En lille, hurtig blogger-skrive-ting, her klokken halv to om natten. Jeg er lige blevet faerdig med dagens skriftlige lektie til imorgen. Sidder stadig i Lab'et, derfor ingen ae'er, oe'er og aa'er.
Lektien til imorgen er at fylde 2 halve A4-sider ud med saetninger, som beskriver, hvad vores japansk-bogs hovedperson, inderen Sharma-san, lavede igaar. Og hvad jeg selv lavede igaar. Med inspiration fra billeder, som illustrerer dette kapitels nye gloser, verber og steder, som man selvfoelgelig skal huske at bruge.
Og det er lige lykkedes mig at lave en hel lille historie om, at Sharma igaar var til undervisning, gik til frokost og afsluttede med en is-kaffe, hvorefter han moedte en af sine venner, som ogsaa skulle paa posthuset, saa de fulgtes derhen. Sharma's kaereste havde nemlig sendt en pakke til Japan med en gave til ham, som han skulle hen og hente. Om aftenen gik han hjem og skrev et brev til hende.
Jeg har ogsaa fortalt om, hvordan jeg igaar var med Martin, hans Host Professor og vennerne i Tokyo, hvor vi var paa biblioteksbesoeg i Japans Nationalarkiv(!) og bagefter tog til Akihabara og drak et par oel og smagte okonomiyaki, normale og den saerlige Hiroshima-aeggepandekage-variant. Og delte regningen, foer vi tog toget hjem igen.
Og saa slog det mig lige, hvor kreativ min undervisning faktisk er, og hvor meget laerdom, folk efterhaanden har faaet proppet ind i hovedet paa mig, med ganske lidt egentlig, ugentlig undervisning henover 14 maaneder, og med en maaneds undervisning hver dag.
Og endnu en gang sender jeg en kaerlig tanke til Akiko-sensei, min underviser hjemme i Kbh <3
(Og til min Moar, fordi hun gad/gider at gaa til japansk med mig. Hvis I nogensinde mangler noget at lave med jeres gamle mor, saa start til japansk! Det rykker ^_^; )
tirsdag den 19. maj 2009
lørdag den 16. maj 2009
Nye, gamle fotos
Så har jeg endelig fået lagt lidt flere fotos op! Nu skulle de gerne komme drypvis, med kommentarer, over de næste par dage, indtil de er lige så opdaterede som min blog, i det mindste ;)
http://picasaweb.google.com/aninjagroen
De nye fotos begynder med min anden uge i Japan og det Mongolske Marked.
http://picasaweb.google.com/aninjagroen
De nye fotos begynder med min anden uge i Japan og det Mongolske Marked.
torsdag den 14. maj 2009
Kogebog! Ninis encyklopædi over hverdags-sushi
Indholdsfortegnelse
Forord
Hverdags-sushi
Fremgangsmåde
Shopping
Fyldet
Hvordan skal det kombineres?
Basis indkøbsliste
Spisetid!
(Argh! Jeg mangler virkelig muligheden for at linke internt i teksten her!)
Forord
Inden jeg rejste, lovede jeg min bror at sende ham en opskrift fra det japanske køkken hver eneste uge. Det viste sig at være noget sværere end forventet!
En del af aftalen var også, at jeg selv skal have prøvet at lave det, så vi kan finde ud af, om det smager ens, når det er tilberedt med japanske og danske råvarer. Og så beskrivelsen af, hvordan man gør, bliver fyldestgørende, og ikke bare består af fem ord, som alle japanere vil forstå med det samme, men alle gaijin (udlændinge) vil måbe over.
Jeg ville finde mig en god, tyk kogebog med det traditionelle, japanske køkken. Men findes den slags på engelsk? Ikke i de boghandler i Tsukuba og Tokyo, jeg har været indtil videre.
Da jeg havde været her i en måned, lykkedes det endelig Shihono, Yui og mig at finde en fælles dag at lave mad og spise sammen på. Vi lavede sushi, så det vil jeg nu dele med jer...
Hverdags-sushi
Den sushi, vi hjemme i Danmark betaler i dyre domme for, er altid fin og minimalistisk rullet og skåret (maki) eller jævnt formet og med fine, rektangulære stykker fisk på (nigiri). Lettere kedelig, faktisk.
Sådan her laver japanerne sushi, når det handler om hygge-mad...
Nøgleingredienserne er nori-tang (som vi kender fra maki-ruller), sushi-ris, masser af forskelligt fyld og soya-dyppelse.
Fremgangsmåde
I stedet for at rulle sit ark af tang møjsommeligt rundt om fyldet, så det ligger præcis i midten af risene, og så skære dem ud i skiver, som er nøjagtigt lige tykke, handler det her om at få en vis hastighed på udforming og indtagelse.
Man har jo brugt langt over en time på indkøb og forberedelser, og alle burde være godt sultne nu.
Grib dit stykke nori-tang. En tommelfingerregel for størrelsen er de små plader marabou - de må være på 100 gram. Tag din grydeske og tvær en klat ris ud over den ene halvdel. Ovenpå risene lægger du dit fyld sådan nogenlunde på langs. Så ruller du den til en god cigar - eller, hvis du har fået for meget fyld på, til en åben hotdog - og gnasker den i dig fra den ene ende. Fyldet er dømt til at falde ud i den anden ende, ligesom med for små tortillas.
Er man sej, kan man rulle sin tang som et af Farmors elskede kræmmerhuse, som hun altid serverede om lørdagen med flødeskum og syltede jordbær. Det var vi ikke dén aften, der var vi bare sultne!
Ligesom sushi fra butikker og restauranter, skal der små skåle med dyppelse til.
Shopping
Nori-tang kan man købe flere forskellige steder:
Køber man importerede, japanske ris, skal de skylles 10 gange i koldt vand i en skål eller fad, hvor man ælter dem med hænderne, så vandet bliver helt mælke-farvet.
Ovennævnte Blue Dragon sælger også deciderede sushi-ris.
Det, der adskiller sushi-ris fra almindelige ris, er tilberedningen. Derfor er det super vigtigt at følge brugsforvirringen på pakken!
Når risene har kogt og stået og trukket, som ris nu engang skal, skal de røres op med eddike-pulver, til de bliver endnu mere hvide og blanke. Eddiken er dét, der gør dem til sushi-ris. Den kan ikke smages i de færdige ris, men den ændrer smagen af dem.
Her i Japan køber man bare et brev med eddike-pulveret i, ligesom vi i Danmark kan finde breve med syltetøjs-stivelse og bagepulver allevegne. Jeg har ingen ide om, hvor man finder det i Danmark, men igen: Jeg er sikker på, at Blue Dragon-mærket eller butikken Sashie eller begge kan være behjælpelige.
Risene hældes over i en skål, pulveret (der skal bruges meget) fordeles udover ved omrøring, det er nemmere, hvis man er to. Så skal der bare fordeles og røres og moses og røres noget mere. Vi brugte minimum 5 minutter, 5 til 10. Vi skiftedes til at røre, ikke fordi det var hårdt, men fordi al den eddike lige op i næseborene svier godt. Jeg kunne ikke se, at risene blev hvidere og blankere. Vi stoppede med at røre, da eddike-lugten havde fortaget sig næsten helt. De her korte, runde skeer i bambus eller plastik er helt perfekte til jobbet (Jeg har altid undret mig over, hvad de var gode for, indtil nu):
Ellers slår jeg endnu engang på tromme for Blue Dragon, som sælger et "sushi kit" (med eddiken i, hvis jeg husker rigtigt), der er noget billigere, end hvis man skulle købe alle delene alene. Men der kun nori og ris nok til en spinkel forret i sådan en pakke, eller til een person. Til gengæld får man også en lille bambus-pinde-måtte, så man en anden gang kan få gode og stramme maki-ruller (lød det også forkert i jeres ører? ;)
Dyppelse - kan alle findes i f.eks. føtex og/eller Sashie:
Den almindelige soya-sauce lavet med hvede, shoyo, man kan købe alle steder, har den helt rigtige smag, f.eks. sælges Kikkoman også i Japan. Tamari-varianten er derimod for stærk.
Syltet ingefær i store, papirstynde skiver er et hit hos de fleste. Jeg plejer at tømme skålene som dessert. Det er beregnet til, at man kan rense munden imellem smagsoplevelserne i de forskellige ruller, man finder på at lave. Det fås i indfarvet rosa og hvid, smager ens.
Wasabi - Uhh ja, wasabi. Nu bliver det lige nørdet, ikke? Wikipedia skriver om wasabi:
"Wasabi is generally sold either in the form of a root which must be very finely grated before use, or as a ready-to-use paste (either real wasabi or a mixture of horseradish, mustard and food coloring), usually in tubes. The paste form is usually just horseradish, since fresh wasabi is extremely perishable and more expensive than horseradish. Once the paste is prepared it should remain covered until served to protect the flavor from evaporation. For this reason, sushi chefs usually put the wasabi between the fish and the rice.
Wasabia japonica, Cochlearia wasabi, or Eutrema japonica is a member of the Brassicaceae family, which includes cabbages, horseradish and mustard.
Its hotness is akin to that of a hot mustard, producing vapors that irritate the nasal passages.
Inhaling or sniffing wasabi vapor has an effect like smelling salts, and this property has been exploited by researchers attempting to create a smoke alarm for the deaf. One deaf subject participating in a test of the prototype awoke within 10 seconds of wasabi vapor being sprayed into his sleeping chamber."
Mere ingefær, denne gang finthakket/moset på små glas. I Føtex står den ved thai-ingredienserne, i nærheden af hvidløgs-mosen og chilipastaen.
Går I helt amok, kan I prøve at skaffe noget blomme-mos på tube til at pynte toppen af jeres nori-kræmmehus med en lille, lilla klat (og forsøge at få den til at ligne en blomst). Japanerne elsker deres syltede blommer, som smager surt og bittert. Det kaldes ume eller umeboshi. Jeg synes, det er lækkert :)
Efter individuel smag, kommer man en grønærts-størrelse mængde wasabi ned i sin lille skål, hvis bund er dækket af soya, og så moser man den, til den er opløst. Smag til med mere wasabi eller soya, efter første bid af sushi-rullen.
Det samme med ingefæren, brug en teskefuld til samme mængde soya.
Sørg for, at der er lige så mange små skåle, som der er gæster. Og så f.eks. opfordre folk til at dele skåle med sidemændene, hveranden skål med wasabi og hveranden med ingefær, hvis de ikke synes, det er ulækkert at dyppe i det samme.
Fyldet
Nu bliver det vanskeligt. Der er jo 1000 ting, man kan komme i sin sushi. Glem dét med, at sushi kun er rå fisk, sådan er det ikke i Japan. Det eneste, der er vigtigt, er at du selv kan li' det. Og at du har mod til at prøve at spise det sammen med ris og tang.
Rå fisk:
Jeg har ærligt talt aldrig selv turdet gå ind i en fiskehandler og bedt om en masse forskellige typer rå fisk til sushi. En del af mig forestiller sig, at det må være vildt besværligt, men samtidig fortæller min fornuft mig, at alle fiskehandlere med respekt for sig selv, da sagtens kan lange en sushi-klar pakke over disken uden problemer.
Én ting, skal man huske på: Globalt (så at sige) er der forbud mod at sælge helt frisk fisk. Den skal have ligget 24 timer i fryseren og så tøs op igen, fordi fisk er fuld af mange parasitter, som smitter til mennesker. Så ingen grund til at tage på havnen eller fiske den selv.
Jeg foreslår at gå efter de simple ting, kig f.eks. på Irmas standard sushi-pakke til inspiration:
Rå laks smager simpelthen himmelsk! Fedt og godt, som mildt røget laks.
Rå tun smager endnu bedre! Knaldrødt eller purpur, er det også bare festligt at stille på bordet.
Hellefisk eller anden hvid fisk: Hvid fisk på hvid ris er jo lidt kedeligt, men på et farvet fad sammen med det andet, ser det godt ud at servere. Det er stadig Japan, udseendet er stadig alt...
Store, pillede rejer, hvor halen stadig sidder på, så man har et "håndtag".
