dukker også op i horisonten. Så ved man, at der er relativt kort tid tilbage før toget ankommer til de første stationer i selve Tokyo... Men vi var jo med bil. Det viste sig at betyde mere end en times ekstra transporttid! For selv om det var en almindelig hverdag helt udenfor myldretiden, lå bilerne nærmest i lag på motorvejen, oppe i tredie sals højde. Vi lå side om side med en såkaldt Limousine Bus hele vejen fra lufthavnen og ind til centrum af Tokyo, så lufthavnsbussen havde ikke været det mindste hurtigere. Men havde vi taget toget, kunne vi have klaret det på præcis 45 minutter fra Narita til Ueno-Okachimachi st.
Vores chauffør havde stil: Fra og med Disney Land faldt vi en smule i snak, for nu havde vi et fælles samtaleemne på hans ikke-engelske og mit skole-japanske. Hver gang han registerede, at jeg sad med kameraet fremme, bremsede han op og trillede lige så fint forbi kameraets mål - Vi havde jo ikke travlt, med udsigt til dén bilkø foran os. Og pludselig spottede vi noget helt nyt og fantastisk dér i disen: Tokyo Sky Tree var næsten bygget færdigt i 2011, men ikke åbnet for offentligheden, og i hvert fald ikke særligt tydeligt i bybilledet. Nu stod det her, klart og tydeligt og venligt.
Endelig drejede vi af motorvejen, og kørte fra femte sals højde og ned i tredie sals højde. Vi skulle til bydelen Ueno, hvor hotellet ligger. Her kom vi af en vej, jeg ikke kendte, langs med en af Tokyo bys mange, brede floder: Sumida-gawa (Sumida Flod) forbi en stor udflugt af japanere, som - hvis de var kommet efter kirebærblomsterne langs floden - fik sig en noget anderledes farverig oplevelse ud af det. Og forbi fire forskellige trafikerede broer i fire forskellige, glade farver, før vi drejede ned af den sidste.
Lige her stod også vartegnet for Asakusa, som jeg har set talrige fotos af, men endnu aldrig havde set i virkeligheden: Det guldbelagte højhus ved siden af den kæmpestore, liggende flamme, som også er guldbelagt - og som er en reklame for Asahi øl. Bygningen var vistnok ganske omdiskuteret, da den blev rejst og fik det klingende navn
Asahi Beer Hall aka Super Dry Hall (hvilket japanerne udtaler 'Supaa Durai Haaru'). I hvert fald har Wikipedia følgende tørre kommentar: »The Asahi Flame/
Flamme d'Or is officially named the golden turd (kin no unko, 金のうんこ) and the Asahi Beer Hall itself as "poo building" (unko-biru, うんこビル) by many Tokyo residents [citation needed]«.
Så vi kunne altså regne ud, at vi var fremme ved Tokyos bydel Asakusa, og at Ueno ikke var langt væk. Den sidste, lille del af køreturen to os op af en lang, meget spændende gade (Asakusa-dori, viste det sig senere), som bl.a. var fuld af butikker med guld i vinduerne: Menneskestørrelse Buddha-figurer, lotusblomster, og små huse til husalter i de traditionelle, japanske hjem, som stadig gør plads til forfædrene i den dertil byggede niche i væggen i dagligstuen.
Da vi endelig nåede frem til hotellet engang efter kl. 13, så det noget så dejligt ud, men - Vi kunne først checke ind kl. 15. Så vi efterlod vores 90+ kg bagage og gik ud af døren og så til højre... Vi var egentlig ganske trætte, især Sky, som slet ikke havde kunnet sove overhovedet ombord på flyet. Ingen af os var sultne endnu, så i stedet for at gå ind i den første den bedste nudelshop (soba
og udon på menukortet, uha uha), fandt vi fandt en overdækket handelsgade med alle mulige charmerende ting: Porcelæn, tepotter og grønne teer, et kafferisteri, en grønthandler hvor frugten var til at betale (aldrig set før!), et lille supermarked, flere tøjbutikker med noget værre dametøj og lodne hjemmesko, adskillige små spisesteder og en fransk café.
