Læse og skrive? Nej, læse og tegne

Som alle ved ;-) har alle de japanske skrifttegn, Kanji, to forskellige udtaler. De kan også have flere, men altid to.
(Fy, ikke nævne yen og andre undtagelser, det er min blog).

Her kommer historien - Helt uden at jeg har gidet tjekke efter i skriftlige kilder, så altså, en historie:
Japanerne importerede for et par tusind år siden Kanji fra det stolte Kina, som jo dengang var hele Østasiens store, kulturelle forbillede. De japanske og kinesiske sprog mindede heller ikke dengang meget om hinanden, så japanerne måtte lempe en del på udtalen af de kinesiske "ordbilleder".
Havde det været os primitive danskere, havde vi sikkert bare taget tegnene og deres billed-betydning og ændret deres udtale til ordene i vores eget sprog. Men ikke japanerne! De valgte at bevare den kinesiske udtale, som hørte til hver enkelt Kanji. Det eneste de gjorde, var at dreje lidt på lydene, så de kom til at passe med de lyde, som udgør det japanske sprog. Derudover kædede de naturligvis også "ordbillederne" sammen med ordene i det japanske sprog.
Således endte de op med to udtaler til hver Kanji.
Disse to udtaler eller læsninger har naturligvis rigtige navne, man kalder dem ikke bare japansk og kinesisk. Den japanske læsning hedder kun-yomi og den "oprindeligt-kinesiske" hedder on-yomi. Yomi betyder læsning.

Her har I et eksempel på ord og Kanji:
Bil hedder kuruma på japansk.
Tog hedder densha.

"Ordbilledet" til venstre betyder bil og/eller vogn.

Kanji'en har to udtaler, nemlig kuruma og sha.
Som I kan se, indgår begge læsninger i to helt, helt almindelige, japanske ord. Sådan er det hele vejen igennem: For de almindelige Kanji er begge læsninger helt integreret i sproget.
Jeg skal ikke kunne udtale mig om de mere ualmindelige Kanji, dem kender jeg slet intet til (endnu, forhåbentlig).

For detaljerytterne vil jeg også lige nævne, at japanerne ikke kun bruger Kanji, men at de også har to alfabeter, som - skønt de er fuldstændigt anderledes - bruges til at stave ord lyd for lyd, med samme formål som vi bruger de latinske bogstaver.
Historien fortæller, at grunden til, at japanerne har to alfabeter, hvis tegn er forskellige, men som i alle andre henseenender er 100% ens, skyldes at mændene ikke ville lære kvinderne at skrive. Så de snarrådige kvinder destillerede deres eget alfabet, Hiragana, ud af de forbudte Kanji, så de kunne nedfælde deres digte og drømme. Fremfor mændenes 1000 til 6000 tegn, var kvindernes på "blot" 46 tegn med variationer, ialt 93 forskellige lyde. Nok til at nedfælde hele det japanske sprog, stavelse for stavelse. Det kunne mændene ikke have siddende på sig! Og det var jo også ret smart i virkeligheden, men aldrig om mændene ville nedværdige sig til at anvende kvindernes Hiragana, med dets feminine cirkelformer og kurver! Så mændene lavede deres helt egne tegn, ovenpå kvindernes skabelon med de 46 tegn, sådan som mændene syntes, at deres nye tegn bedst repræsenterede de Kanji, de stammede fra. Dette mere minimalistiske, kantede alfabet, hvis tegn næsten alle baserer sig på en vinkel på 120 grader, blev kaldt Katakana.

Siden blev Hiragana det klister, som binder alle Kanji sammen, idet bindeord, adverbier og grammatiske former og -endelser skrives med Hiragana, inde imellem Kanji'erne.
Katakana er, lige siden de første portugisiske handelsrejsende, blevet brugt til at konvertere nye fremmedord til japansk. For eksempel brød, som hedder pan. Siden blev engelsk/amerikansk dominerende, og engelsk fik samme tur igennem stave-udtale-hakkebrættet, såsom computer, kompyuutaa, coffee, koohii, eller Denmark, Denmaaku.
Men også den gamle, kinesiske on-yomi læsning af Kanji staves med Katakana, sådan at børn og andre studerende (som mig) hurtigt kan se, hvilken af læsningerne, de har med at gøre, imens de kæmper for at lære de 1000 Kanji udenad, som kræves for at læse en almindelig avis.
Eller de 2000, der kræves for at formulere sig mere sofistikeret.
Eller måske endda de 6000, som en kineser lærer i skolen - Kineserne har jo ikke engang noget hjælpealfabet, de er hardcore! (Og har indført latinske bogstaver på landkort, vejskilte og den slags, skrevet nedenunder Kanji'erne).

Indimellem tager jeg migselv i at undre mig over, at stolte, gamle ord som matematik og biologi ikke staves med Katakana og hedder det samme, men hedder mærkelige ting som suu-gaku og sei-butsu. Så kommer jeg i tanke om, at jeg befinder mig i Videnskabens Vugge, eller i hvert fald i nabolandet. Og at man sgu nok her havde fniset af grækerne og klasket sig på lårene over romerne :-)

Jeg slutter af med en konkurrence:
Kan nogen stave clothing korrekt med Katakana? Clothing er ikke et låneneord på japansk, japanerne har deres eget ord for tøj. Så I kan ikke google det, I er nødt til at prøve selv... I mellemtiden får jeg en af mine sensei til at stave det for mig, jeg kender nemlig heller ikke selv den korrekte brug af Katakana godt nok til, at jeg kan være dommer.
Den eneste hjælp, I får, er at clothing staves sådan her - iøvrigt for cool et ord rent fonetisk, ikke!?
[klóʊðɪŋ]