Ninis blog

Fredag d. 9/12, i et fly

2012-01-07T07:45:00.000-08:00

Dette blogindlæg er postet præcis 4 uger efter det skete. Fortællingen om vores fire ugers jule- og nytårsferie i Japan begynder her, hvis du vil læse det fra starten...
_ _ _

Hoppede om bord på et fly, efter "kun" 2½ års længsel, nemlig akkurat siden jeg satte foden på dansk jord sidst.

"Kun" 1 1/3 år efter at søde Krim forærede mig biletten. Og "kun" 3/4 år siden vi først gjorde klar til rejsen, googlede billetter og skrev pakkeliste - Men så kom der sådan et lille jordskælv med sådan en lille, dertilhørende mudderbølge og sådan et lillesmule dødgiftigt, radioaktivt udslip.

Så altså, hoppede på et fly, smed skoene, pakkede os ind i flytæpper, spiste røvsyg mad (uden pinde) for sidste gang i lang tid, og sooooov.

2011 stod på Jul og traditionelt Nytår i Japan

2012-01-07T06:33:00.000-08:00

Kære læsere.

Igår eftermiddags landede Kim og jeg i Kastrup, efter 4 ugers læææænge ventet og meget tiltrængt ferie tilbage til Japan! Jeg må indrømme, at jeg havde gået i mit stille sind og frygtet, at jeg aldrig ville vende tilbage... Men den slags stemmer skal man ikke lytte til.

Jeg hører til dem, der synes, at man skal snakke om filmen bagefter. Og det gælder for så vidt også rejser. Så nu vil jeg gerne snakke om vores rejse, som gik til:

Tokyo - Onjuku i Chiba-ken - Tsukuba - Okinawa+Akajima+Tokashiki - Tokyo - Kyoto - Shika-ken - Mie-ken+Ise Jingu - Tokyo

Nogle af blogindlæggene er skrevet i Japan, resten bliver skrevet løbende. Jeg blogger for én dag af gangen. Og eftersom vi rejste om fredagen og ankom til Narita om lørdagen, så kan jeg fra idag komme til at blogge på de korrekte ugedage, altså bare med præcis 4 ugers forsinkelse.

Nu begynder historien...

Hvad er en myriade af stjerner? 一万星です

2011-10-30T11:41:00.000-07:00

Lang tid siden! Fik lyst til at dele noget med jer, der er tilpas matematiknørdede/ algoritmenørdede / talnørdede / sprognørdede / japansknørdede til at værdsætte det. Dette "noget" er den tal-rejse, jeg har været på idag, hvor jeg endelig er nået i havn...

Undervejs linker jeg til mine kilder, som med enkelte undtagelser udgøres af wikipedia (jeg ved det, det er uoriginalt, men spændende). Læs videre på wiki, hvis nysgerrigheden driver jer, men det er ikke en nødvendighed for at blive underholdt.

Rejsen begyndte med følgende overvejelse:
Hvordan angiver man store tal på japansk?

På dansk tæller man som bekendt (angivet med ^ som åbenbart hedder Knuth's Pil Op, foruden hvilken jeg ville have skullet skrive 1 x 10⁰ etc.):

10^0 = 1
10^1 = 10
10^2 = 100
10^3 = 1000
10^4 = 10.000
10^5 = 100.000
10^6 = 1 mio
...
10^9 = 1 mia
etc.

På japansk tæller man:

10^0 = 1	一　=　いち　ichi
10^1 = 10	十　=　じゅう　jū
10^2 = 100	百　=　ひゃく　hyaku
10^3 = 1000	千　=　せん　sen
10^4 = 10.000	一万　=　いちまん　ichi-man
10^5 = 10.000 x 10	十万　=　じゅうまん　jū-man
10^6 = 10.000 x 100	百万　=　ひゃくまん　hyaku-man
10^7 = 10.000 x 1000	千万　=　せんまん　sen-man

Men hov! Hvad fa'en kommer så bagefter? 10.000^2?
Og hvad kan det hedde?

Hvor starter man den slags informationssøgning, hvis ikke wikipedia... En quickie med google: "big numbers in japanese" sendte mig som forventet direkte videre i armene på wikipedia og Japanese numerals. Værsågod, derinde er svaret på spørgsmålet - Men det ville være blevet en kedelig historie, hvis jeg valgte at stoppe her.

Wikipedia kan fortælle, at japanerne overtog 10.000-tals-systemet fra Kineserne. Kineserne er ganske vist gået over til Vestens 1000-tals-system siden, men - som med så mange andre ting - er japanerne her de stolte bærere og videreførere af den kinesiske kulturarv.

Og nu begyndte min eftermiddag så at blive spændende, for samme sted står nævnt, at også antikkens grækere anvendte 10.000-tals-systemet. Arkimedes regnede med titusinder (eller måske rettere titusindedele), da han kom frem til, at

π

er større end ²²³⁄₇₁ men mindre end ²²⁄₇.

Grækerne (tilskrevet Arkimedes) kaldte 10.000 for en myriade. Er det ikke smukt? En myriade af stjerner er i matematikkens perfekte verden 10.000 stjerner =)

Endnu en gang træder wikipedia til og forklarer, at at det observerbare univers indeholder 5 × 10²² stjerner, der ligger i omkring 125 milliarder (1.25 × 10¹¹) galakser. Lidt flere end en enkelt myriade på 1 x 10⁴ stjerner...

NU er det på tide at komme til sagen og forklare, hvad store tal så hedder på japansk. Her kommer de. Rejsen slutter dog ikke allerede, men efter tallene her vil det blive mere matematisk abstrakt.

Vi har allerede slået fast fra start, at japanernes interessante tal befinder sig på pladserne 10⁴, 10⁸, 10¹², etc. De fortsætter op til 10⁶⁸. Det danske talsystem går kun til 10⁶⁰, hvis værdi hedder en decillion (plus det løse, selvfølgelig, herunder en googolplexian). Nedenstående talværdier er dobbelttjekket på japansk og engelsk wiki.

10^0 = 1	一　=　いち　ichi
10^1 = 10	十　=　じゅう　jū
10^2 = 100	百　=　ひゃく　hyaku
10^3 = 1000	千　=　せん　sen
10^4 = 10.000	一万　=　いちまん　ichi-man
10^5 = 10^4 x 10	十万　=　じゅうまん　jū-man
10^6 = 10^4 x 100	百万　=　ひゃくまん　hyaku-man
10^7 = 10^4 x 1000	千万　=　せんまん　sen-man
10^8 = 10^8	一億　=　いちおく　ichi-oku
10^9 = 10^8 x 10	十億　=　じゅうおく　jū-oku
10^10 = 10^8 x 100	百億　=　ひゃくおく　hyaku-oku
10^11 = 10^8 x 1000	千億　=　せんおく　sen-oku
10^12 = 10^12	一兆　=　いちちょう　ichi-chō
(etc.)
10^16 =	一京　=　いちけい　ichi-kē
10^20 =	一垓　=　いちがい　ichi-gai
10^24 =	一��　=　いちじょ　ichi-jo
10^28 =	一穣　=　いちじょう　ichi-jō
10^32 =	一溝　=　いちこう　ichi-kō
10^36 =	一澗　=　いちかん　ichi-kan
10^40 =	一正　=　いちせい　ichi-sē
10^44 =	一載　=　いちさい　ichi-sai
10^48 =	一極　=　いちごく　ichi-goku
10^52 =	一恒河沙　=　いちごうがしゃ　ichi-gōgasha
10^56 =	一阿僧祇　=　いちあそうぎ　ichi-asōgi
10^60 =	一那由他　=　いちなゆた　ichi-nayuta
10^64 =	一不可思議　=　いちふかしぎ　ichi-fukashigi
10^68 =	一無量大数　=　いちむりょうたいすう　ichi-muryōtaisū

Okay, så japanernes 10.000 er en myriade på græsk (også på moderne græsk, faktisk). Og på japansk tælles titusinder altså i man (efterfulgt af oku, chō, etc.). Og nu vil jeg igen henlede opmærksomheden på Knuth (ham med Pil Op nævnt ovenfor), Knuth har nemlig fundet på noget smart - Altså, smart hvis man er mega computernørd og elsker sine kvadrater af 2 så højt, at man er parat til, helt at udskifte den klassiske engineering notation med tierpotenser multiple med 3.

Her er, hvad Knuth har fundet på (med y'er og hele svineriet):

10^0 = 1
10^1 = 10	10^20 = 1 myriade byllioner
10^2 = 100	10^24 = 1 myllion byllioner
10^3 = 10 hundreder	10^28 = 1 myriade myllion byllioner
10^4 = 1 myriade	10^32 = 1 tryllion
10^5 = 10 myriader	10^36 = 1 myriade tryllioner
10^6 = 100 myriader	10^40 = 1 myllion tryllioner
10^7 = 10 hundrede myriader	10^44 = 1 myriade myllion tryllioner
10^8 = 1 myllion	10^48 = 1 byllion tryllioner
10^9 = 10 myllioner	10^52 = 1 myriade byllion tryllioner
10^10 = 100 myllioner	10^56 = 1 myllion byllion tryllioner
10^11 = 10 hundrede myllioner	10^60 = 1 myriade myllion byllion tryllioner
10^12 = 1 myriade myllioner	10^64 = 1 quadryllion
10^13 = 10 myriader myllioner	10^128 = 1 quintyllion
10^14 = 100 myriader myllioner	10^256 = 1 sextyllion
10^15 = 10 hundrede myriader myllioner	etc...
10^16 = 1 byllion

Det er vigtigt at vide, hvad tal hedder, ellers kan man af gode grunde ikke tælle. Men det er også vigtigt at vide ud fra et historisk og antropologisk synspunkt. Lad os håbe (7-9-13 bank under bordet), at hverken du, kære læser, eller undertegnede, kommer til at fornærme en japaner alvorligt, ved at forære vedkommende service til 4 i stedet for til 5 - og således invitere døden til bords!

Har man den slags lyster, kan man læse mere om "tetrafobi", angsten for tallet 4, og se et foto af en elevator, som akkomoderer både østasiatiske og vesterlandske kunder: Den stopper hverken på etage nr. 4, 13 eller 14. Nul har den forøvrigt heller ikke, det er jo også sådan en nymodens opfindelse, som antikkens kinesere slet ikke anså for nødvendigt.

Kort fortalt udtales 4 "shi", som betyder død, og 9 udtales "ku", som betyder lidelse (derfor er japanerne da også for længst gået over til at have to udtaler for begge tal). Med sådan en angst for 4, hvordan er kineserne så nogensinde kommet på 10.000-tals-systemet?? Skidt med det, gad vide, om disse store tal (oku, chō, kei, gai, etc.) også betyder noget, man skal være opmærksom på?

Og her er det så, at vores elskede Google Translate kommer ind i billedet - Den bliver man aldrig træt af :D Lad os sammen se, hvad Translate finder på (oversat fra japansk ser wiki-siden sådan ud):

10^0 = One (one)	一　（　いち　）
10^1 = Ten (ten)	十　　（　じゅう　）
10^2 = One hundred (million)	百　　（　ひゃく　）
10^3 = One thousand (in thousands)	千　　（　せん　）
10^4 = Ten thousand (or not)	一万　　（　まん　）
10^5 = Hundred thousand	十万　（　じゅうまん　）
10^6 = Millions	百万　（　　ひゃくまん　）
10^7 = Ten million	千万　（　せんまん　）
10^8 = One hundred million (in billions)	一億　（　おく　）
10^9 = Billion	十億　（　じゅうおく　）
10^10 = Billion	百億　（　ひゃくおく　）
10^11 = Billion	千億　（　せんおく　）
10^12 = Trillion (butterfly)	兆　（　ちょう　）
(etc.)
10^16 = Beijing (K, day)	京　（　けい　）
10^20 = 垓 (Overview)	垓　（　がい　）
10^24 = �� (Yo di)	��　（　じょ　）
10^28 = Jo (the same You)	穣　（　じょう　）
10^32 = Groove (this)	溝　（　こう　）
10^36 = Undecillion (End)	澗　（　かん　）
10^40 = Positive (because)	正　（　せい　）
10^44 = Jae (more information)	載　（　さい　）
10^48 = Very (very)	極　（　ごく　）
10^52 = Hang river sand (Gow is interrupted)	恒河沙　（　ごうがしゃ　）
10^56 = Aso Gion (Las So there)	阿僧祇　（　あそうぎ　）
10^60 = Decillion (and Utah)	那由他　（　なゆた　）
10^64 = Mystery (Las invisible)	不可思議　（　ふかしぎ　）
10^68 = Large numbers uncountable (Muryo singing sucks)	無量大数　（　むりょうたいすう　）

Tallene efterfølges af denne højst vigtige og nødvendige note:

"Machinery dust" in some manuscripts of the pole 1 = one billion one constant river sand, river sand, Hisashi Aso 1 = one billion of paper, and so on, in increments of 8 digits and the constant river sand. この説に従うと, 1恒河沙=10 56 , 1阿僧祇=10 64 , 1那由他=10 72 , 1不可思議=10 80 , 1無量大数=10 88となる。 According to this theory, a constant river sand = 10 56 = 10 64 Gion Aso 1 decillion = 10 72 1 10 80 weird = 1, and large numbers, 10 88 = 1 Free.

Således underholdt siger jeg godnat til jer, kære læsere, og dybt godnat til Translate også. Håber, jeg har formået at more jer lidt, samtidig med at jeg har proppet lidt unødvendig viden ind i hovedet på jer, der har læst med hele vejen hertil :)

Bonusinfo:
Har du nogensinde været i den situation, at du gerne vil forklare en udlænding, at navngivningen i den danske 10-tabel faktisk er gennemført logisk, og det er resten af verden, der blot ikke har set lyset endnu?
Og så svigter ordene dig, for så nemt var det alligevel ikke at forklare? (Især ikke over chat).

Så er der håb, jeg snublede nemlig undervejs over en japansk forsker, der har publiceret en tabel over alle de danske tal fra 1 til 100, fordi "the Number System of Danish is interesting because it contains fractions."

Listen har det hele, både den moderne udtale og de klassiske "halvtresindetyve" etc., inklusive de regnestykker, der ligger bag:

halv	tred	sinds	tyve
½	3rd	times	20

(3rd ½ = 2½)

Så, ingen problemer mere, bare kig forbi Hr. TAKASUGI Shinji (efternavn angivet med stort).

Få din computer til at skrive Kanji

2009-12-05T11:33:00.000-08:00

Jeg lavede denne instruktion til en i min omgangskreds for lidt siden (så dejligt, for en gangs skyld at kunne hjælpe lidt den anden vej). Tænkte, at jeg hellere måtte dele den med jer, kære læsere, hvem ved hvornår I får brug for det.

1. Startmenuen -> Indstillinger -> Kontrolpanel ->

2. Vælg "Internationale og sproglige indstillinger" -> fanebladet "Tastaturlayout og sprog" -> Klik på "Skift tastaturer" ->

3. Vælg fanebladet "Værktøjslinien sprog" og tjek indstillingerne. De skal stå på:

Prik ved "Tildocket på proceslinien" og udelukkende flueben ved "Vis tekstetiketter på værktøjslinien sprog".

4. Vælg fanebladet "Generelt" -> Klik på "tilføj" ->

5. Find Japansk og sæt flueben i "Microsoft IME" og i "Ink Correction".

Det var alt! Nu har du så fået værktøjslinien sprog til at dukke op nede t.v. for uret på startlinien. Så længe, du kun skal bruge dansk, er den blot en knap: [DA]
Når du vil skrive Kanji, så trykker du på DA og vælger JP i stedet. Nu dukker 2 ikoner op ved siden af [JP]: En rød cirkel og et [A] for alphanumric.
Klik på A'et og vælg Hiragana i stedet:

Nu træder IME'n i kraft: Når du begynder at skrive japansk, bliver bogstaverne automatisk omdannet til Hiragana. Og når du trykker på mellemrumstasten, bliver Hiraganaerne automatisk til Kanji. Du behøver ikke at trykke på mellemrumstasten efter hvert ord, IME'n er "intelligent" nok til, at hvis den får en hel sætning at arbejde med, giver den bedre gæt på, hvilke Kanji den skal konvertere til. Når du er tilfreds med de Kanji, som IME'n har foreslået, så tryk på enter, og så kan du gå videre til at skrive næste sætning.
Vil du skrive Katakana, så vælg "full-width" eller "half-with", efter behov.
Obs: IME'n ændrer på tastaturet, hvilket du meget hurtigt finder ud af. Alle bogstaver og tal sidder på deres faste pladser, men så godt som intet andet. Så selv om du godt kan vælge "full-width" eller "half-with" alphanumeric, så er det mere behageligt at gå tilbage til at skrive dansk [DA].

Der er flere funktioner indbygget i IME'n: Klik på [DA] og vælg "Vis værktøjslinien sprog".
Når du er træt af at have den hængende i luften, så bare klik på "minimer", så bliver den forvist tilbage på startlinien.

En sidste ting: Hvis du har flere faneblade åbne, f.eks. word og en internetbrowser, så husker windows, at du skriver japansk i word, mens du stadig anvender dansk i browseren.

IME står forøvrigt for Input Method Editor. Hvis du vil vide mere om dem: http://en.wikipedia.org/wiki/Input_method_editor

Og forresten:
Hvis du har flere sprog installeret end dansk (og engelsk) i windows, så afinstaller dem. De fylder over en gigabyte hver! Det kunne f.eks. være svensk, norsk eller japansk.
Det gør man også inde i "Internationale og sproglige indstillinger" -> fanebladet "Tastaturlayout og sprog" -> "Installer/fjern sprog". Har man mere end ét sprog at afinstallere, skal computeren genstartes imellem hver.

Amazon.co.jp - Kan det svare sig?

2009-11-23T14:00:00.000-08:00

Hvis man er den type, som kan Amazon's engelske website(s) i hovedet, så kan man let finde ud af at handle på den japanske Amazon, også. Det er jo præcis samme surdej, websitene er slået op efter. Og når man når til selve betalingsdelen, kan man få vist meget af det på engelsk, hvis man kigger sig lidt om efter linket med "show in English" oppe i hjørnet et sted.

Jeg bestilte dette års japanskundervisningsbøger derinde i starten af oktober. Det var mit første køb derinde, efter jeg kom hjem fra Japan, og jeg havde været lidt loren ved købet, eftersom jeg havde hørt fra flere kanter, at japanske Amazon slet ikke havde noget ønske om at levere til hele verden - eller noget. Meget vage påstande, anyway.

Jeg bestilte bøgerne en mandag aften og modtog dem allerede fredag.
Bøgerne havde kostet 143 pund på co.uk uden fragt, mens jeg gav 13600 yen for dem med fragt, altså 740 kr.
Paken blev sendt med FedEx. Jeg undrede mig lidt over, at jeg slap for at betale moms af købet. Forklaringen på dette er lige kommet med posten idag, 1½ måned efter: En regning fra FedEx pålydende ikke bare 25% af mit køb, men faktisk omkring 50%, for at håndtere sagen, idet deres administrationsgebyr er på 125,- kr.
Nu, hvor det engelske Pund er så lavt (811,1400 i skrivende stund), har jeg vel sparet 100 kr.
Konklusion: Det kan nok godt svare sig at gøre igen en anden gang, hvis man lige regner på det :)

Kogebog! Japansk karry ( カレー )

2009-10-30T19:40:00.000-07:00

Den ret, jeg har spist måske allermest siden jeg vendte hjem - mere en pizza(!), er japansk karry. Jeg elsker det simpelthen! I Japan spiste jeg jævnligt karry til frokost eller aftensmad eller begge dele, både i de forskellige kantiner på uni, inde i shoppingcenteret Q't i Tsukuba Center og når jeg hang ud i Tokyo.
カレー udtales forøvrigt karææ på dansk, med tryk på første stavelse men med riiigtigt langt æ til sidst.

Alle steder i Japan ligger der små bikse, hvor de sælger hurtigt-ind-hurtigt-ud-mad til jakkesætklædte salary men (på dansk ville vi vel kalde dem business men) og andre mænd. Næsten aldrig til kvinder. Jeg har fået at vide, at mange piger er for generte til at gå ind og spise "mandemad" på disse "mande-serveringssteder". Selv om de har lyst til det, tør de faktisk ikke, fordi... Ja, de ved vist ikke engang selv hvorfor. Er det ikke langt ude? :-)
Personligt syntes jeg, at det var enormt morsomt at gå derind og spise - netop fordi, der generelt kun er mænd og kun japanere tilstede. Der blev altid kigget og nogle gange skulet :D

Alle disse små, lækre, meget billige hurtigt-ind-hurtigt-ud-spisesteder kører efter samme koncept: Man spiser ved en lang bardisk, som slanger sig i zigzag igennem rummet, så pladsen udnyttes mest muligt. Barstolene er for hårde og for små, så man ikke bliver for komfortabel. Personalet står på den anden side af disken og langer mad og gratis glas med vand over med lynets hast.
Nogle spisesteder sælger udelukkende ramen-nudler. Andre udelukkende soba- og udon-nudler, evt. med friterede (tempura-) grøntsags-fuglereder til. Så er der samlebånds-sushi-stederne (kaiten-sushi). Andre spisesteder igen sælger ris med mums tyndtskåret okse- eller svinekød over, og evt. et råt eller blødkogt æg. Og nogle steder sælger altså karry:
- Japansk-paneret kylling eller svinekød med karry-sauce henover. Eller
- Karry-sauce med små tern af f.eks. svinekød.
- Og så kan man vælge mellem almindelig og stærk karry.
- Retten serveres med tonsvis af ris, rå hvidkålssalat og syltede pickles.
Simpelt menukort, men det virker!

Det gode ved at skrive om japansk karry med som den 2. opskrift på min blog nogensinde er, at det slet ikke smager som indisk eller nogen anden form for karry/curry, og at det er vildt nemt for alle mine (københavnske) læsere at få den autentiske, japanske smag frem i første forsøg, uden at have smagt retten før: Man snyder :D

Der er 3 måder at få japansk karry på:
1. Lav den selv ud fra en pose karry-krydderi. Det ved jeg bare ikke, hvor man køber i Danmark, øv bøv. Ved heller ikke, hvad grundingredienserne er, men opskriften kan vel findes på nettet, hvis man har købt krydderiet med hjem fra Japan allerede.
2. Gå i byen og køb den perfekte karry på bouillonterningform i elskede Sachie på Købmagergade.
3. Giv op og gå ind og spis kastsudon med karry på restaurant Wagamama ved Tivoli (med indgang enten fra Tivoli i smøgen under Koncertsalen eller fra Koncertsalens indgang udenfor Tivoli i Tietgensgade uden at betale entre!). Er desværre lidt for mild i smagen og lidt dyr, men lækker. Husk at bestille bord!

Så nu lader vi som om at I, kære læsere, allesammen vælger model 2...

Trin 1: Indkøb
Skynd dig ind i Sachie og køb følgende:

Karry - Vælg enten den milde eller stærke, aflange pakke med to store "bouillonterninger" i. Eller den færdige, vegetariske variant i pose, som bare skal varmes op.
Hvide ris.
Pickles fra kølemontren: Lilla/rød/orange er farvestrålende og autentisk. De kan f.eks. være lavet af agurk, radise, daikon-radise og/eller aubergine. De smager sødt og friskt(!) og alle kan li' dem, helt sikkert også dig! Du må ikke glemme dem/spare dem væk! :-)

Køb resten ind et billigt sted:

Hvidkålshoved
Gulerødder
Løg
Kød: Kylling, svin eller okse. Eller en blanding, hvis du har rester i køleskabet. Altid en succes!

Regn med, at der skal bruges lidt mindre kød pr. gæst, end du normalt ville. Og noget flere ris, gerne et bjerg. Måske ½ hvidkålshoved til 4 mand. Og en spiseske pickles med top til hver.

Drikkevarer
Overvej, hvad du vil servere til måltidet. Japansk karry er aldrig meget stærk, så du behøver ikke tænke på mælk, medmindre der ligefrem er rollinger med ved bordet. Andre forslag:

Postevand
Japansk kildevand på 2-litersflaske fra Sachie - Dyrt, men pynter på bordet.
Grøn te, varm, fra tebreve eller ligefrem pulver.
Sort te, varm eller isafkølet.
Muggi-te, isafkølet - Japanernes mærkelige te lavet på f.eks. røget hvedekorn.
Sukkersødet jasminte, isafkølet.
Melon-, Calpis- eller Ramone-sodavand fra Sachie på ½-litersflasker. Dyrt, men super autentisk.
Nihon-shu - Er det japanske navn for dét, vi herhjemme kender som sake, altså japansk risvin eller stærkere risalkohol. Minder om sød hvidvin eller mjød. Serveres af fingerbøl. Dyrt og man bliver godt fuld af det.

Trin 2: Tilberedning - er super nem!

Ris
Japanske ris er anderledes. De skal være klistrede.Det tager vel 20 eller 40 minutter, afhængig af typen og din tålmodighed med at lade dem dampe. Bare følg vejledningen på pakken.

Karry
Skær kødet ud i 1/3-del så store tern, om du normalt ville gøre. Er det færdigtilberedt kylling, så findel det med to gafler.
Skær gulerødder og løg ud i mundrette bidder (hvor mange? Som du ville bruge i din alm. gryderet eller karry).
Følg opskriften på karry-buillionterns-pakken. Her står, hvornår det er passende at komme (brunet) kød og grøntsager i. Når kød + grøntsager er møre, skal saucen bare koge ind til almindelig karry-konsistens. Bliver den tyndere, går det nok.

Hvidkål
Rå hvidkålsblade skylles og rulles til en god cigar. Riv eller skær den i så tynde strimler, du overhovedet kan. Disse supertynde strimler rodes med fingrene sammen til filtrede fuglereder.