Japanerne spiser jo også alle mulige andre rå fisk og skaldyr: Makrel, sild (tror jeg nok), muslinger af forskellige art, blæksprutte (enten bare det hvide kød med lilla kant, eller små, hele squids med mini-arme, eller enderne af blækspruttearme med sugekopperne på). Søpindsvin er sjove. Her er et billede af en grønlandsk én, fra avisen Ingeniøren:
Det orange kød ligger i skallen i små, fine, spiseklare hapser, og når det bliver taget ud og serveret, begynder stykkerne at miste strukturen og simpelthen smelte, så det skal spises lige på stedet. Jeg synes, det smager mest som gamle ole-ost, så det er nok en af de ting, man skal lære at kunne lide...
En anden nem ting er hakket tun-kød. Det kan man i hvert fald nemt finde her i landet. Det tages bare ud af cellofanen og røres lindt med noget soya, så det bliver lidt mere medgørligt. Bare soya nok til, at det kan røres op og smager salt og godt.
Ikke-rå fisk:
Fine fiskeæg, ægte eller de kunstige, der er lavet på tang/alger. Store eller små, i smukke, laksefarvede, sorte eller grønne farver. Kan købes i små glas alle steder, f.eks Irma.
Røget fisk - Hvorfor dog ikke? :)
Rejer eller krebsehaler eller sådan noget, fra frost, optøet og måske grillet lidt frækt?
Yui rørte os en god tunsalat, lavet på dåsetun, mayonaise og hvad man ellers plejer at komme i.
Kan du lide torskerogn, som man altid fik det i madpakken med remo? Jeg kan ikke, men det kan man også finde på pålægshylden her.
Krabbesalat er en yndet, japansk spise. En lille håndfuld fintsnittet, grøn salat i bunden, en stor håndfuld råt, trevlet, rødt-hvidt krabbekød ovenpå, og en lille dut mayonaise-dressing øverst. Lækkert! Men krabbekød er dyrt og for populært til, at krabbe-bestanden kan følge med. Så japanerne har fundet på at tilberede en fisk på en måde, så det kogte kød falder fra hinanden i trevler, som præcis ligner, har farve som og smager af krabbe. Hvis nogen af jer derude har erfaringer med at købe dette i Danmark, så skriv lige en kommentar om det, så er I søde :)
Andet japansk:
Brandvarme, stegte hapser af kylling og sprødt kyllingeskind. Eller stegt fisk, okse, svin eller indvolde ;)
Tænk på japanernes yndlings-yakitori-grillspyd, som man ser på film, at japanske gadekøkkener bugner af. Forestil dig, du tager stykkerne af grillspyddet over på en tallerken og i din sushi.
Tamago = æg. Japansk nigiri-sushi har en variant med et stykke firkantet æg ovenpå i stedet for rå fisk. Jeg tror, de laver det, ved at lave røræg på panden, uden at det når at brænde fast og få sprød skorpe i bunden. Og når det så stadig er lidt råt, men lige ved at blive til dansk røræg, fylder de det over på en firkantet form og stiller det i køleskabet, hvor det stivner. Og så kan man skære skiver af det. Det smager ikke salt, som vi danskere bedst kan lide vores æg, men nærmere af sukker :/
Oliestegt (på panden) aubergine, kartoffelskiver eller skiver af sweet potato.
Natto - Denne traditionelle spise vil jeg bare ikke engang ønske for min værste fjende. Natto er fermenterede soya-bønner, som røres op med soya og sennep. Bønnerne udskiller dette her lim eller slim, som er helt vildt sjovt at få lov at røre rundt i ^_^ Det klistrer til pindene som en god gang karamel eller smeltet ost.
Men det smager og lugter mest af galle og kunne passende være en udfordring i Jackass.
Rester fra dagen før:
Det kunne være en grøn salat, med eller uden dressing.
Eller skiver af frikadelle, hakkebøf, steg eller kylling.
Kolde eller brasede kartoffelskiver.
Det kunne for den sags skyld også være pasta i en god, tyk tomat- eller oste- eller flødesauce, spist kold eller opvarmet sammen med ovenstående kyllingehapser. Ris med pasta som sidedish er ret normalt i universitetets kantiner ;)
Pålæg:
Et par skiver hamburgerryg er også japansk, eller en bid ølpølse/håndskåret spegepølse.
Og måske noget rørt salat, hvis man kan lide den slags: Jeg har set italiensk salat, æggesalat og russisk salat herovre.
Grøntsager:
Der er tre grøntsager, som er klassikere i de danske sushi-restauranter: Agurk, asparges og avocado. Alle tre tilberedes ens: Skær dem ud i tynde, slanke stænger og del agurk og asparges over i to eller tre. Forårsløg og rucola er vildt populært. Go wild og prøv f.eks. med grøn salat, peberfrugt og nogle bønnespirer, også.
Mayonaise - Det er rigtigt godt med mange forskellige ingredienser, også til at få det til at hænge lidt bedre sammen.
Lidt random, kan man også stille andre ting på bordet: Groft salt, peber, sorte/lyse sesamfrø (evt. knust i morter), citronsaft, teriyaki sauce, tamari-soya, alt muligt sjovt, man lige synes passer ind. Jeg ville selv inddrage noget af det krydrede Asien med noget sweet chili sauce, plum sauce, oyster sauce, og nogle milde, søde chilier af dem, som kan spises direkte fra glasset. Eller måske endda pesto.
Hvordan skal det kombineres?
Vil man lave klassiske blandinger, så er to gode varianter hakket tun med rogn og agurk, og (uægte) krabbekød med mayonaise, avocado, asparges og rucola.
Jeg synes selv, det er sjovt at gå ind på danske sushi-restauranter med take away og så tage et menukort at få inspiration fra.
Ellers er der kun én regel: Det skal smage godt! =) Jeg har det her billede i hovedet, af en masse japanske tourister i Danmark, som bliver sat foran et smørrebrøds-bord uden vejledning og selv prøver at blande. Sådan må vi også gerne være med det her...
Basis indkøbsliste
Nori-tang - regn med, at hver person spiser 5 til 10 ruller (eller mere). Store, kvadratiske ark klippes nemt over i to. Lad f.eks. halvdelen af arkene blive i posen i køkkenet, så de ikke får fugt af at blive stillet ind på bordet. De kan jo nemt hentes, hvis folk kan spise mere.
Sushi-ris - Brug din sædvanlige tommelfingerregel for, hvor meget ris du plejer at lave, eller læs på pakken og gang med 2 ;)
Eddike-pulver - Læs på pakken (eller på pakken med ris), hvor meget du skal bruge. Eller spørg i Sashie på Købmagergade. I værste fald tror jeg sagtens, man kan udelade det helt.
Syltet ingefær - 1 pose burde være passende. Kan hældes over i et renset syltetøjsglas og i køleskabet, hvis man tror, der er for meget til at stille det hele på bordet.
Soya-sauce - Helt almindelig soya-sauce.
Wasabi - 1 tube, medmindre man har adgang til "the good stuff", som restauranterne bruger.
Ingefær-mos - Købes i små glas, ligesom pesto/chili/hvidløgs-mos. Kan holde sig evigt i køleskab bagefter.
Ume/umeboshi - Kan det skaffes, findes det på tube ligesom wasabi'en.
Mayonaise - Bare én, du selv kan lide.
Grøntsager - De 3 A'er er obligatoriske:
Agurk - Køb 3 små "skoleagurker", så du får mere skræl og mindre vand for pengene.
Aspages - 1 bundt. De skal være pæne i skrællen, for de skal bruges rå.
Avocado - 1 til 2. Køb den nogle dage i forvejen, så den er moden!
Rucola?
Salathoved?
Peberfrugt?
Bønnespirer?
Selve fyldet: Der er så meget at vælge imellem, så start med at kigge i dit køleskab.
Og gå en tur til fiskehandleren og spørg. Find på resten derefter, eller få alle til at tage noget med.
Små skåle til dyppelsen
Spisepinde
Spisetid!
Husk at få den japanske tradition med til bords:
Begynd måltidet med at sige: Itadakimasu - udtales [Itada-kimaas] med tryk på i og ki. Det betyder noget i stil med "Jeg modtager" (ydmygt dette måltid).
Med Hiragana staves det: いただきます
Og afslutt med at sige gochisousama deshita - udtales [gochi-sosama-desjta] med tryk på go og de. Det betyder noget i stil med "Det var en fest"!
Med Hiragana staves det: ごちそうさまでした
I modsætning til den traditionelle, katolske bordbøn, er der intet religiøst over disse udtryk, de stammer nærmere fra en stærkt hierakisk opdelt fortid, hvor alle var klar over, at der var en overhund, som havde hjulpet med at skaffe måltidet, f.eks. mater familia, som sad (sidder) på pengepungen, pater familia, som tjente pengene, eller stormanden, hvis egn man var tilknyttet.
Forord
Hverdags-sushi
Fremgangsmåde
Shopping
Fyldet
Hvordan skal det kombineres?
Basis indkøbsliste
Spisetid!
(Argh! Jeg mangler virkelig muligheden for at linke internt i teksten her!)
Forord
Inden jeg rejste, lovede jeg min bror at sende ham en opskrift fra det japanske køkken hver eneste uge. Det viste sig at være noget sværere end forventet!
En del af aftalen var også, at jeg selv skal have prøvet at lave det, så vi kan finde ud af, om det smager ens, når det er tilberedt med japanske og danske råvarer. Og så beskrivelsen af, hvordan man gør, bliver fyldestgørende, og ikke bare består af fem ord, som alle japanere vil forstå med det samme, men alle gaijin (udlændinge) vil måbe over.
Jeg ville finde mig en god, tyk kogebog med det traditionelle, japanske køkken. Men findes den slags på engelsk? Ikke i de boghandler i Tsukuba og Tokyo, jeg har været indtil videre.
Da jeg havde været her i en måned, lykkedes det endelig Shihono, Yui og mig at finde en fælles dag at lave mad og spise sammen på. Vi lavede sushi, så det vil jeg nu dele med jer...
Hverdags-sushi
Den sushi, vi hjemme i Danmark betaler i dyre domme for, er altid fin og minimalistisk rullet og skåret (maki) eller jævnt formet og med fine, rektangulære stykker fisk på (nigiri). Lettere kedelig, faktisk.
Sådan her laver japanerne sushi, når det handler om hygge-mad...
Nøgleingredienserne er nori-tang (som vi kender fra maki-ruller), sushi-ris, masser af forskelligt fyld og soya-dyppelse.
Fremgangsmåde
I stedet for at rulle sit ark af tang møjsommeligt rundt om fyldet, så det ligger præcis i midten af risene, og så skære dem ud i skiver, som er nøjagtigt lige tykke, handler det her om at få en vis hastighed på udforming og indtagelse.
Man har jo brugt langt over en time på indkøb og forberedelser, og alle burde være godt sultne nu.
Grib dit stykke nori-tang. En tommelfingerregel for størrelsen er de små plader marabou - de må være på 100 gram. Tag din grydeske og tvær en klat ris ud over den ene halvdel. Ovenpå risene lægger du dit fyld sådan nogenlunde på langs. Så ruller du den til en god cigar - eller, hvis du har fået for meget fyld på, til en åben hotdog - og gnasker den i dig fra den ene ende. Fyldet er dømt til at falde ud i den anden ende, ligesom med for små tortillas.
Er man sej, kan man rulle sin tang som et af Farmors elskede kræmmerhuse, som hun altid serverede om lørdagen med flødeskum og syltede jordbær. Det var vi ikke dén aften, der var vi bare sultne!
Ligesom sushi fra butikker og restauranter, skal der små skåle med dyppelse til.
Shopping
Nori-tang kan man købe flere forskellige steder:
Blue Dragon-serien med asiatiske fødevarer, som bl.a. sælges i Irma, Føtex og sådan nogle steder. Sikkert også Brugsen, Kvikly og Bilka.- Japanske butikker har det, der er bl.a. Sashie midt på Fiolstræde, måske er de billigere.
- Og ellers kan man gå på opdagelse hos den søde dame på Gothersgade ved Møntergade (som sælger porcelæn, aner ikke, om hun har fødevarer) eller i den undselige sushi-restaurant rundt om hjørnet, lige hvor Grønnegade og Ny Østergade mødes (som vistnok også sælger ingredienser til at lave sin egen sushi, og under alle omstændigheder har den lækreste, japanske curry som frokosttilbud).