Det dér med frugten var faktisk ikke en joke. Jeg har været vandt til, at en fersken koster 20 kr, en bakke jordbær 50 kr og en ananas eller hel vandmelon 150 kr. Derfor har jeg aldrig rigtig spist frugt herovre, pånær som pynt på desserter, eller når jeg var så heldig at blive budt. Her kostede en appelsin el. lign. mindre end 6 kr, det var et rent mirakel! Vi sprang frugten i supermarkedet over for nu, men jeg fik min første halve liter miruku tii (milk tea er sød, kold te med mælk på ½ L-flaske). Ovenpå den så alting lysere ud, selv da den daglange regn tog til og silede ned udenfor vores overdækkede handelsgade. I Japan behøver man aldrig at være bange for at få stjålet sin paraply:
Næste naturlige skridt blev derfor en paraply til hver! Bevæbnet med hotellets engelske, lettere fortegnede kort over distriktet i kopiark på A4-papir, arbejdede vi os ned imod, hvad der lignede en billig rodebutik med alt muligt jams såsom paraplyer. Undervejs stødte vi på elskede LAWSON, den japanske, meget udmærkede 7-Eleven klon. De havde ingen paraplyer (efter jeg havde spurgt dem på japansk), men vi fik kastanie-dorayaki (et par flapjacks lagt sammen om kastaniefyld), og en pakke special edition Pocky kiksestænger med ichigo (jordbær)-overtræk i stedet for den sædvanlige chokolade. Lige efter LAWSON, stadig i regnvejr, stadig uden paraplyer, tog min Mor sagen i egen hånd og drønede ind i en lille, meget lokalt-udseende tøjbutik med ekstra konet dametøj, hvor vi gjorde en slukøret ekspedient meget, meget glad, ved at købe tre af hendes bedste paraplyer: En sort med prikker, en brun med ditto prikker og en meget lyserød dekoreret med lysekroner - gæt hvilken der er min ^^
På dette tidspunkt gik Sky fra at være træt over meget træt til at være en omvandrende zombie. Efter at have taget hende ved albuen og sørget for, at hun kom med os, besluttede vi at det nok var tid til at få noget meshi, noget M A D! Jeg havde ledt forgæves efter min yndlings-restaurantkæde, Yoshinoya, her i bydelen Ueno / Okachimachi. I stedet valgte vi en karææ (karry)-restaurant, som lå lige på vejen:
Coco Ichi-ban-ya ("Coco nr. 1-butik"), jeg kendte dem ikke, men det var en meget stylish kæde med sæsonmenu og deres egne dressinger o.a. varer på hylder ved indgangen.
Og således begynder vores fire ugers kulinariske eventyr med den første ret på kortet,
både yaki-niku (tyndtskåret okse stegt som blødt bacon med løg) og karææ (japansk karry, helt karakterisk i smagen) på
samme tallerken, med syltet ingefær og pickles: To af de fem bedste retter, Japan har at byde på - når man altså bedre kan lide at gå på diner end at spise 13-retters menuer (men det er en anden historie).
Efter maden var regnen næsten holdt op - men vi var nødt til at gå og flashe vores fine paraplyer lidt alligevel - og vi trissede tilbage til hotellet, fik lov at tjekke ind 15 min for tidligt og faldt om i de store, bløde senge på det lillebitte værelse. Rummet var layoutet ligesom samtlige andre japanske hoteller, jeg har boet på, heldigvis også med badekar.
Sky og jeg kravlede under dynerne, og så sov vi ellers fra vækkeuret, sov fra mødetidspunktet, satte et nyt mødetidspunkt, og det sov jeg også fra. Så mens Sky og Ellen listede ud og fandt sig noget aftensmad, drømte jeg om kirsebær i knop, som helt sikkert enten springer ud imorgen eller dagen efter. Aller-aller-senest dagen efter igen, det er helt sikkert. Jeg sov til kl. 02, hvorefter Sky og jeg begge to vågnede op, ret friske, og kom til at ligge og snakke en hel time om, hvad hun havde set på sin lille aftentur, og alle de utallige muligheder, der er åbne for os imorgen. Og så drattede vi omkuld igen og sov sødeligt.
Opslag
