Samlebånds-sushi

Onsdag begyndte kl. 07.30 med morgenmad, havregryn med mælk i bedste gaijin-style (fremmedarbejder-stil?).
Klokken 10 hentede Shihono mig for at være sikker på, at jeg kunne finde vej hen til vores eget Campus, hvor en af Martins tutor's venner hentede os alle i bil, ren forkælelse!
Og så blev vi kørt ud til den nærmeste lokalafdeling af Tsukuba City Hall, den såkaldte Sakura Branch. Her havde vi 3 ærinder på samme tid:

Ansøge om vores Certificate of Alien Registration Cards, Gaikokujin Torokusho, eller bare Alien Cards, som de lidt forhadt kaldes. Fremmed-kortet skal vi bære på os konstant, pas er ikke nok. Det er en sikkerhedsforanstaltning, ligesom vi skulle have taget foto + fingeraftryk i lufthavnen. Principielt går dette mig meget imod, men i praktis er det jo helt smertefrit, så det er fint nok.

Bede om en forhåndsgodkendelse på Alien Card'et. En såkaldt Gaikokujin Torokugenpyo Kisaijikou Shomeisho. Den skal man have af en eller anden mærkelig grund, når og kun når man er studerende på master-niveau. Hver kopi kostede 200 yen, altså 11 kr. Hvorfor kan papirarbejde i Danmark ikke være lige så billigt? Tænk, hvis man kunne få f.eks. en lægeerklæring for en 10'er...

Tilmelde os den Nationale Sygesikring, National Health Insurance program. Alle japanere og alle udlændinge med opholdstilladelse skal tilmeldes denne. Den er forholdsvis billig, heldigvis, og praktisk: Staten betaler 70% af alle læge- og sygehusudgifter. Min rejseforsikring er sikkert også rigtigt glade for dette.


Efter det møjsommelige, men i det mindste effektive, papirarbejde på rådhuset, var det tid til o-sushi ("den ærede sushi") til frokost.
Så nu har jeg prøvet at være på sådan en ægte sushi-bar, hvor sushi'en ruller forbi ens bord på et transportbånd, og man så bare tager de stykker, man har lyst til. Det er nemmest at forklare i billeder, så dem har jeg lagt ud her.
Priserne er vanvittigt nemme at finde ud af: En tallerken fra transportbåndet koster 105 yen (6 kr). Tager man en dessert, kommer den i en lille glasskål, som koster 157 yen (tror jeg nok, det var). Nogle ting kommer også i skåle, men koster det samme som sushi'en. De kommer så bare i nogle ottekantede skåle. Vand og grøn te er gratis, som det er de fleste steder i byen!
Når man er færdig, trykker man "Regning, tak" på touch screen'en over bordet, så kommer der en tjener trissende og tæller antal tallerkener og to typer skåle i en stabel foran hver af gæsterne ved bordet. Folk bliver skrevet op enkeltvis på regningen, så kan man betale hver for sig ved kassen henne ved udgangen.


Tilsidst blev vi pænt afleveret på campus igen af Martins tutor's kammerat, så vi kunne finde hjem. Og for at det ikke skal være løgn, havde kammeraten - Mens han ventede på os på Rådhuset - Købt gaver til os, en stor pose japansk slik-delikatesse til hver, som kom i de fineste gaveposer i bomuld mønstret med bittesmå blomster og krabber med smilende ansigter. Dér følte jeg mig meget lille og betuttet over, ikke at have tænkt på en gave til ham... Nu har jeg lært, at det har jeg næste gang...

Slikket er iøvrigt "yaki-karinto", dej som er blevet friteret, så det bliver superluftigt. Det minder mest om rutebiler, de dér aflange chokolademarengs. Men i stedet for chokolade smager de stærkt af karamel eller ahornsirup, som er varmet op til grænsen af at brænde på. Man skal lige vænne sig til dem, så er de go'e! Har vist et foto af dem et sted.


Martin og jeg blev enige om at give vores tutorer en friaften og gå ud og udforske campus på egen hånd.

Campus er stort. Meget, meget, meget stort. Jeg har lige brugt Google Map's funktion, Distance Measurement Tool, til at regne ud at der er 4,4 kilometer imellem campus' allersydligste punkt, som er hovedindgangen til Biblioteksskolen i Kasuga Campus, og til det allernordligste punkt, som er det kæmpe kollegie-område Ichinoya, omkranset af nogle nogle tynde - men vilde - skovbælter, som tilhører landbrugs-afdelingen af Universitetet.

De 4,4 km er ikke i fugleflugtlinie, men følger den rute, man anvender på cykel igennem campus, igennem kontorbygninger, dormitory-områder, 5 biblioteker, græsplæner, parkeringspladser, sportsarealer, over broer og under alléer lyserøde af kirsebærblomster.
Alle de steder på campus, hvor der er højdeforskelle med trapper, er er også en rampe ved siden af til cyklisterne.

Vi vandrede helt op nordpå og hjem igen.

På vej ud fandt vi ud af, at Hoved-forskningsbiblioteket har solgt sin sjæl til Starbucks, i bedste amerikaner-stil. Og at Starbucks har en Chai Latte, som ligner Baresso's tilpas meget, krusene er bare ½ gang større til 2/3 af prisen! 29,50 dkr, hvilket i øvrigt er rasende dyrt for en japaner/studerende.

På vej hjem var vi blevet sultne og faldt over (eller nærmere overfaldt) en nudel-bar lige ved Hovedbiblioteket midt på campus. De to damer i køkkenet kunne ikke to ord engelsk, men den ene af dem hev da bare fat i den nærmeste knægt, som hun lige havde serveret for, og fik ham til at lege tolk.

Jeg kom frem til, at den sidste type nudler, jeg manglede at smage, nemlig udon, måtte være det helt rigtige at bestille. Udon with pork. Kødet viste sig at være pålægs-tynde stykker let stegt flæsk, som blev smidt oveni udon-suppen i en stor klump, som langsomt gik fra hinanden, som den blev varmet op af suppen. Det lyder ulækkert, men det var fantatisk lækkert. Sammen med kødet var der stykker af kogte løg og grøn tang. Japanerne kan bare lave kraftige, velsmagende supper! Og så kostede det kun sølle 22,50 dkr.

Vi vandrede hjem og efter en time, kl. 21, drattede jeg omkuld.


Jeg har jo lovet jer en masse fotos. De vil løbende blive smidt op på min picasa med kommentarer, her er en del allerede.

Jeg er ikke så god til det dér med at smide mine fotos ind i teksten. Jeg kan godt finde ud af det, men jeg synes det fjerner folks egen imaginationsevne. Jeg kan bedre li' at tale til jeres fantasi og få jer til at forestille jer den blækspruttesushi med arme, som Martin helt frivilligt satte tænderne i. Og så videre. Så det vil nok også fremover blive sådan, at jeg linker herinde til mine fotos, når jeg uploader nogle nye. Og så kommer blog og billeder til at fortælle to forskellige, sammenhængende historier...