- Gad vide, om den slags kan fås i kinesiske butikker? Der ligger en som nabo til det tidligere posthus på Nørrevold, lige ved Nørregade og 7eleven.
Køber man importerede, japanske ris, skal de skylles 10 gange i koldt vand i en skål eller fad, hvor man ælter dem med hænderne, så vandet bliver helt mælke-farvet.
Ovennævnte Blue Dragon sælger også deciderede sushi-ris.
Det, der adskiller sushi-ris fra almindelige ris, er tilberedningen. Derfor er det super vigtigt at følge brugsforvirringen på pakken!
Når risene har kogt og stået og trukket, som ris nu engang skal, skal de røres op med eddike-pulver, til de bliver endnu mere hvide og blanke. Eddiken er dét, der gør dem til sushi-ris. Den kan ikke smages i de færdige ris, men den ændrer smagen af dem.
Her i Japan køber man bare et brev med eddike-pulveret i, ligesom vi i Danmark kan finde breve med syltetøjs-stivelse og bagepulver allevegne. Jeg har ingen ide om, hvor man finder det i Danmark, men igen: Jeg er sikker på, at Blue Dragon-mærket eller butikken Sashie eller begge kan være behjælpelige.
Risene hældes over i en skål, pulveret (der skal bruges meget) fordeles udover ved omrøring, det er nemmere, hvis man er to. Så skal der bare fordeles og røres og moses og røres noget mere. Vi brugte minimum 5 minutter, 5 til 10. Vi skiftedes til at røre, ikke fordi det var hårdt, men fordi al den eddike lige op i næseborene svier godt. Jeg kunne ikke se, at risene blev hvidere og blankere. Vi stoppede med at røre, da eddike-lugten havde fortaget sig næsten helt. De her korte, runde skeer i bambus eller plastik er helt perfekte til jobbet (Jeg har altid undret mig over, hvad de var gode for, indtil nu):
Ellers slår jeg endnu engang på tromme for Blue Dragon, som sælger et "sushi kit" (med eddiken i, hvis jeg husker rigtigt), der er noget billigere, end hvis man skulle købe alle delene alene. Men der kun nori og ris nok til en spinkel forret i sådan en pakke, eller til een person. Til gengæld får man også en lille bambus-pinde-måtte, så man en anden gang kan få gode og stramme maki-ruller (lød det også forkert i jeres ører? ;)Dyppelse - kan alle findes i f.eks. føtex og/eller Sashie:
Den almindelige soya-sauce lavet med hvede, shoyo, man kan købe alle steder, har den helt rigtige smag, f.eks. sælges Kikkoman også i Japan. Tamari-varianten er derimod for stærk.
Syltet ingefær i store, papirstynde skiver er et hit hos de fleste. Jeg plejer at tømme skålene som dessert. Det er beregnet til, at man kan rense munden imellem smagsoplevelserne i de forskellige ruller, man finder på at lave. Det fås i indfarvet rosa og hvid, smager ens.
Wasabi - Uhh ja, wasabi. Nu bliver det lige nørdet, ikke? Wikipedia skriver om wasabi:
"Wasabi is generally sold either in the form of a root which must be very finely grated before use, or as a ready-to-use paste (either real wasabi or a mixture of horseradish, mustard and food coloring), usually in tubes. The paste form is usually just horseradish, since fresh wasabi is extremely perishable and more expensive than horseradish. Once the paste is prepared it should remain covered until served to protect the flavor from evaporation. For this reason, sushi chefs usually put the wasabi between the fish and the rice.
Wasabia japonica, Cochlearia wasabi, or Eutrema japonica is a member of the Brassicaceae family, which includes cabbages, horseradish and mustard.
Its hotness is akin to that of a hot mustard, producing vapors that irritate the nasal passages.
Inhaling or sniffing wasabi vapor has an effect like smelling salts, and this property has been exploited by researchers attempting to create a smoke alarm for the deaf. One deaf subject participating in a test of the prototype awoke within 10 seconds of wasabi vapor being sprayed into his sleeping chamber."
Mere ingefær, denne gang finthakket/moset på små glas. I Føtex står den ved thai-ingredienserne, i nærheden af hvidløgs-mosen og chilipastaen.
Går I helt amok, kan I prøve at skaffe noget blomme-mos på tube til at pynte toppen af jeres nori-kræmmehus med en lille, lilla klat (og forsøge at få den til at ligne en blomst). Japanerne elsker deres syltede blommer, som smager surt og bittert. Det kaldes ume eller umeboshi. Jeg synes, det er lækkert :)
Efter individuel smag, kommer man en grønærts-størrelse mængde wasabi ned i sin lille skål, hvis bund er dækket af soya, og så moser man den, til den er opløst. Smag til med mere wasabi eller soya, efter første bid af sushi-rullen.
Det samme med ingefæren, brug en teskefuld til samme mængde soya.
Sørg for, at der er lige så mange små skåle, som der er gæster. Og så f.eks. opfordre folk til at dele skåle med sidemændene, hveranden skål med wasabi og hveranden med ingefær, hvis de ikke synes, det er ulækkert at dyppe i det samme.
Fyldet
Nu bliver det vanskeligt. Der er jo 1000 ting, man kan komme i sin sushi. Glem dét med, at sushi kun er rå fisk, sådan er det ikke i Japan. Det eneste, der er vigtigt, er at du selv kan li' det. Og at du har mod til at prøve at spise det sammen med ris og tang.
Rå fisk:
Jeg har ærligt talt aldrig selv turdet gå ind i en fiskehandler og bedt om en masse forskellige typer rå fisk til sushi. En del af mig forestiller sig, at det må være vildt besværligt, men samtidig fortæller min fornuft mig, at alle fiskehandlere med respekt for sig selv, da sagtens kan lange en sushi-klar pakke over disken uden problemer.
Én ting, skal man huske på: Globalt (så at sige) er der forbud mod at sælge helt frisk fisk. Den skal have ligget 24 timer i fryseren og så tøs op igen, fordi fisk er fuld af mange parasitter, som smitter til mennesker. Så ingen grund til at tage på havnen eller fiske den selv.
Jeg foreslår at gå efter de simple ting, kig f.eks. på Irmas standard sushi-pakke til inspiration:
Rå laks smager simpelthen himmelsk! Fedt og godt, som mildt røget laks.
Rå tun smager endnu bedre! Knaldrødt eller purpur, er det også bare festligt at stille på bordet.
Hellefisk eller anden hvid fisk: Hvid fisk på hvid ris er jo lidt kedeligt, men på et farvet fad sammen med det andet, ser det godt ud at servere. Det er stadig Japan, udseendet er stadig alt...
Store, pillede rejer, hvor halen stadig sidder på, så man har et "håndtag".
Japanerne spiser jo også alle mulige andre rå fisk og skaldyr: Makrel, sild (tror jeg nok), muslinger af forskellige art, blæksprutte (enten bare det hvide kød med lilla kant, eller små, hele squids med mini-arme, eller enderne af blækspruttearme med sugekopperne på). Søpindsvin er sjove. Her er et billede af en grønlandsk én, fra avisen Ingeniøren:
Det orange kød ligger i skallen i små, fine, spiseklare hapser, og når det bliver taget ud og serveret, begynder stykkerne at miste strukturen og simpelthen smelte, så det skal spises lige på stedet. Jeg synes, det smager mest som gamle ole-ost, så det er nok en af de ting, man skal lære at kunne lide...En anden nem ting er hakket tun-kød. Det kan man i hvert fald nemt finde her i landet. Det tages bare ud af cellofanen og røres lindt med noget soya, så det bliver lidt mere medgørligt. Bare soya nok til, at det kan røres op og smager salt og godt.
Ikke-rå fisk:
Fine fiskeæg, ægte eller de kunstige, der er lavet på tang/alger. Store eller små, i smukke, laksefarvede, sorte eller grønne farver. Kan købes i små glas alle steder, f.eks Irma.
Røget fisk - Hvorfor dog ikke? :)
Rejer eller krebsehaler eller sådan noget, fra frost, optøet og måske grillet lidt frækt?
Yui rørte os en god tunsalat, lavet på dåsetun, mayonaise og hvad man ellers plejer at komme i.
Kan du lide torskerogn, som man altid fik det i madpakken med remo? Jeg kan ikke, men det kan man også finde på pålægshylden her.
Krabbesalat er en yndet, japansk spise. En lille håndfuld fintsnittet, grøn salat i bunden, en stor håndfuld råt, trevlet, rødt-hvidt krabbekød ovenpå, og en lille dut mayonaise-dressing øverst. Lækkert! Men krabbekød er dyrt og for populært til, at krabbe-bestanden kan følge med. Så japanerne har fundet på at tilberede en fisk på en måde, så det kogte kød falder fra hinanden i trevler, som præcis ligner, har farve som og smager af krabbe. Hvis nogen af jer derude har erfaringer med at købe dette i Danmark, så skriv lige en kommentar om det, så er I søde :)
Andet japansk:
Brandvarme, stegte hapser af kylling og sprødt kyllingeskind. Eller stegt fisk, okse, svin eller indvolde ;)
Tænk på japanernes yndlings-yakitori-grillspyd, som man ser på film, at japanske gadekøkkener bugner af. Forestil dig, du tager stykkerne af grillspyddet over på en tallerken og i din sushi.
Tamago = æg. Japansk nigiri-sushi har en variant med et stykke firkantet æg ovenpå i stedet for rå fisk. Jeg tror, de laver det, ved at lave røræg på panden, uden at det når at brænde fast og få sprød skorpe i bunden. Og når det så stadig er lidt råt, men lige ved at blive til dansk røræg, fylder de det over på en firkantet form og stiller det i køleskabet, hvor det stivner. Og så kan man skære skiver af det. Det smager ikke salt, som vi danskere bedst kan lide vores æg, men nærmere af sukker :/
Oliestegt (på panden) aubergine, kartoffelskiver eller skiver af sweet potato.
Natto - Denne traditionelle spise vil jeg bare ikke engang ønske for min værste fjende. Natto er fermenterede soya-bønner, som røres op med soya og sennep. Bønnerne udskiller dette her lim eller slim, som er helt vildt sjovt at få lov at røre rundt i ^_^ Det klistrer til pindene som en god gang karamel eller smeltet ost.
Men det smager og lugter mest af galle og kunne passende være en udfordring i Jackass.
Rester fra dagen før:
Det kunne være en grøn salat, med eller uden dressing.
Eller skiver af frikadelle, hakkebøf, steg eller kylling.
Kolde eller brasede kartoffelskiver.
Det kunne for den sags skyld også være pasta i en god, tyk tomat- eller oste- eller flødesauce, spist kold eller opvarmet sammen med ovenstående kyllingehapser. Ris med pasta som sidedish er ret normalt i universitetets kantiner ;)
Pålæg:
Et par skiver hamburgerryg er også japansk, eller en bid ølpølse/håndskåret spegepølse.
Og måske noget rørt salat, hvis man kan lide den slags: Jeg har set italiensk salat, æggesalat og russisk salat herovre.
Grøntsager:
Der er tre grøntsager, som er klassikere i de danske sushi-restauranter: Agurk, asparges og avocado. Alle tre tilberedes ens: Skær dem ud i tynde, slanke stænger og del agurk og asparges over i to eller tre. Forårsløg og rucola er vildt populært. Go wild og prøv f.eks. med grøn salat, peberfrugt og nogle bønnespirer, også.
Mayonaise - Det er rigtigt godt med mange forskellige ingredienser, også til at få det til at hænge lidt bedre sammen.
Lidt random, kan man også stille andre ting på bordet: Groft salt, peber, sorte/lyse sesamfrø (evt. knust i morter), citronsaft, teriyaki sauce, tamari-soya, alt muligt sjovt, man lige synes passer ind. Jeg ville selv inddrage noget af det krydrede Asien med noget sweet chili sauce, plum sauce, oyster sauce, og nogle milde, søde chilier af dem, som kan spises direkte fra glasset. Eller måske endda pesto.
Hvordan skal det kombineres?
Vil man lave klassiske blandinger, så er to gode varianter hakket tun med rogn og agurk, og (uægte) krabbekød med mayonaise, avocado, asparges og rucola.