Pickles
Bare klip posen op og hæld vandet fra - Eller gem det i et glas, hvis det hele ikke bliver brugt. Det kan holde sig et par dage i et glas i køleskabet.

Hov, ville du også have paneret kotelet til?
Hvis du har forelsket dig i den særlige, japanske panering af kylling eller svinekød, og hellere vil bruge karryen som "rigtig" sauce end som kødsauce, så kan du købe de sprøde, japanske panerings-krummer i Sachie. Læs bagpå pakken og spørg i butikken.

Trin 3: Servering

Anret på en dyb tallerken. Læg ris på halvdelen af tallerkenen, en kål-fuglerede på en fjerdedel og saucen på den sidste fjerdedel. Pickles'ne kan ligge tørt og godt ovenpå hvidkålen, gemt bag risen eller på en lille, sød sidetallerken (ca. en spiseskefuld til hver).
Tog du dig sammen og lavede en japansk-paneret kotelet til retten? Så anret den på hvidkålsreden.
Japanerne spiser aldrig karry med pinde men bruger gaffel + ske.

Fik du tænkt over drikkevarer, da du købte ind? Ellers er her endnu et par tips:

Vand er altid godt!
Grøn te drikkes traditionelt før og efter måltidet, men ikke under, det er kun barbarer, der gør det. Men nu er vi jo barbarer, og mange ting har ændret sig i Japan, også.
Man kan også servere isafkølet te til måltidet og grøn te enten før eller efter.
Japanerne drikker masser af sodavand og cola som os andre. Dog ingen saftevand, altid kun te.
Nihon-shu skal serveres i snapseglas (eller selvfølgelig sake-kopper). Også selv om den ikke er stærkere end end god hvidvin. For japansk alkohol er så anderledes og smager så sødt, at man hurtigt sejler lidt rundt :-)

Japanerne spiser sjældent dessert.
Vil du partout have noget til dine gæster så kunne det være én af følgende, portionsanrettet:

Én kugle is (vanille eller grøn te) med lidt frugt, f.eks. jordbær.
Eller med dåsefrugt - Pære, fersken eller tropeblanding. Not my cup of tea, though!
En lille, blævrende skøn, gennemsigtig frugt- eller kaffebudding.
En tebolle med azukibønnefyld fra den japanske bager på Østerbro.
En daifuku (rismelsdejs-overtrukken bønnemasse-dims) fra frost købt hos Sachie.

Bare husk, at alle japanske desserter undtagen is er helt vanvittige ;-) Og mega dyre i DK!

I regn, orkan og slud, posten den...

2009-10-19T07:43:00.000-07:00

Juhuuuuuuuuu! Min pakke er lige kommet med posten fra Japan i lørdags!

Jeg kan huske, at jeg i pakken lagde noget blødt, tøjdyrsagtigt noget, noget hårdt, rund-agtigt noget (en gave fra Sakuran), to indkøbsnet med hhv. frøer og mangapiger på, en masse kvitteringer og papirer fra Uni, alle mine hjemmelavede Kanji-flash cards,... og det er faktisk dét, resten af de 7 kg har jeg glemt. Det er fa'me ligesom Juleaften!

Jeg sendte den afsted aftenen før jeg rejste hjem, det vil sige den 12. august klokken 22 lokal tid. Den har dermed været 2 måneder og 4 dage undervejs, ud af de 1 til 3 måneder, som er tidsrammen for super-snegle-landjords/søvejs-pakkepost-metoden. Det er ellers ikke, fordi den er kommet så vidt omkring, man kunne godt forestille sig en længere liste:

Aug 12, 22:38: Posting at Shinjuku Branch, Tokyo Metropolis
Aug 14, 15:37: Arrival at Kawasakiminato Branch, Kanagawa Prefecture
Aug 24, 13:33: Dispatch from --||--
Oct 15, 13.04: Arrival at Fredericia Parcel, Denmark
Oct 16, 07:38: Arrival at 1501, Denmark

Og nu vil jeg lige dele med jer, hvordan man kan sende alle sine 20kg < tingfinder-skatte billigst hjem fra Japan, og tilmed hvor de har åbent hele døgnet:
Det er såmænd postvæsenet, JP Post, som, som, som, som klarer opgaven billigst. Alle andre pakkefirmaer, jeg har haft kig på, tager mindst 1000 kroner pr. kubikmeter pakker/flyttekasser. Jeg lagde 350 Dkr. Naturligvis (eller '"overraskende nok", vælg selv) har postvæsenets webside en engelsk afdeling, www.post.japanpost.jp/english, som beskriver alle detaljer:

Priser og leveringstid for Airmail, Economy Mail og Surface Mail
- Vælg surface mail, medmindre det er en meget lille pakke.

Regler for max. vægt, -dimensioner, m.m.
- Posthusene sælger desuden flere størrelser i de rette mål.
- Pakketape låner man da bare, skal ikke købes som herhjemme.

Og hvor poster man så pakken?
I Tsukuba ligger Hovedposthuset meget centralt i Tsukuba Center. jeg fik aldrig selv brug for at finde ud af, præcis hvor, men et hurtigt opslag på tsukuba.wikia.com/wiki/Post_Offices giver beskrivelsen:
In Tsukuba Center, beside NTT, across from the Main Police Station, east of Q't.

Inde i selve Tokyo, i Shinjuku, ligger mit absolut-super-yndlings-posthus med døgnåbent. Den ekspedient, som snakkede bedst engelsk, var en lillebitte dame med sølvgråt, permanentet hår, som må have nået pensionsalderen for længst og havde fyraften allerede kl. 20, men ikke gik hjem før hun havde forklaret mig alting, så hendes unge, mandlige kolleger, som havde nattjenesten, ikke behøve rode sig ud i beskrivelser på det svære fremmedsprog for min skyld, når jeg kom tilbage for at poste pakken.

Vejbeskrivelse:
1. Find vej med metro til Shinjuku Station. Næsten alle tog standser her. Det er nemt.
2. Find vej ud af stationen og op på gadeplan, i den rigtige ende af stationen. Relativt svært :D West Entrance tror jeg.
3. Find vej hen til Yodobashi Kamera, lige ovre på den anden side af gaden/busholdepladserne.
4. Spørg om vej hen til posthuset, det ligger 50 meter væk rundt om et par gadehjørner. Alle her burde kunne engelsk.

1000 tak til Moar for at hente pakken ♥, fordi jeg sad fast i det mørkmiddelalderlige, indremissionske Westjylland (bundet fast til et surfbræt). Også tak til hende for at finde røde stearinlys og juletræs-måtten frem at "servere" pakken på, så det ikke bare føltes som, men lignede Juleaften 0.o

Rejsebøger til inspiration

2009-10-13T10:08:00.000-07:00

Jeg synes, at alle tager til Japan for tiden. Det virker som om, halvdelen af mit japanskhold på VUF (hvor jeg er gået i gang med at tage gymnasielt A-niveau) lige har været afsted eller skal lige til at lette. Også ejerne af det lokale, japanske hang out-sted og restaurant, O-Bento, er fløjet hjem på ferie og har vist endda taget deres stamkunder med sig.
For at give jer derude - som, ligesom mig, drømmer sig med dem over på den anden side af Jordkloden - lidt ny inspiration, kommer her et lille blogindlæg om rejseguider og billedbøger...

Som jeg vist har nævnt engang, forærede min Far mig en bog i julegave, som jeg fik god brug for. Jeg brugte den som guidebog til de bedste oplevelser i Tokyo - Den nævner betydeligt flere, end almindelige tourister kan nå at se på en uge eller en måned. Desuden fortæller den mange praktiske ting om at være ikke-japaner bosat i Japan, helt ned til detaljer om bolig- og arbejdsforhold:

Tokyo Complete Residents' Guide
Publisher: Explorer Publishing; 1st edition (July 15, 2008)

Eftersom jeg tilbragte de fleste af mine fridage og weekender i Tokyo (og generelt skulle passe lidt på pengene), virkede denne bog helt ideel, og jeg bestilte den hjem fra amazon.co.jp til mit kollegieværelse, så snart jeg så den:

Tokyo for Free
af Susan Pompian
Publisher: Kodansha International (March 2, 1998)

Inden jeg rejste, læste jeg også en hel del i Politikens Turen går til Japan, men kunne ikke tage den med. Martin havde den nyeste udgave med, og den fik jeg gjort flittig brug af, når jeg var i Tokyo med ham.
I modsætning til tilsvarende, engelsksprogede bøger, dækker den hele Japan på relativt få sider og i lommeformat. Da min Mor kom over og besøgte mig for at rejse land og rige rundt i tre uger, bad jeg hende købe én med til os, og den blev alle pengene værd i Tokyo, Kyoto, Kobe, Yakushima m.fl. steder

Politikens Turen går til Japan
Forlag: Politiken; 6. udgave (2008)

Bøger, jeg fik skaffet mig på pdf, men aldrig fik læst eller kigget i:
Rough Guide Tokyo
Time Out Tokyo
Lonely Planet Kyoto

Lidt sent i min rejse fik jeg foræret dette kort af en af mine venner i Tokyo, som havde to. Jeg ville ønske, jeg havde tænkt på at købe det på dag 1:

Tokyo City Atlas: A Bilingual Guide
Forlag: Kodansha International; 3 edition (December 10, 2004)

Det er godt at supplere op med en gratis folder over tog/metrosystemet, som kan fås på alle (bemandede) stationer i Tokyo (eller i omslaget på de fleste guidebøger). Indtil man finder folderen, som er god at have i lommen til alle tider, kan man bruge onlineversionen (togkortet er på side 5 og 6):

Tokyo Metro Guide.pdf
Tokyo Subway Route Map.pdf

Supplér kortet med den engelsktalende rejseplan hér, så kan du ikke fare vild (eller, så behøver du kun at bekymre dig om at fare vild på selve togstationerne, hvis net af udgange kan stække sig over en kilometer):

Jorudan Train Route Finder

Og så er der dér her kort over Akihabara, som Martin fandt på nettet. Det er enhver otaku's våde drøm og viser et bredt udvalg af alt fra 7-etagers- til kælder-butikker indenfor (jeg citerer:) retro, trading cards, cosplay, idol, doujin (=frække tegneserier), hobby/figures, visual/audio, pc games, recreation, consumer games, books, general, arkade og parts. Det kan downloades og printes, så man kan tage det med til Akihabara, eller man kan studere den nyest opdaterede udgave i google maps på websiden:

Akiba Channel
Printable version of map.rar

Jeg låner gerne mine bogskatte ud, så længe I lover mig, ikke at tage dem med til Japan, men kun læse i dem herhjemme (og ikke krølle dem, så kommer bibliotekaren frem i mig, og hende har I ikke lyst til at opleve ;P )

The last station is Copenhagen Airport. After leaving Narita Airport, we will stop at no station!

2009-08-09T23:05:00.000-07:00

Arrival Copenhagen Airport 2009-08-13 @ 16:05 - I'm going home!!!

Og hvis nogen skulle få den fjollede ide at være i lufthavnen den 13., sådan helt tilfældigt fordi man havde et ærinde dér alligevel, og så liiige kiggede over forbi og skreg VELKOMMEN HJEM!!!, så må jeg nok indrømme, at jeg ikke ville have så meget imod det... <3

Kastrup har en god Starbucks, som jeg - efter at være blevet dybt afhængig af Starbucks herovre - bare er nødt til at tjekke ud, når jeg er landet! Jeg har også hørt, at kaffen i Kbh skulle være langt bedre end kaffen her i Japan, så det kan godt tænkes, der skal laves en eskursion med det samme ;)

Shiny Alien Card - Yukata ne!

2009-07-25T11:17:00.000-07:00

I HAR måske gættet det, men jeg forsøger efterhånden at samle løse ender med bloggen her. Der er masser af ting, jeg har hintet, men ikke fået skrevet om endnu. Og så er der ting, jeg aldrig har fået delt med jer hverken på facebook eller andre steder, som jeg derfor bedre kan vente med at fortælle om, til når jeg kommer hjem om få uger.
Min billet har en hjemrejsedato, der hedder den 24. august, men jeg får den rykket omkring 10 dage frem, fordi jeg gerne vil hjem til jer allesammen lidt hurtigere =)

LIGE NU har jeg fortsat besøg af min Moar! Vi er på hotel i Kyoto. Jeg har slæbt min 4 kg's computer med, for ikke at være helt hægtet af dvl (det såkaldte, virkelige liv).

JEG VIL lige vise jer et foto af mit Alien Card. Som jeg engang bloggede om, lige da jeg kom herover, er det ultra-trili-meget-vigtigt, at man som fastboende udlænding altid har dette på sig. Man kan blive bedt om at vise det til alle tider af politiet, og man kan få bøder for at have glemt det. Det var, hvad jeg havde fået at vide i forvejen.
Sandheden er, at i al den tid jeg har været her, er jeg ikke én gang blevet bedt om at vise det. Og derfor glemte jeg alt om at hente det, indtil for en uge siden ^^

Sidste fredag tog Martin og jeg tilbage til Sakura Branch, den gren af Tsukuba Rådhus, som ligger ude i Sakura-bydelen og håndterer alt med os fremmede folk, "gaijin". Martin skulle afmelde sin national-sygeforsikring, og vi skulle begge hente vores Alien Cards, som vi som sagt havde glemt alt om, fordi vi aldrig blev kontaktet tilbage om, at kortene var klar, som de ellers havde sagt, de ville.
Jeg ved det, dårlig undskyldning, men tilbage i april fløj tiden bare, og Alien Card'et blev inde i mit hoved lagt hen på den "hjerne-hylde", der hed "afventer handling udefra, før jeg kan gøre mere ved det". Og på den hylde blev det, indtil jeg pludselig i maj faldt over en kvittering for kortet hvor der stod, at det skulle være aftentet sentest 14 dage før. Og at man skulle betale en forsinkelses-bøde, hvis man hentede det for sent. Så tænkte jeg "hvad fa'en, så kan det få lov at ligge derude, til det passer ind i mit program at hente det". Og så gik der over to måneder, ups :)
Da vi så endelig fandt vej derud - På cykel, en meget smuk tur på et kvarters tid, eller på en time, hvis man farer vild i de omkringliggende rismarker! - Havde jeg rustet og pustet mig op til det helt store, memoriseret sætninger på japansk, til hvis de som sædvanligt ikke talte engelsk, og gjort mig klar til "gomennasai"er og dybe undskyldninger, samt fundet den tunge pengepung frem.
Og tænk, så var de bare smilende og glade og skulle snart på weekend, så der var slet ingen bøde eller problemer, blot et pøj pøj med eksaminationen med på vejen!

Anyway, her er det:
- Forsiden, fuld af regnbuefarvede sikkerhedsforanstaltninger. Smukt!
Bagsiden med det officielle hanko-stempel og tilsyneladende plads til håndskrevne noter:
Den formanende brochure, som følger med kortet i dets lille plastiklomme:
IDAG i Kyoto gjorde jeg en anden ting for mig selv, som jeg har haft lyst til siden maj måned: Jeg købte mig en vidunderligt smuk sommerkimono i tyndt bomuld, en såkaldt Yukata. Den er ikke så formel som en "rigtig" kimono, og man kan binde bæltet selv, uden hjælp. I princippet, i hvert fald ;-)
Her er den: Rød, orange og violet Yukata med Obi (det brede bælte) i syrenfarvet med damaskvævede sakura-blomster og stjerner på. Et par hvide sko af dem med store- tåen for sig, beregnet til at have på indendørs på de vævede tatami-stråmåtter, afrunder det hele. Jeg tør trods alt ikke at købe Geta, sandaler lavet af en massiv træsål og intet andet, med.

OG SÅ HAR jeg også lige fået kommenteret de fotos, som egentlig hører til min sushi-opskrift, som jeg postede for længe siden. De er søde, og der er ikke så mange af dem. Det er bare stemningsbilleder fra et meget anderledes supermarked og fra en vildt hyggelig tøseaften (med vedhæng for Yui's vedkommende ♥) Fotos her...

Hr. Tsukuba - Del 2

2009-07-24T11:00:00.000-07:00

Hermed en annoncering:

Jeg har nu fået kommenteret den sidste halvdel af alle 119 fotos fra Tsukuba-san.
Direkte link til den anden halvdel af fotoene er her.

God læselyst =)

Hr. Tsukuba

2009-07-13T10:19:00.000-07:00

En af de rigtigt dejlige ture, jeg har været på med Shihono, Yui, Martin og hans tutor, Sho, er vores tur til Mount Tsukuba, den første helligdag efter min ankomst. Japanerne har næsten ingen helligdage, så de bliver udnyttet og fejret godt! Vi havde arrangeret at mødes torsdag morgen den 29/4 (ja, det er så over to måneder siden).
Jeg sov over mig og forsinkede det hele, über-pinligt var det, men disse mennesker har nemt ved at tilgive, og dén morgen lærte jeg et nyt japansk ord, daijoubu / だいじょうぶ / 大丈夫 , som betyder "OK", "Det er i orden", "Vi klarer den", "Alt er godt", og sådan noget i den stil. Da vi kom hjem med bus til Tsukuba Center ved 19-tiden om aftenen, gik vi i storcenteret og jeg købte sjove vaffelis til os alle sammen, hos den lækre, japanske Baskin' Robbins (modsat røvkedelige, danske Baskin' Robbins). Noget måtte jeg jo gøre :-)

Ordet for bjerg på japansk er lidt skægt. Som jeg har fortalt jer om i et af mine forrige blog-indlæg, har alle Kanji 2 læsninger, altså udtaler, den japanske kun-yomi og den kinesisk-inspirerede on-yomi.
Bjerg skrives med én kanji, den kan I se på tegningen, med rødt...

Når man bare snakker om "et bjerg", så snakker man om et yama, men når man snakker om et bestemt, navngivet bjerg, så siger man bjergets navn, og så putter man ordet -san bagpå i stedet for at sige ordet yama. Tsukuba Mountain bliver til Tsukuba-san, Himmelbjerget til Himmel-san.
Det, der er lidt skægt, er at -san også har en anden betydning, nemlig Hr. eller Fr. For eksempel min Mor, Erren-san, eller min rejsekammerat, Maatin-san, eller mig selv, Aniinya-san (ups, man må aldrig omtale sig selv med -san).
De to ting staves og betyder noget helt forskelligt, 山 overfor さん, men hvad gør det, når de udtales ens? ^_^

Så vi skulle altså vandre op ad Hr. Tsukuba, godt han ikke bliver fornærmet over sådan nogle små myrer, som hygger rundt på ham...

Lidt facts:

Bjerget ligger 16 km væk fra Tsukuba Center i fugleflugt (siger google maps). Med bus tager det ca. 40 minutter at komme dertil, med bil efter sigende 30.
Man kan se Tsukuba-san fra universitetsgrunden (i hvert fald i lyskrydsene, hvor man er væk fra alle Tsukuba's høje træarealer og alléer), og fra Tsukuba Center hvis bare man kommer op i 2. sals højde. Når det altså er klart og ikke diset i horisonten, hvilket det desværre altid er ;-)
"This mountain is also known as the “Purple Peak of Kanto” because of its color change from dawn to dusk", skriver Ibaraki "Amts" website. Det har jeg desværre heller aldrig set.

Tsukuba-san har to tinder, Nyotai-san på 877 meter og Nantai-san på 871. De to tinder ligger ganske tæt på hinanden, der er gåafstand imellem dem i ca. 800 meters højde, og midt imellem dem ligger der en restaurant.
Der er en meget smuk legende om bjerget, som jeg ikke har hørt her i Tsukuba, men har måttet læse mig til på wikipedia. Her får I den:
"As legend has it, thousands of years ago, a deity descended from the heavens and asked two mountains for a place to spend the night. With its great summit and almost perfect cone, Mt. Fuji refused, believing with pride and arrogance, that it does not need the deity's blessings. Mt. Tsukuba, on the other hand, humbly welcomed the honored guest, even offering food and water.
Today, Mt. Fuji is a cold, lonely, and barren mountain, while Mt. Tsukuba bursts with vegetation, and is filled with colors as the seasons change.
Ancient chronicles say that the sacred progenitors of the Japanese race are enshrined here, the male divinity, Izanagi-no-Mikoto, at Mt. Nyotai, and the female divinity, Izanami-no-Mikoto, at Mt. Nantai. Legends say that the two deities wed and gave birth to other deities, and even to Japan herself."

Historisk er der også foregået andre sjove ting på bjerget, åbenbart ;)
Følgende vers er nedfældet i Manyoshu, den ældste japanske poesisamling der kendes, fra 700-tallet (Nara eller tidlig Heian periode), skrevet af Takahashi Mushimaro, "a government official and amateur poet":

Washi no sumu Tsukuba no yama no mowakitsu no sono tsu no ue ni,
Adomoite otome otoko no ikitsudoi kagau kagai ni,
Hitodzuma ni a mo majiwaram. Waga tsuma ni hito mo kototoe,
Kono yama o ushiwaku kami no mukashi yori isamenu waza zo,
Kyou nomi wa megushi mo na miso! Koto mo tagamu na!

Oversat til engelsk:
On the shore of Mowakitsu in the Mount Tsukuba, where they say eagles inhabit,
At Kagai, where men and women ask each other to gather to dance and sing,
I will make love with someone else’s wife. You seduce my wife.
This is what the gods who reign this mountain have been allowing us to do since ancient times.
Don’t cast a sharp suspicious look at me today! Don’t accuse me (for enjoying the forthcoming do)!

Uhh, nu må jeg vist lige til at blive seriøs igen ;)

Der kører en bus fra Tsukuba Center lige til den lille bjergby, hvor vandreturen opad starter. En busbillet kostede 700 yen. Man kan snyde og køre med cable car, en lille rasle-sporvogn, op (pris ukendt). Man kan også køre med bussen videre om til den anden side af bjerget (så kostede den 850 yen), hvor der er en ropeway, en vaskeægte lift. Omoshiroi! Sjovt! Den kostede 600 yen.

Og så er det vist på tide, at vi tager dertil! Klik på tudsen for at komme hen til mine picasa billeder, kvæk kvæk, hop!

Sidste eksamens-deadline nået, tid til at tænke på bedre ting...

2009-07-13T09:03:00.000-07:00

Nu blev Krim som sagt sendt vel hjem igår (bortset fra, at hans fly da vist var ved at styrte ned med ham, det heldige asen. Stewardesserne holdt madkamp med deres vogne, som fløj op og ned ad gangene, så ingen af passagerne fik noget mad, bortset fra ud over det hele. I retrospektiv må det have set ret sjovt ud).
Og nu har jeg et par dage for mig selv herude i Tsukuba, hvor jeg i ro og mag skal pakke mit værelse ned og sortere, hvad der skal med hjem, foræres videre, smides ud, og hvad jeg skal opfinde en molekular shrink ray for at kunne få plads til. Krim tog 5 kg's overvægt med plus gu' ve' hvor meget porcelæn i håndbagagen (og slap for at betale, vi må have set søde ud sammen i lufthavnen), min Mor regner med at have plads til 10 kg med hjem for mig, men jeg har stadig for meget... Det koster et par 1000 kr at få en pakke sendt hjem til København med selv med søfragt, så det er faktisk (mindst) lige så billigt at tage chancen med overvægt i flyet...

Idag har jeg så fået afleveret og godkendt min endelige forskningsrapport på 400 ord (som blev til 800, men det er stadig ufatteligt lidt, jeg har skullet skrive) af Fujii-sensei. Jeg afleverede klokken 19, og klokken 21 var anden aflevering med rettelser gået igennem, og jeg var friiiiiiii!
Eftersom jeg ikke er mere end halvvejs færdig med at indsamle data til den undersøgelse, jeg besluttede mig for at lave for fire uger siden, tager jeg alligevel tilbage til Lab'et og sidder og hygger med tøserne Shihono og Yui, hver aften indtil jeg skal til Tokyo til min Mor på lørdag. Det bliver nu meget rart at sidde derhenne og stene SPSS og fjæsbog, nu hvor jeg har fået bekræftet, at min forskning og dermed mit ophold med god sandsynlighed bliver godkendt *tørrer sveddråber af panden*
Klokken 23 tog jeg hjem fra Lab'et, det er to-tre timer tidligere end jeg plejer, feriefornemmelse!
Nu er klokken 01 (den bliver nok noget mere, inden jeg er færdig med at blogge), og jeg har fejret sejren med chikin karee to raizu (chicken curry og ris) fra 7eleven, en halv liter miruku tii (milk tea, jasmin- eller earl grey te blandet op med mælk og sukker, som findes i alle kølediske ved siden af cola og fanta) på et stykke macha-keeki (grøn te-kage) og en yooguruto (yoghurt) med små firkanter af natadekoko (philipinsk kokos-jelly) nede i. Japansk er nemt, når det sådan er fuld af engelske låneord, ikke sandt? :-)

Igår i lufthavnen fandt jeg endelig, endelig, endelig en kogebog på engelsk med alle mine yndlings-madopskrifter: Shouyu-ramen, niku-soba, kitsune-udon, tanuki-udon, yaki-soba, chikin karee, katsu-don, chikin karage, poteto korokke, sakana no shouga-yaki, yaki-tori, tempura, gyouza, inari-sushi. Og I ved bare ikke, hvad noget af det er, haa haa, men det skal jeg nok få lavet om på! Jeg havde altså ikke råd til at købe bogen igår, men det kommer, så når jeg kommer hjem, omdanner jeg bloggen her til en kogebog, eller sådan noget lignende... Og inviterer min bror og hans kæreste på japansk middag, det skylder jeg dem!

Jeg havde ellers aftalt med Krim, at vi skulle vandre op ad lille, søde Mount Tsukuba sammen, men det blev der ikke tid til. Jeg har også "aftalt" med jer, at jeg ville blogge om min tur til Tsukuba-tinden, det har jeg aldrig fået gjort. Så det vil jeg bruge noget tid på nu! Jeg går i gang med det samme, der er mange billeder, der skal tagges, til denne lille foto-rejse...

