Kære Dagbog... ;-)

Jeg har besluttet at blogge én dag i hvert indlæg her til at starte med, så jeg også selv kan huske, hvad der er foregået.

Men først må jeg lige besvare Eriks spørgsmål:
Martin kommer fra Biblioteksskolens anden afdeling, i Aalborg. Vi har uafhængigt at hinanden fundet ud af, at vi kunne og bare VILLE til Japan her på kandidaten. Heldigvis for os fik ingen andre det skøre indfald, så vi havde ingen at konkurrere med om Biblioteksskolens 2 årlige pladser.
Martin og jeg har mødt hinanden én gang til en videokonference og én gang IRL, hvor Martin og hans kæreste, Sarah, inviterede på (god) lasagne i Aalborg, så vi alle kunne se de respektive giraffer. Derudover har vi snakket en del på msn/tlf, så vi var sikre på begge at få husket alle de mange, mange, mange forberedelser til rejsen.


Tirsdag morgen vågnede jeg kl. 08, efter at have tvunget mig selv til at sove i 12 timer. Dagens program startede først kl. 13, så klokken 12.30 hentede Shihono (min smukke tutor) mig og vi vandrede ad Hovedvejen 20 minutter igennem Campus, til vi næsten nåede ind til midten af universitetets grund. Turen tog os over kæmpe græsarealer, flere alléer med kirsebærtræer så høje som 2-etages huse, en sø med en romantisk bro over, hvor der stod en fyr og fiskede, og hvor vi var ved at blive kørt ned af 30 cyklister, inden vi endelig kom frem.

Vores Orientering kl. 13 tog frygtelige 3 timer. Vi blev præsenteret for alle nøglepersonerne i det Internationale Studiekontor, fik ridset hele vores studieforløb op lige til vi sætter os ind i hjemrejse-flyet og fik 1000 formaninger med på vejen, så vi blev helt rundt på gulvet.

Vigtigst var disse 3 regler:

1. Stay healty. Look after your health.
Om 3 uger har vi et health check på universitets Health Care Center, hvor vi allesammen skal undersøges i hoved og røff.
Vi er åbenbart også i stor fare for at blive kørt ned: Gennem tiderne er flere internationale studerende røget på hospitalet (som ligger 4 minutter væk fra mit dorm på gåben) i ambulance, for at blive opereret for frygtelige skader af at støde sammen med en cyklist.
Og Tsukuba "kommune", "Tukuba-shi", har åbenbart landets højeste antal bilulykker begået af meget unge billister. Som alle kører i venstre side af vejen, for det gør man herovre.

2. Communicate well.
Sørg for, ikke at blive isoleret og ikke at holde dig inde på dit værelse, hvis du er ked af det. Misbrug din tutor, om nødvendigt.

3. Be aware that you are an ambassador of your home university.
Den japanske mentalitet dikterer, at uanset hvor meget sorte får vi måtte være derhjemme på Danmarks Biblioteksskole, så bliver vi her opfattet som de allermest mainstream bibliotekar-studerende, man kan opdrive. Så vi er direkte ansvarlige for, hvorvidt der får lov at komme flere danskere herover efter os.


Efter mødet ved 16-tiden skiltes jeg fra Martin, som skulle til et laaangt møde. Shihono og jeg gik ud for at finde mig en brugt cykel, men det var ikke så nemt: I cykelsmedens baglokale sad der en rigtig gammelfar og strammede nogle skruer på en cykel. Shihono forklarede yderst høftligt vores forehavende i en enkelt sætning, og derefter begyndte han på japansk at fortælle en eller anden røverhistorie fra de syv have, mens han smilede og hans øjne glimtede. Han snakkede i 5 minutter, hvorefter han sagde farvel, Shino undskyldte, at vi havde taget hans tid, og vi gik.

Nu kommer det sære: Shihono tog fat i min arm og trak afsted med mig, mens hun meget lavmælt fortalte, at manden var pissesur. Han havde skældt hende ud over, at hun kom trækkende med mig, en udenlandsk studerende, som kun skulle være her i nogle måneder og var for fattig til at købe en af hans nye cykler, når han nu ikke havde flere af de brugte cykler tilbage i butikken.


Nå, det fik være, vi vandrede ind mod byen istedet, og her fik jeg øvet mig i at overholde alle de nye 3 regler:

1. Shihono og jeg var sultne, og for at passe på vores helbred, besluttede vi os for at gribe noget aftensmad. Da vi alligevel skulle igennem vores egen del af Campus (Biblioteksskole-afdelingen), smuttede vi lige ind i vores Laboratory, som det åbne kontormiljø kaldes, hvor mit instituts kandidat- og ph.d.-studerende har arbejdsplads. Her fulgte regel nr. 2 helt af sig selv:

2. Overfor min lille arbejdsplads sidder Yui, endnu en fantastisk sød pige som er jævnaldrende med Shihono og deler fag med hende. Yui ringede efter sin kæreste (eller bare drengeven? Jeg kan ikke finde ud af det). Han hentede os i sin bil(!) og så kørte vi ud og fandt en traditionel, japansk restaurant.
Her var menukortet ulæseligt, selv priserne var skrevet med kanji i stedet for romertal. Vi skulle tage skoene af og kravle på alle fire for at komme hen til selve bordet, hvor man så sidder på kanten af det forhøjede gulv og stikker fødderne ned i et hul under bordet. De af jer, som har været på en ægte japansk restaurant, ved hvad jeg mener.
Vi fik serveret grøn te og nogle seje kugler lavet af et soyaprodukt, som de andre tre havde stor morskab med at lokke mig til at spise i én bid og så sidde og tygge på i et helt minut. Som svar på deres spørgsmål om, hvorvidt jeg kunne gætte, hvad det var, kom jeg til at svare "keshigomu" - viskelæder!
Så fra nu af bliver alle nye, japanske delikatesser sammenlignet med keshigomu.
Jeg bestilte soba-nudler, tynde gråbrune nudler lavet af boghvede (altid serveret i suppe, når de er varme). Eller rettere, jeg bestilte bare det samme som Shihono, hvilket blev til en skål med soba-nudler og en endnu større skål med ris og masser af små stykker kylling og spejlæg.

3. En ambassadør skal underholde sine værter. Jeg fandt ud af, at den japanske humor går rigtigt godt i spænd med den danske. F.eks. forstår japanere udmærket ironi ;D
Det er sjovt at gå og påstå, at alle fra DB-Kbh er præcis ligesom mig (Hvorfor tror de mon ikke på mig?)


Kl. 19.30 havde det været mørkt udenfor længe, jeg var bombet og vi tog hjem - Blev kørt til døren af de kærlige mennesker. Shihono tog lige et smut med op på mit værelse og hjalp mig med at komme på nettet!!! Og samtidig udvekslede vi skype- og yahoo-chatnavne, så vi nu har en mulighed for at fange hinanden hjemmefra...

Kl. 20 kiggede Martin forbi mit værelse for at høre, om vi skulle spise noget aftensmad sammen, for da var mødet med hans host professor endelig færdigt! Jeg takkede pænt nej.

Kl. 23 faldt jeg i søvn henover skype. Vidunderligt, endelig at have fået alle vennerne tilbage i min computer...