Jeg synes selv, det er sjovt at gå ind på danske sushi-restauranter med take away og så tage et menukort at få inspiration fra.
Ellers er der kun én regel: Det skal smage godt! =) Jeg har det her billede i hovedet, af en masse japanske tourister i Danmark, som bliver sat foran et smørrebrøds-bord uden vejledning og selv prøver at blande. Sådan må vi også gerne være med det her...
Basis indkøbsliste
Nori-tang - regn med, at hver person spiser 5 til 10 ruller (eller mere). Store, kvadratiske ark klippes nemt over i to. Lad f.eks. halvdelen af arkene blive i posen i køkkenet, så de ikke får fugt af at blive stillet ind på bordet. De kan jo nemt hentes, hvis folk kan spise mere.
Sushi-ris - Brug din sædvanlige tommelfingerregel for, hvor meget ris du plejer at lave, eller læs på pakken og gang med 2 ;)
Eddike-pulver - Læs på pakken (eller på pakken med ris), hvor meget du skal bruge. Eller spørg i Sashie på Købmagergade. I værste fald tror jeg sagtens, man kan udelade det helt.
Syltet ingefær - 1 pose burde være passende. Kan hældes over i et renset syltetøjsglas og i køleskabet, hvis man tror, der er for meget til at stille det hele på bordet.
Soya-sauce - Helt almindelig soya-sauce.
Wasabi - 1 tube, medmindre man har adgang til "the good stuff", som restauranterne bruger.
Ingefær-mos - Købes i små glas, ligesom pesto/chili/hvidløgs-mos. Kan holde sig evigt i køleskab bagefter.
Ume/umeboshi - Kan det skaffes, findes det på tube ligesom wasabi'en.
Mayonaise - Bare én, du selv kan lide.
Grøntsager - De 3 A'er er obligatoriske:
Agurk - Køb 3 små "skoleagurker", så du får mere skræl og mindre vand for pengene.
Aspages - 1 bundt. De skal være pæne i skrællen, for de skal bruges rå.
Avocado - 1 til 2. Køb den nogle dage i forvejen, så den er moden!
Rucola?
Salathoved?
Peberfrugt?
Bønnespirer?
Selve fyldet: Der er så meget at vælge imellem, så start med at kigge i dit køleskab.
Og gå en tur til fiskehandleren og spørg. Find på resten derefter, eller få alle til at tage noget med.
Små skåle til dyppelsen
Spisepinde
Spisetid!
Husk at få den japanske tradition med til bords:
Begynd måltidet med at sige: Itadakimasu - udtales [Itada-kimaas] med tryk på i og ki. Det betyder noget i stil med "Jeg modtager" (ydmygt dette måltid).
Med Hiragana staves det: いただきます
Og afslutt med at sige gochisousama deshita - udtales [gochi-sosama-desjta] med tryk på go og de. Det betyder noget i stil med "Det var en fest"!
Med Hiragana staves det: ごちそうさまでした
I modsætning til den traditionelle, katolske bordbøn, er der intet religiøst over disse udtryk, de stammer nærmere fra en stærkt hierakisk opdelt fortid, hvor alle var klar over, at der var en overhund, som havde hjulpet med at skaffe måltidet, f.eks. mater familia, som sad (sidder) på pengepungen, pater familia, som tjente pengene, eller stormanden, hvis egn man var tilknyttet.
onsdag den 13. maj 2009
Gæt et ord: カメラ
Så skete det, vi alle (tilsyneladende) har ventet på:
Jeg fik købt et rigtigt kamera!
Jeg købte det i Yodobashi Camera, den dér japanske shopping center-kæde, som alle har minimum 5 etager med udelukkende elektronisk og elektrisk udstyr og hobby-legetøj, såsom modeljernbaner og manga-samlefigurer (hvem sagde hentai?).
Det skulle være lille og let. Have mulighed for at vælge engelsk ;-) Videoklip-optagelse et must. Det måtte gerne have touch screen, men ikke på bekostning af de "rigtige" kamerafunktioner.
Og så har I jo set alle mine rystede billeder på min picasa, så det vigtigste var helt sikkert, at jeg skal kunne knipse mine billeder, mens kameraet er på vej i én flydende bevægelse op af tasken, ud af hylstret, tilbage i hylsteret og ned i tasken igen, uden at stoppe.
Som en stakkels, ensom cowboy, der trækker sin syvløber hurtigere end sin egen skygge. Og træffer sine 8 mål med 7 skarpe.
I Yodobashi Camera har de flere kamera-mærker, jeg end ikke havde hørt om før. Men det var nemt at udelukke alle de ukendte, som jeg ikke ville have en chance for at få hjælp til, sidenhen. Og jeg havde i forvejen fået flere gode råd af vennerne.
Jeg havde af Dag fået anbefalet at købe et Sony med Zeiss-linse til 1500,- hjemme i Danmark (hvilket jeg bare ikke nåede). Men alle storcenterets Sony-kameraer (de havde kun Cybershot) var kun på japansk! Meget mærkeligt, især fordi jeg i metroen har set reklamer for et decideret Sony Ericsson Cybershot. Ikke en mobil, så vidt jeg kunne se. Blot et kamera. Det må da være på engelsk, i det mindste.
Af DEXTEX havde jeg fået anbefalet at vælge et Canon Ixus, fordi der så ville være en god chance for, at det ville være solidt og holde godt, uden at jeg behøvede at rejse til Japan og få det byttet (selvom det nu ville være en fed undskyldning)!
Herovre bliver de lanceret under navnet Ixy, fordi japanerne ikke kan finde ud af at udtale ting, der ender på en konsonant - og [Iksusu] lyder bare ikke så fedt som [Iksus] eller [Iksy], vel?
Efter at have talt med en ekspedient - som med japansk grundighed vidste mere om hvert eneste kamera i sin elskede kameraafdeling, end de fleste ekspedienter, jeg har mødt - endte jeg dog med et Nikon Coolpix S620. Det tager stooooore størrelser billeder, hurtigt nok til mig.
Her er lidt specs, direkte kopieret og dirty redigeret og beskåret fra Nikon's webside. Skulle gerne tilfredsstille selv mine mest kamera-gale venners nysgerrighed ^^
Iøvrigt er det rart dueblåt (til fyrene: Det er en slags lyseblå). Den grisefarvede og auberginefarvede holdt bare ikke, og sølv er for søgt. Det er desværre kun de billige kameraer, som kommer i skrig-pink. Snydt igen. Touch screen-modellerne var der også sparet for meget på, i forhold til prisen.
Jeg må hellere huske at nævne prisen, inden jeg trykker Post:
Myten med, at elektronisk udstyr er billigere i Japan, er officielt busted. Det blev den allerede, da jeg havde været i landet i 9 dage.
Men dét, at der findes steder som Yodobashi Camera, hvor de samler alle kamera-mærker under samme tag, alle telefon-selskaber, alle gadgets, alle you-name-it under ét tag og ofrer en hel etage til hver ting. Og vælger det mest nørdede personale, jeg nogensinde har set på ét sted. Det er simpelthen at komme i himlen!
Jeg betalte 1791 Dkr for mit kamera. 31.800 yen. Det er 40 Dkr dyrere end det billigste på EDBpriser.dk (med fragt).
SD-kortet (highspeed SanDisk SDHC) var der 30% rabat på, så der slap jeg med 216 Dkr for 8Gb. Det går lige an. 179,- på EDBpriser.dk.
Jeg kunne have valgt at få en TAX FREE-seddel, som jeg så ville skulle bøvle med i lufthavnen, når jeg flyver hjem engang til august. Elektronik-TAX er hele 5%, whau!
Jeg valgte istedet at få mig et Yodobashi Camera-plastikkort. Det kan man, når man har fast adresse i Japan. Så nu får jeg 8% ekstra point på alle mine køb (og 10%, når jeg betaler med cash). Idag har jeg dermed fået 6.031 yen-point sat ind på kortet, det er 339 Dkr, som jeg skal bruge på mere elektronik i Yodobashi. Jeg er godt tilfreds med denne skrue uden ende ;P
P.S. Forklaring til Gæt et ord: Det er jo indlysende, at der står kamera. Det hedder det også på japansk, hvor c ikke findes, kun k, og altid efterfulgt af en vokal.
Ordet er skrevet med Katakana-alfabetet, japanernes særlige alfabet forbeholdt fremmedord. Det består af 46 tegn, som alle er stavelser, ikke bogstaver. Og så en håndfuld specialtegn og hjælpetegn, men kan man de 46 udenad, er resten barnemad :-)
Mere info følger...
Jeg fik købt et rigtigt kamera!
Jeg købte det i Yodobashi Camera, den dér japanske shopping center-kæde, som alle har minimum 5 etager med udelukkende elektronisk og elektrisk udstyr og hobby-legetøj, såsom modeljernbaner og manga-samlefigurer (hvem sagde hentai?).
Det skulle være lille og let. Have mulighed for at vælge engelsk ;-) Videoklip-optagelse et must. Det måtte gerne have touch screen, men ikke på bekostning af de "rigtige" kamerafunktioner.
Og så har I jo set alle mine rystede billeder på min picasa, så det vigtigste var helt sikkert, at jeg skal kunne knipse mine billeder, mens kameraet er på vej i én flydende bevægelse op af tasken, ud af hylstret, tilbage i hylsteret og ned i tasken igen, uden at stoppe.
Som en stakkels, ensom cowboy, der trækker sin syvløber hurtigere end sin egen skygge. Og træffer sine 8 mål med 7 skarpe.
I Yodobashi Camera har de flere kamera-mærker, jeg end ikke havde hørt om før. Men det var nemt at udelukke alle de ukendte, som jeg ikke ville have en chance for at få hjælp til, sidenhen. Og jeg havde i forvejen fået flere gode råd af vennerne.
Jeg havde af Dag fået anbefalet at købe et Sony med Zeiss-linse til 1500,- hjemme i Danmark (hvilket jeg bare ikke nåede). Men alle storcenterets Sony-kameraer (de havde kun Cybershot) var kun på japansk! Meget mærkeligt, især fordi jeg i metroen har set reklamer for et decideret Sony Ericsson Cybershot. Ikke en mobil, så vidt jeg kunne se. Blot et kamera. Det må da være på engelsk, i det mindste.
Af DEXTEX havde jeg fået anbefalet at vælge et Canon Ixus, fordi der så ville være en god chance for, at det ville være solidt og holde godt, uden at jeg behøvede at rejse til Japan og få det byttet (selvom det nu ville være en fed undskyldning)!
Herovre bliver de lanceret under navnet Ixy, fordi japanerne ikke kan finde ud af at udtale ting, der ender på en konsonant - og [Iksusu] lyder bare ikke så fedt som [Iksus] eller [Iksy], vel?
Efter at have talt med en ekspedient - som med japansk grundighed vidste mere om hvert eneste kamera i sin elskede kameraafdeling, end de fleste ekspedienter, jeg har mødt - endte jeg dog med et Nikon Coolpix S620. Det tager stooooore størrelser billeder, hurtigt nok til mig.
Her er lidt specs, direkte kopieret og dirty redigeret og beskåret fra Nikon's webside. Skulle gerne tilfredsstille selv mine mest kamera-gale venners nysgerrighed ^^
- Optagelse af filmklip med lyd.
- Alle funktionerne er konstrueret til hurtig reaktion og hurtig opstartstid på 0,7 sek.
- 4x antirystelse modvirker automatisk uskarpe billeder på fire forskellige måder. Objektivforskydnings-VR (vibrationsreduktion) reducerer virkningen af kamerarystelse.
- Motivforfølgelse AF sikrer, at kameraet beholder fokus på det valgte motiv, også selv om det valgte motiv flytter sig. <----- Det skriver de altså på websiden!
- NIKKOR-vidvinkelobjektiv med 4x zoom giver suveræn præcision og skarp opløsning. (Svarende til 35 mm i det analoge [135]-format: 28–112 mm).
- Opløsning på 12,0 megapixel <----- Det kan godt være, men klistermærket udenpå kameraet siger 12,2. Uanset hvad, kan jeg nu "lave forbløffende skarpe forstørrelser i plakatstørrelse". Jubii.