P.S. Og så har jeg lavet en opdatering på min fjæsbog, bare sådan en lille, diskret een ;-)

En lille cliffhanger

2009-07-12T04:43:00.000-07:00

Så skal man til at sove alene igen... Godt, man har sin egehjort plysbille, græs-græshoppe, hammerhaj, rokke, søhest og elektriske ugle til at holde sig med selskab (undskyld, hvis jeg glemte nogen).

Krim blev smidt på en bus (airbus) hjem til bette Danmark imorges. Pænt smidt, ikke voldsomt smidt. Jeg glæder mig til at tegne & fortælle jer om alle de ting, vi har fået lavet, for hvor har vi egentlig nået meget! Vi har både været nede syd for Tokyo og surfe, vadet Tsukubas to botaniske haver tynde (9 timers gåtur), været på skovtur midt i Tokyo's (næst)mest crowdede shoppingkvarter, Harajuku, og blevet smidt ud af Akihabaras otaku- og gadget-butikker, når de skulle lukke og vi altså ikke var færdige med at kigge!
(")^-^(")/~~nya nyaaa~~ <-------------- (Kat med poter, det kan I godt se, ikke?)

Og vi har været på dobbeltdate i ♥♥DisneyLand♥♥! Gjort lille, elskelige Yui helt køresyg i Tekopperne, spist hjerteformede burgere, kysset på små grønne mænd med tre øjne (Unihjerne!), stået og snervet sammen med Eve og Wall-E (og fået Yui og kæresten til at rødme helt, da de var igang med at tage foto af os imens), og deltaget i Japans største Miss Wet T-shirt-show. Vi har billeder ;P

Vi har også nået meget mere end det, endda. Vi har for eksempel mødt politiet to gange, hvor de godt kunne have haft set sig pænt sure på os (mig), men heldigvis valgte at være søde og rare =)
Men da jeg lige skal holde mig vågen hele natten og skrive en vildt begavet rapport til min Sensei over, hvad jeg har lavet i Lab, mens jeg har været her - Sådan at han vælger at fortælle Biblioteksskolen, at mit ophold ikke har været helt spildt - Så må jeg hellere slutte her for nu.

Jeg er begyndt at savne jer, kære venner ♥ Kommer hjem om kun lige over en måned, nu...

Mere eksamen

2009-06-26T03:11:00.001-07:00

Så, nu er dette trimester officielt slut for de fleste japanske og udvekslings-studerende.
De første (nogle englændere og amerikanere, jeg vist ikke kender) rejser hjem på mandag. Der er afstedsfest for dem om et par timer.
Det føles altså lidt mærkeligt. Jeg har jo kun været her i 6 uger, føles det som indeni...
Idag fik jeg svar på mine tre eksamener fra igår og tirsdag, jeg kan ånde lettet helt op nu!
Jeg har sidste japansk-eksamen tirsdag.
Og skal aflevere mit forskningsprojekt om 14 dage.
Der er stadig mellem 1½ og 2 måneder til jeg rejser hjem til Danmark, heldigvis for mig :)

Og jeg får lige straks gæster ^^
Imorgen klokken 06.00 skal jeg med bussen to timer sydøstpå til Narita, Tokyos internationale lufthavn.
I weekenden holdes der meget lokal s2.com Endgame Travifest med Sakuran i Tokyo ^_^
Og så er det tilbage til Tsukuba og skolebænken og være mega flittig.
I næste weekend tager jeg tilbage til amatør-surfernes lille, hemmelige paradis, Onjuku, et godt stykke sydøst for Tokyo og Tokyobugten.

Må se, om jeg ikke også kan få blogget lidt, jeg har så mange gode fotos og historier, jeg stadig gerne vil dele med jer. Heh, jeg har materiale nok til at blogge lige til Juleaften. Så det ender jeg nok med at gøre ^_^

Endnu en Katakana-konkurrence

2009-06-25T12:58:00.000-07:00

Jeg har kun fået eet svar på min lille, dåmme konkurrence fra sidste uge. Er der slet ikke nogle af jer andre, som tør begive jer ud i at skrive clothing [klóʊðɪŋ] med Katakana?

Bare fordi jeg selv synes, det er helt vildt sjovt, kommer her lige et ord mere:

Strength
[streŋkθ]

Selvfølgelig hedder noget helt andet på japansk, opgaven er at stave det med Katakana som om det var et japansk fremmedord...

Eksamen!

2009-06-24T03:52:00.000-07:00

Så er eksamensperioden startet!

Kommer det bag på nogen, at igår var første dag med, hvad Yuko (som var i Danmark hele sidste vinter) idag beskrev for mig som "ægte" juni-vejr, det vil sige minimum 26 grader, 80% luftfugtighed(!) samt sol over en skiftevis skyfri og helt grå himmel, hvilket medførte lummert lufttryk som før tordenvejr.
Men det er stadig ikke så luftfugtigt, at det kan mærkes i lungerne, når man ånder, så det er fint.

Igår havde jeg min sidste mundtlige test blandt ikke-eksamenerne. Gruppe-dialoger og et individuelt 1-minuts foredrag over selvvalgt emne blev optaget på video og kigget igennem in plenum, ret avanceret, egentlig. Og det gik super ^^

Idag var der heldigvis ingen eksamen, kun heftige grammatiske, skiftlige øvelser som repetition af sidste halvdel af vores japanskbog.

Imorgen har jeg to eksamener, først den frygtede 1½ times Kanji test! Jeg skal kunne 109 Kanji udenad, hver af dem har 2 til 6 forskellige betydninger, altså skal jeg kunne et vokabular på over 400 ord udenad. Der er ikke nogen kære mor. Selv små stavefejl betyder 0 point. En enkelt streg sat forkert i en ellers korrekt Kanji betyder 0 point. Barsk lærer!! :-)
Umiddelbart efter følger 1½ times skriftlig test i japansk-kursets fulde pensum, bogen fra ende til anden. Heldigvis kunne jeg de første 2/3 af pensum helt udenad inden jeg satte fod i Japan, takket være japansk hos Akiko-sensei. Så den er jeg ikke det mindste nervøs for.

Fredag skal jeg aflevere en 2 A4-sider lang tale på japansk over selvvalgt emne, som jeg skal foredrage på tirsdag: "Beskriv dit yndlingssted. Sørg for, at du anvender både verber, substantiver og begge slags adjektiver bøjet i både nutid og datid, positiv og negativ form." På japansk bøjer man nemlig alle nævnte ordklasser, meget mærkeligt.

Tirsdag er sidste eksamensdag, tadaaaaaaa!

Jeg har dermed "kun" 5 eksamener i de 10 døgn, eksamensperioden varer. Har snakket med en canadisk pige, som udover min. 3 japansk-eksamener også har 4 skriftlige eksamener i de 4 biologi-fag, hun har fulgt på dette semester. Testene er skrevet på engelsk, javist, men undervisningen har været på rent japansk! Krydser fingre med hende :-)

Så er der selvfølgelig mit forskningsprojekt, som jeg jo kom herover for at lave. Skal aflevere den 14. Det trænger jeg snart til at bitche rigtigt godt over! Men skal lige have de næste par dage overstået først.

Og tænk, Krim kommer herover på lørdag!!! Så jeg tror måske ikke, at jeg får så meget brug for at bitche alligevel, tror nærmere, at jeg kommer til at være meget beskæftiget og meget glad de efterfølgende 14 dage... <3 ( <------------ til den generation af læsere, som ikke er eller har teenagere: Det dér er et liggende hjerte.)

Midsommer og sol i Solens Rige

2009-06-17T03:30:00.000-07:00

Tillykke til alle jer, som er færdige med sommerens eksamener!

Jeg kan slet ikke få ind i mit hoved, at I allerede har sommerferie. I startede i februar, jeg holdt "sommerferie" i februar. Jeg startede i april, I havde deleksamener i april. I er færdige nu, jeg har stadig næsten en måned igen.

Jeg har lige fået en rar email fra min Moder, hvor hun minder mig om, at det er Midsommer og årets korteste nat inat! Det mærker vi fedt til her i Japan, hvor alting altid er det samme. Klokken var 19.38, da jeg begyndte at blogge, og der havde det allerede været bælgravende mørkt i næsten 20 minutter.
Weather-forecast.com, location Tsukuba, giver:

Imorges: Sunrise 04:22
For lidt siden: Sunset 18:59
Engang inat: Sunrise 04:22
Og imorgen: Sunset 19:00

Jeg har googlet lidt guf omkring de dér mærkelige solbevægelser og deres minimale ændringer henover Tsukuba, som ligger blot en time nord for Tokyo med bumletog. Her kommer det:

Først et hurtigt blik på, hvad Japanerne ser frem til det næste halve år. Som I kan se, bliver dagen imorgen eet minut længere end dagen idag. Og så går det ned af bakke... Om præcis seks måneder er dagen blevet 4 timer og 56 minutter kortere.
Kilde: gaisma.com, location Tsukuba

Grafen herunder gør tidspunkterne lidt lettere at overskue.
Fortæl mig lige, hvorfor Japanerne ikke indfører sommertid? Hvad ligner det at lade det blive lyst imellem klokken 03 og 05 om morgenen hele sommerhalvåret igennem? Og samtidig leve med, at solen går ned senest klokken 19.00.dut? Det er da et grådkvalt-latterligt spild af Sol hos et folkefærd, som aldrig arbejder kortere end til klokken 20 om aftenen?
Hvis I spørger mig, skulle Japan indføre ikke blot een, men to timers sommertid.
Kilde: Stadig gaisma.com, location Tsukuba

Så er det lige tid til lidt basis informationer om Tsukuba, også:
Med længde- og breddegrad kan jeg nemlig servere jer en komplet oversigt over, hvornår solen står op og går ned i Tsukuba hele året, og fordi Tsukuba er så tæt på Tokyo, kan afvigelsen fra dag til dag umuligt være mere end et minut.
Jeg morer mig enormt godt over, at websiden finder min afstand til Tsukuba til at være 190 km, beregnet ud fra min IP-adresse. Tsukuba Universitets net er uden tvivl det mest gigantiske net i og i nærheden af Tsukuba, så jeg ville egentlig (næsten) have troet, at min IP-adresse her på Uni var den IP-adresse, som websiden benyttede i sin beregning. Og at jeg derfor havde været 0 km væk fra Tsukuba. Men nej :-)
Kilde: Stadig gaisma.com, location Tsukuba

Som sagt slutter jeg af med et skema over solens bevægelser for hele 2009.
Det er beregnet med en alle tiders gimmick af en regnemaskine, som the U.S. Naval Observatory stiller til rådighed her. http://aa.usno.navy.mil/data/docs/RS_OneYear.php
Indtast længdegrad, breddegrad og tidszone, og du er kørendes:
Tabellen er mikroskobisk lille. Godt, at man kan klikke på den og få den i fuld størrelse i et nyt vindue. Husk at lægge ca. en halv time til i begge ender, der er nemlig heldigvis et dejligt lyst tusmørke før og efter solen er på plads på himlen.

Der er plads til et P.S.:
Min Mor kommer over og besøger mig snart. En af hoved-destinationerne på vores touristrejse bliver at se den totale solformørkelse den 22. juli, som - ifølge google - stortset kun bliver synlig fra Kina og det sydligste Japan. Og som - igen ifølge google - varer hele 5 min 50 sek. Det bliver stort!
Jeg kan ikke huske, hvor det er vi skal hen, men det bliver et eller andet sted i bæltet her:
Kilde: Nasa.gov

Læse og skrive? Nej, læse og tegne

2009-06-15T04:53:00.000-07:00

Som alle ved ;-) har alle de japanske skrifttegn, Kanji, to forskellige udtaler. De kan også have flere, men altid to.
(Fy, ikke nævne yen og andre undtagelser, det er min blog).

Her kommer historien - Helt uden at jeg har gidet tjekke efter i skriftlige kilder, så altså, en historie:
Japanerne importerede for et par tusind år siden Kanji fra det stolte Kina, som jo dengang var hele Østasiens store, kulturelle forbillede. De japanske og kinesiske sprog mindede heller ikke dengang meget om hinanden, så japanerne måtte lempe en del på udtalen af de kinesiske "ordbilleder".
Havde det været os primitive danskere, havde vi sikkert bare taget tegnene og deres billed-betydning og ændret deres udtale til ordene i vores eget sprog. Men ikke japanerne! De valgte at bevare den kinesiske udtale, som hørte til hver enkelt Kanji. Det eneste de gjorde, var at dreje lidt på lydene, så de kom til at passe med de lyde, som udgør det japanske sprog. Derudover kædede de naturligvis også "ordbillederne" sammen med ordene i det japanske sprog.
Således endte de op med to udtaler til hver Kanji.
Disse to udtaler eller læsninger har naturligvis rigtige navne, man kalder dem ikke bare japansk og kinesisk. Den japanske læsning hedder kun-yomi og den "oprindeligt-kinesiske" hedder on-yomi. Yomi betyder læsning.

Her har I et eksempel på ord og Kanji:
Bil hedder kuruma på japansk.
Tog hedder densha.

"Ordbilledet" til venstre betyder bil og/eller vogn.

Kanji'en har to udtaler, nemlig kuruma og sha.
Som I kan se, indgår begge læsninger i to helt, helt almindelige, japanske ord. Sådan er det hele vejen igennem: For de almindelige Kanji er begge læsninger helt integreret i sproget.
Jeg skal ikke kunne udtale mig om de mere ualmindelige Kanji, dem kender jeg slet intet til (endnu, forhåbentlig).

For detaljerytterne vil jeg også lige nævne, at japanerne ikke kun bruger Kanji, men at de også har to alfabeter, som - skønt de er fuldstændigt anderledes - bruges til at stave ord lyd for lyd, med samme formål som vi bruger de latinske bogstaver.
Historien fortæller, at grunden til, at japanerne har to alfabeter, hvis tegn er forskellige, men som i alle andre henseenender er 100% ens, skyldes at mændene ikke ville lære kvinderne at skrive. Så de snarrådige kvinder destillerede deres eget alfabet, Hiragana, ud af de forbudte Kanji, så de kunne nedfælde deres digte og drømme. Fremfor mændenes 1000 til 6000 tegn, var kvindernes på "blot" 46 tegn med variationer, ialt 93 forskellige lyde. Nok til at nedfælde hele det japanske sprog, stavelse for stavelse. Det kunne mændene ikke have siddende på sig! Og det var jo også ret smart i virkeligheden, men aldrig om mændene ville nedværdige sig til at anvende kvindernes Hiragana, med dets feminine cirkelformer og kurver! Så mændene lavede deres helt egne tegn, ovenpå kvindernes skabelon med de 46 tegn, sådan som mændene syntes, at deres nye tegn bedst repræsenterede de Kanji, de stammede fra. Dette mere minimalistiske, kantede alfabet, hvis tegn næsten alle baserer sig på en vinkel på 120 grader, blev kaldt Katakana.

Siden blev Hiragana det klister, som binder alle Kanji sammen, idet bindeord, adverbier og grammatiske former og -endelser skrives med Hiragana, inde imellem Kanji'erne.
Katakana er, lige siden de første portugisiske handelsrejsende, blevet brugt til at konvertere nye fremmedord til japansk. For eksempel brød, som hedder pan. Siden blev engelsk/amerikansk dominerende, og engelsk fik samme tur igennem stave-udtale-hakkebrættet, såsom computer, kompyuutaa, coffee, koohii, eller Denmark, Denmaaku.
Men også den gamle, kinesiske on-yomi læsning af Kanji staves med Katakana, sådan at børn og andre studerende (som mig) hurtigt kan se, hvilken af læsningerne, de har med at gøre, imens de kæmper for at lære de 1000 Kanji udenad, som kræves for at læse en almindelig avis.
Eller de 2000, der kræves for at formulere sig mere sofistikeret.
Eller måske endda de 6000, som en kineser lærer i skolen - Kineserne har jo ikke engang noget hjælpealfabet, de er hardcore! (Og har indført latinske bogstaver på landkort, vejskilte og den slags, skrevet nedenunder Kanji'erne).

Indimellem tager jeg migselv i at undre mig over, at stolte, gamle ord som matematik og biologi ikke staves med Katakana og hedder det samme, men hedder mærkelige ting som suu-gaku og sei-butsu. Så kommer jeg i tanke om, at jeg befinder mig i Videnskabens Vugge, eller i hvert fald i nabolandet. Og at man sgu nok her havde fniset af grækerne og klasket sig på lårene over romerne :-)

Jeg slutter af med en konkurrence:
Kan nogen stave clothing korrekt med Katakana? Clothing er ikke et låneneord på japansk, japanerne har deres eget ord for tøj. Så I kan ikke google det, I er nødt til at prøve selv... I mellemtiden får jeg en af mine sensei til at stave det for mig, jeg kender nemlig heller ikke selv den korrekte brug af Katakana godt nok til, at jeg kan være dommer.
Den eneste hjælp, I får, er at clothing staves sådan her - iøvrigt for cool et ord rent fonetisk, ikke!?
[klóʊðɪŋ]

På 7(ogtyvende)dagen genopstanden...

2009-06-15T01:37:00.000-07:00

Fire uger uden at blogge. Ad bad! Det havde jeg ikke planer om. Undskyldninger:

Koma. Det sker for os alle en gang imellem. Og når jeg har været dér, hvor det eneste, jeg havde lyst til at blogge om, var føøøøøølelser, så har jeg holdt min skriftlige kæft.
Tid! Hvad I gider ofre en time på at læse, gider jeg ofre syv på at skrive. Men pludselig blev det svært at finde friaftener, hvor jeg var frisk nok til at være original.
Tossekasse. Jeg har istedet set to sæsoner af Supernatural, ½ sæson Gilmore Girls, begyndelsen af Star Trek The Original Series, med samt Jumanji :/ Jumanji var bare for pinligt, på det tidspunkt måtte jeg redde mig selv med doujin købt i Akihabara og yaoi fra en god veninde. Det hjalp lidt.
Facebook. SÅ meget nemmere at smide statusopdateringer. Men slet ikke det samme, heller ikke for mig.
Min Mor. Som sagde, jeg skulle bruge mindre tid på at blogge og mere på at komme i gang med mit forskningsprojekt. Hæhæh, min Mor er ikke på Fjasbog, så nu er hun vist lige så lidt opdateret som bloggen her.
Travian. Jeg... Ej, just kidding, jeg har holdt mig fri af det lortespil i al den tid, jeg har været her! Ikke logget ind på nogen som helst profil én eneste gang, sgu! *Aninja smiler over hele femøren*

Men hep hey, der ville først være gået 4 uger imorgen, nu jeg tæller efter.
Så tilgiver I mig, ikke, min kære, trofaste Læserskare? :*

アニーニャ kan lave historier =)

2009-05-19T09:19:00.000-07:00

En lille, hurtig blogger-skrive-ting, her klokken halv to om natten. Jeg er lige blevet faerdig med dagens skriftlige lektie til imorgen. Sidder stadig i Lab'et, derfor ingen ae'er, oe'er og aa'er.

Lektien til imorgen er at fylde 2 halve A4-sider ud med saetninger, som beskriver, hvad vores japansk-bogs hovedperson, inderen Sharma-san, lavede igaar. Og hvad jeg selv lavede igaar. Med inspiration fra billeder, som illustrerer dette kapitels nye gloser, verber og steder, som man selvfoelgelig skal huske at bruge.

Og det er lige lykkedes mig at lave en hel lille historie om, at Sharma igaar var til undervisning, gik til frokost og afsluttede med en is-kaffe, hvorefter han moedte en af sine venner, som ogsaa skulle paa posthuset, saa de fulgtes derhen. Sharma's kaereste havde nemlig sendt en pakke til Japan med en gave til ham, som han skulle hen og hente. Om aftenen gik han hjem og skrev et brev til hende.

Jeg har ogsaa fortalt om, hvordan jeg igaar var med Martin, hans Host Professor og vennerne i Tokyo, hvor vi var paa biblioteksbesoeg i Japans Nationalarkiv(!) og bagefter tog til Akihabara og drak et par oel og smagte okonomiyaki, normale og den saerlige Hiroshima-aeggepandekage-variant. Og delte regningen, foer vi tog toget hjem igen.

Og saa slog det mig lige, hvor kreativ min undervisning faktisk er, og hvor meget laerdom, folk efterhaanden har faaet proppet ind i hovedet paa mig, med ganske lidt egentlig, ugentlig undervisning henover 14 maaneder, og med en maaneds undervisning hver dag.

Og endnu en gang sender jeg en kaerlig tanke til Akiko-sensei, min underviser hjemme i Kbh <3

(Og til min Moar, fordi hun gad/gider at gaa til japansk med mig. Hvis I nogensinde mangler noget at lave med jeres gamle mor, saa start til japansk! Det rykker ^_^; )

Nye, gamle fotos

2009-05-16T11:01:00.001-07:00

Så har jeg endelig fået lagt lidt flere fotos op! Nu skulle de gerne komme drypvis, med kommentarer, over de næste par dage, indtil de er lige så opdaterede som min blog, i det mindste ;)

http://picasaweb.google.com/aninjagroen

De nye fotos begynder med min anden uge i Japan og det Mongolske Marked.

Kogebog! Ninis encyklopædi over hverdags-sushi

2009-05-14T07:14:00.000-07:00

Indholdsfortegnelse
Forord
Hverdags-sushi
Fremgangsmåde
Shopping
Fyldet
Hvordan skal det kombineres?
Basis indkøbsliste
Spisetid!
(Argh! Jeg mangler virkelig muligheden for at linke internt i teksten her!)

Forord
Inden jeg rejste, lovede jeg min bror at sende ham en opskrift fra det japanske køkken hver eneste uge. Det viste sig at være noget sværere end forventet!

En del af aftalen var også, at jeg selv skal have prøvet at lave det, så vi kan finde ud af, om det smager ens, når det er tilberedt med japanske og danske råvarer. Og så beskrivelsen af, hvordan man gør, bliver fyldestgørende, og ikke bare består af fem ord, som alle japanere vil forstå med det samme, men alle gaijin (udlændinge) vil måbe over.
Jeg ville finde mig en god, tyk kogebog med det traditionelle, japanske køkken. Men findes den slags på engelsk? Ikke i de boghandler i Tsukuba og Tokyo, jeg har været indtil videre.
Da jeg havde været her i en måned, lykkedes det endelig Shihono, Yui og mig at finde en fælles dag at lave mad og spise sammen på. Vi lavede sushi, så det vil jeg nu dele med jer...

Hverdags-sushi
Den sushi, vi hjemme i Danmark betaler i dyre domme for, er altid fin og minimalistisk rullet og skåret (maki) eller jævnt formet og med fine, rektangulære stykker fisk på (nigiri). Lettere kedelig, faktisk.
Sådan her laver japanerne sushi, når det handler om hygge-mad...

Nøgleingredienserne er nori-tang (som vi kender fra maki-ruller), sushi-ris, masser af forskelligt fyld og soya-dyppelse.

Fremgangsmåde
I stedet for at rulle sit ark af tang møjsommeligt rundt om fyldet, så det ligger præcis i midten af risene, og så skære dem ud i skiver, som er nøjagtigt lige tykke, handler det her om at få en vis hastighed på udforming og indtagelse.
Man har jo brugt langt over en time på indkøb og forberedelser, og alle burde være godt sultne nu.

Grib dit stykke nori-tang. En tommelfingerregel for størrelsen er de små plader marabou - de må være på 100 gram. Tag din grydeske og tvær en klat ris ud over den ene halvdel. Ovenpå risene lægger du dit fyld sådan nogenlunde på langs. Så ruller du den til en god cigar - eller, hvis du har fået for meget fyld på, til en åben hotdog - og gnasker den i dig fra den ene ende. Fyldet er dømt til at falde ud i den anden ende, ligesom med for små tortillas.

Er man sej, kan man rulle sin tang som et af Farmors elskede kræmmerhuse, som hun altid serverede om lørdagen med flødeskum og syltede jordbær. Det var vi ikke dén aften, der var vi bare sultne!

Ligesom sushi fra butikker og restauranter, skal der små skåle med dyppelse til.

Shopping
Nori-tang kan man købe flere forskellige steder:

Blue Dragon-serien med asiatiske fødevarer, som bl.a. sælges i Irma, Føtex og sådan nogle steder. Sikkert også Brugsen, Kvikly og Bilka.
Japanske butikker har det, der er bl.a. Sashie midt på Fiolstræde, måske er de billigere.
Og ellers kan man gå på opdagelse hos den søde dame på Gothersgade ved Møntergade (som sælger porcelæn, aner ikke, om hun har fødevarer) eller i den undselige sushi-restaurant rundt om hjørnet, lige hvor Grønnegade og Ny Østergade mødes (som vistnok også sælger ingredienser til at lave sin egen sushi, og under alle omstændigheder har den lækreste, japanske curry som frokosttilbud).
Gad vide, om den slags kan fås i kinesiske butikker? Der ligger en som nabo til det tidligere posthus på Nørrevold, lige ved Nørregade og 7eleven.

Sushi-ris er almindelige, polerede, japanske ris. De er kortere og rundere end danskernes yndlings-basmati- og yasmin-ris. Men selvfølgelig ikke så korte som grødris, selv om de bliver ret klistrede.
Køber man importerede, japanske ris, skal de skylles 10 gange i koldt vand i en skål eller fad, hvor man ælter dem med hænderne, så vandet bliver helt mælke-farvet.
Ovennævnte Blue Dragon sælger også deciderede sushi-ris.

Det, der adskiller sushi-ris fra almindelige ris, er tilberedningen. Derfor er det super vigtigt at følge brugsforvirringen på pakken!
Når risene har kogt og stået og trukket, som ris nu engang skal, skal de røres op med eddike-pulver, til de bliver endnu mere hvide og blanke. Eddiken er dét, der gør dem til sushi-ris. Den kan ikke smages i de færdige ris, men den ændrer smagen af dem.
Her i Japan køber man bare et brev med eddike-pulveret i, ligesom vi i Danmark kan finde breve med syltetøjs-stivelse og bagepulver allevegne. Jeg har ingen ide om, hvor man finder det i Danmark, men igen: Jeg er sikker på, at Blue Dragon-mærket eller butikken Sashie eller begge kan være behjælpelige.
Risene hældes over i en skål, pulveret (der skal bruges meget) fordeles udover ved omrøring, det er nemmere, hvis man er to. Så skal der bare fordeles og røres og moses og røres noget mere. Vi brugte minimum 5 minutter, 5 til 10. Vi skiftedes til at røre, ikke fordi det var hårdt, men fordi al den eddike lige op i næseborene svier godt. Jeg kunne ikke se, at risene blev hvidere og blankere. Vi stoppede med at røre, da eddike-lugten havde fortaget sig næsten helt. De her korte, runde skeer i bambus eller plastik er helt perfekte til jobbet (Jeg har altid undret mig over, hvad de var gode for, indtil nu):Ellers slår jeg endnu engang på tromme for Blue Dragon, som sælger et "sushi kit" (med eddiken i, hvis jeg husker rigtigt), der er noget billigere, end hvis man skulle købe alle delene alene. Men der kun nori og ris nok til en spinkel forret i sådan en pakke, eller til een person. Til gengæld får man også en lille bambus-pinde-måtte, så man en anden gang kan få gode og stramme maki-ruller (lød det også forkert i jeres ører? ;)

Dyppelse - kan alle findes i f.eks. føtex og/eller Sashie:

Den almindelige soya-sauce lavet med hvede, shoyo, man kan købe alle steder, har den helt rigtige smag, f.eks. sælges Kikkoman også i Japan. Tamari-varianten er derimod for stærk.

Syltet ingefær i store, papirstynde skiver er et hit hos de fleste. Jeg plejer at tømme skålene som dessert. Det er beregnet til, at man kan rense munden imellem smagsoplevelserne i de forskellige ruller, man finder på at lave. Det fås i indfarvet rosa og hvid, smager ens.

Wasabi - Uhh ja, wasabi. Nu bliver det lige nørdet, ikke? Wikipedia skriver om wasabi:
"Wasabi is generally sold either in the form of a root which must be very finely grated before use, or as a ready-to-use paste (either real wasabi or a mixture of horseradish, mustard and food coloring), usually in tubes. The paste form is usually just horseradish, since fresh wasabi is extremely perishable and more expensive than horseradish. Once the paste is prepared it should remain covered until served to protect the flavor from evaporation. For this reason, sushi chefs usually put the wasabi between the fish and the rice.
Wasabia japonica, Cochlearia wasabi, or Eutrema japonica is a member of the Brassicaceae family, which includes cabbages, horseradish and mustard.
Its hotness is akin to that of a hot mustard, producing vapors that irritate the nasal passages.
Inhaling or sniffing wasabi vapor has an effect like smelling salts, and this property has been exploited by researchers attempting to create a smoke alarm for the deaf. One deaf subject participating in a test of the prototype awoke within 10 seconds of wasabi vapor being sprayed into his sleeping chamber."

Mere ingefær, denne gang finthakket/moset på små glas. I Føtex står den ved thai-ingredienserne, i nærheden af hvidløgs-mosen og chilipastaen.

Går I helt amok, kan I prøve at skaffe noget blomme-mos på tube til at pynte toppen af jeres nori-kræmmehus med en lille, lilla klat (og forsøge at få den til at ligne en blomst). Japanerne elsker deres syltede blommer, som smager surt og bittert. Det kaldes ume eller umeboshi. Jeg synes, det er lækkert :)

Efter individuel smag, kommer man en grønærts-størrelse mængde wasabi ned i sin lille skål, hvis bund er dækket af soya, og så moser man den, til den er opløst. Smag til med mere wasabi eller soya, efter første bid af sushi-rullen.
Det samme med ingefæren, brug en teskefuld til samme mængde soya.
Sørg for, at der er lige så mange små skåle, som der er gæster. Og så f.eks. opfordre folk til at dele skåle med sidemændene, hveranden skål med wasabi og hveranden med ingefær, hvis de ikke synes, det er ulækkert at dyppe i det samme.

Fyldet
Nu bliver det vanskeligt. Der er jo 1000 ting, man kan komme i sin sushi. Glem dét med, at sushi kun er rå fisk, sådan er det ikke i Japan. Det eneste, der er vigtigt, er at du selv kan li' det. Og at du har mod til at prøve at spise det sammen med ris og tang.

Rå fisk:
Jeg har ærligt talt aldrig selv turdet gå ind i en fiskehandler og bedt om en masse forskellige typer rå fisk til sushi. En del af mig forestiller sig, at det må være vildt besværligt, men samtidig fortæller min fornuft mig, at alle fiskehandlere med respekt for sig selv, da sagtens kan lange en sushi-klar pakke over disken uden problemer.
Én ting, skal man huske på: Globalt (så at sige) er der forbud mod at sælge helt frisk fisk. Den skal have ligget 24 timer i fryseren og så tøs op igen, fordi fisk er fuld af mange parasitter, som smitter til mennesker. Så ingen grund til at tage på havnen eller fiske den selv.

Jeg foreslår at gå efter de simple ting, kig f.eks. på Irmas standard sushi-pakke til inspiration:
Rå laks smager simpelthen himmelsk! Fedt og godt, som mildt røget laks.
Rå tun smager endnu bedre! Knaldrødt eller purpur, er det også bare festligt at stille på bordet.
Hellefisk eller anden hvid fisk: Hvid fisk på hvid ris er jo lidt kedeligt, men på et farvet fad sammen med det andet, ser det godt ud at servere. Det er stadig Japan, udseendet er stadig alt...
Store, pillede rejer, hvor halen stadig sidder på, så man har et "håndtag".

Japanerne spiser jo også alle mulige andre rå fisk og skaldyr: Makrel, sild (tror jeg nok), muslinger af forskellige art, blæksprutte (enten bare det hvide kød med lilla kant, eller små, hele squids med mini-arme, eller enderne af blækspruttearme med sugekopperne på). Søpindsvin er sjove. Her er et billede af en grønlandsk én, fra avisen Ingeniøren:
Det orange kød ligger i skallen i små, fine, spiseklare hapser, og når det bliver taget ud og serveret, begynder stykkerne at miste strukturen og simpelthen smelte, så det skal spises lige på stedet. Jeg synes, det smager mest som gamle ole-ost, så det er nok en af de ting, man skal lære at kunne lide...

En anden nem ting er hakket tun-kød. Det kan man i hvert fald nemt finde her i landet. Det tages bare ud af cellofanen og røres lindt med noget soya, så det bliver lidt mere medgørligt. Bare soya nok til, at det kan røres op og smager salt og godt.

Ikke-rå fisk:
Fine fiskeæg, ægte eller de kunstige, der er lavet på tang/alger. Store eller små, i smukke, laksefarvede, sorte eller grønne farver. Kan købes i små glas alle steder, f.eks Irma.
Røget fisk - Hvorfor dog ikke? :)
Rejer eller krebsehaler eller sådan noget, fra frost, optøet og måske grillet lidt frækt?
Yui rørte os en god tunsalat, lavet på dåsetun, mayonaise og hvad man ellers plejer at komme i.
Kan du lide torskerogn, som man altid fik det i madpakken med remo? Jeg kan ikke, men det kan man også finde på pålægshylden her.
Krabbesalat er en yndet, japansk spise. En lille håndfuld fintsnittet, grøn salat i bunden, en stor håndfuld råt, trevlet, rødt-hvidt krabbekød ovenpå, og en lille dut mayonaise-dressing øverst. Lækkert! Men krabbekød er dyrt og for populært til, at krabbe-bestanden kan følge med. Så japanerne har fundet på at tilberede en fisk på en måde, så det kogte kød falder fra hinanden i trevler, som præcis ligner, har farve som og smager af krabbe. Hvis nogen af jer derude har erfaringer med at købe dette i Danmark, så skriv lige en kommentar om det, så er I søde :)

Andet japansk:
Brandvarme, stegte hapser af kylling og sprødt kyllingeskind. Eller stegt fisk, okse, svin eller indvolde ;)
Tænk på japanernes yndlings-yakitori-grillspyd, som man ser på film, at japanske gadekøkkener bugner af. Forestil dig, du tager stykkerne af grillspyddet over på en tallerken og i din sushi.
Tamago = æg. Japansk nigiri-sushi har en variant med et stykke firkantet æg ovenpå i stedet for rå fisk. Jeg tror, de laver det, ved at lave røræg på panden, uden at det når at brænde fast og få sprød skorpe i bunden. Og når det så stadig er lidt råt, men lige ved at blive til dansk røræg, fylder de det over på en firkantet form og stiller det i køleskabet, hvor det stivner. Og så kan man skære skiver af det. Det smager ikke salt, som vi danskere bedst kan lide vores æg, men nærmere af sukker :/
Oliestegt (på panden) aubergine, kartoffelskiver eller skiver af sweet potato.
Natto - Denne traditionelle spise vil jeg bare ikke engang ønske for min værste fjende. Natto er fermenterede soya-bønner, som røres op med soya og sennep. Bønnerne udskiller dette her lim eller slim, som er helt vildt sjovt at få lov at røre rundt i ^_^ Det klistrer til pindene som en god gang karamel eller smeltet ost.
Men det smager og lugter mest af galle og kunne passende være en udfordring i Jackass.
Rester fra dagen før:
Det kunne være en grøn salat, med eller uden dressing.
Eller skiver af frikadelle, hakkebøf, steg eller kylling.
Kolde eller brasede kartoffelskiver.
Det kunne for den sags skyld også være pasta i en god, tyk tomat- eller oste- eller flødesauce, spist kold eller opvarmet sammen med ovenstående kyllingehapser. Ris med pasta som sidedish er ret normalt i universitetets kantiner ;)

Pålæg:
Et par skiver hamburgerryg er også japansk, eller en bid ølpølse/håndskåret spegepølse.
Og måske noget rørt salat, hvis man kan lide den slags: Jeg har set italiensk salat, æggesalat og russisk salat herovre.

Grøntsager:
Der er tre grøntsager, som er klassikere i de danske sushi-restauranter: Agurk, asparges og avocado. Alle tre tilberedes ens: Skær dem ud i tynde, slanke stænger og del agurk og asparges over i to eller tre. Forårsløg og rucola er vildt populært. Go wild og prøv f.eks. med grøn salat, peberfrugt og nogle bønnespirer, også.

Mayonaise - Det er rigtigt godt med mange forskellige ingredienser, også til at få det til at hænge lidt bedre sammen.

Lidt random, kan man også stille andre ting på bordet: Groft salt, peber, sorte/lyse sesamfrø (evt. knust i morter), citronsaft, teriyaki sauce, tamari-soya, alt muligt sjovt, man lige synes passer ind. Jeg ville selv inddrage noget af det krydrede Asien med noget sweet chili sauce, plum sauce, oyster sauce, og nogle milde, søde chilier af dem, som kan spises direkte fra glasset. Eller måske endda pesto.

Hvordan skal det kombineres?
Vil man lave klassiske blandinger, så er to gode varianter hakket tun med rogn og agurk, og (uægte) krabbekød med mayonaise, avocado, asparges og rucola.
Jeg synes selv, det er sjovt at gå ind på danske sushi-restauranter med take away og så tage et menukort at få inspiration fra.
Ellers er der kun én regel: Det skal smage godt! =) Jeg har det her billede i hovedet, af en masse japanske tourister i Danmark, som bliver sat foran et smørrebrøds-bord uden vejledning og selv prøver at blande. Sådan må vi også gerne være med det her...

Basis indkøbsliste
Nori-tang - regn med, at hver person spiser 5 til 10 ruller (eller mere). Store, kvadratiske ark klippes nemt over i to. Lad f.eks. halvdelen af arkene blive i posen i køkkenet, så de ikke får fugt af at blive stillet ind på bordet. De kan jo nemt hentes, hvis folk kan spise mere.
Sushi-ris - Brug din sædvanlige tommelfingerregel for, hvor meget ris du plejer at lave, eller læs på pakken og gang med 2 ;)
Eddike-pulver - Læs på pakken (eller på pakken med ris), hvor meget du skal bruge. Eller spørg i Sashie på Købmagergade. I værste fald tror jeg sagtens, man kan udelade det helt.
Syltet ingefær - 1 pose burde være passende. Kan hældes over i et renset syltetøjsglas og i køleskabet, hvis man tror, der er for meget til at stille det hele på bordet.
Soya-sauce - Helt almindelig soya-sauce.
Wasabi - 1 tube, medmindre man har adgang til "the good stuff", som restauranterne bruger.
Ingefær-mos - Købes i små glas, ligesom pesto/chili/hvidløgs-mos. Kan holde sig evigt i køleskab bagefter.
Ume/umeboshi - Kan det skaffes, findes det på tube ligesom wasabi'en.
Mayonaise - Bare én, du selv kan lide.

Grøntsager - De 3 A'er er obligatoriske:
Agurk - Køb 3 små "skoleagurker", så du får mere skræl og mindre vand for pengene.
Aspages - 1 bundt. De skal være pæne i skrællen, for de skal bruges rå.
Avocado - 1 til 2. Køb den nogle dage i forvejen, så den er moden!
Rucola?
Salathoved?
Peberfrugt?
Bønnespirer?
Selve fyldet: Der er så meget at vælge imellem, så start med at kigge i dit køleskab.
Og gå en tur til fiskehandleren og spørg. Find på resten derefter, eller få alle til at tage noget med.
Små skåle til dyppelsen
Spisepinde

Spisetid!
Husk at få den japanske tradition med til bords:

Begynd måltidet med at sige: Itadakimasu - udtales [Itada-kimaas] med tryk på i og ki. Det betyder noget i stil med "Jeg modtager" (ydmygt dette måltid).
Med Hiragana staves det: いただきます

Og afslutt med at sige gochisousama deshita - udtales [gochi-sosama-desjta] med tryk på go og de. Det betyder noget i stil med "Det var en fest"!
Med Hiragana staves det: ごちそうさまでした

I modsætning til den traditionelle, katolske bordbøn, er der intet religiøst over disse udtryk, de stammer nærmere fra en stærkt hierakisk opdelt fortid, hvor alle var klar over, at der var en overhund, som havde hjulpet med at skaffe måltidet, f.eks. mater familia, som sad (sidder) på pengepungen, pater familia, som tjente pengene, eller stormanden, hvis egn man var tilknyttet.

Gæt et ord: カメラ

2009-05-13T07:16:00.000-07:00

Så skete det, vi alle (tilsyneladende) har ventet på:

Jeg fik købt et rigtigt kamera!

Jeg købte det i Yodobashi Camera, den dér japanske shopping center-kæde, som alle har minimum 5 etager med udelukkende elektronisk og elektrisk udstyr og hobby-legetøj, såsom modeljernbaner og manga-samlefigurer (hvem sagde hentai?).

Det skulle være lille og let. Have mulighed for at vælge engelsk ;-) Videoklip-optagelse et must. Det måtte gerne have touch screen, men ikke på bekostning af de "rigtige" kamerafunktioner.
Og så har I jo set alle mine rystede billeder på min picasa, så det vigtigste var helt sikkert, at jeg skal kunne knipse mine billeder, mens kameraet er på vej i én flydende bevægelse op af tasken, ud af hylstret, tilbage i hylsteret og ned i tasken igen, uden at stoppe.
Som en stakkels, ensom cowboy, der trækker sin syvløber hurtigere end sin egen skygge. Og træffer sine 8 mål med 7 skarpe.

I Yodobashi Camera har de flere kamera-mærker, jeg end ikke havde hørt om før. Men det var nemt at udelukke alle de ukendte, som jeg ikke ville have en chance for at få hjælp til, sidenhen. Og jeg havde i forvejen fået flere gode råd af vennerne.

Jeg havde af Dag fået anbefalet at købe et Sony med Zeiss-linse til 1500,- hjemme i Danmark (hvilket jeg bare ikke nåede). Men alle storcenterets Sony-kameraer (de havde kun Cybershot) var kun på japansk! Meget mærkeligt, især fordi jeg i metroen har set reklamer for et decideret Sony Ericsson Cybershot. Ikke en mobil, så vidt jeg kunne se. Blot et kamera. Det må da være på engelsk, i det mindste.

Af DEXTEX havde jeg fået anbefalet at vælge et Canon Ixus, fordi der så ville være en god chance for, at det ville være solidt og holde godt, uden at jeg behøvede at rejse til Japan og få det byttet (selvom det nu ville være en fed undskyldning)!
Herovre bliver de lanceret under navnet Ixy, fordi japanerne ikke kan finde ud af at udtale ting, der ender på en konsonant - og [Iksusu] lyder bare ikke så fedt som [Iksus] eller [Iksy], vel?

Efter at have talt med en ekspedient - som med japansk grundighed vidste mere om hvert eneste kamera i sin elskede kameraafdeling, end de fleste ekspedienter, jeg har mødt - endte jeg dog med et Nikon Coolpix S620. Det tager stooooore størrelser billeder, hurtigt nok til mig.

Her er lidt specs, direkte kopieret og dirty redigeret og beskåret fra Nikon's webside. Skulle gerne tilfredsstille selv mine mest kamera-gale venners nysgerrighed ^^

Optagelse af filmklip med lyd.
Alle funktionerne er konstrueret til hurtig reaktion og hurtig opstartstid på 0,7 sek.
4x antirystelse modvirker automatisk uskarpe billeder på fire forskellige måder. Objektivforskydnings-VR (vibrationsreduktion) reducerer virkningen af kamerarystelse.
Motivforfølgelse AF sikrer, at kameraet beholder fokus på det valgte motiv, også selv om det valgte motiv flytter sig. <----- Det skriver de altså på websiden!
NIKKOR-vidvinkelobjektiv med 4x zoom giver suveræn præcision og skarp opløsning. (Svarende til 35 mm i det analoge [135]-format: 28–112 mm).
Opløsning på 12,0 megapixel <----- Det kan godt være, men klistermærket udenpå kameraet siger 12,2. Uanset hvad, kan jeg nu "lave forbløffende skarpe forstørrelser i plakatstørrelse". Jubii.
ISO 6400, Høj lysfølsomhed, selv ved billeder i fuld størrelse. <----- Tag billeder i selv 4000 x 3000 pixel ved ISO 6400. Det er sgu sejt! Og fik det tjekket i butikken, det passer.
2,7" LCD-skærm <----- Kan efter sigende ses i kraftigt sollys, jeg krydser fingre.
Billeder at tage, inden batteriet skal genoplades: Ca. 250, ifølge skiltet i butikken.

Og så er der også sådan noget fjol indbygget:

Hurtig retouchering. Det originale billede forbliver intakt, og kameraet opretter hurtigt en kopi af billedet med den optimale balance mellem kontrast og farvemætning.
D-Lighting kan korrigere stærke skygger, undereksponerede billeder eller billeder taget i kraftigt modlys.
Automatisk motivvælger vælger det optimale motivprogram i almindelige optagesituationer.
Avanceret ansigtsprioritet AF med automatisk retouchering af røde øjne gør det muligt at registrere og fokusere nøjagtigt på op til 12 ansigter på samme billede og korrigerer forkert øjenfarve som følge af blitz i samme øjeblik, du tager billedet.
Smart portrætsystem: avancerede, automatiske funktioner til perfekte portrætter.
Indstillingen Smil tager billedet, når dit valgte motiv smiler.
Blinkeadvarsel advarer dig, når personer i motivet har lukkede øjne.
Undgå lukkede øjne tager to billeder og gemmer det eksemplar, hvor øjnene på dit motiv er åbne.
Best Shot Selector (BSS) vælger automatisk det skarpeste billede af en sekvens på op til 10 billeder.
16 motivprogrammer indeholder optimerede indstillinger til populære fotostile, effekter og steder.

Iøvrigt er det rart dueblåt (til fyrene: Det er en slags lyseblå). Den grisefarvede og auberginefarvede holdt bare ikke, og sølv er for søgt. Det er desværre kun de billige kameraer, som kommer i skrig-pink. Snydt igen. Touch screen-modellerne var der også sparet for meget på, i forhold til prisen.

Jeg må hellere huske at nævne prisen, inden jeg trykker Post:
Myten med, at elektronisk udstyr er billigere i Japan, er officielt busted. Det blev den allerede, da jeg havde været i landet i 9 dage.
Men dét, at der findes steder som Yodobashi Camera, hvor de samler alle kamera-mærker under samme tag, alle telefon-selskaber, alle gadgets, alle you-name-it under ét tag og ofrer en hel etage til hver ting. Og vælger det mest nørdede personale, jeg nogensinde har set på ét sted. Det er simpelthen at komme i himlen!

Jeg betalte 1791 Dkr for mit kamera. 31.800 yen. Det er 40 Dkr dyrere end det billigste på EDBpriser.dk (med fragt).
SD-kortet (highspeed SanDisk SDHC) var der 30% rabat på, så der slap jeg med 216 Dkr for 8Gb. Det går lige an. 179,- på EDBpriser.dk.

Jeg kunne have valgt at få en TAX FREE-seddel, som jeg så ville skulle bøvle med i lufthavnen, når jeg flyver hjem engang til august. Elektronik-TAX er hele 5%, whau!
Jeg valgte istedet at få mig et Yodobashi Camera-plastikkort. Det kan man, når man har fast adresse i Japan. Så nu får jeg 8% ekstra point på alle mine køb (og 10%, når jeg betaler med cash). Idag har jeg dermed fået 6.031 yen-point sat ind på kortet, det er 339 Dkr, som jeg skal bruge på mere elektronik i Yodobashi. Jeg er godt tilfreds med denne skrue uden ende ;P

P.S. Forklaring til Gæt et ord: Det er jo indlysende, at der står kamera. Det hedder det også på japansk, hvor c ikke findes, kun k, og altid efterfulgt af en vokal.
Ordet er skrevet med Katakana-alfabetet, japanernes særlige alfabet forbeholdt fremmedord. Det består af 46 tegn, som alle er stavelser, ikke bogstaver. Og så en håndfuld specialtegn og hjælpetegn, men kan man de 46 udenad, er resten barnemad :-)
Mere info følger...

ゴロンアニーニャヘレーネ

2009-05-09T13:28:00.000-07:00

Sådan ser mit navn ud på japansk (udenlandske navne staves med Katakana og efternavnet først) :-)

Og med japansk gik de næste 14 dage...

Jeg kan knap nok huske, hvad jeg lavede i hele uge 17 og 18. Det er længe siden, jeg har haft undervisning 5 dage om ugen. Uhyggeligt længe siden. Og så endda om morgenen - Eller, i hvert fald klokken 10.10.
En lektion japansk varer præcis 5 kvarter. Det er ikke indlagt nogen pause, mine undervisere (har fem forskellige på skift) forventer absolut koncentration fra første til sidste minut, og gerne lige 10 minutter mere, som de fleste undervisere nu engang har for vane.

Mine kinesiske medstuderende har en naturlig fordel i, at de allerede kan genkende/gætte/hurtigt lære de fleste Kanji (skrifttegn) i bogen, mens os fire ikke-kinesere må bøvle med, næsten med lup at sidde og prøve at tyde de mikroskopiske Hiragana, der står under hver Kanji i bøgerne ;-)
Ligesom mig, har de vist læst en hel del japansk inden de rejste, for deres ordforråd er stort. Hele den første uge af kurset, uge 17, gik således for mig med at finde mit eget lektie-forberedelses-niveau, men samtidig afpasset til kinesernes, så jeg kan være med i ræset efter det A, jeg godt kunne tænke mig at stræbe efter. Når nu 2/3 af kurset ser ud til at blive repetition for mig, takket være min brilliante japansklærer derhjemme i København, ser jeg ingen grund til at være alt for ramt af Janteloven :-)

Den ene af dagene, onsdag, satte jeg mig udendørs i solen på campus, i skyggen af et et stort træ og en blåregn, på trappetrinnene ned imod en stor sø, for at spise frokost og lige lave japansklektier. Og der blev jeg siddende i syv timer uden at lukke bøgerne! Det var helt klart for meget :-S Selvom jeg elsker at lave japansk-lektier (det gør jeg virkelig, jeg plejer at kalde det for mit fix), var det fuldstændigt ude af proportioner.
Dagen efter igen, fredag, sov jeg over mig og blev vækket ved middagstid af Martin, som lige ville sikre, at jeg var sund og rask.
Faktisk satte jeg slet ikke fod i mit Lab i en hel uge! Eller så min professor. Så der var virkelig nogle ting, der skulle tænkes om...

Jo, min professor og jeg sås da lige til den skægge fest, Martins og mit respektive Lab holdt for os allerede tirsdag aften. Vi var ikke så mange, men alle aldersgrupper var repræsenteret, og også Yuko var der, hende som boede 8 måneder i København som gæsteforsker ved Biblioteksskolen siden september sidste år og hjalp mig med alting.
Huang (den kinesiske ph.d.-studerende fra mit Lab) havde stået for indkøbene, og han havde bare købt alle de lækkerier, han havde fundet ud af, jeg og de andre bedst kunne li', da vi holdt Hanami to uger før. Så der var sushi og dumplings, hambaaga (uden brød) og fritter og små pølser, ostestænger og forskellige krydrede riskiks og slik og bløde småkage-muffin-tingester og meget mere. Jeg havde medbragt to pakker importerede, danske småkager (fundet på tilbud i en "Magasin's Mad & Vin"-agtig butik i Tsukuba) samt vaskeægte zulu-hoveder af den bedste type, som er lige så store som holdkæftbolcher, medbragt fra 7eleven i Kastrup. Det var skægt at se drengene, som er vant til at konkurrere om at indtage wasabi på deres sushi, stå og holde sig på næseryggen mens øjnene løber i vand, fordi de ikke er vant til at indtage rå mængder salmiak ;-P
Og så var der champagne! Og vel 30 forskellige lokale og udenlandske special-øltyper. Og en flaske Ibaraki-brygget sake, som smagte skønt (Tsukuba ligger i landområdet Ibaraki).