- ISO 6400, Høj lysfølsomhed, selv ved billeder i fuld størrelse. <----- Tag billeder i selv 4000 x 3000 pixel ved ISO 6400. Det er sgu sejt! Og fik det tjekket i butikken, det passer.
- 2,7" LCD-skærm <----- Kan efter sigende ses i kraftigt sollys, jeg krydser fingre.
- Billeder at tage, inden batteriet skal genoplades: Ca. 250, ifølge skiltet i butikken.
- Hurtig retouchering. Det originale billede forbliver intakt, og kameraet opretter hurtigt en kopi af billedet med den optimale balance mellem kontrast og farvemætning.
- D-Lighting kan korrigere stærke skygger, undereksponerede billeder eller billeder taget i kraftigt modlys.
- Automatisk motivvælger vælger det optimale motivprogram i almindelige optagesituationer.
- Avanceret ansigtsprioritet AF med automatisk retouchering af røde øjne gør det muligt at registrere og fokusere nøjagtigt på op til 12 ansigter på samme billede og korrigerer forkert øjenfarve som følge af blitz i samme øjeblik, du tager billedet.
- Smart portrætsystem: avancerede, automatiske funktioner til perfekte portrætter.
- Indstillingen Smil tager billedet, når dit valgte motiv smiler.
- Blinkeadvarsel advarer dig, når personer i motivet har lukkede øjne.
- Undgå lukkede øjne tager to billeder og gemmer det eksemplar, hvor øjnene på dit motiv er åbne.
- Best Shot Selector (BSS) vælger automatisk det skarpeste billede af en sekvens på op til 10 billeder.
- 16 motivprogrammer indeholder optimerede indstillinger til populære fotostile, effekter og steder.
Iøvrigt er det rart dueblåt (til fyrene: Det er en slags lyseblå). Den grisefarvede og auberginefarvede holdt bare ikke, og sølv er for søgt. Det er desværre kun de billige kameraer, som kommer i skrig-pink. Snydt igen. Touch screen-modellerne var der også sparet for meget på, i forhold til prisen.
Jeg må hellere huske at nævne prisen, inden jeg trykker Post:
Myten med, at elektronisk udstyr er billigere i Japan, er officielt busted. Det blev den allerede, da jeg havde været i landet i 9 dage.
Men dét, at der findes steder som Yodobashi Camera, hvor de samler alle kamera-mærker under samme tag, alle telefon-selskaber, alle gadgets, alle you-name-it under ét tag og ofrer en hel etage til hver ting. Og vælger det mest nørdede personale, jeg nogensinde har set på ét sted. Det er simpelthen at komme i himlen!
Jeg betalte 1791 Dkr for mit kamera. 31.800 yen. Det er 40 Dkr dyrere end det billigste på EDBpriser.dk (med fragt).
SD-kortet (highspeed SanDisk SDHC) var der 30% rabat på, så der slap jeg med 216 Dkr for 8Gb. Det går lige an. 179,- på EDBpriser.dk.
Jeg kunne have valgt at få en TAX FREE-seddel, som jeg så ville skulle bøvle med i lufthavnen, når jeg flyver hjem engang til august. Elektronik-TAX er hele 5%, whau!
Jeg valgte istedet at få mig et Yodobashi Camera-plastikkort. Det kan man, når man har fast adresse i Japan. Så nu får jeg 8% ekstra point på alle mine køb (og 10%, når jeg betaler med cash). Idag har jeg dermed fået 6.031 yen-point sat ind på kortet, det er 339 Dkr, som jeg skal bruge på mere elektronik i Yodobashi. Jeg er godt tilfreds med denne skrue uden ende ;P
P.S. Forklaring til Gæt et ord: Det er jo indlysende, at der står kamera. Det hedder det også på japansk, hvor c ikke findes, kun k, og altid efterfulgt af en vokal.
Ordet er skrevet med Katakana-alfabetet, japanernes særlige alfabet forbeholdt fremmedord. Det består af 46 tegn, som alle er stavelser, ikke bogstaver. Og så en håndfuld specialtegn og hjælpetegn, men kan man de 46 udenad, er resten barnemad :-)
Mere info følger...
lørdag den 9. maj 2009
ゴロン アニーニャ ヘレーネ
Sådan ser mit navn ud på japansk (udenlandske navne staves med Katakana og efternavnet først) :-)
Og med japansk gik de næste 14 dage...
Jeg kan knap nok huske, hvad jeg lavede i hele uge 17 og 18. Det er længe siden, jeg har haft undervisning 5 dage om ugen. Uhyggeligt længe siden. Og så endda om morgenen - Eller, i hvert fald klokken 10.10.
En lektion japansk varer præcis 5 kvarter. Det er ikke indlagt nogen pause, mine undervisere (har fem forskellige på skift) forventer absolut koncentration fra første til sidste minut, og gerne lige 10 minutter mere, som de fleste undervisere nu engang har for vane.
Mine kinesiske medstuderende har en naturlig fordel i, at de allerede kan genkende/gætte/hurtigt lære de fleste Kanji (skrifttegn) i bogen, mens os fire ikke-kinesere må bøvle med, næsten med lup at sidde og prøve at tyde de mikroskopiske Hiragana, der står under hver Kanji i bøgerne ;-)
Ligesom mig, har de vist læst en hel del japansk inden de rejste, for deres ordforråd er stort. Hele den første uge af kurset, uge 17, gik således for mig med at finde mit eget lektie-forberedelses-niveau, men samtidig afpasset til kinesernes, så jeg kan være med i ræset efter det A, jeg godt kunne tænke mig at stræbe efter. Når nu 2/3 af kurset ser ud til at blive repetition for mig, takket være min brilliante japansklærer derhjemme i København, ser jeg ingen grund til at være alt for ramt af Janteloven :-)
Den ene af dagene, onsdag, satte jeg mig udendørs i solen på campus, i skyggen af et et stort træ og en blåregn, på trappetrinnene ned imod en stor sø, for at spise frokost og lige lave japansklektier. Og der blev jeg siddende i syv timer uden at lukke bøgerne! Det var helt klart for meget :-S Selvom jeg elsker at lave japansk-lektier (det gør jeg virkelig, jeg plejer at kalde det for mit fix), var det fuldstændigt ude af proportioner.
Dagen efter igen, fredag, sov jeg over mig og blev vækket ved middagstid af Martin, som lige ville sikre, at jeg var sund og rask.
Faktisk satte jeg slet ikke fod i mit Lab i en hel uge! Eller så min professor. Så der var virkelig nogle ting, der skulle tænkes om...
Jo, min professor og jeg sås da lige til den skægge fest, Martins og mit respektive Lab holdt for os allerede tirsdag aften. Vi var ikke så mange, men alle aldersgrupper var repræsenteret, og også Yuko var der, hende som boede 8 måneder i København som gæsteforsker ved Biblioteksskolen siden september sidste år og hjalp mig med alting.
Huang (den kinesiske ph.d.-studerende fra mit Lab) havde stået for indkøbene, og han havde bare købt alle de lækkerier, han havde fundet ud af, jeg og de andre bedst kunne li', da vi holdt Hanami to uger før. Så der var sushi og dumplings, hambaaga (uden brød) og fritter og små pølser, ostestænger og forskellige krydrede riskiks og slik og bløde småkage-muffin-tingester og meget mere. Jeg havde medbragt to pakker importerede, danske småkager (fundet på tilbud i en "Magasin's Mad & Vin"-agtig butik i Tsukuba) samt vaskeægte zulu-hoveder af den bedste type, som er lige så store som holdkæftbolcher, medbragt fra 7eleven i Kastrup. Det var skægt at se drengene, som er vant til at konkurrere om at indtage wasabi på deres sushi, stå og holde sig på næseryggen mens øjnene løber i vand, fordi de ikke er vant til at indtage rå mængder salmiak ;-P
Og så var der champagne! Og vel 30 forskellige lokale og udenlandske special-øltyper. Og en flaske Ibaraki-brygget sake, som smagte skønt (Tsukuba ligger i landområdet Ibaraki).
Aftenens underholdning blev især at lege med navne på whiteboard'et. Japanske navne betyder de underligste ting, når man ser på deres Kanji-komponenter. Folk havde også ganske kreative bud på, hvordan man skriver Aninja og Martin Schmidth:
- Aninja blev skabt af de to Kanji: "Ser ung ud, men et det ikke nødvendigvis" og "Har en lillebror".
- Martin / Schmidth blev til: Horse Special / Chinese Ink Boy (hvilket reelt betyder kalligrafi-dreng).
Hvad siger I så, folkens! Det er nok let at gætte for jer, at Martin siden har heddet Special Horse ;-P
Min tredie weekend var som de to forrige (og som alle de kommende) helt uden Shihono, min tutor, som tager hjem til sin fødeby og arbejder som matematiklærer hver weekend. Hun er altså nem at savne, især da i weekenden, hvor man trænger til sjov og ballade.
Jeg kan ikke helt huske, hvad jeg lavede i weekenden, men jeg tror faktisk bare, at jeg totalt vendte mit døgn, så jeg var vågen samtidig med jer danskere og sov hele dagen væk. Vaskede tøj og ryddede op, det var vist det.
Ville have været til klassisk, japansk koncert fredag aften og rock-arrangement hele lørdag dag, men droppede begge. Tænkte, at når det kun var skoleorkestre, spiller de vel igen en anden god gang. Hvor det ikke var mørkt. Og hvor det ikke regnede!
Efter 14 dage med sol, fik vi regn i disse to uger. Masser af dage med regn. Og når her bliver gråt og overskyet, så er det altså på grænsen til vinterdepression, når dagslyset ovenikøbet er væk klokken 18. Man kan ikke engang trøste sig med, at det er varmt udenfor, for termometeret (fra internettet, ganske vist), har ligget ret permanent på 14 grader Celcius i regnvejr.
Nattemperatur ned til 6 grader. Jeg har sovet med to dyner over mig, både den, der er inkluderet i huslejen, og den, jeg selv bragte med hjemmefra, fordi jeg er et dyne-luksusdyr. Og så har jeg ligget under mine to dyner med min vindtætte fleecetrøje udenpå nattøjet og indimellem alligevel rystet af kulde. Jeg har rendt rundt med mine tykkeste vandre-sokker på indendørs og købt mig et par forede hjemmesko på forårsudsalg (til kun 15 kroner, det lunede også lidt).
Der er varmere udenfor end indenfor, det hjælper lidt. Nåeja, nu kan jeg huske, hvad jeg lavede lørdag: Martin og jeg cyklede op til Starbucks for at få varmen med kaffe og en giga chai latte til mig. Og da de lukkede 1½ time senere, fandt vi et fællesområde for studerende, hvor der også var varmere end hjemme, og så blev vi her 4 timer ekstra, helt til 22, mens vi sad og sparrede omkring vores forskningsprojekter, som ingen af os egentlig havde en skid styr på. Martin dog 10 gange mere styr på det end mig.
Søndag aften fik jeg lige vendt mit døgn tilpas meget tilbage til, at jeg var klar mandag morgen, da vi havde vores første mundtlige del-eksamen, som blev optaget på kassettebånd og sidenhen evalueret af vores undervisere.
Selv om jeg siger, at alt er repetition fra hjemme i Danmark, var der masser af nye ord, der skulle mestres, for at testen gik glat. Min og Martins dialog startede vi f.eks. med:
- Goddag, Dem har jeg ikke mødt før. Mit navn er Grøn Aninja Helene, men De må endelig kalde mig Aninja.
- Glæder mig at møde dem. Hvilket æret land kommer De fra?
- Mit fagområde er toshokanshouhougaku [tåshåkan-shååhåå-gaku]
(sig dét 10 gange hurtigt efter hinanden uden at snuble i tungen).
Anyway, det betalte sig at terpe, jeg er p.t. den lykkelige ejer af et A i grammar and vocabulary, A i pronounciation and delivery samt A i fluency.
Der har ikke været en eneste dag i de 5 uger, jeg har været i landet, hvor jeg ikke har sendt en kærlig tanke til min japanske sensei hjemme i Danmark. Uden hende ved jeg ikke, hvad jeg skulle have gjort...