Aftenens underholdning blev især at lege med navne på whiteboard'et. Japanske navne betyder de underligste ting, når man ser på deres Kanji-komponenter. Folk havde også ganske kreative bud på, hvordan man skriver Aninja og Martin Schmidth:
- Aninja blev skabt af de to Kanji: "Ser ung ud, men et det ikke nødvendigvis" og "Har en lillebror".
- Martin / Schmidth blev til: Horse Special / Chinese Ink Boy (hvilket reelt betyder kalligrafi-dreng).
Hvad siger I så, folkens! Det er nok let at gætte for jer, at Martin siden har heddet Special Horse ;-P

Min tredie weekend var som de to forrige (og som alle de kommende) helt uden Shihono, min tutor, som tager hjem til sin fødeby og arbejder som matematiklærer hver weekend. Hun er altså nem at savne, især da i weekenden, hvor man trænger til sjov og ballade.
Jeg kan ikke helt huske, hvad jeg lavede i weekenden, men jeg tror faktisk bare, at jeg totalt vendte mit døgn, så jeg var vågen samtidig med jer danskere og sov hele dagen væk. Vaskede tøj og ryddede op, det var vist det.
Ville have været til klassisk, japansk koncert fredag aften og rock-arrangement hele lørdag dag, men droppede begge. Tænkte, at når det kun var skoleorkestre, spiller de vel igen en anden god gang. Hvor det ikke var mørkt. Og hvor det ikke regnede!

Efter 14 dage med sol, fik vi regn i disse to uger. Masser af dage med regn. Og når her bliver gråt og overskyet, så er det altså på grænsen til vinterdepression, når dagslyset ovenikøbet er væk klokken 18. Man kan ikke engang trøste sig med, at det er varmt udenfor, for termometeret (fra internettet, ganske vist), har ligget ret permanent på 14 grader Celcius i regnvejr.
Nattemperatur ned til 6 grader. Jeg har sovet med to dyner over mig, både den, der er inkluderet i huslejen, og den, jeg selv bragte med hjemmefra, fordi jeg er et dyne-luksusdyr. Og så har jeg ligget under mine to dyner med min vindtætte fleecetrøje udenpå nattøjet og indimellem alligevel rystet af kulde. Jeg har rendt rundt med mine tykkeste vandre-sokker på indendørs og købt mig et par forede hjemmesko på forårsudsalg (til kun 15 kroner, det lunede også lidt).

Der er varmere udenfor end indenfor, det hjælper lidt. Nåeja, nu kan jeg huske, hvad jeg lavede lørdag: Martin og jeg cyklede op til Starbucks for at få varmen med kaffe og en giga chai latte til mig. Og da de lukkede 1½ time senere, fandt vi et fællesområde for studerende, hvor der også var varmere end hjemme, og så blev vi her 4 timer ekstra, helt til 22, mens vi sad og sparrede omkring vores forskningsprojekter, som ingen af os egentlig havde en skid styr på. Martin dog 10 gange mere styr på det end mig.

Søndag aften fik jeg lige vendt mit døgn tilpas meget tilbage til, at jeg var klar mandag morgen, da vi havde vores første mundtlige del-eksamen, som blev optaget på kassettebånd og sidenhen evalueret af vores undervisere.
Selv om jeg siger, at alt er repetition fra hjemme i Danmark, var der masser af nye ord, der skulle mestres, for at testen gik glat. Min og Martins dialog startede vi f.eks. med:
- Goddag, Dem har jeg ikke mødt før. Mit navn er Grøn Aninja Helene, men De må endelig kalde mig Aninja.
- Glæder mig at møde dem. Hvilket æret land kommer De fra?
- Mit fagområde er toshokanshouhougaku [tåshåkan-shååhåå-gaku]
(sig dét 10 gange hurtigt efter hinanden uden at snuble i tungen).

Anyway, det betalte sig at terpe, jeg er p.t. den lykkelige ejer af et A i grammar and vocabulary, A i pronounciation and delivery samt A i fluency.
Der har ikke været en eneste dag i de 5 uger, jeg har været i landet, hvor jeg ikke har sendt en kærlig tanke til min japanske sensei hjemme i Danmark. Uden hende ved jeg ikke, hvad jeg skulle have gjort...

Udover at se mit slæb bære frugt, var der da også andre højdepunkter i disse to uger. I sidste ende fik jeg set Fujii-sensei i øjnene, både tirsdag og torsdag i uge 18 holdt vi møder, tirsdag mere generelt, og onsdag ofrede han flotte to timer på at vise mig en række slideshows af, hvad han selv forsker med for tiden, hvad hans hjertebarns-system igennem 10 år er, hvad Shihono arbejder på, og hvad Yui arbejder på. Jeg er velkommen til at vælge et niche-emne indenfor noget af alt dette at forske i, og på den måde ovenikøbet aktivt hjælpe enten Fujii-sensei eller en af tøserne.

Og så var der torsdag den 29, som var en helligdag. Den brugte Shihono, Yui, Cho, Martin og undertegnede til at bestige Mount Tsukuba, Tsukuba-san. Det får I at høre om i næste blog...

Og nu tager jeg med 30 andre exchange students til gadefest i Nagano og holder søndag :-)

Mongolsk middelaldermarked midti menneskemængden

2009-05-08T14:45:00.000-07:00

Kære venner og familie og kære læsere. Der er flere af jer, der har skrevet til mig og sagt, at det da er fantastisk, så meget jeg får oplevet. Udfra hvad I har læst på bloggen. Jeg kan kun give jer ret, og jeg synes det er ekstra sjovt i betragtning af, at min blog nu alligevel er endt med at være 3 uger bagud! Jeg håber, I kan holde ud at få mine historiefortællinger sådan set i bakspejlet. På denne måde giver jeg mig selv lov til at fordøje dem lidt, så I ikke får revl og krat - Selvom det også kan være skægt indimellem, er det ikke så foreneligt med min skrivestil, hvor jeg bruger maaaange ord :-) I har nok også forlængst gættet, at tiden til at skrive er min største udfordring - det tager mig ganske mange timer at skrive et enkelt indlæg. Jeg nyder at vide, at mine historier også er værd for jer at ofre meget lang tid på at læse (og kommentere, jeg takker og bukker!) og ville ønske, at jeg kunne finde tid til at skrive hver eneste dag til jer =) Nu, tilbage til historien...

Lørdag den 16. var en god dag. Idag holdt TISA nemlig loppemarked. Og rygtet sagde, at selv om TISA er "vildt meget dyrere end secondhand butikken inde i Tsukuba", så ville man i det mindste nok kunne købe et køleskab der! Efter at have levet 13 dage (og talt hvert minut!) med et koldt vandbad i håndvasken 24-7 til min mælk og ost, tror jeg, at hvis jeg havde fået tilbudt hvad som helst i hele verden, så havde jeg bedt om et køleskab. Eller måske en jordomsejling, jeg kan ikke helt vælge imellem de to.

Loppemarkedet åbnede klokken 12, og jeg var der 12.10. Kom ikke og sig, at jeg ikke kan stå tidligt op i weekenden! ;-P Jeg på det nærmeste småløb ind i galleriet, hvor det blev holdt, vejrede op imod vinden (aircondition?) og brugte familiens nedarvede falkeblik til at overskue det hele i ét hug. Og dér, ovre i det fjerneste hjørne af lokalet spottede jeg det! Køleskabet! Mit hjerte sprang et slag over. Som en af Kæmperne på Dovrefjæld sprang jeg over til det i 10 flyvende syvmileskridt (max, da!). Som i slowmotion oplevede jeg migselv flå den håndskrevne prislap påskrevet 4000 yen af døren og som en pil skyde hen til bordet med den søde japanerinde med byttepenge. Der var én foran mig i køen, den fineste, petite, indiske pige. Hun vendte sig og sagde med rungende bas (husk: slowmotion!):
"Reizooko wa ikura desu ka"
(skal udtales [rææzååkå wa ikura dæs ka?]),
hvilket kan oversættes fra formfuldendt skole-japansk til: "Ææ kjølskaw, hwa' koster 'ed?"
Hvortil japanerinden bag kassen uendeligt langsomt drejede sig hen imod hjørnet med mit kommende husalter og svarede: "Æhhh, øhhh..." og kiggede lidt febrilsk rundt, til hendes blik standsede ved mig, som ikke kunne andet end nonchalant at stå og vifte med prislappen, som var det et bundt 100$-sedler, og blinke frækt til hende.

Øhmm, har jeg nævnt for jer før, at jeg fik købt mit køleskab? *fnis*

Jeg købte også et par andre ting. To fine porcelænsskåle med matchende tekrus af typen uden hank. En halskæde af håndmalede porcelænsperler. Et par kladdehæfter med universitetets logo på. Da jeg således havde mega powershoppet og var kommet af med hele 20 yen (det er 1,12 Dkr) pr. del - Og TISA-tøserne var så glade for mig, at de næsten bukkede og kneb en tåre - OG jeg havde besluttet mig for at gå, måtte jeg alligevel liiige hen og rode den uudpakkede-flyttekasser-rode-hjørne-bunke igennem én gang mere.
Og dér, i bunden af en pose i en kasse, fandt jeg den smukkeste, mørkerøde lakæske. Den er så bred som en hatteæske, blot ikke helt så høj. På låget er der malet en sort kalligrafi-tiger. Den ser op imod månen, som er et rundt stykke indlagt perlemor. Himlen er bestrøet med mere perlemor som stjernestøv.
På siden af æske og låg er der malet bambus, som hvisler i den vind, der også får støvet til at rejse sig på låget og skinne i månens lys. Indeni og på bunden er æsken lakeret sort og præget i et mønster, som føles rart imod fingrene, når man rører ved det.
Den er sikkert ikke 5 år gammel, og der er allerede en revne langs kanten af låget. Men derigennem kan man se, at det er ægte træ indenunder lakken og ikke blot plastik, som så meget andet er i plastik-Japan. Nåe ja, og indeni er der fem små tekopper i gråt, tofarvet, lakeret ler-/stentøj med tilhørende underkopper i lak/plastik/whatever.
Jeg stod længe (læææænge) uden at ville slippe min nyfundne skat. Og gjorde op med mig selv, hvad jeg var villig til at betale for den: Max 150 Dkr. Max! Ikke lade sig friste!
Da jeg endelig tog mod til at gå over til kassen, som nu syntes en kilometer væk, fik jeg at vide, at prisen for det hele ville være 250. Normalt ville æsken alene være 350, men jeg havde købt køleskabet hos dem allerede, jo. Hmm. 250, 250, tænke, tænke... Pop! Min hjerne gik igang igen! Hun snakkede for pokker om yen. Yen!! Pigebarnet stod og ville have under 15 kroner for den flotteste ting, jeg nok kommer til at kunne købe for penge i dette gudsbenådede rige. Køøøøbt! 14 kroner og 8 øre, for at være helt præcis. Jeg tværer det lige helt ud for jer: De fine kopper var adskilt af fire nye opvaskesvampe, som tilsammen ville have kostet mig 22 kroner i Yusco (Dalle-valle, I ved).

Jeg kunne ikke få armene ned de næste to dage. Bare spørg Krim om, hvor irriterende jeg var på skype :-) Bare se her, hvor irriterende jeg stadig er, 3 uger efter ^_^

Det er faktisk lidt skægt, for jeg har fortalt flere af mine nye, japanske bekendtskaber m/k om min lille køleskabsoplevelse. Ikke den version, jeg har givet jer, blot, at jeg kom ind af døren, målbevidst styrede hen og fjernede prislappen og gik hen og betalte. Og de måber allesammen, ryster på hovedet og griner. Så direkte en tilgang samt "denne her er min!"-reservation, så at sige, er ganske givet meget lidt japansk. De kan jo godt li' at pakke alle situationer ind i høfligheder og formaliteter :-) Og okay, måske fik de også lidt af min lille indlevelses-historie ;-D

Nå, det var nok selvfederi for laaang tid fremefter.
Ved loppemarkedet fik jeg snakket med en god håndfuld andre internationale studerende. En af dem er en nyankommen, jævnaldrende pige fra Peru, som endte med at introducere mig for et par håndfulde af den sydamerikanske klike her på Uni. Det er jeg vildt glad for! Fantastisk søde mennesker - No wonder, at min far er begyndt at lære portugisisk i sin fritid iår :-)
Min nye, peruvianske venindes tutor har åbenbart mongolske rødder og havde derfor inviteret dem alle med til et lille marked, hvor hun og flere af pigerne fra hendes studiehold skulle stå i madboderne, iklædt traditionelle dragter. Så dér tog vi hen, da alle var færdige med at loppe.

Markedet blev holdt på stor græsplæne omgivet af høje træer, lige imellem byens planetarium (jeps, sådan et har vi også) og Tsukuba center, hvor toget, busholdepladsen, shoppingområdet, o.s.v. ligger.
Middelaldermarked er måske så meget sagt, men traditionelt var det i hvert fald. Der var tre boder med drikkevarer og hjemmelavet mad, og to telte, Yurt'er, som var fantastisk dekoreret indvendigt med håndmalede teltstænger i træ, og rundt langs væggen billeder og kalligrafi, som foreningen selv havde gjort. Der var en dj, der styrede steppe-musikken. En bueskydningsbane til børnene - Buen var så slap, at de kunne skyde til måls efter en fyr med deres bambuspile, uden at han på noget tidspunkt følte sig i fare, men bare grinede af dem.
Og en plads med en flagstang og stole omkring, hvor der var små opvisninger i mongolsk "sumobrydning" ved to meget lidt sumo-agtige, unge knægte, som morede sig kongeligt, sang for mandestemme, sang for kvindestemme og traditionel dans ved endnu en ung kvinde. Kun fem var de, til sådan at underholde over et par timer. Og det lykkedes dem :-)

Det hele tog mig tilbage til de gode middelaldermarkeds-dage, og ja, det lykkedes mig faktisk at blive helt sentimental lidt =) Nogen, der har plads til en kulso ved Bornholms Middelaldermarked 2010?

Da markedet lukkede, gik vi over i Yusco, hvor vi fangede os en Baskin' Robbins softice med smag af grøn te - Vammel og lyserød-hostesafts-agtig med en snert af grøn te, så er I advaret. En hurtig tur på indkøb, og dagen var faktisk gået. Cyklede hjem til Universitetet sammen med min nye, peruvianske veninde og var endnu en gang glad for, at biblioteksskolens del af Campus ligger så tæt ved centrum og så langt fra resten. For hun kunne ikke huske vejen hjem, men jeg kunne den allerede i søvne, bagbundet til cyklen med en flaske sake i flaben. Nåeja, én af delene, i det mindste.

Dagen efter, søndag den 17., var det så tid til at hente køleskabet. Jeg fik lokket mine to bofæller, Iz og Nicole, som skal dele det med mig (vi blev siden fire ialt, d.v.s. 1000 yen = 56 Dkr til hver!) til at gå med op og hente det. Loppemarkedet blev holdt på en del af campus, som er 1-1½ kilometer væk. Heldigvis kunne vi låne en trækvogn deroppe. Martin gik også med, for hvis vi skulle mangle en ekstra hånd - thx again :-) På vej ud gik vi og hoppede og dansede i forventningen om, at vi skulle bringe vores nye bedste ven, Mr. Fridge, hjem. På vej hjem gik vi med trækvognen tungt læsset, som skolepiger der forsigtigt bringer klassens bur med kælerotter med hjem på ferie.
På vej ud med vognen igen, dannede Iz forbillede ved at bruge trækvognen som løbehjul, mens Nicole og jeg løb ved siden af og hujede og tog billeder. Nej, der var ikke mange japanske studerende på vejen, som gloede mærkeligt på os :-D Bagefter skiftedes vi til at smide hinanden op på vognen og trække afsted med den i løb henover det bulede fortov, som alle steder har knækkede fliser og splittet asfalt fra de stærke platantrærødder langs vejen. Sjovt!
På hjemvjen for anden og sidste gang, gik vi og funderede over livet i almindelighed og i særdeleshed over, hvor lidt man har brug for en cykel, når man går i solen under træerne, langs blomstrende rhododendron, med så yndligt et kvindeligt selskab. På vej hjem til Mr. Fridge. Åhh ja, det var en god dag!

Imens var Martin drønet på indkøb, for han havde langt om længe besluttet sig for, at det tilbud, han modtog dén dag, vi ankom, ikke var en joke, men et ægte tilbud: Han havde nemlig også fået tilbudt et køleskab. Hans overboer havde fortalt ham, at én af fyrene på deres gang havde valgt at rejse hjem i huj og hast og havde efterladt alle hvidevarer m.m. ude på fællesarealet, i stedet for at skille sig korrekt af med dem, som den japanske lovgivning påskriver.
Et køleskab, som har stået slukket i 14 dage, trænger ret så meget til en kærlig hånd. For at underdrive det. Eller fire, så jeg lånte Martin de to. Og så gik vi ellers i gang med fire slags rensemidler, to svampe, 10 klude og en gammel tandbørste. Efter en time med knofedt var arbejdet fuldendt, og vi var nu ikke bare fire men fem lykkelige køleskabsejere i Oikoshi nr. 20 og 21.

Martin og jeg fejrede det hele med frokost i den nærmeste kantine (jeps, også åben om søndagen). God mad serveret sammen med en lille salat, en kop miso-suppe og et tv, som viste skiftevis news og fjollede, japanske reklamer: Tilsidst måtte vi gå, for jeg var ved at trille ned på gulvet af grin ^_^

Klokken 18.30 var det tid til at komme på højkant igen: Et par tøser i min nabobygning havde aftenen før inviteret Iz, Nicole og mig til fest/åbent hus (eller, gang, må det vel hedde) med et væld af deres venner, andre internationale studerende, som alle havde lovet at stå i køkkenet og medbringe en lokal egnsret hjemmefra. Så der var polske klatkager med æblestykker; polsk, hvid borch; italiensk, hjemmelavet pasta med laks; canadiske pandekager; mere, jeg har glemt; jeg havde ikke kunnet nå noget med så kort varsel, men købte dessert med i stedet.
Det var en god aften og en fin, spontan fest, som især var vellykket i betragtning af, at der ikke findes et eneste møbel, bord eller stol eller noget som helst, i fællesarealerne, men de havde skaffet borde og en sofa og alt muligt. Og maden var bare for god. Men her stødte jeg vist på dét, som mange exchange students før mig har brokket sig over:
Hvordan kan man studere japansk, blive exchange student i Japan, bo centralt midt på campus, og så ikke have inviteret nogle japanske gæster, men kun andre internationale studerende? Selv om man har boet i landet et år allerede? Ikke helt min kop (grøn) te, tror jeg :-)

Klokken 23 smuttede jeg hjem: Var lige kommet i tanke om, at jeg da vist havde min første skriftlige "blækregning" for i japansk til mandag klokken 10.10. Af den slags, som skal afleveres og tæller en vis procentdel af den samlede karakter. Heldigvis var det kun én A4-sides grammatik, så jeg nåede det lige.

Hvad der videre hændte Aninja Grøn

2009-04-29T07:10:00.000-07:00

Nu er det på tide at bringe bloggen up to date, gider ikke være 14 dage bagud mere.

Efter intro-ugen og den fantastiske tur til Tokyo var overstået, var der ikke mere på programmet i nogle dage. Jeg fik faktisk fred til at bruge hele dagen i min cubicle i mit Lab.
Onsdag den 15. sov jeg længe og mødte ind ved 16-tiden. Ved 20-tiden kiggede Fujii-sensei forbi for tredie gang i løbet af aftenen for at tjekke, at alt gik godt med hans tre små studiner (Shihono, Yui og mig). Yui havde en nød, hun ikke kunne knække, og så trak Fujii-sensei en stol hen og begyndte at hjælpe hende. Og der blev han siddende og snakkede med hende om projektet. Det var både godt og skidt:
Det var jo en kæmpe gestus, at Fujii-sensei tilbød sin ubetingede hjælp så sent efter normal fyraften.
Men det betød også, at ingen af de andre kunne gå! Og han stoppede altså ikke med at snakke! Klokken 22 sharp blæste jeg på de japanske traditioner, pakkede sammen og sagde pænt Godnat! Næste dag spurgte jeg til, hvor længe de dog var blevet siddende. Fujii-sensei var endelig blevet færdig ved en 22.30-23-tiden. Så snart han var gået, havde mine tre venner i Lab'et pakket sammen og var styrtet hjem. Men ikke et minut før. Sådan gør man ikke herovre...

Torsdag den 16. mødte jeg ind på Biblioteksskolen kl. 09.00 sharp, mindre end 12 timer efter jeg forlod den. Jeg havde nemlig glemt at aflevere et meget vigtigt stykke papir på kontoret dagen før. Det var overraskende nok blevet svedt ud, i skoven af andre vigtige papirer. Sensei kiggede ned i Lab'et første gang ved 14-tiden. Dejligt at finde ud af, at også han har rimeligt menneskelige arbejdstider, trods alt.
Om eftermiddagen var det et ultravigtigt møde omkring sprogkurset i japansk.
Derefter vendte jeg tilbage til mit Lab, for Shihono og jeg havde lige nået at aftale at spise middag sammen. Det viste sig, at Yui og hendes drengeven (hvordan det så end er, de to hænger sammen) også rigtig gerne ville med, og endnu engang meldte han sig til at køre hvorhen, vi ville. Denne gang bøjede vi os alle for Shihono's nuttede "hambaaga, hambaaga, hambaaga!", som hun siger hver eneste gang, vi har skullet finde et sted at spise. So hamburger it was...
Nu vil jeg dele med jer, hvad en japansk hambaaga er. Det er nemlig ikke en hamburger, det er faktisk nok så langt fra, det kan komme...

En hambaaga er en bøf lavet på hakket okse og/eller gris, som ikke serveres i en burgerbolle med salat, tomat, ost og bacon (mmmm, bacon!), men som ligger ensom for sig selv i det ene hjørne af tallerkenen. Den dufter af frikadelle. Den smager af frikadelle. Den ER en frikadelle!
Så man kan få delle med hvide ris eller brød eller fritter eller spaghetti(!), men kun én af delene. Ved siden af kunne vi så bestille sidedishes med hvide ris, brød, salat og/eller misusuppe.
Man kan få forskellige udgaver af denne frikadelle. F.eks. serveres den med en skive citron ovenpå eller en skive ost ovenpå, eller med dobbelt ost ovenpå - Nu er vi næsten oppe på det niveau af ost, som en gennemsnitsdansker holder af, for japanerne er ikke så hærdede med ost, som vi er i fornuftige Europa.
Jeg valgte den frække combo med et spejlæg og bløde løg ved siden af og en bolle til, og så smækkede jeg det hele sammen til en frikadellesandvich, komplet med brun sovs! Tænk, restauranten lavede brun sovs, så selv en ægte jyde ville knibe en tåre, det er jeg sikker på.
Shihono hoppede på den sunde med kun en citronskive og en sauce af groftsnittede løg til, som grangiveligt lignede og duftede af bløde løg. Mindst lige så klassisk som min.

Til dessert kunne vi ikke lade være med at prøve de isdesserter, som restauranten er berømt (berygtet?) for. Nogle af dem serveres med kage. Eller hvad med et højt tårn af tykke skiver sødt, ristet toastbrød, holdt sammen af et grillspyd, pyntet med iskugler, flødeskum, syltetøj og frisk frugt. Meget mærkeligt, men det skal helt sikkert prøves på et tidspunkt.
Nogle af dem er så store, at man skal være fire mennesker for at komme igennem dem. Eller otte. Eller sågar 16!! For 400 Dkr's isdessert. Dén var der ikke engang et foto af på menukortet. Hvis man bestiller den, bruger de tydeligvis alt, hvad de har i køkkenet, for at få nok. Så den er unik hver gang.
Normalt er det jo sådan, at når noget er godt, og samtidig dyrt, så er der heller ikke så meget af det. I ved, reglen for fransk, finere madlavning. Og de billigste af isdesserterne så ikke så store ud på kortet. Næsten mætte, bestilte vi derfor kun to, og regnede med en halv til hver. Men selv deres mindste desserter, kunne vi snildt have været 3 om at dele :S I er nødt til lige at se et billede af dem. Den ene er med jordbær, den anden med tiramisu.
Og nu kommer det allerbedste: Restaurantens koncept, fandt jeg nu ud af, er at is, flødeskum og 2 tørre vafler til pynt, det er bare for kedeligt. Så isdesserten med jordbær indeholdt: Kugler af vanilleis, jordbæris og cheesecake-creme (lignede og smagte som mild creme fraiche), flødeskum, jordbærsyltetøj, friske jordbær, cornflakes(!), skiver af banan, kiwi, og så dette her japanske koncept: Natadekoko, eller rettere Nata de Coco, jelly lavet på kokosmælk. Det smager fuldstændigt himmelsk. Har siden købt en kæmpe pakke og putter det i min yoghurt hver morgen.
Isdesserten med tiramisu bestod af: Vanilleis, cheesecake-creme, flødeskum, en hel banan flækket på langs, vafler, "drys" af små, søde kiks, mundrette hapser chokoladekage og flere cornflakes. Gemt nede i glasset mere banan, kiwi, druer, pæretern, og tern af bitter kohii-jelly, altså kaffe-gelé.
Jeg har iøvrigt et foto af to japanske babes, som håndfodrer hinanden med is af lange skeer. Sælger det gerne til højestbydende, skal vi starte ved 5000 yen? ;-P
Kort og godt to af de bedste is, jeg har fået i hele mit liv. Mmmmmmmmmm...

Klokken 10.10 fredag den 17. var det endelig tid til at modage den første lektion i japansk. Vi lavede en præsentationsrunde på japansk: Vi er ni på holdet, fem japanere, en koreaner, en franskmand og os to danskere. Alle har vi læst noget japansk til husbehov før, og alle agter vi at følge undervisning ekstra 1½ time om ugen, hvor vi skal lære at skrive Kanji, altså skrifttegn. Kineserne kan naturligvis skrive alle Kanji allerede, det er pænt snyd. Tilgengæld kan de kun udtale dem på kinesisk, ikke på japansk. Og de to udtaler - og dermed betydninger - er faktisk vildt forskellige.
Vi er egentlig over 30, som er på begynderholdet. Men alle de andre har ikke engang lært Hiragana-alfabetet udenad endnu. Så jeg er simpelthen kommet på turboholdet! Yeah (^▽^*)
Derudover var der kun tid til at lære at finde rundt i lektionsplanen, købe bøger, og tage denneher skriftlige test, som lige skulle demonstrere én gang for alle, at vi var kommet på det rette hold. Jeg kunne svare rigtigt på hele den første 2/3, så den første to af mine tre måneders undervisning vil tilsyneladende blive piece of cake. Men bare ved præsentationen idag, havde jeg lært 2 nye vendinger, så det vil ikke blive spildte to måneder!

Shihono var ligesom sidste weekend taget hjem til Chiba for at tjene penge på uvorne teenagere med overentusiastiske forældre. Det regnede. Og det var jo fredag. Så det var ikke på ingen måde det mindste tillokkende at tage hen i Lab'et.
Istedet cyklede Martin og jeg hen til dén del af campus med de gode udonnudler og de to morliller, for at se hvad området ellers kunne byde på. Ved siden af "mit stam-udon-sted" viste det sig, ligger der 4 andre restauranter. Seriøst, inde i kantinen, hvor alle mennesker sidder ved de samme 30 borde, kan man vælge at få mad fra 5 forskellige steder. Luksus!
Der er: Mit udon-sted. En soba-restaurant. En ramen-restaurant. Altså de tre forskellige slags nudler, japanerne elsker at fortære, varme eller kolde. En lidt dyrere restaurant, som satser på portioner med masser af godt kød med ris til. Og sidst, men ikke mindst, en wierdo café, som lokker alle områdets tøsepiger til. Dén måtte Martin og jeg prøve idag.

Tillad mig at forsøge at beskrive caféen, som jeg så den første gang. Ja, som var I der selv...
Selv om man kan sidde hvor som helt i kantinen og spise sin mad købt et af de fem steder, så har caféen valgt at omkranse sit område af en række høje skillevægge i mørkt træ. Det første man ser, når man kigger hen over dem, er fine, små stole og borde, også i mørkt træ, hvor der kun sidder mørkhårede piger. Og så er det disken, som er en anakronisme af mørkt, stilet ciseleret træ med markiser ovenover af knaldgrønne, kunstige palmeblade Hawaiian style.
Maden er omeletter, som i Japan forsøger at være franske omelette soufflées og bare mislykkes totalt. Der er for eksempel altid ris eller spaghetti i bunden :D Og så er det store tallerkener med spaghetti for en flad tyver. Grøn spaghetti = med pesto. Rød spaghetti = med tomatsauce. Hvis spaghetti = med flødesauce, carbonara-wannabe. Knaldsort spaghetti = med blæksprutteringe (uindbagte) og i eget blæk. Kan I forestille jer, hvor festlige plastikversionerne af maden er, dém der altid står som dekoration med en lille prislap i vinduet i japanske restauranter? :-)
Man vælger sin mad og betaler for den i billetautomaten ved indgangen til caféens aflukke, som man gør i alle kantiner. Og når man så går dybere ind i caféen for at aflevere sin madbillet ved disken, opdager man pludselig, at caféen er dobbelt så stor: Hele den bagerste halvdel er én stor bager, hvor personalet stortset hele tiden fylder op med nyt bagværk. Her er store, søde boller og brøddejs-kager i alle afskygninger og farver, sorte chokoladebrød, marmorkage-farvede i brun og gul, lyserøde farvet med glasur, grønne farvet med spinat og grøn te. Og hotdogs, pizza og boller med paneret kylling eller fisk eller "grøntsagsburger" i. Der er sågar hotdogbrød fyldt med ramen-nudler i stedet for kød.
Lynhurtigt er ens mad klar, så der er ikke tid til at drømme mere om at spise sig mæt i 20 slags kager, hen og finde et ledigt bord blandt alle tøsebørnene, som tydeligvis "leger gå på café" i deres frokostpause. Og nu er det endelig, man lægger rigtigt mærke til musikken...
Udover hele caféen, og kantinen med, lyder spæde toner fra et klokkespil. Kling-ding-klang, melodier, man synes man kender, men som alligevel lyder fremmede i sidste ende. De første 20 minutter prøvede jeg at regne ud, hvilket Legend of Zelda-computerspil, musikken var taget fra. For i spillet om drengen Link, som rejser ud med sværd i hånd for at redde sin prinsesse Zelda fra alskens fantasimonstre, er det eneste sted jeg kan mindes at have været udsat for så meget klokkespils-musik.
Efter en halv time udbrød Martin pludselig: Nu ved jeg det! Det er fra musicals! Det dér er fra Phantom of the Opera. Og så genkendte vi noget fra Chess og West Side Story. Og en Beatles-potpourri. Men for pokker: Omdannet til klaver-accorder og nyindspillet på et keybord, hvis tangenter er sat til Klokkespil?!
Og så er det, det går op for en, hvorfor skillevæggene er overklistret med ranker af vindruer i plastik, og hvorfor skiltet med dagens menu har et billede af alfen Klokkeblomst på. Vi er ikke bare på café, vi er i en Eventyrhule, skabt til og præget af generationer af studerende opvokset med Nintendo og Disney, som i modsætning til os krævende danskere ikke har spor imod plastik-efterligninger, og som synes det bliver mere nuttet, jo flere anakronismer, man kan sætte sammen.
Jeg havde ellers lige lykkeligt glemt, at jeg er i Landet, hvis unge mennesker savnede deres yndlingskarakterer fra Final Fantasy-computerspils-serien og samtidig er helt fanatiske med Disney - Hvorefter nogen i 2002 opfandt spillet Kingdom Hearts til det computerspils-hungrende publikum: En cross-over, hvor figurerne fra Final Fantasy får følgeskab af Anders, Mickey, Fedtmule, Onkel Joakim, m.fl. og sammen skal redde verden in an epic battle against the forces of darkness. Eller noget. Og tænk, det blev en af de største spil-successer nogensinde. Jeg undres til stadighed...

Næppe havde Martin og jeg spist og fundet de nyindkøbte japanskbøger frem, før vi fik selskab af en udvekslingsstuderende fra Israel (med langt hår og rollespiller-look), som har boet her i flere år - og over to omgange. Han snakkede som et vandfald, om at være studerende og fra udlandet og nytilflyttet... og så kom han med en masse gode råd til at finde de billige par genbrugsbutikker, om hvad ting må koste, og hvordan man muligvis kan skaffe en japansk mobil uden 6-12 måneders binding. Til sidst blev vi inviteret med, næste gang hans venner holder Wii-aften. Det skal jeg helt klart!
Måske kan jeg også prøve det gamle Kingdom Hearts dér, det gemmer tydeligvis en nøgle til at prøve at forstå de Japanere...

Uniqlock

2009-04-28T07:20:00.000-07:00

Hvad ER klokken egentlig i Tokyo og dermed i Tsukuba? Det er nemt (og vanedannene) at finde ud af:

(Fuldskærm med jazz her)

Hvad var det, jeg fik?

2009-04-28T04:49:00.000-07:00

Øv! Nu har jeg fablet så meget om, hvor helt vidunderligt, gennemført fantastisk japansk mad er. Så må jeg også indrømme, når det bare er dårligt.

Det blev sent i Lab'et, så aftensmaden iaften (husk på, jeg er 7 timer foran jer) stod på fine, små pakker fra en lokal kombini, convenience store.
Jeg havde fikst undgået kødbollerne med blæksprutte og fundet mig noget kylling, ved at spørge om hjælp hos personalet, og til det nogle stegte ris, som lignede noget fra en god, dansk kinagrill, med ærter, majs, sesamfrø og findelte stykker omelet og tang i. Men som smagte af salt og fisk, og intet andet :(
Og kødet var 24 små, mundrette hapser af fedt og brusk i teriakisauce. Ingen kød på overhovedet (tjekkede dem alle, ja jeg gjorde så). Alle stykkerne var ens, så det må være den samme del fra en masse høns.

Hvad er det dog, jeg har fået? Nogen, der kan løse mysteriet om, hvorvidt jeg bare har købt noget totalt ringe hundeæde, eller om det rent faktisk er noget, som japanerne nyder at indtage som fastfood? Ikke mere til mig, i hvert fald!

Tokyo! (anden del)

2009-04-26T10:13:00.000-07:00

Så blev det tirsdag morgen. Jeg nåede lige at sige godnat til Krim over nettet. Han havde fået den skøre ide at sætte min Nintendo Wii op (som han har lånt), og gå ind og tjekke dens Weather Channel. For hvad kan dog give en mere præcis vejrudsigt over Tokyo, end end japansk spillekonsol? Krims logik fejler aldrig :-P
Og Wii'en spåede om regn. Det havde jeg endnu ikke prøvet før: Et japansk regnvejr.

Shihono syntes, at hun ville vinke Martin og mig på toget, så hun var sikker på, at vi kom godt afsted med den rigtige type billet og alting.

Vi fik købt vores PASMO-kort (japansk plastikkort nr. 6 til samlingen) i en billetautomat med Shihonos hjælp, for dét system er kun på japansk.
Imens fik jeg stillet min vidunderlige rejseguide fra min Far, Tokyo Complete Residents' Guide, fra mig på stationen. Og søreme, om jeg ikke kom til at glemme den! Martin havde taget et foto af vores billetautomat, og ganske rigtigt, på det foto stod min rejseguide og hyggede sig. Hele dagen i Tokyo summede det inden i hovedet på mig, at jeg havde smidt bogen fra min Far væk :´-(
Men for ikke at holde jer i samme tilstand, vil jeg med det samme sige: Bare rolig, det endte godt. Da jeg kom hjem til Tsukuba station klokken 21 om aftenen, gik jeg ind i Informationen, hvor der stadig var tre mennesker på arbejde(!), nogle unge gutter, som ikke kunne to ord engelsk. Men med mine tre ord japansk og en blok, hvor jeg kunne skrive bogtitlen ned på, forstod de mig til sidst. Og kom med min bog til mig! Japan er vist virkelig et land uden tyveri...

Alle folk, jeg har snakket med om det japanske metrosystem, har fortalt mig, at det er vanvittigt svært at benytte og helt umuligt at finde rundt i. Men det er jo ikke længere sandt!
Jeg havde memoriseret ruten ned til allermindste detalje, som et 5-års barn, der endnu ikke har lært at læse:
- Først skal vi med Tsukuba Express til stationen, hvor vi for første gang kan skifte til Tokyo metro. Kører vi for langt, har toget endestation i Akihabara, hvor man også kan skifte til metro.
- Så skal vi med den mørkegrønne linie 7 stop.
- Og så med den lyseblå linie 1 stop.
- Fra stationen skal vi gå rundt om en bygning, under en bro og lige frem til et højhus med 15-20 etager. "Dem kan der vel ikke være så mange af i området".

Men dette blev knap nok aktuelt, for Tokyo metro er virkelig moderniseret:
I alle tog er der over hver dør en decideret computerskærm, eller i det mindste en blinkende lystavle, som viser alle kommende stationers navne både på Kanji + Hiragana + Romaji. For de unindviede betyder det skrifttegn + det alfabet små børn/udlændinge lærer før skrifttegnene + stavemåde med latinske bogstaver.
Hver eneste metrolinie har sin egen perron, intet tog anvender samme perron som de andre på samme station. Og alle vigtige skilte på stationen er skrevet på både japansk og engelsk, såsom skiltning til togene og til udgangene. Det sidste viste sig at være meget vigtigt, da man i Tokyo sagtens kan komme til at gå en kilometer eller to under jorden. Metro-nedgangene er spredt udover hele kvarteret, fordi der er relativt langt imellem stationerne, og fordi der over jorden kan være heftig trafik mange steder, som man ikke nemt kan krydse.

Jeg har hygget mig med at lægge alle de steder, jeg har været hidtil, ind på google maps. Jeg har ikke gjort mit kort public, så man skal bruge linket her for at komme ind og kigge. Hvis man gider. Man kan få vist et satellit-foto derinde, og zoome helt ind på hvert et hustag.

Nu er det vist på tide at hoppe over og følge Billedfortællingen fra rejsen til Tokyo. Det er sjovere. Så, følg efter Tsukuba Express' maskot (klik på den nuser transformer):

Tokyo! (første del)

2009-04-25T10:53:00.000-07:00

Nu er det vist på tide, jeg får blogget igen. Jeg nåede til tirsdag den 14. april, og selv om det på intet tidspunkt var min hensigt at blive ved med at blogge hver dag enkeltvis, så blev der bare ved med at ske så meget hver dag i starten, at det er vanskeligt at gøre andet.

På denne ganske gemene tirsdag den 14., var der denne her forelæsning, den første i en foredragsrække, som Fujii-sensei havde foreslået mig at gå til, hvis jeg havde lyst. Den var nemlig på engelsk, det er så godt som intet her i staden. Det viste sig da også, da omtalte tirsdag nærmede sig og jeg snakkede med Fujii-sensei om det igen, at forelæsningerne ikke er her i staden, men inde i Tokyo.

Det lød jo fantastisk! Tænk, jeg havde kun været her i 8 dage, og jeg havde allerede min første undskyldning for at komme til Tokyo, Tokyo, Tokyo!

Shihono havde aftalt med mig, at hvis jeg godt ville med til denne forelæsningsrække af seks stykker, så ville vi tage afsted sammen. Men hun havde heller ikke rigtigt luret, at det var i Tokyo. Og for en japansk studerende, som ikke får SU eller noget, der ligner, så er 150 Dkr for at komme tur/retur med tog og metro mange penge.
For at sætte det i relief: Jeg spiser mad udefra to gange om dagen, fordi jeg endnu ikke er kommet i gang med at lave mad selv, her efter små tre uger. Og jeg bruger ikke mere end 50 kroner dagligt på det. Helst lidt mindre.

Mandag den 13. fandt Shihono og jeg under alle omstændigheder kalendrene frem for at synkronisere. Med hendes tirsdags-undervisning og med mine ekstraordinært "du-får-ikke-lov-at-følge-kurset,-hvis-du-ikke-var-til-møderne"-vigtige japansk-informationsmøder, var der kun én ud af de seks forelæsninger, vi kunne deltage i, uanset hvad, nemlig den næstsidste.

Et øjeblik så det sort ud... Men så fik jeg den vanvittige ide, at jeg kunne jo bare tage til Tokyo helt alene!
Så kom der fut i Shihono. Hun var vist ikke helt glad for ideen, så de næste 10 minutter tilbragte hun i løb, uden at stoppe, imellem mit skrivebord, de Ph.D-studerendes skriveborde nede i den anden ende af vores Lab, ind og ud af døren, rundt på gangene og efter alt at dømme, forbi Fujii-sensei's kontor. Hun kom tilbage og meldte, at hun ikke havde fundet nogen andre, som var interesserede i at tage med. Men at hun havde fået et link til National Institute of Informatics' (foredragsstedets) engelske webside (jubii) med et kort (jubiiii!) og en forklaring på, hvordan man kommer derhen (Jubiiiii!!! ^_^ ).
Og så begyndte vi at planlægge...

Her ser I Japans version af Rejseplanen: http://transit.yahoo.co.jp/
Den findes kun på japansk. Hvad tænker de dog på??
Siden har jeg fundet en anden japansk Rejseplan: http://www.jorudan.co.jp/english/
Den findes heldigvis også på engelsk.

Nå, men Shihono kunne fremtrylle de smukkeste, mest mærkelige, magiske formler for både tog og metro, så jeg fandt da ud af, hvordan jeg skulle afsted.

På et tidspunkt kom også Fujii-sensei ned i vores Lab (måske) for at sikre sig, at jeg virkelig havde helt på det rene, hvad det var, jeg gik ind til.
Han anbefalede mig desuden at købe mig et plastikkort af den slags, man bare smækker henover en lille lystavle, og så åbner alle metroens tælleapparater automatisk for én ved ind- og udgangene. Og kortet husker sidste destination, hvorefter det selv udregner prisen for rejsen og deducerer det fra pengene, der er tilbage på kortet.
Argumentet for at købe dette lille, handy kort er, at selv japanerne har svært ved at finde ud af, hvor meget de skal betale for en enkeltbillet i deres egen metro! Såvidt jeg kan forstå, har de alt for mange zoner at rejse igennem, og dertil kommer, at metrosystemet i virkeligheden drives af to forskellige firmaer. Og skal man have en enkeltbillet og køre med begge firmaers toglinier, så er den dyrere, end hvis man holder sig indenfor det ene firma!
Det fortæller min guidebog, Tokyo Complete Residents' Guide, mig ihvertfald. Den er fra 2008, så den burde stadig være up to date.

Pasmo:

Måske er det okay, at Shihono og Fujii-sensei var en lille smule nervøse. Det er trods alt dette system, de accepterede at sende mig ind i, uden følgeskab: Tokyo Metro Route Map
Heldigvis forstod de begge, at jeg faktisk var fuldstændigt ligeglad med, om jeg endte med at fare totalt vild. Nu handlede det nemlig om at få én på opleveren...

Undervejs fik jeg også solgt ideen til Martin, som startede med at sige (jeg citerer fra skype:)

[13-04-2009 14:17:51] Mig: De dér 6 forelaesninger i Tokyo: Vi kan kun komme til én af dem, medmindre vi selv finder vej derind :D
[13-04-2009 14:18:51] Martin: Tja, hvis vi er der en gang, saa kan vi vel finde tilbage engang.
[13-04-2009 14:19:21] Mig: I saa fald er det imorgen, vi selv skal finde derud :D
[13-04-2009 14:20:25] Martin: AAAAAAAAAAAAAARGH

Men så fik jeg - Hvis jeg husker rigtigt - Overbevist en lettere vild-øjet Martin om, at Shihono var ved at finde nogle rejsekammerater til os. Hvilket hun jo på daværende tidspunkt også var i færd med. Jeg fik vist så ikke heelt kommunikeret ud til ham, før vi mødtes tirsdag morgen, at det faktisk alligevel kun blev ham og mig :-P

Nu er klokken mange og jeg nødt til at sove.
I får anden del - Den, der er interessant - Imorgen eller så snart, jeg kan nå at skrive den!
Og bare rolig, der dukker fotos op på min picasa samtidig.
Husk at ønske Krim tilløk, han har føs'da idag. Er det iorden at savne ham lidt "allerede"? ^_^

Tingfinder!

2009-04-21T07:57:00.000-07:00

Nu har jeg delt hele min første uge her i Solens Rige med jer.
Jeg har også fået skrevet kommentarer til alle resten af mine fotos for ugen. Hvis du har set første halvdel med kommentarer, så kan du evt. fortsætte til anden halvdel.

Regnskab for min første uge i Japan:
5.146,55 dkr.

Engangsudgifter - D.v.s. udstyr til kollegieværelset, blanketter på Rådhuset, o.s.v.:
4.424,37 dkr.
Af disse er kun 363,90 dkr gået til egentlig skej-ud shopping - Masser af Hello Kitty :-O

Daglige udgifter - D.v.s. vand, mad, bad, transport, Starbucks-luksus, m.m.:
722,18 dkr.

(Ligesom i USA, har hovedafdelingen af Universitetsbiblioteket solgt sin sjæl til Starbucks!)

Og nu til de lysere sider af sagen:

Gaver
Forleden mødte jeg en af mine eneste 2 japanske naboer på min gang ved et rent tilfælde. Jeg var på vej hjem, hun var på vej ud og havde enormt travlt. Men hun nåede lige at præsentere sig og fortælle, at hun rejser hjem på onsdag.
Så ville jeg ikke have hendes 1½ meter høje metalreol med fire hylder, hendes væg-til-væg "gardinstang" til at hænge tøj på og hendes skostativ?
Jeg var overvældet! Og smed dagen efter en seddel ind under hendes dør om, at hun godt kunne komme og banke på og få en afskedsgave, inden hun rejser. Har to af påskeæggene fra Summerbird tilbage.
...
Tidligt om morgenen inden hun rejste, forærede hun mig også en håndfuld meget japanske ting: En smuk bogkasse i træ! En rød, hjerteformet gryde, to kroge (den ene også hjerteformet) og en bøjle. En gul pude ved navn "Angel Egg", et tøjdyr med alt for store øjne og et gult tøjdyr af en rund sol med et smilende ansigt, som gemmer på noget elektronik indeni. Spilledåse? Radio? Det finder jeg først ud af, når jeg får fat i to AA-batterier, der virker...

Gør som Pippi!
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har klunset. Men jeg har været lille og i sommerhus i Elmelunde, tror jeg. For jeg er pænt opdraget til, at "sådan noget gør man ikke" og "så fattig er du ikke!". Men altså:
Jeg vandrede rundt i den allerfjerneste ende af campus og skulle bare lige smide et tomt Starbucks-krus ud i nærmeste, udendørs affalds-rum, da der lige for fødderne af mig lå en åben plastikpose med en guldgrube af elektronik m.m.

Så jeg har klunset:
- En japansk adaptor til at oplade min ipod (magen til min egen udover selve stikket).
- Et kabel til ipod med firewire-stik i den anden ende! (Normalen er kedelige usb).
- En japansk usb-stick på 1 Gb.
- Et Panasonic SD-kort på nuttede små 16 Mb.
- Et japansk Playstation 2-spil fra CAPCOM: "PRIDE GrandPrix 2003", et brydningsspil, hvor man styrer bryde-stjerner fra den virkelige verden.
- Office 2003: To shiny kobberfarvede Microsoft-CD'er med product key. Naturligvis japansk :P
- 7 bøjler til tøj.
- 2 bøjler til slips.
- 2 fondue-gafler med træskaft i bedste 70'er-stil (Guld værd i et land uden gafler).

Jeg har pudset al elektronikken med spejlrens og køkkenrulle til den skinnede. Og resten har været en skæbnesvanger tur under skurebørsten.
Jeg har testet alt undtagen ipod-opladeren og cd-tingene, og det hele virker!
(Okay, indrømmet, jeg har ikke brugt fondue-gaflerne til fondue endnu).

Søndagsfornøjelser

2009-04-20T09:36:00.000-07:00

Søndag den 12. var det overskyet for første gang - Indtil da havde jeg kun prøvet Blå Himmel. Så Martin og jeg tog på voldsom shopping.
Ikke at de to ting overhovedet har noget med hinanden at gøre, det lød bare godt ;-)

Vi forsøgte os med lokalbussen - Tsukubussen, som den hedder - og det gik smertefrit.
Hvem sagde Succubus? Martin, var det dig? :@

Når man stiger ind ad bagdøren, tager man en billet, ligesom på apoteket eller posthuset. Og når man stiger af, ud ad fordøren, betaler man.
Ovenover chaufføren hænger der en lystavle med numre fra 0 til godt og vel 30. På billetten bliver automatisk trykt et nummer, en slags zone. Man finder dette nr. på lystavlen og betaler det beløb, der står nedenfor. Billetten + pengene hælder man en af gangen ned i en "sparebøsse" af plexiglas hvorunder der ruller et transportbånd. Så kan chaufføren følge med i, at man betaler nok. Skal man veksle, smider man mønten i sparebøssen ved siden af, så spytter den af sig selv et passende beløb ud i en lille skål.
Det minder mest af alt om Fakta's betalingsapparaturer ved kassen. Det er bare mere rustikt at se på og sjovere!

Oikoshi kollegiet ligger i zone 2. Herfra til endestationen, Tsukuba Center, koster det 160 yen, det er 9 kr. og 2 øre. Særdeles rimeligt for en 2-zoners billet.

Martin og jeg fandt ud af, at den lokale Dalle-valle, "Yusco", er placeret i bunden af et meget lækkert og tilsyneladende fascionabelt indkøbscenter, Creo Square. Vi kørte op i toppen, sjette sal, og kiggede på alle mulige mærkelige, japanske ting.

Og i køkken-etagen stødte vi så pludselig på det her:

Jeg fik lov at tage ekspedientens foto, da jeg havde forklaret hende at vi må siges at være kolleger...

I bogafdelingen fandt jeg endelig den bog, jeg ikke nåede at læse færdig inden jeg forlod Danmark:
Haruki Murakami's "Trækopfuglens Krønike". Min nye, engelske udgave hedder "The Wind-Up Bird Chronicle".
Originaltitlen er "Nejimaki-dori kuronikuru", men jeg gør mig ingen forhåbninger om at lære så avanceret japansk i dette liv. Så jeg må vel lade mig genføde her i det næste...
Jeg nægter at røbe noget af plottet, jeg kan bare sige: Læs den! :-)

Jeg gik amok i kontorvarer (papir, mapper, faneblade, klipsemaskine, post-it's, you name it...), i køkkengrej samt i vaske- og rengøringsmidler.
Så nu kunne jeg endelig vaske tøj! Havde heller ikke flere rene bluser tilbage, det er jo begrænset, hvad jeg kunne have med i mine 20+8 kg (som da vist blev 21+12 kg). Og jeg kan lave mad, manglede blot det dåmme, dåmme køleskab.

Efter shoppingturen strøg jeg op med mine varer og styrtede ud af døren igen: Martin og jeg skulle nemlig lige nå en koncert kl. 16, som foregik på den lille, åbne plads omkranset af det Internationale Kontor og andre høje studiebygninger.