Udover at se mit slæb bære frugt, var der da også andre højdepunkter i disse to uger. I sidste ende fik jeg set Fujii-sensei i øjnene, både tirsdag og torsdag i uge 18 holdt vi møder, tirsdag mere generelt, og onsdag ofrede han flotte to timer på at vise mig en række slideshows af, hvad han selv forsker med for tiden, hvad hans hjertebarns-system igennem 10 år er, hvad Shihono arbejder på, og hvad Yui arbejder på. Jeg er velkommen til at vælge et niche-emne indenfor noget af alt dette at forske i, og på den måde ovenikøbet aktivt hjælpe enten Fujii-sensei eller en af tøserne.
Og så var der torsdag den 29, som var en helligdag. Den brugte Shihono, Yui, Cho, Martin og undertegnede til at bestige Mount Tsukuba, Tsukuba-san. Det får I at høre om i næste blog...
Og nu tager jeg med 30 andre exchange students til gadefest i Nagano og holder søndag :-)
Og med japansk gik de næste 14 dage...
Jeg kan knap nok huske, hvad jeg lavede i hele uge 17 og 18. Det er længe siden, jeg har haft undervisning 5 dage om ugen. Uhyggeligt længe siden. Og så endda om morgenen - Eller, i hvert fald klokken 10.10.
En lektion japansk varer præcis 5 kvarter. Det er ikke indlagt nogen pause, mine undervisere (har fem forskellige på skift) forventer absolut koncentration fra første til sidste minut, og gerne lige 10 minutter mere, som de fleste undervisere nu engang har for vane.
Mine kinesiske medstuderende har en naturlig fordel i, at de allerede kan genkende/gætte/hurtigt lære de fleste Kanji (skrifttegn) i bogen, mens os fire ikke-kinesere må bøvle med, næsten med lup at sidde og prøve at tyde de mikroskopiske Hiragana, der står under hver Kanji i bøgerne ;-)
Ligesom mig, har de vist læst en hel del japansk inden de rejste, for deres ordforråd er stort. Hele den første uge af kurset, uge 17, gik således for mig med at finde mit eget lektie-forberedelses-niveau, men samtidig afpasset til kinesernes, så jeg kan være med i ræset efter det A, jeg godt kunne tænke mig at stræbe efter. Når nu 2/3 af kurset ser ud til at blive repetition for mig, takket være min brilliante japansklærer derhjemme i København, ser jeg ingen grund til at være alt for ramt af Janteloven :-)
Den ene af dagene, onsdag, satte jeg mig udendørs i solen på campus, i skyggen af et et stort træ og en blåregn, på trappetrinnene ned imod en stor sø, for at spise frokost og lige lave japansklektier. Og der blev jeg siddende i syv timer uden at lukke bøgerne! Det var helt klart for meget :-S Selvom jeg elsker at lave japansk-lektier (det gør jeg virkelig, jeg plejer at kalde det for mit fix), var det fuldstændigt ude af proportioner.
Dagen efter igen, fredag, sov jeg over mig og blev vækket ved middagstid af Martin, som lige ville sikre, at jeg var sund og rask.
Faktisk satte jeg slet ikke fod i mit Lab i en hel uge! Eller så min professor. Så der var virkelig nogle ting, der skulle tænkes om...
Jo, min professor og jeg sås da lige til den skægge fest, Martins og mit respektive Lab holdt for os allerede tirsdag aften. Vi var ikke så mange, men alle aldersgrupper var repræsenteret, og også Yuko var der, hende som boede 8 måneder i København som gæsteforsker ved Biblioteksskolen siden september sidste år og hjalp mig med alting.
Huang (den kinesiske ph.d.-studerende fra mit Lab) havde stået for indkøbene, og han havde bare købt alle de lækkerier, han havde fundet ud af, jeg og de andre bedst kunne li', da vi holdt Hanami to uger før. Så der var sushi og dumplings, hambaaga (uden brød) og fritter og små pølser, ostestænger og forskellige krydrede riskiks og slik og bløde småkage-muffin-tingester og meget mere. Jeg havde medbragt to pakker importerede, danske småkager (fundet på tilbud i en "Magasin's Mad & Vin"-agtig butik i Tsukuba) samt vaskeægte zulu-hoveder af den bedste type, som er lige så store som holdkæftbolcher, medbragt fra 7eleven i Kastrup. Det var skægt at se drengene, som er vant til at konkurrere om at indtage wasabi på deres sushi, stå og holde sig på næseryggen mens øjnene løber i vand, fordi de ikke er vant til at indtage rå mængder salmiak ;-P
Og så var der champagne! Og vel 30 forskellige lokale og udenlandske special-øltyper. Og en flaske Ibaraki-brygget sake, som smagte skønt (Tsukuba ligger i landområdet Ibaraki).
Aftenens underholdning blev især at lege med navne på whiteboard'et. Japanske navne betyder de underligste ting, når man ser på deres Kanji-komponenter. Folk havde også ganske kreative bud på, hvordan man skriver Aninja og Martin Schmidth:
- Aninja blev skabt af de to Kanji: "Ser ung ud, men et det ikke nødvendigvis" og "Har en lillebror".
- Martin / Schmidth blev til: Horse Special / Chinese Ink Boy (hvilket reelt betyder kalligrafi-dreng).
Hvad siger I så, folkens! Det er nok let at gætte for jer, at Martin siden har heddet Special Horse ;-P
Min tredie weekend var som de to forrige (og som alle de kommende) helt uden Shihono, min tutor, som tager hjem til sin fødeby og arbejder som matematiklærer hver weekend. Hun er altså nem at savne, især da i weekenden, hvor man trænger til sjov og ballade.
Jeg kan ikke helt huske, hvad jeg lavede i weekenden, men jeg tror faktisk bare, at jeg totalt vendte mit døgn, så jeg var vågen samtidig med jer danskere og sov hele dagen væk. Vaskede tøj og ryddede op, det var vist det.
Ville have været til klassisk, japansk koncert fredag aften og rock-arrangement hele lørdag dag, men droppede begge. Tænkte, at når det kun var skoleorkestre, spiller de vel igen en anden god gang. Hvor det ikke var mørkt. Og hvor det ikke regnede!
Efter 14 dage med sol, fik vi regn i disse to uger. Masser af dage med regn. Og når her bliver gråt og overskyet, så er det altså på grænsen til vinterdepression, når dagslyset ovenikøbet er væk klokken 18. Man kan ikke engang trøste sig med, at det er varmt udenfor, for termometeret (fra internettet, ganske vist), har ligget ret permanent på 14 grader Celcius i regnvejr.
Nattemperatur ned til 6 grader. Jeg har sovet med to dyner over mig, både den, der er inkluderet i huslejen, og den, jeg selv bragte med hjemmefra, fordi jeg er et dyne-luksusdyr. Og så har jeg ligget under mine to dyner med min vindtætte fleecetrøje udenpå nattøjet og indimellem alligevel rystet af kulde. Jeg har rendt rundt med mine tykkeste vandre-sokker på indendørs og købt mig et par forede hjemmesko på forårsudsalg (til kun 15 kroner, det lunede også lidt).
Der er varmere udenfor end indenfor, det hjælper lidt. Nåeja, nu kan jeg huske, hvad jeg lavede lørdag: Martin og jeg cyklede op til Starbucks for at få varmen med kaffe og en giga chai latte til mig. Og da de lukkede 1½ time senere, fandt vi et fællesområde for studerende, hvor der også var varmere end hjemme, og så blev vi her 4 timer ekstra, helt til 22, mens vi sad og sparrede omkring vores forskningsprojekter, som ingen af os egentlig havde en skid styr på. Martin dog 10 gange mere styr på det end mig.
Søndag aften fik jeg lige vendt mit døgn tilpas meget tilbage til, at jeg var klar mandag morgen, da vi havde vores første mundtlige del-eksamen, som blev optaget på kassettebånd og sidenhen evalueret af vores undervisere.
Selv om jeg siger, at alt er repetition fra hjemme i Danmark, var der masser af nye ord, der skulle mestres, for at testen gik glat. Min og Martins dialog startede vi f.eks. med:
- Goddag, Dem har jeg ikke mødt før. Mit navn er Grøn Aninja Helene, men De må endelig kalde mig Aninja.
- Glæder mig at møde dem. Hvilket æret land kommer De fra?
- Mit fagområde er toshokanshouhougaku [tåshåkan-shååhåå-gaku]
(sig dét 10 gange hurtigt efter hinanden uden at snuble i tungen).
Anyway, det betalte sig at terpe, jeg er p.t. den lykkelige ejer af et A i grammar and vocabulary, A i pronounciation and delivery samt A i fluency.
Der har ikke været en eneste dag i de 5 uger, jeg har været i landet, hvor jeg ikke har sendt en kærlig tanke til min japanske sensei hjemme i Danmark. Uden hende ved jeg ikke, hvad jeg skulle have gjort...
Udover at se mit slæb bære frugt, var der da også andre højdepunkter i disse to uger. I sidste ende fik jeg set Fujii-sensei i øjnene, både tirsdag og torsdag i uge 18 holdt vi møder, tirsdag mere generelt, og onsdag ofrede han flotte to timer på at vise mig en række slideshows af, hvad han selv forsker med for tiden, hvad hans hjertebarns-system igennem 10 år er, hvad Shihono arbejder på, og hvad Yui arbejder på. Jeg er velkommen til at vælge et niche-emne indenfor noget af alt dette at forske i, og på den måde ovenikøbet aktivt hjælpe enten Fujii-sensei eller en af tøserne.
Og så var der torsdag den 29, som var en helligdag. Den brugte Shihono, Yui, Cho, Martin og undertegnede til at bestige Mount Tsukuba, Tsukuba-san. Det får I at høre om i næste blog...
Og nu tager jeg med 30 andre exchange students til gadefest i Nagano og holder søndag :-)
fredag den 8. maj 2009
Mongolsk middelaldermarked midti menneskemængden
Kære venner og familie og kære læsere. Der er flere af jer, der har skrevet til mig og sagt, at det da er fantastisk, så meget jeg får oplevet. Udfra hvad I har læst på bloggen. Jeg kan kun give jer ret, og jeg synes det er ekstra sjovt i betragtning af, at min blog nu alligevel er endt med at være 3 uger bagud! Jeg håber, I kan holde ud at få mine historiefortællinger sådan set i bakspejlet. På denne måde giver jeg mig selv lov til at fordøje dem lidt, så I ikke får revl og krat - Selvom det også kan være skægt indimellem, er det ikke så foreneligt med min skrivestil, hvor jeg bruger maaaange ord :-) I har nok også forlængst gættet, at tiden til at skrive er min største udfordring - det tager mig ganske mange timer at skrive et enkelt indlæg. Jeg nyder at vide, at mine historier også er værd for jer at ofre meget lang tid på at læse (og kommentere, jeg takker og bukker!) og ville ønske, at jeg kunne finde tid til at skrive hver eneste dag til jer =) Nu, tilbage til historien...
Lørdag den 16. var en god dag. Idag holdt TISA nemlig loppemarked. Og rygtet sagde, at selv om TISA er "vildt meget dyrere end secondhand butikken inde i Tsukuba", så ville man i det mindste nok kunne købe et køleskab der! Efter at have levet 13 dage (og talt hvert minut!) med et koldt vandbad i håndvasken 24-7 til min mælk og ost, tror jeg, at hvis jeg havde fået tilbudt hvad som helst i hele verden, så havde jeg bedt om et køleskab. Eller måske en jordomsejling, jeg kan ikke helt vælge imellem de to.
Loppemarkedet åbnede klokken 12, og jeg var der 12.10. Kom ikke og sig, at jeg ikke kan stå tidligt op i weekenden! ;-P Jeg på det nærmeste småløb ind i galleriet, hvor det blev holdt, vejrede op imod vinden (aircondition?) og brugte familiens nedarvede falkeblik til at overskue det hele i ét hug. Og dér, ovre i det fjerneste hjørne af lokalet spottede jeg det! Køleskabet! Mit hjerte sprang et slag over. Som en af Kæmperne på Dovrefjæld sprang jeg over til det i 10 flyvende syvmileskridt (max, da!). Som i slowmotion oplevede jeg migselv flå den håndskrevne prislap påskrevet 4000 yen af døren og som en pil skyde hen til bordet med den søde japanerinde med byttepenge. Der var én foran mig i køen, den fineste, petite, indiske pige. Hun vendte sig og sagde med rungende bas (husk: slowmotion!):
"Reizooko wa ikura desu ka"
(skal udtales [rææzååkå wa ikura dæs ka?]),
hvilket kan oversættes fra formfuldendt skole-japansk til: "Ææ kjølskaw, hwa' koster 'ed?"