Det lød sådan her:

Efter 20 minutters musik var det hjem og spise aftensmad og rydde op. Med mine nye bokse og mapper, fik jeg endelig bunkerne på bordet gjort mindre.

Fik heller ikke læst alle min Professors videnskabelige udgivelser søndag. Men mandag formiddag på min pind på kontoret, måske...

Et sandt papirhelvede

2009-04-19T10:46:00.000-07:00

Jeg er nødt til at brokke mig over papir-bureaukratiet i dette land.
For nej, Japan er - Skønt et superindustrialiseret, højteknologisk land - Ikke så langt fremme som DK overhovedet med digitaliseringen.

Som Martin siger: "Luk for guds skyld ikke Greenpeace ind i dette land!"
De ville begå kollektivt harakiri i frustration over alle de træer, der bliver skovet, for at tilfredsstille japanernes hang til éngangs-spisepinde, tandstikker og mani med, at hver eneste emne og underskrift kræver sin egen A4-side. Man kan ikke kombinere det hele på én blanket. I hvert fald ikke her på Uni...

Iøvrigt omkring tandstikkerne:
I må tro, det er løgn, når jeg fortæller at alle tandstikker i Japan er dekorerede i den ene ende, i stedet for at have to brugbare ender som i Danmark.
Derfor har jeg taget et billede:

Tilbage til papirerne, som jeg brugte hele lørdag den 11. på at ordne, lige til klokken 03 om natten:

Papirer modtaget ved ankomst til Uni, ved overtagelse af mit dorm room: 20
3 skulle udfyldes og afleveres med det samme,
7 skal afleveres den 10. eller 17.
10 er blot til oversigt - De 3 af dem kun på Kanji :S
I min skrivebordsskuffe ligger en roman på 8 sider, jeg heller ikke kan læse.
Og 3 kort, over hhv. Oikoshi, Uni og byen ;D

Papirer udleveret ved den store Orientering: 14.
Plus et plastikkort! Med den kode, der står på det, kan jeg komme på nettet.
Og to bøger på hhv. 16 og 116 sider, heldigvis er hver anden side på japansk og hver anden oversat til engelsk.

Papirer på Rådhuset: 8
3 stk. udfyldt nede i stueetagen,
1 mere udfyldt på 3. sal,
4 papirer med hjem, det ene en håndbog,
samt mit 2. plastikkort,
og en mundtlig besked om, at der kommer en mail, når Alien Card'et kan hentes.

Papirer onkring Japansk-testen: 4
2 udfyldt før testen,
3 af dem med hjem.

Papirer til Orienteringen omkring, hvordan tingene foregår på Biblioteksskolen: 11
2 skulle udfyldes og afleveres med det samme,
1 er en huskeliste med datoer,
1 skal afleveres den 15. april,
6 skal afleveres den 15. juli,
1 skulle lige runde min Professor, før det skal afleveres et ukendt sted,
Så fik jeg mit 3. ud af 5 plastikkort, dette til biblioteket. Det skulle dog lige lamineres 2 km. væk på det Internationale Kontor - Som i fredags meldte, at de havde glemt at sætte det officielle segl på inden lamineringen, så det hele skal lige laves om.

For at modtage min cykel: 5
4 bilag udover selve kvitteringen.

Papirer udleveret af min Professor ved vores første møde: 1
På det står der 5 linier.
Jubii! Klog mand!

Papirer ialt at forholde sig til på den første uge:

Mandag: 31
Tirsdag: 16
Onsdag: 12
Torsdag: 16
Fredag: 1
Sum: 76

Fotografier anvendt siden jeg ansøgte om at komme herover:
Kun 8 + 1, da der skete en fejl og noget skulle laves om. Det var overraskende. Havde printet 23.

Hov, jeg mangler lige at fortælle det bedste:
Alle de officielle papirer fra Universitetet bliver afsluttet med:
"Thank you for your cooperation."

花見 betyder speeddating??

2009-04-18T11:44:00.001-07:00

Fredag den 10. var en endnu mere ukarakteristisk dag end torsdag, fordi der ikke var et eneste møde på dagsordnenen overhovedet!

Så nu var det tid til for alvor at møde min Host Professor, også kaldet min Academic Advisor, Fujii-sensei.
Dagen før havde jeg skrevet en mail til ham, som han ikke havde haft tid til at svare på, fordi han ikke skulle på arbejde den dag. Jeg nød formiddagen, og klokken 12 tikkede der en mail ind om, at han havde tid klokken 14.

Min vejleder er vist helt modsat af Martins vedleder. Denne har udsat Martin for møder, som bliver forvandlet til gruppe-inspirationsmøder for hele Martins Lab, og som kan vare et par timer.
Mit møde, derimod, varede 20 minutter. Og det kunne have været færdigt allerede efter 10 minutter, derefter trak jeg det ud med vilje, fordi jeg ikke syntes, så kort tid kunne passe. Jeg forstår det ikke.
Jeg fik udleveret tre af Fujii-sensei's senest udgivne videnskabelige artikler samt et link til samtlige hans andre publikationer og fik til opgave at brainstorme, når jeg havde orienteret mig i hans papers i, hvad han kan hjælpe mig med at forske i. Det fik jeg en uge til, eller for den sags skyld to.

Herefter satte jeg mig på min pind i mit Lab og forsøgte at arbejde, men fredagsstemningen havde grebet mig.
Og Shihono viser sig at arbejde næsten hver weekend hjemme i sin fødeby, Chiba, en halvstor by lige øst for Tokyo havn, også ud til Tokyo Bugt. Så hun var taget afsted og havde (med stor sorg) efterladt mig alene, ligesom ingen af de andre var i Lab'et idag.

Shihono arbejder iøvrigt som matematiklærer på en privatskole for 12 til 20-årige, som modtager undervisning lørdag og søndag, fordi deres forældre (eller de selv) er stræbere.
Når Shihono er hjemme hos familien, går hun til traditionel, japansk dans lørdag aften og mandag formiddag. Hendes danselærer igennem mange år har åbenbart nu for anden gang sagt, at hun insisterer på at møde mig! Det ser jeg frem til med stor fryd og fornøjelse.

Klokken 19.00 tog jeg, Martin og alle vores 5 naboer fra universitet i Tyskland til Introfest, arrangeret af TISA, Tsukuba university International Student Association.
Invitationen lød på Hanami, altså endnu en kirsebærblomstsbeskuelsesfest. Jeg må indrømme, at den blev lidt af et antiklimaks - Et ironisk sjovt et af slagsen. Uanset hvad de havde fundet på, havde de nu heller ikke kunnet nå vores lille hanami dagen før til sokkeholderne.

Hanami'en fandt sted på samme allé, som vores egen havde. Ved ankomsten blev alle os nye, gamle, internationale og japanske studerende placeret rundt om den kæmpe, blå hanami-måtte, som var tapet sammen af tre eller seks presseninger. Vi tog skoene af og satte os i en rundkreds.
Festarrangørerne kom rundt med drikkevarer og en stofpose til at smide 200 yen i som betaling, 11 Dkr. Det var en god måde at gøre det på, uden dikkedarer.
Igen kommer det bag på mig, at der til hver person var beregnet én enkelt øl eller cider (igen de dér mærkelige nogen med tropefrugter, ved navn "Cocktail Companion" eller sådan noget). Og ingen havde egne drikkevarer med. Hvordan kan det være, at der på dette universitet ikke er brug for litervis af alkohol til at bryde isen? Jeg forstår det ikke.

Da vi havde siddet skoleret et kvarters tid og ventet på de sidste deltagere og varmet vores drikkevarer i de små naller, dukkede de endelig op. Så blev der knappet op over hele linien, Arrangørerne råbte KAMPAAAAAAAAAIII!, sprang op og løb rundt i en stor cirkel inde på vores blå måtte og skålede med os alle sammen, som var deres øldåser den Olympiske Ild og vores dåser en række lunter, de skulle nå at tænde på tid.
Det var et effektivt signal til, at løjerne kunne begynde! Der gik ikke fem minutter, så havde hele den ene langside af måtten rejst sig og var rykket hen og sidde foran den anden langside. Men ikke lige overfor: Det var tydeligt, at de japanske fyre helst ville hen og sidde overfor de "eksotiske" piger, det vil f.eks. sige de bl.a. ukrainske piger, som har farvet håret blond. Det var sjovt at observere, at lige foran høje, knaldrødhårede Martin og lige så høje, "blonde" Aninja, var der helt tomt. Og helt overfor os, på den anden kant af måtten, sad der tre kinesiske, jævnaldrende fyre og sendte hinanden lidt beklemte blikke og så ud som om, de kollektivt samlede mod til at gå hen og hilse på os :D
Så fik vi da hilst, og de viste sig at være rigtigt flinke, især den ene, som vi begge siden er stødt ind i på campus og har udvekslet email med.
Jeg kan simpelthen ikke huske, hvem jeg ellers snakkede med! Jeg kom hjem med en kalender fuld af de to japanske arrangørers facebook-navne, en håndfuld af de europæiske pigers mailadresser og lokale mobilnumre, og mailen på en enkelt japansk studerende, en lille knægt som også har taget sin bachelor i Information Science og derfor syntes, han ville hjælpe mig med at falde godt til i vores fælles college på Kasuga Campus.
Fælles for hele redeligheden var, at efter to til fem minutter havde man fået spurgt om alt det sædvanlige - Navn, alder, hjemland, studieretning, antal år man har studeret, hvor mange sprog man taler, hvilket undervisningsniveau i japansk man forventer at komme på, og måske et par stykker mere, hvis bølgerne går højt. Derefter er man rimeligt tæt på at have udtømt japanernes engelske ordforråd. Og man har luret, om folk er interessante eller ej, hvilket jeg havde svært ved at finde, at nogen virkelig var, dén fredag aften.
Så folks blikke begynder at flakke, man kigger rundt for at se, om en af sidemændene har fået gevinst og er kommet i gang med noget, der kan betegnes som en egentlig, interessant samtale og prøver at hoppe med i den, uden at fornærme sin konversationspartner alt for meget. Eller man kigger rundt for at finde en undskyldning for at sætte sig over til nogen, som ser lidt mere livlig ud og sidder alene for et kort øjeblik.
Det er anstrengende og anmasende. Og jeg forstår det ikke.

Jeg havde jo lige lært alt muligt om den mad og drikke, som traditionelt skal serveres til en hanami, så jeg blev godt skuffet, da der ikke var noget mad. Men det var nu også prætentiøst af mig at have troet det.
Efter to timers speeddating smuttede Martin og jeg lige så stille hen til 7eleven ét minut væk på den anden side af gaden. Jeg tror, vi brugte et kvarter på bare at kigge og lure og prikke og nyde al den mærkelige mad, som japanerne har som take away.

I sidste ende faldt valget på:
- En pakke dødlækre dumblings med sesamsauce, som lige blev gennemvarmet af kassedrengen i microovnen.
- En bøtte med spaghetti, grøn salat, lidt skinketern og dressing i låget.
- To små, firkantede pakker med azukibønnemasse (slik), ligesom dem vi køber i den japanske butik, Sachie, i Fiolstæde. Her koster de bare kun 3,55 Dkr, ha hahaha ha!
- Desuden et madbrød med smeltet ost og bløde løg ovenpå, som endte med at blive morgenmad lørdag i stedet, det andet mættede så godt. Som nævnt er japansk bagværk super mærkeligt: Dette brød var på længde med et dansk sandwich-flute, men lige så blødt/svampet/vådt/slattent som et uheldigt pølsebrød fra pølsemanden, af dem uden sprød skorpe. Og alligevel smagte det glimrende. Jeg forstår det ikke.

Martin og jeg fandt os nogle store, fine sten at sidde og spise aftensmad på, for vi ville ikke sidde og spise for næsen af alle de andre. Da vi vendte tilbage, var klokken blevet fem minutter i ti og alle folk stod linet op til et stort gruppefoto, som jeg dermed lige præcis ikke kom med på. Herefter ryddede TISA-teamet og et par enkelte af os festgæster op, mens resten stod og snakkede. Folk ville ikke hjem, og festen virkede som om, den sagtens kunne blive ved nogle timer endnu. Men af en eller anden grund var der ingen, der havde lyst til at sætte sig igen, folk stod bare ved deres cykler og snakkede i små grupper, som de jonglerede lidt rundt imellem. Efter 20 minutter orkede jeg simpelthen ikke flere sprog og flere præsentationer, så jeg forlod Martin og alle tøserne fra Spanien, Tyskland, Rusland, Ukraine og Litauen, fyrene fra Kina og Indien samt alle de andre folk, og strøg hjem under en varm dyne!
Krim var glad for at se mig på skype, og jeg var mindst lige så glad for at se ham. Jeg forstår det godt!

Køleskabkøleskabkøleskabkøleskabkøleskabkøleskabkøleskabkøleskabkøleskabkøleskabkøleskabkøleskabkøleskabkøleskabkøleskabkøleskabkøleskabkøleskabkølesk

2009-04-17T22:47:00.001-07:00

Mens jeg skriver bloggen færdig over, hvad jeg lavede fredag den 10., bringer jeg lige en vigtig meddelelse:

JEG HAR KØBT ET KØLESKAB!

Jeg har købt et køleskab, jeg har købt et køleskab, jeg har købt et køleskab, jeg har købt et køleskab, jeg har købt et køleskab, jeg har købt et køleskab, jeg har købt et køleskab!

Det er stort, og helt shiny og nyt at se på.
Det er under 3 timer siden, jeg købte det.
Prisen var 4000 yen.
Der er 2 eller 3 tøser på min gang, som gerne vil dele det med mig.

Prøv engang at gå ind på valutaregneren og se, hvor meget 4000 yen er...

Jubiiiii! ヘ(^_^ヘ)(ノ^_^)ノー♪

花見 betyder hanami

2009-04-15T21:41:00.000-07:00

Torsdag lignede pludselig en fredelig dag, ovenpå alle de mange, mange møder og aktiviteter, mandag til onsdag havde været fulde af.

Dagens eneste skemalagte program var et introduktionsmøde kl. 11.30 til vores eget College her på Universitetet, altså dét Martin og jeg for nemheds skyld kalder for Biblioteksskolen. Officielt hedder det:

Institute of Library and Information Science

Undergraduate students (Bachelorer) hører vistnok til under:

School of Informatics
College of Information Science
College of Media Arts, Science and Technology
College of Knowledge and Library Sciences

Og så er der vores niveau, som er Graduate students (dækker over Kandidat, Master, Ph.D og Doktorat):

Graduate School of Library, Information and Media Studies

Det viste sig, at Martin og jeg samt vores tutorer var de eneste til mødet, og dermed de eneste exchange students i vores College på dette trimester. Så vi bliver vist ret forkælede ^^
Mødet blev ledet af en af kontordamerne, vistnok selveste Lederen af Papirnusseriet, en meget sød dame. Og effektiv, vi skulle endnu en gang blot skrive under på en million papirer og modtage nogle grundlæggende oplysninger.
Havde dette været et Nintendo computerspil, ville jeg have sagt, at vi nu havde fået så mange XP ved at udfylde blanketter, at vi havde fået Level Up og nu er nået til næste sværhedsgrad:
Vores sidste 2 af 5 studie-plastikkort havde nemlig mere end ét trin: Det ene skulle først udfyldes af Kontormama, siden af os selv og til sidst skulle det lamineres ovre i det Internationale Studiekontor.
For at få det andet, skal tilhørende blanket først udfyldes af min Host Professor, Atsushi Fujii (udtales Hujii-sensei), siden af mig selv, og derefter afleveres til Shihono, som skal med op og aflevere det på det andet kontor, lige ved siden af kontoret med "vores" Kontormama.

Hele mødet tog kun en halv time. Så splittede vi op og gik til hvert vores Laboratorium. Shihono havde heller ingen planer for dagen, så nu var det blevet tid til at finde mig dén cykel!
I Lab'et var også Huang (tror jeg, det staves), en fyr i 30'erne, som skriver på sit professorat, hvis jeg har forstået det korrekt. Han er kineser og har boet i Japan i omkring 10 år. Han er gift og har en lille unge, som jeg håber at få at se på et tidspunkt.

En indskudt bemærkning: Det er ham, som i mandags kørte Shihono og mig hjem fra den lokale Dalle-Valle-udgave med alle mine pakkenelliker. Dér troede jeg, at de to var kærester, fordi Shihono præsenterede ham som sin boyfriend.
Nu har jeg så fundet ud af, at japanerne bruger ordet boyfriend som boy friend, altså blot en drengeven. Hvis de mener kæreste, så siger de kæreste: Så er man lovers.
Yui og den boy friend, som Shihono og jeg var ude at spise med i tirsdags, er altså heller ikke lovers men bare friends. Pinligt pinligt, at jeg kunne tage fejl! ;-)

Shihono var vildt ked af, at hun var løbet tør for ideer til at finde mig en billig cykel. Men da de hørte, at jeg havde budgetteret 500 Dkr til at få mig en cykel, kendte Huang det helt rette sted. Så endnu en gang smed han os ind i sin bil og legede chauffør.

Først kørte vi dog hen til et gigantisk, ét år gammelt shoppingcenter, hvor vi spiste frokost på en finere restaurant. Her lærte jeg en vigtig ting om japansk madkunst:
Hvis man bestiller noget, der på fotoet i menukortet bliver udgjort af to skåle, og hvis der ved siden af står, at man får f.eks. kylling med sobanudler (som jeg bestilte), så får man det ikke i to små skåle, næh, så får man to skåle i fuld størrelse og dermed dobbelt så meget mad.
En hel skål med ris, japansk-paneret kylling og rå hvidkål skåret i nålestynde strimler. Og en hel skål varme boghvedenudler i suppefond med forårsløg. Og picklede grøntsager som sidedish. Puha, man får spist sig mæt i Japan!

Prisen var det samme som for en mindre portion, 860 yen, 48,50 Dkr, hvilket er halvdyrt for en japansk studerende men overraskende billigt for en dansker. Men sørme om ikke Huang mente, at han skulle gi'. Så han flashede lige sit visa-kort (weee, første sted jeg har set, at man kan betale med plastik i Japan!).
Og så lærte han mig at sige "Tak for mad", med det udtryk som folkene på en Stormandsgård brugte i middelalderen, når de takkede Stormanden for, at han sørgede for at der kunne komme mad på bordet til alle i husholdningen. Det er præcis den samme måde man levede på i Nordens middelalder, så det er lidt skægt. Og ret flabet af Huang - Synes rigtigt godt om ham.

Udenfor restauranten i storcentret lå der en bager - Ja, en bager! Hos Brunos franske bageri kunne man få 30 forskellige typer sødt, blødt, svampet-vådt bagværk, som japanerne er vilde med og som vi andre ville kalde kage. Men man kunne også få et vaskeægte franskbrød med skorpe som et godt, fransk baguette. Det er første gang siden i flyet, at jeg har fået rigtigt brød.
Og nu en uge efter, hvor jeg blogger dette, har jeg stadig ikke fundet andre steder, hvor de har rigtigt brød. Det savner jeg allerede! Mit Bruno-brød delte jeg med Martin og spiste det langsomt over to dage.

Så racede vi hen til en stor cykelhandler, som ligger langs en af indfaldsvejene til Tsukuba by, blandt bilforhandlere, MacD'er og sushirestauranten fra igår. Butikkerne ligger i hver deres store bygning, isoleret på alle sider af masser af parkeringspladser og tomme byggegrunde og alt for få træer. I ved, ligesom hvis man kører lidt udenfor København, på vej mod Roskilde, Tåstrup, Køge eller lignende.

Jeg prøvekørte tre cykler, og på alle tre fik jeg sat sadlen så højt op, at den næsten ikke sad fast på stellet længere.
Den billigste cykel kostede 9999 yen. Det er 560 Dkr. Men jeg besluttede mig for den til 1099 yen i stedet: Den er magen til den anden, men hjulene er ca. en inch større i radius, hvilket gør hele cyklen liiige en håndfuld centimeter højere. Shihono og Huang grinede af mig, men jeg synes altså, det er rart. Har nu døbt mig selv The Longlegged Freak ;P
Cyklen nummeret dyrere havde gear, men Shihono og Huang mindede mig om, at "hvad skal jeg dog med det på en bycykel?"
Andre forskelle er, at der ikke findes fodbremser i Japan. I det mindste er der to håndbremser. Håber aldrig, der opstår en paniksituation, for så kommer jeg til at glemme alt om håndbremserne.
Og så har standardcykler ikke bagsmæk, men cykelkurv. Så sådan en er der også monteret. Den gør cyklen ekstra for-tung, desværre, men derudover er det lækkert. Og en dynamolygte er der også, det er luksus. Men er glad for, at jeg har "slæbt" (uha, diodelygter er tunge!) lygter med hjemmefra, for konceptet med en baglygte er ikke spor udbredt her på egnen!

Min Mor har efterfølgende spurgt mig, hvad jeg vil kalde min cykel. Jeg har ikke fundet på noget passende Andersensk endnu. Men det er helt sikkert, at jeg på et tidspunkt springer på den og cykler hen til gaden Andersen, hvor spisestedet Andersen ligger, som Martin og jeg så fra bussen den første dag, da vi kom fra Narita lufthavn. Det er jeg bare nødt til!

Og så er den mint-grøn-grå, forresten. Må se at få taget et par billeder.

Og nu kommer vi til hanami... Jeg havde lagt mærke til, at uanset hvilket blomstrende kirsebærtræ, man gik forbi imellem klokken 17 og langt over sengetid, var der glade mennesker under dets krone, som hyldede sakura og sake i lige mål.
Disse århundredgamle forårsfester kaldes hanami, hvilket direkte oversat betyder at se (mi) på blomster (hana). Men der er intet forældet over dem, japanske studerende (især de nystartede russer) har de samme drikkelege som danskerne. De bliver bare fulde hurtigere.

På vej hjem med cyklen spurgte jeg lidt diskret, hvor mange hanami Huang og Shihono havde deltaget i dette forår. Shihono: Nul, Huang: Een.
En af de mest elskværdige egenskaber ved japanerne er, at de ved hvad man tænker, inden man overhovedet selv når at tænke det. Og de tilbyder en løsning, inden man overhovedet selv har fundet ud af, at man har et problem foran sig. Martin kalder japanerne for "et helt folkefærd bestående af hjælpsomme bibliotekarer!"
Dette tankelæsnings-gen svigtede heller ikke denne gang: Huang havde straks luret, hvor jeg ville hen: "Would you like a hanami with us? Tonight?" Og så var det afgjort!

Lige på stedet begyndte Shihono at planlægge med Yui over mobilen.
Yui meldte faktisk først ud, at hun ikke kunne deltage, så vi udskød festen til næste uge. Men en time senere havde hun alligevel valgt at aflyse hendes aftenaftale, for: Når weekenden var forbi, ville der ikke være flere kirsebærblomster tilbage, spåede mine venner. Og Yui ville med!
Så ringede Shihono rundt til resten af dem, der skulle inviteres, og jeg orienterede Martin. Klokken 17 mødtes Yui, Huang, Shihono og jeg igen i Lab'et, spildte en time på at fortælle vittigheder og lave sjov, og så kørte vi på indkøb. Der hører sig nemlig nogle helt specielle traditioner til en hanami, både hvad angår mad og drikke.

Her er, hvad vi fik shoppet i Jusco (Dalle-Valle):

Flere slags sushi. Herovre koster det jo ingen penge.
To slags paneret kylling i god sovs.
To slags kolde nudel-salater.
En frokost-størrelse pizza fra 7eleven, da der dukkede endnu en gæst op.

Edamame-bønner
Riskiks - Ikke som min Mors flade øko, men godt saltede chips, formet som stjerner.
Kartoffelchips, der smager som derhjemme.

Traditionelt slik:
Kugler af en klæg masse lavet på rismel, sat på et træspyd. Med smag af flormelis. Nogle var farvet i lyserød og lysegrøn, andre var overtrukket med japanernes søde, rødbrune dessert-azukibønne-masse, og andre igen overtrukket med en klistret, karamelliseret sauce lavet på soja, så den henledte tanken på både flormelis, salt og tang.

En øl,
3 alkoholiske cider med forskellig tropefrugtsmag.
En lille flaske sake, så vi kunne skåle og drikke dus.
2 x 2 liter kold, grøn te på plastikflaske.

En blå pressening til at sidde på - Traditionen melder åbenbart, at dugen skal være blå.

Klokken 19.30 havde vi parkeret bilen i nærheden af mit kollegie, udvalgt os et kæmpe kirsebærtræ lidt væk fra de andre hanami i nærheden og bredt vores blå hanami-måtte ud på græsset under en gadelygte, så vi kunne se, hvad vi lavede.
Hanami er nemlig en aftenaktivitet, så der er solen gået ned. Det viser endnu en gang, at hanami handler mere om at have det sjovt og nyde foråret, end om decideret at nyde træerne.

Endnu en speciel ting: Hanami afholdes ikke midt på en græsplæne, så langt væk ud i naturen som muligt, som vi danskere har tradition for. Tværtimod afholdes alle hanami på mit campus 20 meter fra hinanden på en cykelsti, som følger østsiden af campus.
Den asfalterede sti er en allé omgærdet af to striber græs og kæmpe kirsebærtræer. På den ene side af alleén er et bælte af træer og buske, som delvist skjuler kollegiebygningerne lige bagved. På den anden side er der en hæk og ½ meter græs mere, så kommer en gade, hvor bilerne skynder sig forbi 24-7. Og på den anden side af gaden ligger caféer, restauranter, en 7eleven og ved siden af den en 7eleven-wannabe, som alle flasher store lysskilte og bannere.
Var det ikke vildt ubehageligt? Nej, det var bare anderledes. Meget anderledes, til at begynde med. Men nu forstår jeg lidt mere af japanernes mentalitet, jeg er jo på besøg i et land, som er så tæt befolket, at tallene er umulige overhovedet at forestille mig. Og hvor man dermed aldrig har omgivelserne helt for sig selv.

Vi endte med at blive syv: Shihono, Yui, Huang, Martin, Cho, endnu en af drengevennerne, som lige kom forbi, og undertegnede.
Aftenen gik med at fortælle vittigheder, forsøge at sammenligne Danmark og Japan, arbejde os forbi sprogforbistringen, f.eks. den dér med boyfriend eller boy friend, grine over alt det, vi forstod, og grine sammen af alle de ting, vi ikke forstod.
Ingen nåede at blive fulde, det var der slet ikke alkohol nok til, og det var heller ikke meningen. Selv om jeg nu har de to bittesmå tøser, Shihono og Yui, mistænkt for at være blevet lidt beduggede. Når man er et lille nips på 1.53 meter, skal der jo ikke så meget til ^^

Omkring kl. 22 sluttede vi festen.
For os danskere har det dér været så bælgravende mørkt i så mange timer, at hvis det havde været en dansk, tilsvarende varm juniaften, havde klokken været 3 om natten. Og så trætte følte vi os, Martin og jeg!
Desuden begyndte det at blive koldt, og selv den vindtætte jakke kunne ikke rigtig længere holde kulden ude. Så vi ryddede pænt op, sagde farvel og tak for en vidunderlig aften (uden farvelknus, det bruger japanerne jo ikke rigtigt. Meget mærkeligt!) og jeg vandrede de 4 minutter hjem til en varm seng at falde i søvn i, med to dyner over sig for nattekulden...

Samlebånds-sushi

2009-04-12T04:06:00.000-07:00

Onsdag begyndte kl. 07.30 med morgenmad, havregryn med mælk i bedste gaijin-style (fremmedarbejder-stil?).
Klokken 10 hentede Shihono mig for at være sikker på, at jeg kunne finde vej hen til vores eget Campus, hvor en af Martins tutor's venner hentede os alle i bil, ren forkælelse!
Og så blev vi kørt ud til den nærmeste lokalafdeling af Tsukuba City Hall, den såkaldte Sakura Branch. Her havde vi 3 ærinder på samme tid:

Ansøge om vores Certificate of Alien Registration Cards, Gaikokujin Torokusho, eller bare Alien Cards, som de lidt forhadt kaldes. Fremmed-kortet skal vi bære på os konstant, pas er ikke nok. Det er en sikkerhedsforanstaltning, ligesom vi skulle have taget foto + fingeraftryk i lufthavnen. Principielt går dette mig meget imod, men i praktis er det jo helt smertefrit, så det er fint nok.

Bede om en forhåndsgodkendelse på Alien Card'et. En såkaldt Gaikokujin Torokugenpyo Kisaijikou Shomeisho. Den skal man have af en eller anden mærkelig grund, når og kun når man er studerende på master-niveau. Hver kopi kostede 200 yen, altså 11 kr. Hvorfor kan papirarbejde i Danmark ikke være lige så billigt? Tænk, hvis man kunne få f.eks. en lægeerklæring for en 10'er...

Tilmelde os den Nationale Sygesikring, National Health Insurance program. Alle japanere og alle udlændinge med opholdstilladelse skal tilmeldes denne. Den er forholdsvis billig, heldigvis, og praktisk: Staten betaler 70% af alle læge- og sygehusudgifter. Min rejseforsikring er sikkert også rigtigt glade for dette.

Efter det møjsommelige, men i det mindste effektive, papirarbejde på rådhuset, var det tid til o-sushi ("den ærede sushi") til frokost.
Så nu har jeg prøvet at være på sådan en ægte sushi-bar, hvor sushi'en ruller forbi ens bord på et transportbånd, og man så bare tager de stykker, man har lyst til. Det er nemmest at forklare i billeder, så dem har jeg lagt ud her.
Priserne er vanvittigt nemme at finde ud af: En tallerken fra transportbåndet koster 105 yen (6 kr). Tager man en dessert, kommer den i en lille glasskål, som koster 157 yen (tror jeg nok, det var). Nogle ting kommer også i skåle, men koster det samme som sushi'en. De kommer så bare i nogle ottekantede skåle. Vand og grøn te er gratis, som det er de fleste steder i byen!
Når man er færdig, trykker man "Regning, tak" på touch screen'en over bordet, så kommer der en tjener trissende og tæller antal tallerkener og to typer skåle i en stabel foran hver af gæsterne ved bordet. Folk bliver skrevet op enkeltvis på regningen, så kan man betale hver for sig ved kassen henne ved udgangen.

Tilsidst blev vi pænt afleveret på campus igen af Martins tutor's kammerat, så vi kunne finde hjem. Og for at det ikke skal være løgn, havde kammeraten - Mens han ventede på os på Rådhuset - Købt gaver til os, en stor pose japansk slik-delikatesse til hver, som kom i de fineste gaveposer i bomuld mønstret med bittesmå blomster og krabber med smilende ansigter. Dér følte jeg mig meget lille og betuttet over, ikke at have tænkt på en gave til ham... Nu har jeg lært, at det har jeg næste gang...

Slikket er iøvrigt "yaki-karinto", dej som er blevet friteret, så det bliver superluftigt. Det minder mest om rutebiler, de dér aflange chokolademarengs. Men i stedet for chokolade smager de stærkt af karamel eller ahornsirup, som er varmet op til grænsen af at brænde på. Man skal lige vænne sig til dem, så er de go'e! Har vist et foto af dem et sted.

Martin og jeg blev enige om at give vores tutorer en friaften og gå ud og udforske campus på egen hånd.

Campus er stort. Meget, meget, meget stort. Jeg har lige brugt Google Map's funktion, Distance Measurement Tool, til at regne ud at der er 4,4 kilometer imellem campus' allersydligste punkt, som er hovedindgangen til Biblioteksskolen i Kasuga Campus, og til det allernordligste punkt, som er det kæmpe kollegie-område Ichinoya, omkranset af nogle nogle tynde - men vilde - skovbælter, som tilhører landbrugs-afdelingen af Universitetet.

De 4,4 km er ikke i fugleflugtlinie, men følger den rute, man anvender på cykel igennem campus, igennem kontorbygninger, dormitory-områder, 5 biblioteker, græsplæner, parkeringspladser, sportsarealer, over broer og under alléer lyserøde af kirsebærblomster.
Alle de steder på campus, hvor der er højdeforskelle med trapper, er er også en rampe ved siden af til cyklisterne.

Vi vandrede helt op nordpå og hjem igen.

På vej ud fandt vi ud af, at Hoved-forskningsbiblioteket har solgt sin sjæl til Starbucks, i bedste amerikaner-stil. Og at Starbucks har en Chai Latte, som ligner Baresso's tilpas meget, krusene er bare ½ gang større til 2/3 af prisen! 29,50 dkr, hvilket i øvrigt er rasende dyrt for en japaner/studerende.

På vej hjem var vi blevet sultne og faldt over (eller nærmere overfaldt) en nudel-bar lige ved Hovedbiblioteket midt på campus. De to damer i køkkenet kunne ikke to ord engelsk, men den ene af dem hev da bare fat i den nærmeste knægt, som hun lige havde serveret for, og fik ham til at lege tolk.

Jeg kom frem til, at den sidste type nudler, jeg manglede at smage, nemlig udon, måtte være det helt rigtige at bestille. Udon with pork. Kødet viste sig at være pålægs-tynde stykker let stegt flæsk, som blev smidt oveni udon-suppen i en stor klump, som langsomt gik fra hinanden, som den blev varmet op af suppen. Det lyder ulækkert, men det var fantatisk lækkert. Sammen med kødet var der stykker af kogte løg og grøn tang. Japanerne kan bare lave kraftige, velsmagende supper! Og så kostede det kun sølle 22,50 dkr.

Vi vandrede hjem og efter en time, kl. 21, drattede jeg omkuld.

Jeg har jo lovet jer en masse fotos. De vil løbende blive smidt op på min picasa med kommentarer, her er en del allerede.

Jeg er ikke så god til det dér med at smide mine fotos ind i teksten. Jeg kan godt finde ud af det, men jeg synes det fjerner folks egen imaginationsevne. Jeg kan bedre li' at tale til jeres fantasi og få jer til at forestille jer den blækspruttesushi med arme, som Martin helt frivilligt satte tænderne i. Og så videre. Så det vil nok også fremover blive sådan, at jeg linker herinde til mine fotos, når jeg uploader nogle nye. Og så kommer blog og billeder til at fortælle to forskellige, sammenhængende historier...

Kære Dagbog... ;-)

2009-04-09T19:14:00.000-07:00

Jeg har besluttet at blogge én dag i hvert indlæg her til at starte med, så jeg også selv kan huske, hvad der er foregået.

Men først må jeg lige besvare Eriks spørgsmål:
Martin kommer fra Biblioteksskolens anden afdeling, i Aalborg. Vi har uafhængigt at hinanden fundet ud af, at vi kunne og bare VILLE til Japan her på kandidaten. Heldigvis for os fik ingen andre det skøre indfald, så vi havde ingen at konkurrere med om Biblioteksskolens 2 årlige pladser.
Martin og jeg har mødt hinanden én gang til en videokonference og én gang IRL, hvor Martin og hans kæreste, Sarah, inviterede på (god) lasagne i Aalborg, så vi alle kunne se de respektive giraffer. Derudover har vi snakket en del på msn/tlf, så vi var sikre på begge at få husket alle de mange, mange, mange forberedelser til rejsen.

Tirsdag morgen vågnede jeg kl. 08, efter at have tvunget mig selv til at sove i 12 timer. Dagens program startede først kl. 13, så klokken 12.30 hentede Shihono (min smukke tutor) mig og vi vandrede ad Hovedvejen 20 minutter igennem Campus, til vi næsten nåede ind til midten af universitetets grund. Turen tog os over kæmpe græsarealer, flere alléer med kirsebærtræer så høje som 2-etages huse, en sø med en romantisk bro over, hvor der stod en fyr og fiskede, og hvor vi var ved at blive kørt ned af 30 cyklister, inden vi endelig kom frem.

Vores Orientering kl. 13 tog frygtelige 3 timer. Vi blev præsenteret for alle nøglepersonerne i det Internationale Studiekontor, fik ridset hele vores studieforløb op lige til vi sætter os ind i hjemrejse-flyet og fik 1000 formaninger med på vejen, så vi blev helt rundt på gulvet.

Vigtigst var disse 3 regler:

1. Stay healty. Look after your health.
Om 3 uger har vi et health check på universitets Health Care Center, hvor vi allesammen skal undersøges i hoved og røff.
Vi er åbenbart også i stor fare for at blive kørt ned: Gennem tiderne er flere internationale studerende røget på hospitalet (som ligger 4 minutter væk fra mit dorm på gåben) i ambulance, for at blive opereret for frygtelige skader af at støde sammen med en cyklist.
Og Tsukuba "kommune", "Tukuba-shi", har åbenbart landets højeste antal bilulykker begået af meget unge billister. Som alle kører i venstre side af vejen, for det gør man herovre.

2. Communicate well.
Sørg for, ikke at blive isoleret og ikke at holde dig inde på dit værelse, hvis du er ked af det. Misbrug din tutor, om nødvendigt.

3. Be aware that you are an ambassador of your home university.
Den japanske mentalitet dikterer, at uanset hvor meget sorte får vi måtte være derhjemme på Danmarks Biblioteksskole, så bliver vi her opfattet som de allermest mainstream bibliotekar-studerende, man kan opdrive. Så vi er direkte ansvarlige for, hvorvidt der får lov at komme flere danskere herover efter os.

Efter mødet ved 16-tiden skiltes jeg fra Martin, som skulle til et laaangt møde. Shihono og jeg gik ud for at finde mig en brugt cykel, men det var ikke så nemt: I cykelsmedens baglokale sad der en rigtig gammelfar og strammede nogle skruer på en cykel. Shihono forklarede yderst høftligt vores forehavende i en enkelt sætning, og derefter begyndte han på japansk at fortælle en eller anden røverhistorie fra de syv have, mens han smilede og hans øjne glimtede. Han snakkede i 5 minutter, hvorefter han sagde farvel, Shino undskyldte, at vi havde taget hans tid, og vi gik.

Nu kommer det sære: Shihono tog fat i min arm og trak afsted med mig, mens hun meget lavmælt fortalte, at manden var pissesur. Han havde skældt hende ud over, at hun kom trækkende med mig, en udenlandsk studerende, som kun skulle være her i nogle måneder og var for fattig til at købe en af hans nye cykler, når han nu ikke havde flere af de brugte cykler tilbage i butikken.

Nå, det fik være, vi vandrede ind mod byen istedet, og her fik jeg øvet mig i at overholde alle de nye 3 regler:

1. Shihono og jeg var sultne, og for at passe på vores helbred, besluttede vi os for at gribe noget aftensmad. Da vi alligevel skulle igennem vores egen del af Campus (Biblioteksskole-afdelingen), smuttede vi lige ind i vores Laboratory, som det åbne kontormiljø kaldes, hvor mit instituts kandidat- og ph.d.-studerende har arbejdsplads. Her fulgte regel nr. 2 helt af sig selv:

2. Overfor min lille arbejdsplads sidder Yui, endnu en fantastisk sød pige som er jævnaldrende med Shihono og deler fag med hende. Yui ringede efter sin kæreste (eller bare drengeven? Jeg kan ikke finde ud af det). Han hentede os i sin bil(!) og så kørte vi ud og fandt en traditionel, japansk restaurant.
Her var menukortet ulæseligt, selv priserne var skrevet med kanji i stedet for romertal. Vi skulle tage skoene af og kravle på alle fire for at komme hen til selve bordet, hvor man så sidder på kanten af det forhøjede gulv og stikker fødderne ned i et hul under bordet. De af jer, som har været på en ægte japansk restaurant, ved hvad jeg mener.
Vi fik serveret grøn te og nogle seje kugler lavet af et soyaprodukt, som de andre tre havde stor morskab med at lokke mig til at spise i én bid og så sidde og tygge på i et helt minut. Som svar på deres spørgsmål om, hvorvidt jeg kunne gætte, hvad det var, kom jeg til at svare "keshigomu" - viskelæder!
Så fra nu af bliver alle nye, japanske delikatesser sammenlignet med keshigomu.
Jeg bestilte soba-nudler, tynde gråbrune nudler lavet af boghvede (altid serveret i suppe, når de er varme). Eller rettere, jeg bestilte bare det samme som Shihono, hvilket blev til en skål med soba-nudler og en endnu større skål med ris og masser af små stykker kylling og spejlæg.

3. En ambassadør skal underholde sine værter. Jeg fandt ud af, at den japanske humor går rigtigt godt i spænd med den danske. F.eks. forstår japanere udmærket ironi ;D
Det er sjovt at gå og påstå, at alle fra DB-Kbh er præcis ligesom mig (Hvorfor tror de mon ikke på mig?)

Kl. 19.30 havde det været mørkt udenfor længe, jeg var bombet og vi tog hjem - Blev kørt til døren af de kærlige mennesker. Shihono tog lige et smut med op på mit værelse og hjalp mig med at komme på nettet!!! Og samtidig udvekslede vi skype- og yahoo-chatnavne, så vi nu har en mulighed for at fange hinanden hjemmefra...

Kl. 20 kiggede Martin forbi mit værelse for at høre, om vi skulle spise noget aftensmad sammen, for da var mødet med hans host professor endelig færdigt! Jeg takkede pænt nej.

Kl. 23 faldt jeg i søvn henover skype. Vidunderligt, endelig at have fået alle vennerne tilbage i min computer...

I Japan er alt lyserødt

2009-04-07T05:29:00.000-07:00

Jeg elsker at flyve!

Jeg tror, alle udtrykkene forbundet med at kigge ned på jorden fra luften, må være fra en tid, hvor man kun kunne komme op i ballon-højde. Biler er ikke små som lopper, de er små som punktummer - Eller mindre. Tog er som synåle, og man stikker sig på dem bare ved synet. Markerne er ikke som frimærker, men så bittesmå som de huller, man klipper ud, når man bruger en hullemaskine. Konfettimarker.

Jeg gruede for lufthavnen. Jeg har været en hel del gange i Kastrup efterhånden og kender den fint. Det var ikke dét. Det var heller ikke tidspresset eller check in (som forøvrigt tog 7 minutter og ikke 40, p.g.a. det "nye" selv-check in). Eller frygten for, hvorvidt min bagage kom med, jeg rejste jo med organisatoriske SAS til organisatoriske Japan, så hvilket sted på rejsen skulle nogen klumre i det?

Nej, jeg frygtede at sige Farvel...

- Og så frygtede jeg scanner-chekket, for hvordan jeg nogensinde skulle få min 4½ kg's 17'' widescreen-computer tilbage i rygsækken, det var mig en gåde af brutale dimensioner.

Men i sidste ende gav begge dele jo sig selv. Utroligt, hvad man kan klare ovenpå en omgang lufthavns-sex på toilettet (Ej, det' gas, bare rolig).

VI fløj nordøst fra Kbh indover Finland og derefter kurs stik imod Japan, henover Rusland og siden Kina. Hele rejsen var én lang vinduesudsigt udover snedækkede bjerge, gennemskåret på kryds og tværs af sytråds-tynde, menneskabte veje, nogle af dem lagt med lineal igennem undertvungen natur, andre blidt afpasset til at følge floderne, der som serpentiner skabte afveksling i det ensformige syn.

Det blev nat og det blev dag (hhv. kl. 19 og kl. 23 dansk tid). Ingen mellemlanding alligevel. Efter 3 timers søvn afbrudt af dagslys og morgenmad og en masse kedelig venten, fløj vi endelig ud over havet, vinkede farvel til Kinas kyst og spejdede utålmodigt efter Japans. Efter 1½ time var vi landet.

Ialt tog flyveturen 10½ time, fra vi slap jorden kl. 16 til vi rørte den igen kl. 9.30. Tidsforskellen er 7 timer (jeg er foran jer).

Narita Tokyo er måske nok en gigantisk, international lufthavn, men dén lille del af den, Martin og jeg behøvede at se, fik den til at ligne en bette provinslufthavn. Tydeligvis en meget effektiv, kort rute, vi blev sluset igennem.
Fra flyet hen og stå i kø i immigrations-skrankerne, hvor alle udlændinge afleverer fingeraftryk og smiler til kameraet. Her fik Martin og jeg byttet vores Certificates of Eligibility ud med blanketter til at anskaffe os vores Alien Cards (som de lidt forhadt kaldes). Så var det ned at hente bagagen og forklare en tolder, at Nej, vi havde skam intet at fortolde og Ja, vi skulle skam studere ved Tsukuba. Så var han meget venlig alligevel.
Ved udgangen fra bagage-hallen stod den mest rare, storsmilende ældre herre med vores navne på et skilt, grinede til os og bød os velkommen til Japan.

Alt dette på kun 45 minutter!

Endnu 5 minutter efter, så havde han forklaret pigen i billet-skranken, hvad vi skulle bruge, vi havde betalt og han havde vist os udenfor. Busstoppestedet var 20 meter væk fra udgangen, og på bænken ved siden af sad 3 blondiner fra Ukraine, som ligesom os skal være Exchange Students. Efter et par minutter dukkede endnu to studerende op fra et tysk universitet, den ene af dem er overraskende nok spansk.
Vi sludrede i 20 minutter, så kom bussen og kørte os og en håndfuld japanere til universitetsbyen Tsukuba. Turen varede 1½ time, hvilket næsten var for lidt til at nyde synet af det underlige Japanske land. Vi kom forbi traditionelle huse, parcelhuse, tage med glacerede teglsten i knaldblå pangfarve (virkede meget traditionelt), bilforhandlere med fladskærme sat op over indkørslen, som viste balloner og nuttede dyr, 7 seven-eleven'er (jubiiii, Nini kan få mad!), utallige "pachinko", det vil sige spillehaller m. spillemaskiner, flippermaskiner, racerspil og al den slags, på størrelse med indkøbscentre. Og family restaurants efter amerikansk koncept, bygget i samme gulplastrede mexico-stil, som man møder i feriebyer og sommerlande og med spaghetti på menuen.

Vejret er vidunderligt, det varmeste, mildeste, danske sommervejr. Kryds fingre med mig for, at det forbliver så "koldt" mindst en måned endnu! Gruer for, når luftfugtigheden vil begynde at stige. Vel ankomne til Tsukuba Center steg vi af bussen og blev modtaget af et par genert fnisende unge damer, som krydsede os af og proppede os ind i endnu en lille bus, som tog os de sidste 1,6 km fra byens absolutte centrum forbi Tsukuba Universitetshospital, forbi universitetets midte og til den fjernere del af campus, hvor mit og Martins dormitory ligger, og hvor min vidunderlige Tutor, Shihono, tog imod. Hun er en rigtig grinebider, 1.55 høj (som min gamle veninde Vivien) med fregner og langt hår, som hele tiden ryger ind for ansigtet, når hun ler. Herfra tog hun sig kærligt af mig.

Campus er grønt! Her er høje træer og græsplæner overalt. Ligegyldigt, hvor man lader øjet hvile, står der et lyserødt kirsebærtræ, Sakura, i fuldt flor! Sakura-festivalen var allerede i slutningen af marts, men det lader træerne sig heldigvis ikke styre af. Også hvide og pink magnolier blomstrer, skønt de vist synger på sidste vers allerede. Fyr, bambus og noget, som ligner dansk tjørn, er dominerende. Samt et væld af træer med tykke, blanke, mørkegrønne blade.

Martin og jeg har fået værelser i 2 lyserøde bygninger lige ved siden af hinanden - Opdelt M/K. På min gang, på 1. sal, bor også den spanske pige fra det tyske universitet, og på Martins gang bor den tyske fyr.
På min etage er der 5 bittesmå værelser, 2 toiletter (også lyserøde), 2 vaskemaskiner, 2 tørretumblere og 1 bad (som koster 100 yen = 5,63 dkr for 10 min's vand). Jeg er heldig, jeg har det eneste hjørneværelse og har dermed to vinduer!
Nedenunder er der 2 toiletter, 2 gasblus som vist må være fra efterkrigsårene, og i stedet for bad er der et ekstra værelse. Intet køleskab(!), ingen fryser, ingen ovn, ingen gryder og pander :S

Min tutor er effektiv: Efter at være installeret i kollegieværelset og have skiftet til noget tyndere tøj, fik vi udleveret sengetøj på lageret, forsøgte at komme på nettet (det kan jeg ikke før imorgen, åbenbart), og så mødtes vi med Martin, hans tutor og hans Host Professor på Denny's, en nærliggende family restaurant. Shihono og jeg bestilte ris med hhv. spejlæg og kylling (mæt for kun 43 kr) og vandrede derefter den lille kilometer ind til centrum, hvor vi gik i den lokale Dalle-Valle.
Vigtigst på listen var: Gardiner mod Solen og nysgerrige blikke! Et ordentligt håndklæde. Opvaskemiddel. H20. Og morgenmad: Super, at kunne huske hvad havregryn hedder på engelsk, og så finde ud af, at det er det samme på japansk. Suppleret op med müesli, en liter mælk og mango-juice, var det jo ren luksus.
Endelig, kl. 17.30, havde min dejlige Tutor arrangeret, at hendes hyggelige kæreste hentede os i sin bil. Hjemme ved mit dorm var hun helt frisk på, at vi skulle ud og købe en brugt cykel eller i det mindste, at hun skulle hjælpe med at sætte gardinerne op og alt sådan noget. Men kl. 18 ønskede jeg hende en god aften og sendte hende hjem med kæresten. Og kl. 20 sov jeg sødt, i en nyredt seng bag nye gardiner, i mit lille gule hummer med mælken dykket ned under iskoldt vand henne i håndvasken i hjørnet.

English or Danish?

2009-03-11T17:34:00.000-07:00

It's almost time to start using my blog for a serious purpose. So I've had to make a decision about whether to write in English or Danish. I've decided on Danish for three reasons:

While in Japan, I probably won't have too much time to write this blog as, apparently, there's no internet in the dormitory. Danish is faster and I won't have to spend extra time finding spelling errors.

While my English speaking friends may want to follow my blog, my Danish speaking family will probably need it more.

Spending 5 months away from home will probably make me long to communicate in my mother tongue once in a while.

So, Danish it is! Most of the time, anyway...

Flock - Usability testing

2008-05-27T09:45:00.001-07:00

excentrisk prinsesse med for meget fritid

(Citat: Sjescia)

Blogged with the Flock Browser

Thundering rhythm/pounding within me/driving me onwards/forcing me to see

2008-04-30T19:22:00.000-07:00

Macro

Overflowing senses
Heightened awareness
I hear my blood flow
I feel its caress
Whispering cosmos
Talking right to me
Unlimited endless
God breathing through me

See the microcosm
In macro vision
Our bodies moving
With pure precision
One universal celebration
One evolution
One creation

Thundering rhythm
Pounding within me
Driving me onwards
Forcing me to see
Clear and enlightening
Right there before me
Brilliantly shining
Intricate beauty

See the microcosm
In macro vision
Our bodies moving
With pure precision
One universal celebration
One evolution
One creation

Depeche Mode (From Playing the Angel, 2005)

©2005 EMI Music Publishing Ltd. administred by EMI Blackwood Music Inc., BMI. All rights reserved. http://www.depechemode.com/lyrics/macro.html

Why do I blog this "poem"? I find it uncommon and strangely energising and wish to share it with whoever might stumble upon this quiet and spartan blog. I learned it by heart the first time I listened to Playing the Angel alone.

Everything is a platform!

2007-10-30T04:55:00.000-07:00

Jeg startede nyt valgfag på mit studie igår. Det har den catchy titel "Web 2.0 og Bibliotek 2.0".

Efter den relativt frugtbare diskussion af, hvad web 2.0 er, er det en fornøjelse at se andre, som ligeledes er enige...