Hvortil japanerinden bag kassen uendeligt langsomt drejede sig hen imod hjørnet med mit kommende husalter og svarede: "Æhhh, øhhh..." og kiggede lidt febrilsk rundt, til hendes blik standsede ved mig, som ikke kunne andet end nonchalant at stå og vifte med prislappen, som var det et bundt 100$-sedler, og blinke frækt til hende.
Øhmm, har jeg nævnt for jer før, at jeg fik købt mit køleskab? *fnis*
Jeg købte også et par andre ting. To fine porcelænsskåle med matchende tekrus af typen uden hank. En halskæde af håndmalede porcelænsperler. Et par kladdehæfter med universitetets logo på. Da jeg således havde mega powershoppet og var kommet af med hele 20 yen (det er 1,12 Dkr) pr. del - Og TISA-tøserne var så glade for mig, at de næsten bukkede og kneb en tåre - OG jeg havde besluttet mig for at gå, måtte jeg alligevel liiige hen og rode den uudpakkede-flyttekasser-rode-hjørne-bunke igennem én gang mere.
Og dér, i bunden af en pose i en kasse, fandt jeg den smukkeste, mørkerøde lakæske. Den er så bred som en hatteæske, blot ikke helt så høj. På låget er der malet en sort kalligrafi-tiger. Den ser op imod månen, som er et rundt stykke indlagt perlemor. Himlen er bestrøet med mere perlemor som stjernestøv.
På siden af æske og låg er der malet bambus, som hvisler i den vind, der også får støvet til at rejse sig på låget og skinne i månens lys. Indeni og på bunden er æsken lakeret sort og præget i et mønster, som føles rart imod fingrene, når man rører ved det.
Den er sikkert ikke 5 år gammel, og der er allerede en revne langs kanten af låget. Men derigennem kan man se, at det er ægte træ indenunder lakken og ikke blot plastik, som så meget andet er i plastik-Japan. Nåe ja, og indeni er der fem små tekopper i gråt, tofarvet, lakeret ler-/stentøj med tilhørende underkopper i lak/plastik/whatever.
Jeg stod længe (læææænge) uden at ville slippe min nyfundne skat. Og gjorde op med mig selv, hvad jeg var villig til at betale for den: Max 150 Dkr. Max! Ikke lade sig friste!
Da jeg endelig tog mod til at gå over til kassen, som nu syntes en kilometer væk, fik jeg at vide, at prisen for det hele ville være 250. Normalt ville æsken alene være 350, men jeg havde købt køleskabet hos dem allerede, jo. Hmm. 250, 250, tænke, tænke... Pop! Min hjerne gik igang igen! Hun snakkede for pokker om yen. Yen!! Pigebarnet stod og ville have under 15 kroner for den flotteste ting, jeg nok kommer til at kunne købe for penge i dette gudsbenådede rige. Køøøøbt! 14 kroner og 8 øre, for at være helt præcis. Jeg tværer det lige helt ud for jer: De fine kopper var adskilt af fire nye opvaskesvampe, som tilsammen ville have kostet mig 22 kroner i Yusco (Dalle-valle, I ved).
Jeg kunne ikke få armene ned de næste to dage. Bare spørg Krim om, hvor irriterende jeg var på skype :-) Bare se her, hvor irriterende jeg stadig er, 3 uger efter ^_^
Det er faktisk lidt skægt, for jeg har fortalt flere af mine nye, japanske bekendtskaber m/k om min lille køleskabsoplevelse. Ikke den version, jeg har givet jer, blot, at jeg kom ind af døren, målbevidst styrede hen og fjernede prislappen og gik hen og betalte. Og de måber allesammen, ryster på hovedet og griner. Så direkte en tilgang samt "denne her er min!"-reservation, så at sige, er ganske givet meget lidt japansk. De kan jo godt li' at pakke alle situationer ind i høfligheder og formaliteter :-) Og okay, måske fik de også lidt af min lille indlevelses-historie ;-D
Nå, det var nok selvfederi for laaang tid fremefter.
Ved loppemarkedet fik jeg snakket med en god håndfuld andre internationale studerende. En af dem er en nyankommen, jævnaldrende pige fra Peru, som endte med at introducere mig for et par håndfulde af den sydamerikanske klike her på Uni. Det er jeg vildt glad for! Fantastisk søde mennesker - No wonder, at min far er begyndt at lære portugisisk i sin fritid iår :-)
Min nye, peruvianske venindes tutor har åbenbart mongolske rødder og havde derfor inviteret dem alle med til et lille marked, hvor hun og flere af pigerne fra hendes studiehold skulle stå i madboderne, iklædt traditionelle dragter. Så dér tog vi hen, da alle var færdige med at loppe.
Markedet blev holdt på stor græsplæne omgivet af høje træer, lige imellem byens planetarium (jeps, sådan et har vi også) og Tsukuba center, hvor toget, busholdepladsen, shoppingområdet, o.s.v. ligger.
Middelaldermarked er måske så meget sagt, men traditionelt var det i hvert fald. Der var tre boder med drikkevarer og hjemmelavet mad, og to telte, Yurt'er, som var fantastisk dekoreret indvendigt med håndmalede teltstænger i træ, og rundt langs væggen billeder og kalligrafi, som foreningen selv havde gjort. Der var en dj, der styrede steppe-musikken. En bueskydningsbane til børnene - Buen var så slap, at de kunne skyde til måls efter en fyr med deres bambuspile, uden at han på noget tidspunkt følte sig i fare, men bare grinede af dem.
Og en plads med en flagstang og stole omkring, hvor der var små opvisninger i mongolsk "sumobrydning" ved to meget lidt sumo-agtige, unge knægte, som morede sig kongeligt, sang for mandestemme, sang for kvindestemme og traditionel dans ved endnu en ung kvinde. Kun fem var de, til sådan at underholde over et par timer. Og det lykkedes dem :-)
Det hele tog mig tilbage til de gode middelaldermarkeds-dage, og ja, det lykkedes mig faktisk at blive helt sentimental lidt =) Nogen, der har plads til en kulso ved Bornholms Middelaldermarked 2010?
Da markedet lukkede, gik vi over i Yusco, hvor vi fangede os en Baskin' Robbins softice med smag af grøn te - Vammel og lyserød-hostesafts-agtig med en snert af grøn te, så er I advaret. En hurtig tur på indkøb, og dagen var faktisk gået. Cyklede hjem til Universitetet sammen med min nye, peruvianske veninde og var endnu en gang glad for, at biblioteksskolens del af Campus ligger så tæt ved centrum og så langt fra resten. For hun kunne ikke huske vejen hjem, men jeg kunne den allerede i søvne, bagbundet til cyklen med en flaske sake i flaben. Nåeja, én af delene, i det mindste.
Dagen efter, søndag den 17., var det så tid til at hente køleskabet. Jeg fik lokket mine to bofæller, Iz og Nicole, som skal dele det med mig (vi blev siden fire ialt, d.v.s. 1000 yen = 56 Dkr til hver!) til at gå med op og hente det. Loppemarkedet blev holdt på en del af campus, som er 1-1½ kilometer væk. Heldigvis kunne vi låne en trækvogn deroppe. Martin gik også med, for hvis vi skulle mangle en ekstra hånd - thx again :-) På vej ud gik vi og hoppede og dansede i forventningen om, at vi skulle bringe vores nye bedste ven, Mr. Fridge, hjem. På vej hjem gik vi med trækvognen tungt læsset, som skolepiger der forsigtigt bringer klassens bur med kælerotter med hjem på ferie.
På vej ud med vognen igen, dannede Iz forbillede ved at bruge trækvognen som løbehjul, mens Nicole og jeg løb ved siden af og hujede og tog billeder. Nej, der var ikke mange japanske studerende på vejen, som gloede mærkeligt på os :-D Bagefter skiftedes vi til at smide hinanden op på vognen og trække afsted med den i løb henover det bulede fortov, som alle steder har knækkede fliser og splittet asfalt fra de stærke platantrærødder langs vejen. Sjovt!
På hjemvjen for anden og sidste gang, gik vi og funderede over livet i almindelighed og i særdeleshed over, hvor lidt man har brug for en cykel, når man går i solen under træerne, langs blomstrende rhododendron, med så yndligt et kvindeligt selskab. På vej hjem til Mr. Fridge. Åhh ja, det var en god dag!
Imens var Martin drønet på indkøb, for han havde langt om længe besluttet sig for, at det tilbud, han modtog dén dag, vi ankom, ikke var en joke, men et ægte tilbud: Han havde nemlig også fået tilbudt et køleskab. Hans overboer havde fortalt ham, at én af fyrene på deres gang havde valgt at rejse hjem i huj og hast og havde efterladt alle hvidevarer m.m. ude på fællesarealet, i stedet for at skille sig korrekt af med dem, som den japanske lovgivning påskriver.
Et køleskab, som har stået slukket i 14 dage, trænger ret så meget til en kærlig hånd. For at underdrive det. Eller fire, så jeg lånte Martin de to. Og så gik vi ellers i gang med fire slags rensemidler, to svampe, 10 klude og en gammel tandbørste. Efter en time med knofedt var arbejdet fuldendt, og vi var nu ikke bare fire men fem lykkelige køleskabsejere i Oikoshi nr. 20 og 21.
Martin og jeg fejrede det hele med frokost i den nærmeste kantine (jeps, også åben om søndagen). God mad serveret sammen med en lille salat, en kop miso-suppe og et tv, som viste skiftevis news og fjollede, japanske reklamer: Tilsidst måtte vi gå, for jeg var ved at trille ned på gulvet af grin ^_^
Klokken 18.30 var det tid til at komme på højkant igen: Et par tøser i min nabobygning havde aftenen før inviteret Iz, Nicole og mig til fest/åbent hus (eller, gang, må det vel hedde) med et væld af deres venner, andre internationale studerende, som alle havde lovet at stå i køkkenet og medbringe en lokal egnsret hjemmefra. Så der var polske klatkager med æblestykker; polsk, hvid borch; italiensk, hjemmelavet pasta med laks; canadiske pandekager; mere, jeg har glemt; jeg havde ikke kunnet nå noget med så kort varsel, men købte dessert med i stedet.
Det var en god aften og en fin, spontan fest, som især var vellykket i betragtning af, at der ikke findes et eneste møbel, bord eller stol eller noget som helst, i fællesarealerne, men de havde skaffet borde og en sofa og alt muligt. Og maden var bare for god. Men her stødte jeg vist på dét, som mange exchange students før mig har brokket sig over:
Hvordan kan man studere japansk, blive exchange student i Japan, bo centralt midt på campus, og så ikke have inviteret nogle japanske gæster, men kun andre internationale studerende? Selv om man har boet i landet et år allerede? Ikke helt min kop (grøn) te, tror jeg :-)
Klokken 23 smuttede jeg hjem: Var lige kommet i tanke om, at jeg da vist havde min første skriftlige "blækregning" for i japansk til mandag klokken 10.10. Af den slags, som skal afleveres og tæller en vis procentdel af den samlede karakter. Heldigvis var det kun én A4-sides grammatik, så jeg nåede det lige.
Lørdag den 16. var en god dag. Idag holdt TISA nemlig loppemarked. Og rygtet sagde, at selv om TISA er "vildt meget dyrere end secondhand butikken inde i Tsukuba", så ville man i det mindste nok kunne købe et køleskab der! Efter at have levet 13 dage (og talt hvert minut!) med et koldt vandbad i håndvasken 24-7 til min mælk og ost, tror jeg, at hvis jeg havde fået tilbudt hvad som helst i hele verden, så havde jeg bedt om et køleskab. Eller måske en jordomsejling, jeg kan ikke helt vælge imellem de to.
Loppemarkedet åbnede klokken 12, og jeg var der 12.10. Kom ikke og sig, at jeg ikke kan stå tidligt op i weekenden! ;-P Jeg på det nærmeste småløb ind i galleriet, hvor det blev holdt, vejrede op imod vinden (aircondition?) og brugte familiens nedarvede falkeblik til at overskue det hele i ét hug. Og dér, ovre i det fjerneste hjørne af lokalet spottede jeg det! Køleskabet! Mit hjerte sprang et slag over. Som en af Kæmperne på Dovrefjæld sprang jeg over til det i 10 flyvende syvmileskridt (max, da!). Som i slowmotion oplevede jeg migselv flå den håndskrevne prislap påskrevet 4000 yen af døren og som en pil skyde hen til bordet med den søde japanerinde med byttepenge. Der var én foran mig i køen, den fineste, petite, indiske pige. Hun vendte sig og sagde med rungende bas (husk: slowmotion!):
"Reizooko wa ikura desu ka"
(skal udtales [rææzååkå wa ikura dæs ka?]),
hvilket kan oversættes fra formfuldendt skole-japansk til: "Ææ kjølskaw, hwa' koster 'ed?"
Hvortil japanerinden bag kassen uendeligt langsomt drejede sig hen imod hjørnet med mit kommende husalter og svarede: "Æhhh, øhhh..." og kiggede lidt febrilsk rundt, til hendes blik standsede ved mig, som ikke kunne andet end nonchalant at stå og vifte med prislappen, som var det et bundt 100$-sedler, og blinke frækt til hende.
Øhmm, har jeg nævnt for jer før, at jeg fik købt mit køleskab? *fnis*
Jeg købte også et par andre ting. To fine porcelænsskåle med matchende tekrus af typen uden hank. En halskæde af håndmalede porcelænsperler. Et par kladdehæfter med universitetets logo på. Da jeg således havde mega powershoppet og var kommet af med hele 20 yen (det er 1,12 Dkr) pr. del - Og TISA-tøserne var så glade for mig, at de næsten bukkede og kneb en tåre - OG jeg havde besluttet mig for at gå, måtte jeg alligevel liiige hen og rode den uudpakkede-flyttekasser-rode-hjørne-bunke igennem én gang mere.
Og dér, i bunden af en pose i en kasse, fandt jeg den smukkeste, mørkerøde lakæske. Den er så bred som en hatteæske, blot ikke helt så høj. På låget er der malet en sort kalligrafi-tiger. Den ser op imod månen, som er et rundt stykke indlagt perlemor. Himlen er bestrøet med mere perlemor som stjernestøv.
På siden af æske og låg er der malet bambus, som hvisler i den vind, der også får støvet til at rejse sig på låget og skinne i månens lys. Indeni og på bunden er æsken lakeret sort og præget i et mønster, som føles rart imod fingrene, når man rører ved det.
Den er sikkert ikke 5 år gammel, og der er allerede en revne langs kanten af låget. Men derigennem kan man se, at det er ægte træ indenunder lakken og ikke blot plastik, som så meget andet er i plastik-Japan. Nåe ja, og indeni er der fem små tekopper i gråt, tofarvet, lakeret ler-/stentøj med tilhørende underkopper i lak/plastik/whatever.
Jeg stod længe (læææænge) uden at ville slippe min nyfundne skat. Og gjorde op med mig selv, hvad jeg var villig til at betale for den: Max 150 Dkr. Max! Ikke lade sig friste!
Da jeg endelig tog mod til at gå over til kassen, som nu syntes en kilometer væk, fik jeg at vide, at prisen for det hele ville være 250. Normalt ville æsken alene være 350, men jeg havde købt køleskabet hos dem allerede, jo. Hmm. 250, 250, tænke, tænke... Pop! Min hjerne gik igang igen! Hun snakkede for pokker om yen. Yen!! Pigebarnet stod og ville have under 15 kroner for den flotteste ting, jeg nok kommer til at kunne købe for penge i dette gudsbenådede rige. Køøøøbt! 14 kroner og 8 øre, for at være helt præcis. Jeg tværer det lige helt ud for jer: De fine kopper var adskilt af fire nye opvaskesvampe, som tilsammen ville have kostet mig 22 kroner i Yusco (Dalle-valle, I ved).
Jeg kunne ikke få armene ned de næste to dage. Bare spørg Krim om, hvor irriterende jeg var på skype :-) Bare se her, hvor irriterende jeg stadig er, 3 uger efter ^_^
Det er faktisk lidt skægt, for jeg har fortalt flere af mine nye, japanske bekendtskaber m/k om min lille køleskabsoplevelse. Ikke den version, jeg har givet jer, blot, at jeg kom ind af døren, målbevidst styrede hen og fjernede prislappen og gik hen og betalte. Og de måber allesammen, ryster på hovedet og griner. Så direkte en tilgang samt "denne her er min!"-reservation, så at sige, er ganske givet meget lidt japansk. De kan jo godt li' at pakke alle situationer ind i høfligheder og formaliteter :-) Og okay, måske fik de også lidt af min lille indlevelses-historie ;-D
Nå, det var nok selvfederi for laaang tid fremefter.
Ved loppemarkedet fik jeg snakket med en god håndfuld andre internationale studerende. En af dem er en nyankommen, jævnaldrende pige fra Peru, som endte med at introducere mig for et par håndfulde af den sydamerikanske klike her på Uni. Det er jeg vildt glad for! Fantastisk søde mennesker - No wonder, at min far er begyndt at lære portugisisk i sin fritid iår :-)
Min nye, peruvianske venindes tutor har åbenbart mongolske rødder og havde derfor inviteret dem alle med til et lille marked, hvor hun og flere af pigerne fra hendes studiehold skulle stå i madboderne, iklædt traditionelle dragter. Så dér tog vi hen, da alle var færdige med at loppe.
Markedet blev holdt på stor græsplæne omgivet af høje træer, lige imellem byens planetarium (jeps, sådan et har vi også) og Tsukuba center, hvor toget, busholdepladsen, shoppingområdet, o.s.v. ligger.
Middelaldermarked er måske så meget sagt, men traditionelt var det i hvert fald. Der var tre boder med drikkevarer og hjemmelavet mad, og to telte, Yurt'er, som var fantastisk dekoreret indvendigt med håndmalede teltstænger i træ, og rundt langs væggen billeder og kalligrafi, som foreningen selv havde gjort. Der var en dj, der styrede steppe-musikken. En bueskydningsbane til børnene - Buen var så slap, at de kunne skyde til måls efter en fyr med deres bambuspile, uden at han på noget tidspunkt følte sig i fare, men bare grinede af dem.
Og en plads med en flagstang og stole omkring, hvor der var små opvisninger i mongolsk "sumobrydning" ved to meget lidt sumo-agtige, unge knægte, som morede sig kongeligt, sang for mandestemme, sang for kvindestemme og traditionel dans ved endnu en ung kvinde. Kun fem var de, til sådan at underholde over et par timer. Og det lykkedes dem :-)
Det hele tog mig tilbage til de gode middelaldermarkeds-dage, og ja, det lykkedes mig faktisk at blive helt sentimental lidt =) Nogen, der har plads til en kulso ved Bornholms Middelaldermarked 2010?
Da markedet lukkede, gik vi over i Yusco, hvor vi fangede os en Baskin' Robbins softice med smag af grøn te - Vammel og lyserød-hostesafts-agtig med en snert af grøn te, så er I advaret. En hurtig tur på indkøb, og dagen var faktisk gået. Cyklede hjem til Universitetet sammen med min nye, peruvianske veninde og var endnu en gang glad for, at biblioteksskolens del af Campus ligger så tæt ved centrum og så langt fra resten. For hun kunne ikke huske vejen hjem, men jeg kunne den allerede i søvne, bagbundet til cyklen med en flaske sake i flaben. Nåeja, én af delene, i det mindste.
Dagen efter, søndag den 17., var det så tid til at hente køleskabet. Jeg fik lokket mine to bofæller, Iz og Nicole, som skal dele det med mig (vi blev siden fire ialt, d.v.s. 1000 yen = 56 Dkr til hver!) til at gå med op og hente det. Loppemarkedet blev holdt på en del af campus, som er 1-1½ kilometer væk. Heldigvis kunne vi låne en trækvogn deroppe. Martin gik også med, for hvis vi skulle mangle en ekstra hånd - thx again :-) På vej ud gik vi og hoppede og dansede i forventningen om, at vi skulle bringe vores nye bedste ven, Mr. Fridge, hjem. På vej hjem gik vi med trækvognen tungt læsset, som skolepiger der forsigtigt bringer klassens bur med kælerotter med hjem på ferie.
På vej ud med vognen igen, dannede Iz forbillede ved at bruge trækvognen som løbehjul, mens Nicole og jeg løb ved siden af og hujede og tog billeder. Nej, der var ikke mange japanske studerende på vejen, som gloede mærkeligt på os :-D Bagefter skiftedes vi til at smide hinanden op på vognen og trække afsted med den i løb henover det bulede fortov, som alle steder har knækkede fliser og splittet asfalt fra de stærke platantrærødder langs vejen. Sjovt!
På hjemvjen for anden og sidste gang, gik vi og funderede over livet i almindelighed og i særdeleshed over, hvor lidt man har brug for en cykel, når man går i solen under træerne, langs blomstrende rhododendron, med så yndligt et kvindeligt selskab. På vej hjem til Mr. Fridge. Åhh ja, det var en god dag!
Imens var Martin drønet på indkøb, for han havde langt om længe besluttet sig for, at det tilbud, han modtog dén dag, vi ankom, ikke var en joke, men et ægte tilbud: Han havde nemlig også fået tilbudt et køleskab. Hans overboer havde fortalt ham, at én af fyrene på deres gang havde valgt at rejse hjem i huj og hast og havde efterladt alle hvidevarer m.m. ude på fællesarealet, i stedet for at skille sig korrekt af med dem, som den japanske lovgivning påskriver.
Et køleskab, som har stået slukket i 14 dage, trænger ret så meget til en kærlig hånd. For at underdrive det. Eller fire, så jeg lånte Martin de to. Og så gik vi ellers i gang med fire slags rensemidler, to svampe, 10 klude og en gammel tandbørste. Efter en time med knofedt var arbejdet fuldendt, og vi var nu ikke bare fire men fem lykkelige køleskabsejere i Oikoshi nr. 20 og 21.
Martin og jeg fejrede det hele med frokost i den nærmeste kantine (jeps, også åben om søndagen). God mad serveret sammen med en lille salat, en kop miso-suppe og et tv, som viste skiftevis news og fjollede, japanske reklamer: Tilsidst måtte vi gå, for jeg var ved at trille ned på gulvet af grin ^_^
Klokken 18.30 var det tid til at komme på højkant igen: Et par tøser i min nabobygning havde aftenen før inviteret Iz, Nicole og mig til fest/åbent hus (eller, gang, må det vel hedde) med et væld af deres venner, andre internationale studerende, som alle havde lovet at stå i køkkenet og medbringe en lokal egnsret hjemmefra. Så der var polske klatkager med æblestykker; polsk, hvid borch; italiensk, hjemmelavet pasta med laks; canadiske pandekager; mere, jeg har glemt; jeg havde ikke kunnet nå noget med så kort varsel, men købte dessert med i stedet.
Det var en god aften og en fin, spontan fest, som især var vellykket i betragtning af, at der ikke findes et eneste møbel, bord eller stol eller noget som helst, i fællesarealerne, men de havde skaffet borde og en sofa og alt muligt. Og maden var bare for god. Men her stødte jeg vist på dét, som mange exchange students før mig har brokket sig over:
Hvordan kan man studere japansk, blive exchange student i Japan, bo centralt midt på campus, og så ikke have inviteret nogle japanske gæster, men kun andre internationale studerende? Selv om man har boet i landet et år allerede? Ikke helt min kop (grøn) te, tror jeg :-)
Klokken 23 smuttede jeg hjem: Var lige kommet i tanke om, at jeg da vist havde min første skriftlige "blækregning" for i japansk til mandag klokken 10.10. Af den slags, som skal afleveres og tæller en vis procentdel af den samlede karakter. Heldigvis var det kun én A4-sides grammatik, så jeg nåede det lige.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
